Fri Debat tager afstand fra Politikens undskyldning

Af Fri Debat, 26-02-2010

Fri Debat tager afstand fra, at dagbladet Politiken har indgået et forlig, hvor man ”beklager” og ”undskylder”, at man har ”krænket muslimer i Danmark og andre lande” ved at genoptrykke Kurt Westergaards Muhammed-tegning.

Tegningen blev genoptryk i en relevant, journalistisk sammenhæng, hvor Politiken på forhånd var vidende om de følelser, tegningen tidligere havde vakt hos nogle, og hvordan den var blevet misbrugt til en række politiske formål. Der er derfor intet at beklage eller undskylde.

Ved mere end 1.300 år efter Muhammed døde at indgå forlig med en gruppe mennesker, der kalder sig ”profeten Muhammeds efterkommere”, anerkender Politiken denne diffuse gruppe som klageberettiget. Det åbner alle sluser for, at hvem som helst fremover kan kalde sig klageberettiget i en hvilken som helst sag.

Politikens forlig er ydermere udtryk for manglende solidaritet med de øvrige danske medier, der også er blevet truet med retssager af den samme gruppe mennesker.

Centrale personer i denne gruppe har sammen med advokaten tætte forbindelser til magthaverne i Saudi-Arabien, som er et af de lande i verden, der undertrykker ytringsfriheden og andre menneskerettigheder mest. Det gør det endnu mere forkert at indgå forlig med de pågældende. Politiken påberåber sig i en leder, at man ”naturligvis… ikke dermed har påført sig selv nogen form for begrænsning af sin redaktionelle frihed.” Det er dog svært at tro andet, end at Politiken ikke igen vil genoptrykke Kurt Westergaards tegning, og at man fremover vil være yderst tilbageholdende med at trykke tegninger, der på tilsvarende vis sætter fokus på, hvordan islam misbruges til politiske formål.

Det er således slående at opleve, hvordan tegnerne Wulff og Morgenthaler i Politiken i deres tegninger er holdt op med at blande begreberne politik, sex og religion i forhold til islam, men fortsat gerne gør det i forhold til kristendommen.

Der er heller ikke tvivl om, at forliget rundt om i dele af den muslimske verden vil blive udlagt som en sejr, der vil give fundamentalistiske kræfter endnu mere blod på tanden i deres kamp mod det sekulære demokrati og ytringsfriheden.

Politikens forlig har flyttet grænserne for ytringsfriheden i den forkerte retning.

Her er tegningen igen, og med garanti for, at den ikke vil blive undskyldt: