FREDERIK STJERNFELT
MED det ufattelige islamist-angreb på det lille franske ugemagasin Charlie Hebdo har Europa fået sit 9/11. Der er ingen tvivl om, at dette blodige anslag direkte imod europæisk ytringsfrihed vil sætte et skel mellem før og efter, der minder om den amerikanske chok-erfaring for snart 15 år siden med de styrtende Twin Towers.
Det må nu ophøre, at vi skal belæres om, at ytringsfriheden slet ikke er truet af religiøse kræfter. Det bør nu være slut med, at vi skal høre om, at islamister og terrorister blot er nogle »ganske få, der ødelægger det for de mange« - at det bare er ekstremister, der tager islam som påskud og slet ikke har noget med religion at gøre.
Hverken forsvarere eller modstandere af islam har brudt sig om at se i øjnene, at problemet er islamismen - den omfattende vækkelse, der har løbet gennem store dele af islam, begyndende med grundlæggelsen af Broderskabet i 1928, voksende i en uoverskuelig mængde af afskalninger og smågrupper, mere eller mindre rabiate, og som udgør en stærk kraft i international islam i dag, i vækst efter Det Arabiske Forår og med ny styrke efter IS-statens grundlæggelse.
Det er en religiøs-politisk bevægelse, der går stik imod oplysning, demokrati, retsstat, lighed for loven - imod modernitet, ligestilling, trosfrihed, ytringsfrihed, gudløshed.
Islamismen har stærke voldelige fløje og grupperinger, der nyder opbakning også blandt islamister, der ikke selv tyr til vold.
Det er overflødigt at sige, at den langtfra omfatter alle muslimer - men den er så stærk, at den har varierende grader af indflydelse i alle islamiske lande, såvel som de lande, der huser muslimske diasporaer.
Dens absolutte styrke er svær at skønne - forhåndenværende undersøgelser synes at vise, at islamistiske sympatier findes hos et mindretal af for eksempel britiske eller danske muslimer - men et stort mindretal.
Det er mange mennesker, og det er folk, som vil Vesten det ondt, af overlagte, principielle grunde, ikke af social eller økonomisk nød - det er naivt at tro, at det vil ændres ved selv nok så mange sociale forbedringer. Som alle ideologiske vækkelser vil islamismen tidligst svækkes, når den aktuelle generation nærmer sig graven.
KAMPEN imod islamismen er både social, politisk, økonomisk og militær, men det er vigtigt at forstå, at det helt centralt er en ideologisk kamp, og den vil næppe slutte i vores levetid. Så meget vigtigere er det, at Vesten i helt anderledes omfang end hidtil står fast på sine egne grundprincipper: Oplysning. Ligestilling. Tolerance.
Ytringsfrihed. Trosfrihed. Demokrati.
I den bølge af forfærdelse og kvalme, der følger et terrorangreb som det mod Charlie Hebdo, kan sådanne udsagn måske virke som en selvfølge. Men tag ikke fejl. Den tilsyneladende enighed, der præger chokerede statslederes, politikeres og chefredaktørers professionelle udtalelser her midt i tumulten, vil ikke holde.
De 25 år siden Rushdie-fatwaen og endnu stærkere de 10 år siden Muhammedkrisen har eroderet en kløft ned gennem de vestlige samfund. Og en central del af problemet er denne kløft: Der er reelt ingen vestlig enighed om at forsvare frihedsrettighederne.
I den bølge af international solidaritet, der aktuelt strømmer mod Paris som resultat af det europæiske 9/11, skal man naturligvis bruge pincet og mikroskop for at se kløften. Men den er der.
Hvad skrev for eksempel Politiken som overskrift i dækningen af begivenheden på selve dagen? Jo: »Flere af de dræbte har været ansvarlige for tegninger af profeten Muhammed.« Ansvarlige - det betyder ifølge Den Danske Ordbog: »som har ansvar for en bestemt aktivitet (...), og som kan drages til ansvar, hvis noget går galt.« Politiken mener altså, at de dræbte tegnere kunne drages til ansvar - ligesom de islamistiske mordere mente det og gjorde det.
