Salman Rushdie talte ved forskellige lejligheder om en zombie-effekt efter fatwaen mod ham: flere vænnede sig til at respektere krænkelsesargumentet på den ene og den anden måde, så man efterhånden end ikke var sig bevidst, at man praktiserede selvcensur. Det er forbløffende i hvor høj grad en magtanvendelse på denne måde har sat sig spor og disciplineret publicister, forfattere, redaktører og forlæggere. I løbet af ganske få år har mange vænnet sig til censuren, til ikke at antaste antidemokratiske dogmer i islam. Dette gør de naturligvis med eufemistiske argumenter, der får det til at se ud som de udviser en særlig respektfuld gestus.
I forsøgene på at finde begrundelser for at være imod Jyllands-Postens karikaturer har der været gjort forskellige forsøg. Men da selve krænkelsesargumentet er forholdsvis nyt, og importeret fra OIC’s strategiske kamp (Den islamiske konferenceorganisation) mod menneskerettighederne, har man måttet eksperimentere sig frem. Man er naturligvis uvidende om, at man er blevet instrumentaliseret ud i denne manøvre af den islamiske konferenceorganisation. Og man er heller ikke selv krænket i forhold til noget helligt forbud af de forkætrede karikaturer. Selve eksperimentet med at finde en legitimation for et forbud eller en selvcensur over for tegningerne sker udelukkende på andres vegne. Det er en veldædighedsgestus, hvormed man vil hylde en ny multikulturalistisk etik. Man vil skærme disse andre mod, at deres værdier krænkes, eller at disse andre selv forhånes og gøres til grin. Der er også gjort forsøg med mere æstetisk begrundede afvisninger: Nogle har ment, at tegningerne var talentløse, at de var vulgære osv. Få har indrømmet, at de afholdt sig fra at bringe tegninger af ren frygt.
Ny sensibilitet
Flere har i eksperimentet med at finde legitimation for selvcensur peget på, at vi må indstille os på hvad man kalder en ‘ny sensibilitet’. Det er et forandret ‘vi’, der med andre ord findes i vores flerkulturelle samfund: det må også indebære ændrede udtryks-former: en ny multikulturalistisk etik.
Denne forvandling af offentlighedens måde at fungere på er nu ved at kunne registreres forskellige steder i vestlige lande de seneste år. Bøger, der omhandler emner, der tangerer muslimske dogmer og forbud bliver sendt til godkendelse hos kompetente autoriteter for ikke at fornærme. F.eks har Frederik Stjernfelts og min bog ‘Adskillelsens politik’ ligget til undersøgelse i det serbiske udenrigsministerium i Beograd, før en forlægger har turdet udgive den. Han har nu sagt fra med direkte henvisning til økseattentatet mod Kurt Westergaard den 1. januar. Noget lignende ønsker han ikke skal overgå ham selv og hans familie. Og man forstår ham på en måde ganske godt.
Det britiske tidsskrift for ytringsfrihed, Index on Censorship, har i det seneste nummer offentliggjort et interview med den danske forsker Jytte Klausen, hvis bog om Muhammedkrisen blev censureret for tegningerne på det amerikanske Yale University Press. En relevant illustration til inter- viewet ville nu have været de tegninger, der er sagens omdiskuterede genstand, hun behandler i sin bog, der blev censureret, og som nu drøftes i interviewet. Men her gentager selvcensuren sig: Chefredaktøren for Index on Censorship begrunder sin afvisning i en redaktionel kommentar af at bringe tegningerne med, at det kunne udgøre en fare for forlaget, bladet, de ansatte osv. at publicere dem i tidsskriftet.
Denne disposition har ført til indsigelser fra læserne. En peger således på, at det er ironisk, at Index on Censorship, der arbejder for at fremme ytringsfrihed overalt i verden, og som hylder ytringsfrihedens forkæmpere i lande uden retssikkerhed som Zimbabwe og Iran, tilsyneladende kun ønsker at spejle sig i oppositionens ærefulde handlinger i disse lande. Selv er man for frygtsom til at vove noget som helst konfronteret med en trussel, som ingen har fremsat, men som man udelukkende selv har fantaseret om.
Rascisme og xenofobi
Et af de bemærkelsesværdige argumenter, som den islamiske konferenceorganisation har brugt i FN-systemet i kampen mod ytringsfrihed, er forsøget på at sammenstille religionskritik, dvs. kritik af islam med racisme og xenofobi. Det er sket i resolution efter resolution fra FNs menneskerettighedsråd. Senest blev en sådan vedtaget på FN generalforsamling den 19. december 2009.
Men det er karakteristisk, at dette argument, hvor forkert det end måtte være, kun kan markedsføres i en vestlig kontekst. Det bygger naturligvis på forudsætningen om, at kritik af nogle af islams dogmer også samtidigt indebærer en kritik og moralsk forulempelse af de mennesker, der tror på dogmerne på grund af deres etniske oprindelse. Her i Vesten kan man spille på, at en politisk kritik af dogmer er udtryk for en racistisk chikane af et etnisk mindretal.
I Malaysia kæmper politisk frisindede muslimer mod landets tiltagende islamisering. I denne kamp opfordrer de også politisk frisindede fra andre religioner og kulturer til at deltage, og trodse kulturalismens net af forbud mod kritik. De appellerer til, at alle malaysiere først og fremmest skal se sig selv som samfundsborgere og ikke som medlemmer af en religiøs eller etnisk gruppe. Og som sådanne har alle ret til at blande sig i alt - uanset hvilken religion, etnisk baggrund eller kultur man kommer fra, og uanset hvad kritikken gælder. Alle har ret til at kritisere den anti-demokratiske islamisering, uanset om man er muslim, buddhist eller hindu. Det fortæller sociologen Norani Othman fra organisationen Sisters-in-islam i Stjernfelts og min bog Adskillelsens politik - og modsiger derved ganske eklatant dem, der søger at legitimere forbud mod kritik af dogmer i andres kultur og religion.
Årtiets væsel-ord
Den britiske historiker Timothy Garton-Ash har defineret ‘respekt’ som det forgangne årtis væsel-ord, der meget let kan se ud som et slet skjult dække over frygt.
Man kan ignorere krænkelsesargumentet og publicere alt det forbudte og således gøre det umuligt for voldsfanatikere at udpege isolerede ofre - som det senest var tilfældet den 1. januar, hvor en person forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard.
Men man kan også sige, at det hele er for sjov, og at ytringsfriheden på ingen måde er truet. Man kan skjule sig bag væsel-ordet ‘respekt’. Man kan ende som zombie.
(Artiklen har tidligere været publiceret i Information.)