Kronik i Information 28/1 2015 af Thomas Wiben Jensen

 

Identitetspolitikkens kritik af Charlie Hebdos tegninger genindfører i lighedens navn hudfarve, etnicitet og køn som kriterier for, hvem der må komme til orde om hvad i den offentlige debat. Men derved opgiver den i praksis lighedstanken

 

For nylig påpegede ekstern lektor Dennis Meyhoff Brink i Information, at den identitetsdyrkende del af venstrefløjen går helt galt i byen, når den beskylder Charlie Hebdos tegninger for at være båret af både racisme, islamofobi og homofobi. Men hvordan kan det være, at et velkendt venstreorienteret og magtkritisk magasin som Charlie Hebdo overhovedet bliver skydeskive for sådanne anklager? Hvis man skal svare på det, er det nødvendigt at forstå identitetspolitikkens fejlslutninger.