Af Sosun Sendi, 23-02-2010
Tyrkiet er et demokratisk land – alle kan skrive, hvad de vil, når de vil – om det de vil. Alt andet er intet mindre end stygge og ondartede konspirationsteorier. De, der mener det modsatte, benægter og frakender sig sandheden. For sandheden er, at der ingen grænser er for, hvad man må, og hvad man ikke må skitsere og kritisere i den tyrkiske dagspresse. Lad ikke det mordet på den armenske redaktør, Hrant Dink – et unikt tilfælde - overskygge den blomstrende virkelighed i dagens Tyrkiet. Alle må tegne og skrive, som de har lyst, og sågar tegne Erdogan som en kat, hvis det er det, man hunger efter.
Vi lever jo i 2010. Ordet er frit.
I hvert fald ifølge et højtstående AKP-medlem, Mustafa Kakbakci, som i flot omspundne vendinger fortalte vidt og bredt om de mange minoriteters eufori i Tyrkiet.
De har, ifølge Mustafa Kakbakci, nydt godt af den demokratiske proces i Tyrkiet.
Flere forskellige trosretninger, herunder alevisme og jødedom anerkendes og accepteres. De kan dyrke deres tro i deres egne forsamlinger, uden at risikere nedbrændinger, chikane, anholdelse eller døden. De har det godt.
Homoseksuelle har det også godt i Tyrkiet. De kan frit vælge den partner, de har lyst til, uden at skulle frygte døden. Ingen vil, som tidligere, jage de homoseksuelle, og efterlade en patron eller to i deres hjem.
Det er fortid – det sker ikke mere.
Kurderne har det også godt i Tyrkiet. De må tale det kurdiske sprog, og har langt om længe fået de samme rettigheder som de tyrkiske borgere. De må råbe, skrige og gå verbalt til angreb, hvis de er utilfredse med regeringens politik – ja, alle kan faktisk demonstrere på fredelig vis, uden at blive kidnappet, deporteret eller arresteret af hverken politiet, civilpolitiet eller militæret.
I hvert fald i følge Mustafa Kakbakci.
Jeg erkender, at man ved første øjekast kan lokkes af den rosenrøde retorik. Tyrkiet er et smukt og forførende land på sin helt egen facon. Men graves der blot få spadestik dybere, vil der vise sig en udtrængt virkelighed.
En virkelighed, hvor pressen chikaneres, journalisterne retsforfølges og fængsles, hvis de skildrer og fortæller om de mange ømtålelige og tabubelagte emner – sågar emner, som i Danmark vil virke lattervækkende. Eksempelvis, er det ikke tilladt at afbilde Erdogan som en kat, eller andet for den sags skyld – i hvert fald ikke ustraffet. Journalisten med, hvad vi i dansk kontekst vil betegne som en frisk humor, blev arresteret efterfølgende.
Og dette er ikke et enestående tilfælde.
2009: 36 journalister fængslet Alene i 2009 er 36 journalister blevet fængslet. Senest er der også sagen om en anden journalist, som må ser frem til en dom på mindst 10 måneder, efter at han i en artikel om den kurdiske oprørsbevægelse PKK, undlod at titulere PKK som en terrororganisation.
Og der er mange af disse fortvivlende historier. Eksempelvis er der ingen tyrkiske journalister, som har livet kært, der tør afbilde Tyrkiets landsfader og grundlægger, Kemal Atatürk i en sarkastisk udgave. Dertil rækker den ellers omtalte ytrings- og pressefrihed ikke så langt. Ligeledes erfarer man, at der efter mordet på den armenske redaktør, Hrant Dink, ikke er én journalist, som tør navngive massakren på armenierne under 1.verdenskrig som et folkemord.
Efter at have talt med adskillige menneskerettighedsinstitutioner, journalister, redaktører, journalister, alevi og kurdiske foreninger, er det min klare vurdering, at der bag sandheden gemmer sig noget dybere. Alevierne, som optager 25 % af den tyrkiske befolkning, er stadig en undertrykt minoritet og deres religion anerkendes endnu ikke. Men det er ikke blot aleviernes situation, som nagede formanden for alevi-foreningen, Cemal Sener. Men derimod at han – og andre - altid skal frygte, at fremføre deres ærlige mening om AKP eller militæret. ”Ingen ved, hvem der lytter med. Ingen ved, hvad der vil ske i morgen. Tyrkiet har ikke ændret sig, det er stadig en udemokratisk stat på alle led og kanter,” fortalte en nervøs formand.
Homoseksualitet er stadig et tabubelagt område, som ikke accepteres i Tyrkiet. Alene for et par uger siden, blev en mand myrdet i sit eget hjem – alene af den årsag, at han har en anden seksuel overbevisning.
Kurderne har det også godt. De må nu, efter mange års undertrykkelse, tale deres eget sprog. Således har man ifølge parlamentarikeren, Mustafa Kakbakci løst det kurdiske dilemma. At adskillige menneskerettighedsorganisationer stadig har opsigtsvækkende rapporter om, hvordan kurderne undertrykkes og fængsles, vækker tilsyneladende ikke bekymring hos regeringspartiet. Senest er op til 400 børn i alderen 12-18 år blevet fængslet, hvor de i gennemsnittet har fået syv års fængsel. Alene fordi de har kastet med sten.
Det er dog ikke kun minoriteterne, der har det svært i Tyrkiet. Menneskerettighedsorganisationerne bliver også jævnligt opsøgt, hvor flere medarbejdere enten udsættes for grov chikane eller arresteres. Ingen er fritaget.
Men jeg har ikke kun talt – jeg har selv erfaret. Under en demonstration for bedre arbejdsvilkår i Ankara, hvor op til 3000 demonstranter var mødt op sammen med 1000 kampklædte betjente, kampvogne og endnu flere civilbetjente, valgte jeg, at tage nogle billeder. I løbet af ganske få minutter, blev jeg standset af tre forskellige civilbetjente, som havde stor besvær med at godkende mit pressekort. Det lykkes mig dog efter flere minutters talen, at overtale dem. Men dog havde det denne konsekvens, at da jeg senere om aftenen skulle tilbage på hotellet, stod de selv samme civilbetjente og pyntede på den modsatte stræde af hotellet. Og sådan fortsatte det.
Men til trods for det, så går det ifølge AKP-medlemmet, Mustafa Kakbakci stadig godt. Den demokratiske proces er i flor i Tyrkiet.
Ytringsfrihed – uanset kulør og stedMens flere kritikere har haft rygende travlt med at underkende og nedkule Fri debat til kun at omhandle racisme- og blasfemiparagraffer, kan jeg, som medlem af Fri Debat afsløre, at det naturligvis er direkte usandt. Essensen er ytringsfrihed – uanset kulør og sted. Og netop derfor er dette indlæg også et kit i hele debatten om ytringsfrihed. Ikke mindst fordi, at der er tale om et land, som har et håb om at være en del af EU.
Jeg hverken kan, skal eller vil afgøre om Tyrkiet skal have deres længe ventede plads i EU. Men jeg forholder mig til de adskillige undersøgelser og rapporter, samt mine egne oplevelser som journalist på besøg i landet. Derfor kan jeg som demokrat og ytringsfrihedsforkæmper kun mene, at frihedsberøvelse af journalister og magtmisbrug bør vække bekymring. Det gør det i hvert fald hos mig. Og det bør det også gøre hos de ansvarlige beslutningstagere.
