07-03-2010
Ifølge Politiken:
Drabschef i Københavns Politi, Ove Dahl, er gået for vidt.
Det mener næstformand i Det Radikale Venstre, Zenia Stampe, der har indgivet anmeldelse af Ove Dahl for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf (Straffelovens paragraf 266 b).
Zenia Stampe er vred over den måde, Ove Dahl har omtalt rumænske kriminelle på. Drabschefens udtalelser er faldet på baggrund af det ekstremt voldelige rovmord mandag aften på den 42-årige norske stewardesse Vera Vildmyren på hotel SAS Radisson på Amager.
Den radikale næstformand hæfter sig især ved følgende udtalelser af Ove Dahl i Politikens lørdagsudgave:
»De åbne grænser gør, at vi bliver overrendt af østeuropæere. Det er et kæmpe problem. De begår bankrøverier, hjemmerøverier, grove tyverier, tiggeri, butikstyveri - alt«.
Og videre: »Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur«.
Ifølge Zenia Stampe gør Ove Dahl med disse udtalelser sig skyldig i en overtrædelse af Straffelovens paragraf 266 b, dvs. 'offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering'.
Læs mere på politiken.dk.
Se også:
Berlingske: Radikal får hug for politianmeldelse.