Weekendavisen
Foreningsdanmark: Knopskydning af det frie ord
En snes danske kulturpersoner har lanceret en ny ytringsfrihedsforening, der fremstår som konkurrent til både Dansk PEN og Trykkefrihedsselskabet.
Af Jesper Vind Jensen
En vittighed siger, at når tre kinesere mødes, åbner de en grillbar. Når tre danskere mødes, danner de en forening.
Lidt er der om snakken - i hvert fald for danskernes vedkommende. Nyeste eksempel på 'Foreningsdanmark' er ytringsfrihedssagen, hvor der nu er hele tre foreninger, som er dedikeret til sagen. Først var der Dansk PEN. Så kom Trykkefrihedsselskabet af 2004. Torsdag blev der så lanceret en tredje forening, Fri Debat , der har forsvaret af ytringsfriheden som sit vigtigste gøremål.
Foreningen - eller »kredsen«, som man foretrækker at kalde sig - er startet af en snes kulturpersonligheder på initiativ af især idéhistoriker og professor Frederik Stjernfelt fra Aarhus Universitet og chefjurist Jacob Mchangama fra den borgerlig-liberale tænketank CEPOS.
På deres program står både store internationale konferencer og mindre debatmøder. Det fremgår af deres såkaldte »manifest«, at de ønsker at placere sig tværpolitisk i forhold de to andre ytringsfrihedsorganisationer, som dog ikke nævnes direkte ved navn. Men manifestet påpeger blandt andet:
»Alt for ofte bliver ytringsfriheden påberåbt af personer, som alene er villige til at forsvare og anerkende denne rettighed, når det passer ind en underliggende politisk anskuelse eller ideologi. Denne tendens ses på både højre- og venstrefløjen.«
Om dele af venstrefløjen (læs: Dansk Pen) siger manifestet tillige, at man er præget af »en form for skizofreni, hvorefter dele af venstrefløjen vender det blinde øje til trusler mod og krænkelser af ytringsfriheden, når de udgår fra angivelige 'udsatte' grupper eller minoriteter ... I Danmark kulminerede denne skizofreni med den manglende opbakning til Jyllands-Posten under Muhammed-krisen.«
Om dele af højrefløjen (læs: Trykkefrihedsselskabet) fremfører manifestet, at »ytringsfriheden er blevet stærkt betonet som en ukrænkelig værdi, når truslen er udgået fra muslimske grupper og lande. Det har været medvirkende til at aftabuisere kritik af islam og sætte fokus på selvcensur. Men ofte har samme forkæmpere af ytringsfriheden været fortalere for eller tavse i forhold til forslag om indførelse af begrænsninger i ytringsfriheden for deres ideologiske modstandere såsom med forslaget om burkaforbud og andre indgreb, der er uforenelige med ytringsfriheden og relaterede menneskerettigheder.«
Ingen folkebevægelse
Jacob Mchangama oplyser til Weekendavisen, at »medlemskredsen tæller socialister, kulturradikale, liberalister og kulturkonservative, der er uenige om det meste - men enige om nødvendigheden af et principfast forsvar for ytringsfriheden uden underliggende politiske agendaer.«
Kredsen har en udpræget kulturel og akademisk baggrund. Her finder man ud over Stjernfelt og Mchangama også den fra Muhammed-sagen kendte forfatter Kåre Bluitgen. Desuden tæller foreningen politologiprofessor Peter Kurrild-Klitgaard, forlægger Bjarke Larsen, litteraturkritiker Klaus Rothstein, forskningsbibliotekar Nils Bredsdorff, idéhistoriker Malene Busk, forlægger Claus Clausen, samfundsforsker Torben Bech Dyrberg, forfatter Jens-Martin Eriksen, journalist Troels Heeger, forfatter Lars Hvidberg, blogger William Jansen, filosof Morten Ebbe Juul Nielsen, kommunikationmedarbejder Sosun Sendi, cand.scient.pol. Søren K. Villemoes, forfatter Peter Boe og højskoleforstander Thue Kjærhus.
De to sidstnævnte personer har siddet i Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ, TFS-rådet, som de har forladt i protest over Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaards ytringer før jul om de muslimske mænds angivelige hang til at voldtage deres døtre og om islammodstandernes behov for at oprette »parallelle institutioner« med forbillede i Besættelsens modstandskamp. Udtalelser, som Hedegaard senere modererede.
Der er også i medlemskredsen forbindelser til Dansk PEN. Grundlæggeren Frederik Stjernfelt er fx menigt PEN-medlem, mens Bjarke Larsen er kasserer i bestyrelsen. Klaus Rothstein har endda været formand for dansk PEN.
Ligesom de andre to foreninger er Fri Debat ikke åben for hvem som helst. Hos Fri Debat kan fremtidige medlemmer faktisk kun blive medlem efter de eksisterende medlemmers »enstemmige opfordring«, og Fri Debat har sat sig et maksimalt medlemstal på 30 personer. Det er altså ikke just en folkebevægelse, man har i støbeskeen.
