Af Jacob Mchangama, 23-02-2010
I USA overvejer Kongressen i øjeblikket at vedtage ”Free Speech Protection Act”, der skal beskytte mod såkaldt ”injurie-turisme” (libel-tourism), således at amerikanske domstole som udgangspunkt ikke anerkender udenlandske injuriedomme. Loven er i særdeleshed et udslag af engelske injurieregler, der er udformet på en sådan måde, at de kan misbruges til at lukke munden på og ruinere kritikere af eksempelvis store virksomheder, millionærer og velhavende organisationer, der har råd til at føre dyre injuriesager. I britiske injuriesager gælder der således en form for omvendt bevisbyrde således, at den der beskyldes for at have fremkommet med injurierende udtalelser skal bevise sin uskyld. I USA skal sagsøgeren derimod klart kunne bevise at beskyldningerne er fremsat med skadevirkning for øje (”actual malice”) enten ved at beskyldningerne er usande eller på uforsvarlig vis har tilsidesat hensynet til nøjagtighed (”reckless disregard of accuracy”).
I England er det også meget svært at forsvare sig mod injurier med at de relevante informationer/udtalelser er i offentlighedens interesse og dermed skal vægtes højere end hensynet til sagsøgerens anseelse. Desuden er engelske injuriesager op mod 100 gange dyrere at føre end i mange andre europæiske lande og omkostningerne kan nemt løbe op i millioner af kroner selvom erstatningskravet måske kun andrager 100.000 kroner. Selvom den sagsøgte skulle få medhold vil man kunne risikere at have tabt penge på sagen da det ikke er alle omkostninger der dækkes af den tabende modpart. Endvidere kan reglerne udnyttes til at ramme kritikere i andre lande når blot der er en minimal berøringsflade til England, hvilket ikke kræver meget i en Internetalder. Det måske mest kendte eksempel er en sag, hvor en saudisk forretningsmand sagsøgte en amerikansk forfatter for i en bog at have beskyldt forretningsmanden for at finansiere terrorisme. Forretningsmanden blev sagsøgt i London uanset, at bogen kun var solgt i godt 20 eksemplarer i England og det til og med ved onlinesalg.
Men også Ekstra Bladet har måttet tie hvor andre turde. I 2006 skrev Ekstra Bladet en række kritiske artikler om den islandske bank Kaupthing. Kaupthing lagde herefter sag an ved en engelsk domstol. Det fik Ekstra Bladet til at indgå et forlig, hvorefter EB undskyldte og betalte erstatning til banken. Der er også en række eksempler på at de engelske regler er blevet brugt af medicinalfirmaer til at sagsøge forskere der har kritiseret deres produkter og af russiske oligarker til at sagsøge en amerikansk avis.
På grund af, at sagsøgerne som oftest får medhold og sagsomkostningerne er eksorbitante vælger mange – ligesom EB - at indgå forlig, uanset, at de måtte mene, at deres udtalelser er i overensstemmelse med sandheden eller hvert fald er forsvarlige.
Også i England er der krav om at ændre lovgivningen så den ikke bliver et våben som velstående kan bruge til at beskytte sig mod kritisk og undersøgende journalistik. Det er klart, at man skal kunne forsvare sig mod konkrete anklager om at man eksempelvis finansierer terrornetværk. Men injurielovgivning må ikke blive et præventivt værn, som sætter ytringsfriheden ud af spil. Da de britiske regler også har konsekvenser for Danmark kan interesserede støtte bestræbelserne på at ændre lovgivningen via denne underskriftsindsamling: http://libelreform.org/sign
Kommentarer
I britiske injuriesager gælder der således en form for omvendt bevisbyrde således, at den der beskyldes for at have fremkommet med injurierende udtalelser skal bevise sin uskyld. I USA skal sagsøgeren derimod klart kunne bevise at beskyldningerne er fremsat med skadevirkning for øje (”actual malice”) enten ved at beskyldningerne er usande eller på uforsvarlig vis har tilsidesat hensynet til nøjagtighed (”reckless disregard of accuracy”).
