Kunstnernes strudsepolitik

Af Bjarke Larsen, 22-02-2010

Det er brandærgerligt, at danske forfattere, kunstnere og andre kreative mennesker har valgt at melde sig ud af den vigtige debat om selvcensur, der var ved at opstå efter den undersøgelse, som Ugebrevet A4 lavede for nylig. Artiklen har fået repræsentanter for kunstnernes organisationer til at gå helt i baglås og i fuld alvor hævde, at der ikke findes et eneste eksempel på, at danske kunstnere har udøvet selvcensur af angst for repressalier.

Det interessante er, at de pågældende bagefter alle har tilføjet et stort og kraftigt ”men?” og derpå er kommet med en stribe udtalelser om, at »vi udviser omtanke, tager hensyn, tænker os om. Hvis vi beslutter ikke at publicere det, vi har produceret, skyldes det altid den slags overvejelser. Ikke selvcensur.«

Og ja: Vi tager alle sammen hensyn og tænker os om i omgangen med andre mennesker. Hver dag. Det er banalt at konstatere, og det var ikke det, der blev sat til debat af Ugebrevet A4 og på et møde hos kulturministeren. Alligevel er det lykkedes for kunstnernes organisationer at få lagt låg på det, der kunne være blevet en både spændende og principielt meget vigtig debat.

I strid med fakta

Det er ikke alene brandærgerligt - det er også i strid med fakta. Fem hurtige eksempler:

En række tegnere sagde nej til at illustrere forfatteren Kåre Bluitgens børnebog om Muhammeds liv.

Frank Hvam har offentligt udtalt, at der er ting, han ikke tør gøre grin med - og at det irriterer ham grænseløst, at det er tilfældet.

Billedkunstneren Mette Lind sagde i Ugebrevet A4's undersøgelse, at hun havde tænkt på at lave et billede af det muslimske tørklæde, men ikke turde.

I samme undersøgelse sagde forfatter og debattør Karen Schultz, at hun lægger bånd på sig selv - af frygt.

Tegnerne Wullf & Morgenthaler har forbudt et forlag at genoptrykke en tegning, hvor de gør grin med Muhammed - og de indrømmede, at det var af frygt.

De to elsker at blande sex og religion i deres tegneserier i Politiken - men efter Muhammed-krisen sker det aldrig i forhold til islam. Hvorfor?

Der kan også fremlægges en række eksempler på (selv)censur i distributionsleddet.

Udøves ubevidst

Selvfølgelig er selvcensur et svært begreb at diskutere, og det er heller ikke let at skulle indrømme offentligt, at man udøver selvcensur. Tænk bare på regeringen, der til enhver tid vil afvise, at den har pålagt sig selv selvcensur om forholdene i Tibet. Det handler om blot at sige det, man altid har ment, på en anden måde, hævder Lars Løkke stædigt, men det er vist ikke lykkedes ham at overbevise ret mange.

Det kan også være svært selv at være klar over, at man udøver selvcensur. Tit vil det foregå mere eller mindre ubevidst som en af mange overvejelser i hjernens krinkelkroge i forbindelse med den kreative proces.

Men lad os få diskuteret alle disse ting. Danske kunstnere er naturligvis lige som alle andre danskere påvirkede af de meget dramatiske begivenheder, der foregår i disse år på globalt plan, ikke mindst succesen for terrorbevægelser med rødder i en aggressiv og militant tolkning af islam. Og selvfølgelig bliver alle - også kunstnere - påvirkede, når en dansk tegner er en håndsbredde fra at blive myrdet. Hvordan påvirker det den måde, man som skabende kunstner tænker og arbejder?

Indlægget er tidligere blevet bragt i Jyllands-Posten.