Jens-Martin Eriksen, Information 17/2 2016
Til kamp mod tankeforbrydelser
Med det moralistiske vanvid, som dommen i Helsingør og udvidelsen af blasfemiparagraffen er udtryk for, er der reelt indført kaotiske tilstande for kritik og litteratur i offentligheden, så længe religion er involveret
Et monster er vakt til live i Helsingør. Men det er ikke Holger Danske, det er den danske blasfemiparagraf.
En tidligere pressefotograf er ved Retten i Helsingør dømt for overtrædelse af straffelovens paragraf 266b for følgende udtalelse, som han har lagt på Facebook:
»Ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som nazismen. Den massive indvandring af islamister her til Danmark er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.«
Reflections on the Right to Blaspheme
One of the most pernicious arguments advanced to persuade us that the murdered staff of Charlie Hebdo were unworthy martyrs to free expression - or even deserving of much in the way of sympathy - has been the notion that they were the victimisers of a persecuted minority:
But the question needs to be asked: were the cartoonists at Charlie Hebdo really satirists, if by satire is meant the deployment of humour, ridicule, sarcasm and irony in order to achieve moral reform? Well, when the issue came up of the Danish cartoons I observed that the test I apply to something to see whether it truly is satire derives from HL Mencken's definition of good journalism: it should "afflict the comfortable and comfort the afflicted". The trouble with a lot of so-called "satire" directed against religiously-motivated extremists is that it's not clear who it's afflicting, or who it's comforting.
My objections to this argument, formulated here by the author Will Self in an article for Vice magazine, are great and numerous. For a start, I would have thought it self-evident than anyone who thinks it acceptable to answer cartoons by murdering cartoonists is in pressing need of moral reform, thereby invalidating Self's objection by his own lights.
Se resten af artiklen:
http://jacobinism.blogspot.dk/2015/02/charlie-hebdo-free-press-and-its-enemies.html?utm_source=feedburner&utm_medium=email&utm_campaign=Feed:+Jacobinism+%28Jacobinism%29
Jacob Mchangama, 23. januar 2015, Berlingste, blog: retsstaten
Efter angrebet på Charlie Hebdo var samtlige danske politikere enige om, at der var tale om et ”angreb på ytringsfriheden”. Præcis denne vending brugte statsminister Helle Thorning-Schmidt, mens udenrigsminister Martin Lidegaard udtalte, at ”der er tale om et hårdt og helt uacceptabelt angreb på vores ytringsfrihed. Det er afgørende, at vi insisterer på, at ytringsfriheden er ukrænkelig”.
Som bekendt brugte Charlie Hebdo sin ytringsfrihed til skånselsløst at udsætte religiøse symboler og personer for grov satire, der ofte krænkede religiøse følelser. Hvis danske politikere over én kam mener, at ytringsfriheden også indebærer retten til at krænke religiøse følelser, vil det være passende at sætte handling bag ordene og ophæve straffelovens § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf, der netop straffer ”den der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”.
Jacob Mchangama [Denne blog i Berlingske er en redigeret version af en kronik bragt i Weekendavisen 30/1 2015, under overskriften "Alle kan krænkes"]
Mens angrebet på Charlie Hebdo er blevet mødt med fordømmelse og spontan solidaritet af befolkninger overalt i Vesten, er billedet noget anderledes i andre dele af verden. Som følge af Charlie Hebdos beslutning om at trykke en forside med profeten Muhammed i sidste uge angreb rasende folkemængder i Niger, et land hvor mere end 90% af befolkningen er muslimer, kristne kirker og franske interesser med mere end 10 dødsfald som følge. Også i andre lande med muslimsk befolkningsflertal såsom Pakistan, Yemen og Algeriet har der været protester. Den islamiske samarbejdsorganisation OIC, der består af 57 islamiske lande og har hovedsæde i Saudi Arabien, meddelte samtidig, at man undersøger mulighederne for at retsforfølge Charlie Hebdo i Frankrig eller andre europæiske lande. Disse markante udviklinger river tæppet væk under en af de forklaringer på angrebet mod Charlie Hebdo, som ofte fremføres af velmenende vesterlændinge, nemlig at angrebet er en respons på, at en privilegeret majoritet håner en svag og sårbar minoritet. Denne forklaringsmodel er i Danmark bl.a. blevet fremført af Niels Barfoed, mens den amerikanske intellektuelle Norman Finkelstein gik så langt som at sammenligne Charlie Hebdo med Der Stürmer, og udtrykke forståelse for angrebet som en reaktion på ”sadisme” snarere end satire.
