Af Jacob Mchangama, 11-02-2010
2009 var på mange måder et skelsættende år for menneskerettighederne – særligt ytringsfriheden - i FN. Desværre må det konkluderes, at FN systemet i 2009 bekræftede billedet af en organisation som er præget af dyb og grundlæggende splittelse og hvor grundlæggende menneskerettigheder generelt og ytringsfriheden i særdeleshed ignoreres eller misbruges til politiske agendaer. I april 2009 blev FNs anti-racisme konference – den såkaldte Durban II – afholdt. Fra starten var det klart, at de muslimske lande i OIC ville bruge konferencen til at begrænse ytringsfriheden ved at kræve forbud mod såkaldt religionskrænkelse, hvilket i praksis svarer til st indføre en vidtgående og omfattende blasfemibestemmelse i den internationale menneskeret. Det lykkedes dog en række vestlige stater – herunder særlig Danmark – at få de værste afsnit slettet fra slutdokumentet. Det blev udråbt som en sejr for ytringsfriheden. En række kritikere – inklusiv undertegnede – pegede dog på, at slutdokumentet indeholdt en række formuleringer som gav vind i sejlene til OIC landene.
Denne skepsis har vist sig at være berettiget. I Geneve arbejder en komité således for at få vedtaget en tillægsprotokol til FNs racismekonvention, der skal kriminalisere kritik af religion (i praksis islam). Denne komité nævnes eksplicit i slutdokumentet fra Durban II. Det er også sigende at et flertal i FNs Generalforsamling i december vedtog en resolution om bekæmpelse af religionskrænkelse og indskrænkning af ytringsfriheden den samme uge, hvor FNs stater ikke kunne opnå enighed om en COP 15 aftale i København, der – ifølge FN selv – skulle redde verden.
FNs Menneskerettighedsråd er dog det organ der bedst demonstrerer FN systemets stærkt problematiske forhold til de menneskerettigheder, som det er FNs opgave at beskytte. Rådet domineres af en uhellig alliance af OIC landene, Rusland, Kina og en række udviklingslande. Også Rådet har i 2009 vedtaget en resolution om religionskrænkelse, hvilket markerede et dystert jubilæum idet den første resolution om religionskrænkelse blev vedtaget i Menneskerettighedskommissionen i 1999. Derudover har Rådet vedtaget en række resolutioner der stryger grove menneskerettighedskrænkere som Sri Lanka og den Demokratiske Republik Congo med hårene. Udover Israel (som rutinemæssigt og ensidigt bliver fordømt af Rådet) er kun Myanmar og Nordkorea blevet fordømt for menneskerettighedskrænkelser i Rådets levetid. Det er også karakteristisk at Rådets flertal modsætter sig udpegelsen af uafhængige menneskerettighedsrapportører, der skal vurdere menneskerettighedsefterlevelsen i enkelte lande såsom Iran, Cuba og Hviderusland, hvor borgerne censureres, fængsles og – som i Iran - endog dræbes for at give udtryk for deres holdninger og ønske om demokrati. 2009 skulle også være året hvor det såkaldte Universal Periodic Review (UPR) viste sit værd. UPR er en mekanisme, hvorefter alle FNs stater får gennemgået og skal forsvare sin menneskerettighedsefterlevelse. De fleste af FNs lande har dog brugt UPR til at rose egne venner. Pakistan har eksempelvis rost Saudi-Arabien for religiøs tolerance, Rusland har rost Kinas bestræbelser på menneskerettighedsområdet, mens Saudi-Arabien kritiserede Holland for at misbruge ytringsfriheden ved at lade Geert Wilders producere sin film Fitna.
Med disse mange eksempler på FNs manglende evne til at leve op til egne idealer skulle man tro, at vestlige lande med EU i spidsen kæmpede for at ændre på status quo. Men alt for ofte har vestlige demokratiers indsats kun været halvhjertet. EU landene prøver sjældent at få vedtaget fordømmende resolutioner om systematiske menneskerettighedskrænkere i Rådet og indgår ofte tandløse eller udvandende kompromisser med udemokratiske lande for at demonstrere ”konsensus”. At EU-resolutioner om Sri Lanka og Congo er blevet nedstemt og at EU ikke har flertallet med sig er ikke en acceptabel undskyldning for en så defensiv strategi. Hvis EU landene for alvor vil kæmpe for en troværdig menneskerettighedspolitik i FN må man holde den principielle fane højt og tage nederlagene med. Helt uforståeligt er det, at en alt for ukritisk statusrapport om Menneskerettighedsrådet blev vedtaget med konsensus i Generalforsamlingen i december og, at EU landene dermed undlod at kritisere Rådet for at indskrænke ytringsfriheden. Det er utroværdigt at Danmark og de øvrige EU lande ikke benyttede lejligheden til at rejse en kontant kritik af Rådet og fremsætte nogle klare mål for, hvorledes Rådet skal forbedres, hvis det overhovedet skal være relevant. I stedet har man med en konsensus resolution givet legitimitet til et organ, der reelt har været en skamplet på FNs virke. Også USA har sendt blandede signaler. USA og Egypten har således sponsoreret en fælles resolution om ytringsfrihed i Rådet. Resolutionen har til formål at styrke ytringsfriheden, men tager samtidig afstand fra "negative religiøse stereotyper", hvorfor resolutionen kan fortolkes som en beskyttelse ikke bare af personer men også af religioner. Resolutionen blev da også udlagt som en sejr af OIC.
Ifølge Danmarks officielle menneskerettighedstrategi vil Danmark arbejde for at ”imødegå forsøg, der fører til tvivl om menneskerettighedernes universalitet, eller som underminerer dem”, samt for at ”FNs Menneskerettighedsråd bliver det centrale og effektive forum for det internationale arbejde
med henblik på at fremme og beskytte menneskerettighederne”. Desuden er ytringsfriheden et særligt indsatsområde for dansk menneskerettighedspolitik Hvis disse målsætninger skal være mere end ord kræver det en langt mere offensiv strategi. Lykkes et sådant tiltag ikke (og det er tvivlsomt) må man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet er i FN at internationale menneskerettigheder med ytringsfriheden i spidsen skal promoveres.