Jacob Mchangama, 23. januar 2015, Berlingste, blog: retsstaten
Efter angrebet på Charlie Hebdo var samtlige danske politikere enige om, at der var tale om et ”angreb på ytringsfriheden”. Præcis denne vending brugte statsminister Helle Thorning-Schmidt, mens udenrigsminister Martin Lidegaard udtalte, at ”der er tale om et hårdt og helt uacceptabelt angreb på vores ytringsfrihed. Det er afgørende, at vi insisterer på, at ytringsfriheden er ukrænkelig”.
Som bekendt brugte Charlie Hebdo sin ytringsfrihed til skånselsløst at udsætte religiøse symboler og personer for grov satire, der ofte krænkede religiøse følelser. Hvis danske politikere over én kam mener, at ytringsfriheden også indebærer retten til at krænke religiøse følelser, vil det være passende at sætte handling bag ordene og ophæve straffelovens § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf, der netop straffer ”den der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”.
Der har været mange tilløb til at ophæve blasfemiparagraffen, men der har aldrig kunnet findes et politisk flertal.
I 2011 skød daværende justitsminister Lars Barfoed (K) spørgsmålet om ophævelse af straffelovens § 140 til hjørne ved at anmode Straffelovrådet om en udtalelse. Ifølge kommissoriet skal Straffelovrådet vurdere de juridiske konsekvenser, samt fordele og ulemper ved en eventuel ophævelse af bestemmelsen. Straffelovrådets udtalelse er allerede afleveret til Justitsministeriet, men er af uransagelige årsager endnu ikke blevet offentliggjort. Jeg har dog i en nyere forskningsartikel , som er udgivet i Tidsskriftet for Kriminalret Nr. 9 2014, set på de forhold, Straffelovrådet er blevet pålagt at undersøge, samt på anvendelsen af og udviklingen i blasfemiparagraffen i et historisk perspektiv. På den baggrund vurderer artiklen, efter bedste formåen, mulighederne for og konsekvenserne af en eventuel afskaffelse af § 140.
Som jeg i artiklen gør rede for, er der er kun blevet truffet afgørelse efter str. § 140 få gange, siden den nugældende straffelov af 1930 trådte i kraft den 1. januar 1933. I U 1938.419Ø blev en række personer dømt for i blade, skrifter og plakater at have forhånet jødedommens gudsdyrkelse og troslærdomme. Blasfemiparagraffen blev taget i brug igen i 1946 i en sag om en ”dåbsceremoni” af en dukke foretaget af tre personer, hvor den ene var udklædt som en præst. Der blev rejst tiltale mod alle tre for overtrædelse af straffelovens § 140, og sagen endte i en indenretlig bødevedtagelse. Først i 1971 blev bestemmelsen igen anvendt, da to programchefer i Danmarks Radio blev tiltalt som ansvarlige for tv- og radioudsendelser, hvor kunstneren ”Trille” havde sunget visen ”Ham Gud (Øjet)”. Vers 3 lød: ”Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud, han fik aldrig selv sat ild på sin cigar for han ordned jo Maria pr. vikar”. Retten konkluderede bl.a, at visens indhold ikke havde forbindelse til kristne troslærdomme, hvorfor der ikke var tale om spot eller forhånelse af disse.
Rigsadvokaten afviste også at rejse tiltale i to afgørelser vedrørende provokunstneren Jens Jørgen Thorsen, der bl.a. havde lavet et filmmanuskript ”Thorsens Jesusfilm”, der indeholdt grafiske sexscener med Jesus og Maria Magdalene og senere bemalede en café i Aalborg med en kristusfigur med erigeret lem. Rigsadvokaten udtalte bl.a.
”Bemaling på restaurant Grafittis facade rummer utvivlsomt en vanhelligelse af Kristus-figuren. Denne vanhelligelse kan vist nok karakteriseres som spottende eller forhånende. […] Jeg er således af den opfattelse, at en tiltalerejsning vil kunne føre til domfældelse for blasfemi.”
På trods heraf undlod Rigsadvokaten altså at rejse tiltale. I 2006 tog Rigsadvokaten stilling til, hvorvidt der var grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af § 140 som følge af dagbladet Jyllands-Postens publicering af 12 karikaturtegninger, forestillende profeten Muhammed. Rigsadvokaten fandt alene, at en enkelt af karikaturtegningerne, der afbillede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, rejste spørgsmål i forhold til blasfemiparagraffen. Rigsadvokaten lagde bl.a. vægt på, at såfremt tegningen opfattes derhen, at profeten Muhammed fremstilles som en voldelig person og som en noget frygtindgydende eller skræmmende figur, kan en så- fremstilling ”med god grund opfattes som en krænkelse og fornærmelse af profeten, der er et forbillede for troende muslimer”. Uanset at tegningen kunne opfattes krænkende, lagde Rigsadvokaten vægt på, at § 140 skal fortolkes snævert, hvorfor tegningen ”ikke med den fornødne sikkerhed kan antages at være strafbar efter straffelovens § 140”, og det uanset om det var Jyllands-Postens hensigt at udsætte muslimer for ”spot, hån og latterliggørelse”. Denne afgørelse synes at bekræfte, at straffelovens § 140 ikke længere finder praktisk anvendelse, omend Rigsadvokatens afgørelse om ikke at rejse tiltale formelt åbner for muligheden deraf.
