Af Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama, 22-02-2010
I et debatindlæg i Weekendavisen den 31. December 2009 påtager Kasper Støvring sig at hævde, at ytringsfriheden er en “særlig dansk værdi”. Han uddyber: “Hvad var det vi kæmpede for under Muhammedkrisen? Det var ikke et abstrakt princip. Derimod var det en konkret hævdvunden værdi, der historisk er blevet tilkæmpet i vores særlige kultur, hvor vi har en særlig tradition for satiriske ytringer, som er fremmede for de fleste ikke-vestlige kulturer.”
Der står imidlertid intet som helst om, hvordan denne særlige danske værdi adskiller sig fra ytringsfriheden i andre lande, der også hylder den. Det eneste Støvring bidrager med er ord, der hævder eneståenhed: “konkret”, “hævdvunden”, “historisk”, og, igen og igen, “særlig”. Det er intet andet end en udgave af det Adorno kaldte “Egentlighedens jargon” – det er “Særlighedens retorik”. Vi belæres om det særligt særlige og det meget konkrete, men udover at det er særligt, kan vi ikke få noget at vide om, hvad det særlige skulle gå ud på. Altså en helt tom påstand.
Det tomme skyldes naturligvis, at ytringsfrihed var fuldstændig fremmed for dansk skik. Kirkeordinansen fra 1537 indførte streng religiøs censur, og med bibelen som autoritet fastsatte Danske Lov dødsstraf for blasfemi. I 1752 forbarmede man sig dog over en tysk musketer, der således kunne ”slippe” med at løbe spidsrod og blive landsforvist for sin gudsbespottelse. Ytringsfriheden blev derimod indført efter inspiration fra oplyste kredse i – uha – udlandet. I første omgang i 1770 af Struensee, der havde opdaget spinozisme og oplysning i Hamborg, inden han fik spillet den politiske magt i Danmark i hænde – og i anden omgang i grundloven 1849, hvor grundlovsfædrene nu kunne inspireres af, at ytringsfriheden i mellemtiden havde gået sin sejrsgang i en række andre europæiske lande. I ”dansk forfatningsret” fra 1909 skriver professor Henning Matzen da også, at grundloven med trykkefriheden også på dette punkt har ”vedkjendt sig en af den moderne Statsrets Hovedgrundsætninger, der fandt sit første udtryk i Menneskerettighedernes Erklæring af 1789”.
Hvis man anskuer den faktiske historie i stedet for bare at sige “historisk” – ja, så må man konstatere, at ytringsfriheden blev kæmpet igennem stik imod den dominerende europæiske og danske tradition og værdier primært i perioden fra 1650 til 1900. Denne udvikling kan med rette siges at have skabt en politisk kultur, der har sat ytringsfriheden i højsædet her i landet uanset at grundlovens beskyttelse af ytringsfriheden med Grundtvigs ord er ”iskold og stendød”. Men ytringsfriheden og ”danske værdier” kan udmærket kollidere. Under Muhammed-krisen fremsatte Dansk Folkeparti således et lovforslag der ville straffe afbrænding af Dannebrog med op til 2 års fængsel. Peter Skaarups begrundelse var bl.a., at ”Det er en u-ting - det er u-dansk at afbrænde Dannebrog. Det er at forhåne og nedgøre vores land”. En begrundelse der vægter beskyttelsen af nationale følelser højere end ytringsfriheden præcis på samme måde som OIC landene i FN vægter religiøse følelser højere end ytringsfriheden.
At traditionen for satiriske ytringer skulle være noget ganske særligt for Danmark er også hen i vejret. Satiren som sådan kendes fra Oldtiden, satiriske tegninger ligeså. Moderne satiretegning exploderer i oplysningstiden med fx. Jacques Callot i Frankrig og Romeyn de Hooghe i Holland i 1600-tallet, William Hogarth, Mary Darly og James Gilray i England i 1700-tallet, og sofistikeres hos Thomas Rowlandson og Honoré Daumier i 1800-tallet. En international tradition, hvis moderne udvikling er tæt forbundet med oplysningen. Eriksen og Stjernfelt har da også i “Adskillelsens politik” kunne dokumentere, hvordan det retoriske kneb at armere folks hoveder med bomber eller granater er vidt udbredt i aktuel international bladsatire, europæisk, amerikansk, ja, arabisk – det er altså ikke noget Kurt Westergaard har fundet på.
Den overdrevne dyrkelse af kulturens særlighed kalder vi “kulturalisme” – og Støvrings exempel viser det selvbevisende og tomme i den figur – hvis man på forhånd har besluttet sig for, at alt hvad der foregår i et land er “særligt”, så gør man sig blind for at forstå internationale kulturelle udviklinger og bevægelser, fordi man kun ser det man vil se. At der findes kulturforskelle, og at de har betydning for forskellige landes forskellige muligheder er evident, men bliver i kulturalismen overdrevet og eviggjort til et vilkår, der ikke kan forandres. Men kultur kan faktisk ændres – nogle gange endda på overraskende kort tid. Derfor lægger vi også afgørende vægt på ytringsfrihedens universaliserbare natur og støtter op om de ikke-vestlige kræfter, der i lande som Kina, Egypten og Iran, kæmper for ytringsfrihed og som med Kasper Støvrings kulturalisme vil blive overladt til sig selv.