IN 2011 Charlie Hebdo, a French satirical newspaper, was firebombed. Its editor, Stéphane Charbonnier, was asked if he could understand that moderate Muslims might have been offended by its cartoons of the Prophet Muhammad. “Of course!” he replied. “Myself, when I pass by a mosque, a church or a synagogue, and I hear the idiocies that are spoken in them, I am shocked.” Charlie Hebdo kept publishing such images. On January 7th Mr Charbonnier and 11 others were murdered by radical Islamists for their “offence”. The paper’s actions were a sign of defiance. But they also reflect France’s free-speech law, which protects commentary on religion, even when it insults or mocks.
Steven Pinker, Boston Globe 27/1 2015
More than two centuries after freedom of speech was enshrined in the First Amendment to the Constitution, that right is very much in the news. Campus speech codes, disinvited commencement speakers, jailed performance artists, exiled leakers, a blogger condemned to a thousand lashes by one of our closest allies, and the massacre of French cartoonists have forced the democratic world to examine the roots of its commitment to free speech.
Dette er en forkortet udgave af essayet, som er publiceret i Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens bog; ”De Anstændige”, Gyldendal 2013
”Det er jo ikke terror. Der løber altså nogle gale franskmænd rundt. Undskyld, jeg siger det. Charlie Hebdo har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af disse franskmænd, der har gjort alt, hvad de kunne, for at provokere. Dem har jeg ikke for fem flade øre sympati for.”
Ville en person, der udtalte sig sådan kunne tiltales efter paragraf 136, stk. 2 i straffeloven, der kriminaliserer udtalelser, som billiger terror? I så fald burde man have tiltalt fhv. Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, for det var ham, som udtalte sin tilslutning til forfølgelsen og angrebet på Lars Vilks i 2010. Foroven er ofrets navn blot udskiftet med Charlie Hebdo. Hvordan kan man som anstændig nå så langt ud i sin appeasementpolitik overfor islamistiske trusler og anslag, at man ender med at blive offer for Mescalero-syndromet? Forklaring følger.
Læs mere: ”Charlie Hebdo har jo tigget og bedt om at blive angrebet”
George Orwell om ytringsfrihed"In our age, the idea of intellectual liberty is under attack from two directions. On the one side are its theoretical enemies, the apologists of totalitarianism, and on the other its immediate, practical enemies, monopoly and bureaucracy. Any writer or journalist who wants to retain his integrity finds himself thwarted by the general drift of society rather than by active persecution."
"Literature is doomed if liberty of thought perishes. Not only is it doomed in any country which retains a totalitarian structure; but any writer who adopts the totalitarian outlook, who finds excuses for persecution and the falsification of reality, thereby destroys himself as a writer. There is no way out of this. No tirades against ‘individualism’ and the ‘ivory tower’, no pious platitudes to the effect that ‘true individuality is only attained through identification with the community’, can get over the fact that a bought mind is a spoiled mind ... At present we know only that the imagination, like certain wild animals, will not breed in captivity. Any writer or journalist who denies that fact — and nearly all the current praise of the Soviet Union contains or implies such a denial — is, in effect, demanding his own destruction."
http://www.orwell.ru/library/essays/prevention/english/e_plit
Jacob MchangamaOnly by reaffirming a genuine and principled defence of freedom of thought, expression and religion can Europe hope to create a society built on real tolerance and respect for diversity
By Index on Censorship / 16 January, 2015
Niels Barfoed spørger, hvad den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed skal udmønte sig i. Svaret er ligetil: Den rettighed skal forsvares, ikke opgives
Information 16. januar 2015 (http://www.information.dk/521573)
»Hvad mener Niels Barfoed, imamerne og hele holdet omkring Politiken, der skal gøres efter angrebet på Charlie Hebdo? Hvordan skal islam sejre, hvilket jo er og bliver endemålet?«
Sådan kunne vi spørge, hvis vi var lige så bizart demagogiske som Niels Barfoed i Information den 13. januar. Men er der brug for denne militans i debatten om politiske modstanderes rettigheder? Den franske filosof Pascal Bruckner spørger i Le Figaro den 7. januar: »Man har halshugget nogle af vores intellektuelle. Vi har været i krig i årevis, men over for radikal islam har vi udvist en forkastelig eftergivenhed. Det bliver meget interessant at se brudlinjerne i dagene, der kommer. Skal vi vædde på, at alle de forskellige kollaboratører vil tale for, at vi skal indskrænke ytringsfriheden?«
Det er de retoriske midler, der nu er kommet i brug. En urimelig overdrivelse, der kun tjener til at afvise den debat, som man tilsyneladende foregiver at gå ind i.
Ikke bare bundter Barfoed os sammen med en række meget forskellige debattører, han tilskriver os også helt vanvittige synspunkter – såsom udryddelsen af islam. Samtidig tilskriver han os støtte til forskellige internationale krige og mange andre mærkelige ting.
Side 1 ud af 16