Blasfemiparagraffens historiske udvikling viser en stadig mere tilbageholdende tiltale- og domspraksis. På den baggrund må man konkludere, at der formentlig næppe vil være egentlige retlige konsekvenser forbundet med en ophævelse af blasfemiparagraffen.
Heller ikke i Danmarks internationale forpligtelser er der grundlag for at bevare blasfemiparagraffen. Den strider ikke i sig selv med ytringsfriheden i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), men konventionen indeholder heller ikke nogen positiv forpligtelse til at kriminalisere blasfemi. Derimod må det antages, at § 140 er uforenelig med artikel 19 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der dog alene udgør et fortolkningshensyn i dansk ret. Spørgsmålet om, hvorvidt blasfemiparagraffen bør ophæves, beror derfor primært på retspolitiske snarere end retlige betragtninger. Imod en ophævelse kan anføres, at det internationalt kan blive opfattet som en unødig provokation med risiko for diplomatiske kriser og terrortrusler, ligesom det ikke fuldstændigt kan udelukkes, at blasfemiparagraffen har en præventiv effekt i forhold til indholdet af den offentlige debat. En ophævelse kan derfor risikere at medføre en stigning i antallet af grove og forhånende ytringer mod trosretninger og øget ængstelse blandt medlemmer af religiøse minoriteter. Det kan heller ikke udelukkes, at terrortruslen mod Danmark vil blive forøget yderligere, såfremt ophævelsen af blasfemiparagraffen får international bevågenhed og af ekstremister opfattes som en forlængelse af Muhammed-krisen og Charlie Hebdo reaktionerne.
Blandt de begrundelser som er blevet brugt til at afvise en ophævelse, er det da også særligt relevant at fremhæve daværende justitsminister Lene Espersens udtalelser fra Folketingets talerstol i 2004:
”Efter regeringens opfattelse er der fortsat behov for straffelovens blasfemibestemmelse. Hvad enten det drejer sig om kristne, muslimer, jøder eller andre, er religiøse spørgsmål for nogle mennesker noget af det mest betydningsfulde og grundliggende i tilværelsen overhovedet. Netop det forhold er efter regeringens opfattelse meget væsentligt. Den mulighed, som straffelovens § 140 giver for i sidste instans at få domstolenes vurdering af, om konkrete ytringer er i strid med denne bestemmelse, mindsker efter regeringens opfattelse risikoen for, at personer, der føler sig fornedret i forhold til deres tro og gudsdyrkelse, griber til selvtægt. Betydningen af denne effekt bør ikke undervurderes.”
For en ophævelse taler derimod, at § 140 udgør en begrænsning af ytringsfriheden, som er en fundamental værdi i en demokratisk retsstat. Derudover er bestemmelsens indhold uklart, ligesom beskyttelsen af religiøse følelser er uforenelig med et lighedsprincip, eftersom sekulære livsopfattelser ikke er omfattet af samme beskyttelse. Herudover er det forhold, at blasfemiparagraffen ikke længere håndhæves, ikke en garanti for, at det aldrig vil blive tilfældet i fremtiden. Under Muhammedkrisen udtrykte danske jurister eksempelvis ønske om en håndhævelse og skærpelse af paragraffen, ligesom der i lande som Holland og Norge har været fremsat ønsker om at genoplive blasfemiparagraffer. Da en religiøs fundamentalist myrdede den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh, foreslog den daværende hollandske justitsminister, at landets sovende blasfemiparagraf skulle håndhæves for at forhindre fremtidig religiøs vold.
Der synes ikke at være noget empirisk grundlag for, at blasfemiparagraffer udgør et præventivt værn i forhold til religiøst betinget vold og social uro. Internationalt set er det et fåtal af europæiske stater og liberale demokratier, der stadig kriminaliserer blasfemi. I størstedelen af de lande, der bibeholder et sådant forbud, anvendes bestemmelserne ofte til at undertrykke religiøse minoriteter og forhindre kritik af magthavere og dominerende religiøse institutioner. Eksempelvis blev en mand for nylig dømt til døden i Mauretanien, en kristen kvinde sidder på dødsgang for blasfemi i Pakistan, og den Saudiarabiske blogger Raif Badawi er blevet idømt 1000 piske slag og 10 års fængsel for at krænke islam.
Den begrundelse, som Lene Espersen i 2004 fremhævede for at bibeholde blasfemiparagraffen, synes særligt i lyset af angrebet mod Charlie Hebdo at være helt og aldeles uforenelig med et demokratisk samfund baseret på lighed for loven og ytringsfrihed. At bibeholde en bestemmelse, hvis indhold ikke længere stemmer overens med et samfunds grundlæggende værdier ud fra en potentiel risiko for, at ekstremister vil begå vold, vil være en indirekte legitimering af anti-demokratiske værdier. En fastholdelse af blasfemiparagraffen gør det samtidigt sværere på troværdig vis at kritisere blasfemibestemmelser og håndhævelsen deraf i ikke-demokratiske lande. I et demokratisk samfund, som det danske, bør hensynet til grundlæggende frihedsrettigheder gå forud for mere pragmatiske hensyn. På den baggrund synes det på høje tid at ophæve straffelovens § 140. Dermed vil der også være overensstemmelse mellem danske politikeres handlinger og deres fordømmelser af angrebet mod Charlie Hebdo som et attentat på ytringsfriheden.
For kommentarer, se: http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2015/01/23/ophaev-nu-den-blasfemiparagraf/