Hmm. efter den danske straffelov påhviler det vist også den, der fremsætter en ærekrænkende sigtelse at føre sandhedsbevis, i hvilket tilfælde straf kan - men ikke altid skal bortfalde. Derudover hjemler dansk ret mulighed for idømmelse af straf for ringeagtsytringer, i hvilket tilfælde sandhedsbeviset ikke medfører bortfald af straf.
Det undrer mig, at netop den britiske injurielovgivni´ng skulle være kritisabel, blot fordi den pålægger sagsøgte bevisbyrden, når lignende regler vist gælder i mange andre europæiske lande herunder Danmark. Den europæiske menneskerettighedsdomstol har i et vist omfang begrænset skadevirkningen af denne regel, men har afvist en kategorisk regel som den der gælder i USA.
Amerikansk ret er i øvrigt unik derved, at regeringsinstitutioner ikke nyder nogen beskyttelse mod ærekrænkelse, selv når sigtelsen er fremsat mod bedre vidende.
Højesteret bemærkede i New York Times Co. v. Sullivan, 376 US 254 (1964):
I sagen City of Chicago v. Tribune Co havde Illinois højesteret tilbage i 1923 fundet at et injuriesøgsmål anlagt af bystyret i Chicago Illinois måtte afvises af hensyn til ytringsfriheden.
I New York Times førsøgte politiembedsmanden Sullivan at omgå den almindelige regel ved at føre sagen under påstand om, at ærekrænkelse af politiet indirekte var ærekrænkelse af hans embedsførelse.
Forbundshøjesteretten fandt imidlertid med rette, at injuriesøgsmål baseret på teorien om ærekrænkelse af embedsmanden gennem angreb på institutionen gik for tæt på ytringsfriheden. I Danmark og andre europæiske lande er det dog muligt både at blive straffet for ærekrænkelse af myndigheder og for indirekte ærekrænkelse af de ansatte på basis af upersonlige angreb rettet mod myndigheden.
EMD har ganske vist i mange sager fundet at angreb på staten og dens myndigheder var beskyttet af ytringsfriheden, men omvendt har den aldrig nedlagt en kategorisk regel, der beskytter borgerne mod retsforfølgning for ærekrænkelse af staten.
Jeg er ikke helt sikker, men mener at kunne huske, at England modsat andre europæiske lande ikke har love, der muliggør straf for at tale grimt om staten eller dens myndigheder. Men i det Tyskland, som Lars Hedegaard mener vi kan lære noget af hvad angår bekæmpelsen af antidemokratiske bevægelser, er det faktisk forbudt både at tale grimt om republikken, flaget og forbundspræsidenten.
http://cima.ned.org/reports/libel-tourism-silencing-the-press-through-transnational-legal-threats-2.html
Grunden til, at det særligt er England, der lægges sag an i, er kombinationen af de strenge injurielove og meget store erstatninger og sagsomkostninger i det hele taget. Bare det at føre sagen kan koste millioner af kroner i advokatsalær, uanset om man vinder eller taber, så de fleste medier har ikke råd til at tage ret mange af den slags kampe.
Jacob kan du præcisere denne "minimale berøringsflade"? Jeg har på fornemmelsen, at det meget nemt kan blive et udtryk for britisk imperialisme!
Hvis et sådan sagsanlæg skulle komme mod danske medier som følge af, at de offentliggør tegninger i danske aviser, så vil jeg opfordre såvel udenrigsministeren som justitsministeren at tage en snak med deres britiske og europæiske kollegeer. Hvis ikke en løsning herigennem en mulig så synes jeg, at vi skal følge amerikanernes eksempel og ensidigt vedtage en lov, der eksplicit siger, at udenlandske injuriedommer ikke anerkendes i Danmark.
Hvad er sanktionen i britisk ret for at ignorere et søgsmål for injurier??
Dermed ikke sagt, at den engelske version er rimelig.
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.