Tidslinje over presset mod ytringsfriheden 2017

27/12 2107

 

Hundredvis af akademikere, studerende og journalister underskriver en protesterklæring i Kina, hvori de kræver den venstreorienterede intellektuelle Zhang Yunfan sat på fri fod. Yunfan, som for nylig har taget sine afsluttende eksamener på Kinas prestigefyldte Beijing Universitet, blev anholdt og fængslet i sidste måned i den sydlige by Guangzhou, fordi han ifølge myndighederne havde "organiseret massemøder, som forstyrrede den offentlige ro og orden". Meddelelsen om anholdelsen af den unge akademiker kommer efter en bølge af fængslinger af hundredvis af aktivister og advokater, der typisk anklages for 'højreorienteret' adfærd som fx kamp for menneskerettigheder og demokrati.

 

Menneskerettighedsgrupper har længe udtrykt bekymring over Kinas øgede indsats mod systemkritikere og borgerrettighedsforkæmpere under præsident Xi Jinping, der kom til magten i 2012. Kinas venstreorienterede intellektuelle har haft relativt frie rammer til at give udtryk for holdninger og tanker, som er i strid med regeringens, da myndighederne har frygtet uro i kommunistpartiet. På Kinas markante venstrefløj tales der i stigende grad om den store kløft mellem rige og fattige.

 

Zhang ledede en diskussion i en gruppe på et lokalt universitet om myndighedernes reaktion på venstreorienterede udtalelser, da det lokale politi kom og foretog anholdelser af nogle af deltagerne, hedder det i protesterklæringen. Erklæringen, som indtil nu er underskrevet af over 350 personer, er blevet sendt til de lokale sikkerhedsmyndigheder i Guangzhous Panyu-distrikt. To professorer fra to af Kinas eliteuniversiteter bekræfter, at de har underskrevet protesten. "Hvis han er anholdt blot for at deltage i en studiesession, så er det forkert", siger professor Kuang Xinnian på Tsinghua Universitet. (ritzau.dk)

 

 

26/12 2017

 

Vietnam erklærer krig mod "forkerte" holdninger på internettet, og frontlinjen bemandes af 10.000 personer ansat i landets militær. "Hver eneste time, minut og sekund skal vi være klar til proaktivt at kæmpe mod de forkerte synspunkter," siger general Nguyen Trong Nghia til det lokale nyhedsmedie Tuoi Tre.

 

Enheden Force 47 skal kontrollere kritikere af styret i Vietnam, der siden 1976 har været ledet af Vietnams kommunistiske parti, der har kontrol over både militær, stat og medier. Ifølge generalen er alle de ansatte i enheden "røde og kompetente". Ikke alene har de altså den tekniske kunnen, men også de politiske holdninger, som styret forsøger at fastholde hos befolkningen – også online. Med mange tusinde ansatte overgår den nye enhed, som allerede skulle være operationsdygtig, den nordkoreanske pendant, der ifølge Reuters har 6.000 ansatte. Også i det tredje kommunistiske land i regionen, Kina, har friheden på internettet trange kår. Kina har lukket 13.000 hjemmesider på tre år. Men i modsætning til det kinesiske internet, der primært er baseret på lokale tjenester, f.eks. WeChat, Renren og Weibo, bruger vietnameserne bl.a. Facebook. 64 mio. har en profil, og selvom det gør det sværere for staten at kontrollere sine borgere, er krigen mod holdninger et slag imod ytringsfriheden. "Vietnam er bestemt ikke alene. FireEye har observeret en kraftig vækst i offensiv kapacitet, og det har konsekvenser for mange grupper; regeringer, journalister, aktivister og endda multinationale firmaer," siger en talsmand fra det ledende sikkerhedsfirma FireEye til Reuters. (jp.dk)

 

 

26/12 2017

 

Irans højesteret opretholder dødsdommen mod den svensk-iransk forsker Ahmadreza Djalali, som er anklaget for spionage. Det oplyser den iranske anklager, Abbas Jafari Dolatabadi, ifølge nyhedsbureauet dpa. Djalali har ifølge den iranske anklager tilstået at have givet udenlandske sikkerhedstjenester hemmelige dokumenter om Irans atom- og forsvarsprogram samt oplysninger om iranske atomforskere – til gengæld for penge og svensk statsborgerskab, ifølge nyhedsbureauet Isna.

 

Anklageren nævner ikke, hvornår henrettelsen skal finde sted. Djalali, der er bosat i Sverige og har arbejdet i Italien og Belgien, blev tilbageholdt i april 2016, da han var på besøg i Iran, hvor han er født. Amnesty International mener, at iranske myndigheder har presset ham til at tilstå gennem tortur og trusler. I sidste uge tilstod Djalali på iransk stats-tv, at han har været spion for udenlandske efterretningstjenester. Hans kone Vida Mahrannia hævder, at Djalali blev tvunget til at læse en tilståelse op for kameraet. "De indspillede videoen og satte ham i isolation. De sagde: du skal lave denne video. Hvis du gør det, så løslader vi dig i morgen. Hvis ikke du gør det, så tager vi til Sverige og dræber dine børn", sagde hun efterfølgende til det svenske nyhedsbureau TT. "Min mand fortalte mig, at de skreg af ham, hver gang han sagde noget, der ikke stod i teksten og stoppede med at filme." Djalali har tidligere forsket ved Karolinska Instituttet i Stockholm og har permanent opholdstilladelse i Sverige. Af iranske myndigheder nævnes Djalali også i forbindelse med drabene på to iranske forskere. Attentaterne skulle ifølge myndighederne være et israelsk forsøg på at sabotere det iranske atomenergiprogram. (jp.dk)

 

 

24/12 2017

 

Facebook afskaffer den nye praksis med at vise "fake news" røde flag, fordi de som konsekvens fik opdigtede medierapporter til at se mere troværdige ud. Det sociale netværk begyndte i december at anbringe "omstridt"-advarsler ved artikler for at vise, at tredjeparts faktakontrol-websites vurderede at de var misvisende.