Sveriges Radios Alice Petrén sagde det ligeud: »Det er jo ikke uskyldige personer i dette tilfælde, tværtimod retter det sig direkte mod en redaktion, der har angrebet med nidbilleder af profeten Muhammed, som har bragt satirebilleder, og som så sent som i nat lagde et nidbillede ud.« Bag den tilsyneladende forfærdelse er intet ændret.
MEN det gælder næppe de europæiske befolkninger. Det er sandsynligt, at begivenheden reelt afgør det danske valg senere på året - og en uhyggelig mulighed er også, at den vil spille stærkt ind på det franske valg, hvor Marine Le Pen næppe undgår at blive styrket. I det hele taget vil et europæisk skred til højre være at forvente, hen imod større lukkethed og nationalisme.
Det er en forfærdelig konsekvens - men ansvaret deles af dem på den anden side af kløften: de store dele af centrum-venstrefløjen, der i 25 år har forsømt at forsvare oplysningens grundlæggende principper, som har benyttet enhver lejlighed til at bagatellisere ytringsfriheden, som har bakket op om bizarre religiøse figurers råb om »krænkelse«, som har hævdet, at tegninger og vold er ét og det samme.
Det er naturligvis næppe lige dagen, hvor man frisk går ud igen og skilter med disse synspunkter og råber: »Den aktion havde Charlie Hebdo jo selv bedt om!« - og lignende. Men vær forvisset om, at synspunkterne stadig er der - og at de inden længe vil ramme overskrifterne igen, nu i anderledes klartekst.
OPLYSNING, frihedsrettigheder og demokrati har præget en forsvindende brøkdel af verdenshistorien. De har konstant været anfægtet og bekriget af religion, absolutismer og totalitarismer - ikke mindst på det europæiske kontinent, hvor de har en af deres vigtigste rødder.
De har måske syntes stærke i dele af det 20. århundrede - men reelt har de kun præget et lille hjørne af kloden i en ganske kort periode, ikke mere end de seneste seks-otte generationer. De er skrøbelige.
De kan forsvinde igen.
Det europæiske 9/11 i Paris kalder på, at vi gør os det ganske klart, at disse principper aktuelt har ikke én, men to modstandere: den islamistiske vækkelse på den ene side - og Vestens egen indre skizofreni på den anden.
»Et angreb på os alle« - denne bovlamme formel har mange chefredaktører og kommentatorer minsandten valgt, som for at skjule skizofrenien. Men det udsagn er ikke kun mageligt, det er også løgnagtigt: Angrebet er ikke på os alle. Angrebet har ganske nøje udvalgt præcis det medie, der modsat alle andre faktisk har turdet stille op mod islamisterne. Det er det eneste medie, der netop ikke har rettet ind og bøjet sig for det islamistiske pres.
Det store flertal af vestlige medier har købt sig fri af truslerne ved undskyldninger og ved at fritage bestemte emner for satire - og de angribes da heller ikke.
Men i stedet for at posere som nogle satans karle, der sandelig også er i krydsild, kunne chefredaktørerne måske komme ind i kampen. For et første skridt i denne kamp kunne tages ved reelt at yde den solidaritet, man foregiver. Det kalder på ansvaret hos superligaen af vestlige medier - de førende tv-stationer, aviser, magasiner, netmedier. Hvis samtlige disse medier går sammen om at vise Charlie Hebdos karikaturer hvert år den 7. januar, vil det være umuligt for terroranslagene fortsat at isolere, true og dræbe små, marginale medier som det franske ugeblad. Det kunne være et værdigt træk, der i handling ville demonstrere, at Vesten ikke giver op.
Som den nu dræbte chefredaktør Charb sagde det: »Jeg foretrækker at dø stående fremfor at leve på knæ.«
Weekendavisen | 09.01.2015 | Side 1 | 1208 ord | Artikel-id: e4c392c7 |