En profetisk tegning af en profet

Af Jens-Martin Eriksen, 11-02-2010

Fem år efter den første danske karikaturstrid fortsætter farcen nu i Norge. Her har den ledende imam ved det muslimske kulturcenter i Oslo krævet en undskyldning af Dagbladet for i dets nyhedsformidling at have bragt nogle af de famøse karikaturer. Det har han imidlertid ikke kunnet få af chefredaktøren Lars Helle. Og karakteristisk nok for den måde trusler iscenesættes og fremsættes på i dag fra private aktører, så udtaler imamen, ’at han nu selv frygter, at situationen kan komme ud af kontrol’.

Forløbet med den oprindelige danske karikaturstrid med tegningerne i Jyllands-Posten den 30. september 2005 blev analyseret i Jytte Klausens bog sidste år, The Cartoons that shook the World (Yale University Press). Her i fremgår det klart, at de danske tegninger blev instrumentaliseret i en politisk kamp, hvor den ægyptiske regering så sig nødsaget til at føre en kampagne mod det vestlige, og specifikt amerikanske pres på landets manglende overholdelse af menneskerettighederne. De omrejsende imamer med bopæl i Danmark fik derfor adgang til magtfulde politiske aktører i Mellemøsten, så deres protest over vanhelligelsen af et bud i islamisk tradition kunne præsenteres som en vestlig, specifikt dansk, krænkelse af Islam og Profeten. Jytte Klausen viser tydeligt, at gennemslagskraften med imamernes oprindelige protest over JP i Viby, Jylland til en global succes kun kan forstås i denne mellemøstlige kontekst.

Efter det seneste attentat på tegneren Kurt Westergaard den 1. januar - som er en udløber af denne internationale misere - trykte det norske Dagbladet hans tegning samt 6 af de andre tegninger fra JP som en del af sin nyhedsformidling den 8. januar. Aftenposten valgte at genoptrykke samtlige 12. Det har foreløbigt ført til imamens krav om undskyldning til norske muslimer, og har også haft internationale aflæggere. Der har bl.a. været demonstrationer i Lahore i Pakistan, hvor man har afbrændt norske flag.

En talsmand for det iranske udenrigsministerium, Ramin Mehmanparast, har udtalt, at man ikke kan ”bruge ytringsfrihed som undskyldning til at retfærdiggøre, at man fornærmer 1,5 milliarder muslimer”. Både Pakistans parlament og Irans regering har tillige fordømt genoptrykningen af Kurt Westergaards tegning.

Nu har Norge så fået endnu en Muhammedkrise på halsen, da Dagbladet d. 3. februar bragte en karikatur af profeten Muhammed på forsiden af deres avis. Det skete i forbindelse med en historie om, at den norske efterretningstjeneste linker til Muhammedtegninger på en facebookprofil. Tegningen forestiller efter sigende Muhammed som en gris. Det har indtil videre medført højlydte protester. F.eks. har norske taxachauffører i protest mod tegningerne strejket i flere timer natten til lørdag, og flere norske kioskejere har nægtet at sælge avisen.

Her på Fri Debat kan man se stridens genstand: tegningen af profeten, hvis budskab misbruges til politiske formål af folk, der angiveligt taler i hans navn. For det er jo det forhold tegningen handler om. Til venstre ses desuden den nye Muhammedtegning, der har skabt ny ophidselse i Norge.

Kurt Westergaards tegning er således profetisk i sig selv: den illustrerer et forhold, der i kraft af tegningens egen eksistens tilsyneladende gentages år efter år, og i disse uger med afsæt i et genoptryk af den i den norske avis Dagbladet. Og de egentlige spørgsmål er igen: hvorfor skal tegningen instrumentaliseres? Hvilken kampagne er det, som den Pakistanske og den Iranske regering egentlig ønsker at mobilisere?

 

SE OGSÅ:
Interview med norsk taxachauffør, der deltog i demonstration i Morgenbladet.