Justitia-direktør: Det blinde øje vendes stadig mod islamisering

Jurist Jacob Mchangama undrer sig over, at terrorangrebet mod Charlie Hebdo ikke fører til selvransagelse blandt dem, der har hævdet, at ytringsfriheden ikke er truet. Det er lige så skadeligt, som når Pia Kjærsgaard vil indskrænke borgerrettigheder ved at lukke Grimhøj-moskeen, mener han

Jacob Mchangama interviewet af Mette-Line Thorup i Information 9. januar 2015

Danskere tænder lys ved den Franske Ambassade i København til støtte og ære for de dræbte ved onsdagens angreb mod det franske magasin Charlie Hebdo. Jurist Jacob Mchangama undrer sig over, at terrorangrebet mod Charlie Hebdo ikke fører til selvransagelse blandt dem, der har hævdet, at ytringsfriheden ikke er truet.

Når danske medier, der tidligere har hævdet, at ytringsfriheden ikke er truet, i gårsdagens aviser skriver: »Vi er alle Charlie Hebdo,« så klinger det hult i juristen og retssikkerhedseksperten Jacob Mchangamas ører. Og den manglende vilje til selvransagelse står i vejen for, at islamisk ekstremisme bliver set som den store trussel imod vestlige frihedsidealer, som den vitterligt er, mener han.

»Vi er ikke alle Charlie Hebdo, som mange aviser skriver også på deres lederplads. Den solidaritet og sympati, som strømmer mod magasinet, og som selvfølgelig er ekstremt vigtig, står i skærende kontrast til tiden inden angrebet onsdag. Charlie Hebdo har som det vel eneste etablerede medie i Europa fastholdt retten til konsekvent og kontinuerligt at bringe ’krænkende’ karikaturer af profeten Muhammed, mens de fleste andre har rettet ind. Selv Jyllands-Posten har også tidligere indrømmet, at de ikke genoptrykte Muhammed-tegningerne af frygt for vold og trusler,« siger Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia.

Jyllands-Posten afstod som det eneste større danske medie i går fra at genoptrykke satiretegninger fra det franske magasin, Charlie Hebdo, der onsdag blev udsat for et terrorangreb. Samtidig fastholdt kritikere af JP’s karikaturer som f.eks. forfatterne Stig Dalager og Carsten Jensen den kritik, de tidligere har fremført i kølvandet på karikaturkrisen. Stig Dalager mente blandt andet, at ytringsfriheden som sådan stadig ikke er truet.

»Jeg sidder ikke med ansvaret for JP’s medarbejdere. Det ville have været stærkt og en videreførelse af deres projekt med Muhammed-tegningerne, hvis de havde bragt Charlie Hebdos karikaturer. Men der er jo alle de andre meningsdannere, politikere og medier herhjemme, der har ment, at der ikke er en trussel mod ytringsfriheden særligt fra islamisternes side. Den linje ser jeg ikke et afgørende opgør med. Nu skriver visse medier bare, at det er et angreb på os alle. Hvor var de medier, da Charlie Hebdo var alene? Hvis der ikke kommer et gran af selvransagelse og intellektuel hæderlighed, så er det svært at håbe på et opgør med den islamistiske trussel mod ytringsfriheden.«

Testen er nye karikaturer

I stedet burde kritikerne af JP ifølge Jakob Mchangama have erkendt, at JP’s karikaturer havde en klar journalistisk pointe, og at det var lødigt at bringe dem, fordi der er folk, der altså mener, at islam skal spares for kritik og satire. Derfor handlede de ikke kun om at håne et sårbart mindretal, sådan som kritikerne hævder.

Mchangama mener samtidig ikke, at lakmusprøven på, om medierne i fremtiden vil forsvare ytringsfriheden, består i, hvorvidt man deler eller genoptrykker Charlie Hebdos karikaturer eller ej, som en lang række internationale og danske aviser har valgt at gøre efter attentatet.

»Charlie Hebdo er jo blevet straffet. Forsvaret for ytringsfriheden består i om f.eks. Information, Berlingske eller Politiken tør bringe nye karikaturer, når der er en ny sag om islam og ekstremisme. Et brud med billedforbuddet af profeten Muhammed vil være det mest åbenbare. Det er et tabu, man ellers ligger under for. Hvis ikke det sker, vil Charlie Hebdo fortsat stå alene med at insistere på, at vi har retten til at udøve religionskritik i denne del af verden.«

Charlie Hebdo bedrev satire mod alle verdens religioner. Og Jacob Mchangama mener, at det er ude af proportioner at henvise til de yderst få gange, hvor kristne og jøder hævner sig på, at deres religion er blevet udsat for satire og krænkelse.

»Det er meget sjældent, at vi ser kristne og jøder bruge de metoder. Det viser jo netop, at det ikke primært handler om mobning af et mindretal. Det handler om en kamp mod politiske og religiøse holdninger, der trives først og fremmest inden for islam i Vesten.«

I kølvandet på debatten om den påståede radikalisering af unge muslimer i den århusianske Grimhøj-moské har en fremtrædende politiker som DF’eren Pia Kjærsgaard forlangt moskeen lukket. Jacob Mchangama mener, det er lige så farligt, at man ikke vil erkende, at ytringsfriheden er truet af islamisterne, som det er, at Pia Kjærsgaard forlanger, at man lukker Grimhøj-moskeen, uden at der er juridisk hjemmel til det.

»I situationer med terrorangreb har der været, og kommer der stor opbakning til, at politiet skal have mulighed for mere overvågning. Og når Pia Kjærsgaard på den ene side siger, at ytringsfriheden er ukrænkelig, men at man på den anden side skal lukke Grimhøj-moskeen, hænger det jo ikke sammen. Retten til at krænke muslimske dogmer hænger uløseligt sammen med religions- og ytringsfrihed i Danmark – uanset om de siger, at de sympatiserer med IS.«

Men netop når de grundlæggende rettigheder for muslimer sættes under pres, er det ifølge Jacob Mchangama vigtigt, at muslimer indser, at deres rettigheder som minoritet i et frit demokrati afhænger af, at man også må udsætte dem for latterliggørelse og grov satire.

»Hvis de kræver, at man skåner dem, hvad er der så tilbage af de rettigheder, der gør, at man som minoritet kan udfolde sig i Danmark,« siger han.