Den politiske korrekthed
Det er åbenlyst, at ytringsfrihedssagens nye organisatoriske knopskydning hænger sammen med den intense danske debat om islam og ytringsfrihed i kølvandet på Muhammed-sagen.
Indtil for få år siden var der kun én organisation, der havde det frie ord som mærkesag: dansk PEN, der er en underafdeling af det internationale PEN (akronym for poets, playwrights, editors, essayist & novelists). Dansk PEN blev dannet i 1930erne og havde en storhedstid, da det (i Niels Barfoeds formandsperiode i 1990erne) kompromisløst forsvarede den fatwa-ramte, dødsdømte britiske forfatter Salman Rushdie.
Men Dansk PEN blev efterhånden så optaget af at bekæmpe forskellige former for »krænkende ytringer« over for især muslimer, at foreningens forsvar for ytringsfriheden ifølge både interne og eksterne kritikere druknede i politisk korrekthed.
Men så kom Trykkefrihedsselskabet til verden i 2004. Det skete som umiddelbar konsekvens af PENs tøven med at optage historikeren Lars Hedegaard som medlem.
Stifterne var Lars Hedegaard, Søren Krarup, Jesper Langballe, David Gress og Kai Sørlander. De tre førstnævnte var Dansk Folkeparti-folk (Hedegaard har netop meldt sig ud igen), men trods DF-dominansen ville Trykkefrihedsselskabet gerne være en »tværpolitisk forening«. Selskabet har ofte talt for en ophævelse af både blasfemiparagraffen og racismeparagraffen. Det er to love, som Fri Debat ligeledes ønsker ophævet.
Fri Debat bliver formentlig også en økonomisk konkurrent til de to andre organisationer. I de senere år har PEN og Trykkefrihedsselskabet hver modtaget cirka 50.000 kroner af Kulturministeriets ytringsfrihedspulje på 100.000 kroner. Ministeriet oplyser til Weekendavisen, at Fri Debat nu vil kunne søge støtte på lige fod med de to andre.
Godhedens akse
Men er denne danske knopskydning af ytringsfrihedsorganisationer et særligt fænomen for Foreningsdanmark? Både ja og nej.
I USA har man oplevet, at både den danske Muhammed-krise og den muslimske verdens forsøg i FN på at kriminalisere religionskritik har affødt flere organisationer med ytringsfriheden som mærkesag. Et eksempel er The Coalition to Defend Free Speech, der blev dannet i oktober 2008 med den verdensberømte højesteretsadvokat Floyd Abrams i spidsen.
Men vender vi os mod Europa generelt har der ikke været en større vækst i ytringsfrihedsorganisationer. Således siger den franske journalist Mohamed Sifaoui (herhjemme kendt for dokumentarfilmen om Muhammed-krisen) til Weekendavisen, at der intet nyt er under solen i hans land.
»I Frankrig har vi kun organisationen Journalister uden grænser til at beskytte presse- og ytringsfriheden. Det er vist stadig den eneste organisation,« siger Mohamed Sifaoui.
I Tyskland har forfatteren og samfundsdebattøren Henryk Broder heller ikke registreret en knopskydning af ytringsfrihedsorganisationer:
»I Tyskland har vi ingen større grupper. Det skyldes, at vores intellektuelle mere er optaget af at kræve flere restriktioner for ytringsfriheden. De fleste tyske intellektuelle går ikke ind for mere, men for mindre ytringsfrihed. Vel at mærke sådan, at det er dem selv, der kommer til at bestemme, hvad der går an, og hvad der ikke går an.«
Broder fremhæver dog, at han og en kreds af 15 andre tyske kulturpersoner har startet et lille netværk, som driver internetportalen Godhedens akse (www.achgut.de), hvor der tillades en helt igennem åben og ofte politisk ukorrekt debat om ikke mindst ytringsfrihedens vilkår. Godhedens akse har været en bragende succes med 20.000 læsere om dagen og 1,8 millioner sidevisninger hver måned, fortæller Henryk Broder.
I Storbritannien har man flere presse- og ytringsfrihedsorganisationer. Blandt andet Article 19, og fra deres hovedkontor i London siger talskvinden Nicola Spurr, at de senere års debat om ytringsfrihedens grænser ikke har medført nye organisationer.
»Men til gengæld er de NGOer, som i forvejen beskæftiger sig med spørgsmålet i Storbritannien, vokset og har fået meget mere at lave. Det skyldes, at vi har oplevet flere sager om grænserne for injurielovgivning og krænkelser af religiøse følelser. Desuden har staten forsøgt at begrænse informationsfriheden i den offentlige forvaltning,« siger Nicola Spurr.
Hun fremhæver også, at otte britiske ytringsfrihedsorganisationer for nylig er gået sammen om at etablere et stort kulturcenter, Free Word Centre, som med en prominent placering i Londons gadebillede har givet ytringsfrihedssagen større synlighed.