Af Troels Heeger og Søren K. Villemoes, 20-08-2010
Fundamentalister og tilhængere af hate-speech-lovgivning kan falde hinanden i armene og fejre en sejr. Hvorfor denne uventede forbrødring? Jo, i Holland har en domstol netop idømt en gruppe muslimer en bøde på 2500 euro for en tegning, der benægter holocaust. Tegningen var et svar på de danske Muhammedtegninger, der som bekendt falder inden for lovens grænser. Men i Holland er det forbudt at benægte Holocaust, og som dommeren gjorde opmærksom på i domsafsigelsen er den hollandske lovgivninger bakket op af retningslinjer fra den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som specifikt nævner holocaustbenægtelse som undtagelse for ytringsfriheden.
Med den hollandske dom har islamister i alle lande fået foræret et pragteksempel på vestlig dobbeltmoral, når det gælder ytringsfriheden. Man behøver ikke være ansat som forsker i politisk islam for at forestille sig, at den hollandske dom vil være en lækkerbisken for enhver vred islamist, der leder efter bekræftelser på vestens hykleri. Til gengæld er det vanskeligt at forestille sig, at dommen gør en forskel, når det gælder antisemitisme i radikale islamistiske kredse. Tværtimod.
Dommen er på alle måder en fiasko, der udstiller den monumentale forvirring, der hersker på det europæiske kontinent - både det når det gælder retlige standarder for ytringsfrihed, og hvad der burde være en almindelig og uproblematisk stillingtagen til fordel for basale demokratiske værdier, som menneskerettighedsdomstolen hævder at forsvare.
Forvirring er i dette tilfælde grundlæggende en konsekvens af inkonsekvens. Nemlig den inkonsekvens som opstår, når man på den ene side ønsker ytringsfrihed og på den anden side søger at regulere denne basale og absolut vitale frihedsrettighed med hate speech-lovgivning. Naturligvis er holocaustbenægtelse som i det hollandske tilfælde en ubestridt vederstyggelighed, men den bør ikke bekæmpes eller forsøges undertrykt ved lov, men ved civil modstand, offentlig undsigelse og latterliggørelse. Den slags tjener kun martyrer og er et vidnesbyrd om manglende tillid til den demokratiske samtales styrke.
Helt i samme ånd må man håbe, at danske aviser har modet og fornuften og principperne i behold til at bringe den pågældende tegning. For grundlæggende er der ingen forskel på en tegning af Muhammed og en tegning, der benægter Holocaust. I begge tilfælde forsøges friheden til at føre en pen mod et stykke papir knægtet for at undgå at krænke nogle påståede følelser. At den ene tegning handler om et historisk faktum, mens den anden tegning portrætterer en mere eller mindre sagnomspunden religionsstifter er irrelevant i den sammenhæng.
Den hollandske dom peger samtidig på et mere fundamentalt spørgsmål: Hvorfor skal holocaustbenægtelse have juridisk eller moralsk særstatus ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. Gør det blotte antal af dræbte jøder, der gør holocaust til noget særligt? Nej, det kan det vel ikke være, da eksempelvis massemorderen Stalin formåede at gøre kål på uhyrlige mængder af sine proselytter.
Men hvorfor skal så lige præcis de nazistiske jødeudryddelser, der er et af de mest uhyrlige, men ikke det eneste af mange sorte kapitler i den europæiske historie, gøres til en urørlighed, hvis benægtelse prompte udløser bødestraf. Hvorfor skal det egentligt være lovligt at benægte massakren i Srbrenica? Eller de russiske blodsudgydelser i Tjetjenien. Eller det tyrkiske folkemord i Armenien? Er det ene folkemord bedre eller værre end det andet? I dommen kaldes tegningerne: “unødigt sårende”. Men er det domstolenes ansvar at afgøre, om noget er ‘nødvendigt sårende’ eller ‘unødigt sårende’. Og hvorfor er det egentlig, at nogen følelser skal have juridisk beskyttelse, mens andre følelser frit kan trampes på? Er armenske følelser mindre værd end jødiske? Er det ene folkemord mere følsomt end det andet?
Ja, det er vel lige præcis den pointe, som man må udlede af den juridiske særstatus, som Holocaust nyder ved den europæiske Menneskerettighedsdomstol. At tildele Holocaust en særlig beskyttelse mod idiotiske påstande er samtidig en indirekte understregning af, at Holocaust ikke må sammenlignes med andre folkemord. Ifølge domstolens logik er sammenligningen af Holocaust med andre folkemord vel en slags relativering, der før eller siden vil havne i benægtelse? Så hvorfor ikke forbyde enhver tegning, der sammenligner den israelske besættelsesmagt med nazistiske soldater. Dem har der som bekendt været et par stykker af i Politiken, der ellers på lederplan har gjort sig til talsmand for både racismeparagraf og hate speech-lovgivning. Også her stortrives forvirring, inkonsekvens og dobbelte standarder således ved siden af hinanden.
Det er ikke kun i Strasbourg, Holland og inde hos Politiken, at forvirring og inkonsekvens omkring ytringsfrihed hersker. Morten Messerschmidt, DFs medlem af Europa Parlamentet, forsøger for tiden at hindre Hamas i at sende deres antisemitiske propaganda til europæiske satellit-modtagere. Ja, han har endda appelleret til en konsekvent implementering af den europæiske racismelovgivning. Det er til at blive helt rundt på gulvet af. Naturligvis bør opfordringer til vold altid være forbudt, men man bekæmper altså ikke den udbredte antisemitisme blandt europæiske muslimer ved at lukke for adgangen til en satellitkanal. Og siden hvornår er DF blevet forkæmpere for racismelovgivning?
Ambitionen om at ville forbyde sig ud af racismen og ville eliminere modbydelige holdninger med juridisk fifleri og forkromede konventioner er både politisk og menneskeligt naivt. At overlade kritikken af tåbeligheder til juridiske instanser er netop den type åndelig dovenskab, der i højere grad end tegninger undergraver den demokratiske tillid.