 

Man vil nu i stedet vise et udvalg af “related articles” ved siden af krænkende historier. De vil give mere kontekst og kan måske bistå folk i at lære fakta i omegnen af en situation gennem ansete medier. U-vendingen blev udløst af forskning, der viser, at brugere faktisk vil tro på fake news selv om den blev mærket med et flag som ukorrekt eller misvisende. "Academic research on correcting misinformation has shown that putting a strong image, like a red flag, next to an article may actually entrench deeply held beliefs – the opposite effect to what we intended," skriver Facebook product manager Tessa Lyons i en blog. 

 

Forskningen viste, at falske nyhedshistorier med "related articles" blev delt færre gange end dem, der var mærket med et rødt flag. "False news undermines the unique value that Facebook offers: the ability for you to connect with family and friends in meaningful ways. It’s why we’re investing in better technology and more people to help prevent the spread of misinformation," skriver Lyons. "Overall, we’re making progress. Demoting false news (as identified by fact-checkers) is one of our best weapons because demoted articles typically lose 80 percent of their traffic. This destroys the economic incentives spammers and troll farms have to generate these articles in the first place."

 

Frygten for fake news er vokset i løbet af det seneste år, med politikeres pres på mediesites som Facebook for bedre at regulere deres nyhedsstrøm. Udover at være et yndlingsbegreb for Donald Trump, der løbende anvender etiketten på medier i USA, har betegnelsen har fremkaldt internationale spændinger.

 

Amerikanske efterretningstjenester undersøger aktuelt effekten af russisk indblanding på resultatet af sidste års valg. Facebook siger, at 126 millioner amerikanere har set indhold fra russisk-baserede agenter på Facebook i løbet af de seneste to år. Det sociale netværk blev presset af britiske parlamentsmedlemmer for at få offentliggjort tilsvarende tal angående russiske annoncer omkring Brexit-afstemningen og det almindelige valg i juni. Men Facebook hævdede i sidste uge at kun 75 pence blev brugt af russere på indhold henvendt til britisk offentlighed.  (telegraph.co.uk)

 

 

20/12 2017

 

Den amerikanske muslim David Wright, der stod i spidsen for en plan om at halshugge bloggeren Pamela Geller, idømmes 28 års fængsel ved retten i Boston, USA, skriver Associated Press. Wright græd i retten og undskyldte over for Geller, der er kendt som islamkritisk aktivist: "Jeg håber, jeg får chancen for at forhindre, at andre begår samme fejl, som jeg", lød det fra den 28-årige mand. Wright blev i oktober kendt skyldig i at have ydet materiel støtte til terrorbevægelsen Islamisk Stat samt for planer om at begå terrorhandlinger. Wright hævder, at han aldrig havde til hensigt at føre sine planer ud i livet. Dommer William G. Young afviste anklagerens krav om fængsel på livstid til Wright: "Du er ikke et monster, men du har alligevel omfavnet en monstrøs ondskab."

 

Anklageren havde argumenteret for, at Wright var leder af en militant gruppe, der blandt andet havde til hensigt at dræbe bloggeren. Geller, der talte i retten forud for strafudmålingen, opfordrede dommeren til at idømme David Wright livsvarigt fængsel: "Ingen kan garantere, at han ikke vil genoptage sin kamp for at dræbe mig og min familie", sagde hun. I 2015 var Geller arrangør af en Muhammed-tegning-konkurrence i Garland, Texas, hvor to muslimske mænd åbnede ild. Begge blev dræbt af politiet. (eb.dk)

 

 

18/12 2017

 

Tibetkommissionen afgiver beretning og konkluderer, at politiet gav klart ulovlige ordrer ved to kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013. Her gæstede henholdsvis præsident Hu Jintao og formanden for det kinesiske parlaments overhus Danmark. Desuden fik Folketinget fejlagtige informationer om, hvordan politiet havde forholdt sig, fastslår kommissionen. Over 70 personer er blevet afhørt, og kommissionen har studeret et stort efterforskningsmateriale fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

 

"Det er meget alvorlige forhold", udtaler justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en skriftlig kommentar efter at have modtaget beretningen. Demonstranter blev aktivt af politiet hindret i at komme med tilkendegivelser, der var kritiske i forhold til Kina. De blev også forhindret i at være synlige for den kinesiske præsident, noterer kommissionen om besøget i 2012. Både Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og politiloven er blevet tilsidesat af politiet i den generelle ordre. Men ingen ministre eller ansatte i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet eller Hofmarskallatet vidste besked. Heller ikke den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet kendte til ordren, hedder det. I stedet er der grundlag for disciplinærsager mod vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé. Førstnævnte ledede operationen, mens den anden ledede tre centrale politiaktioner. Begge har desuden afgivet erklæringer med "urigtige, vildledende og ufyldestgørende oplysninger", således at Folketinget blev ført bag lyset. Politikommissæren har ikke nøjedes med selv at lyve. Han bad også en underordnet om at afgive urigtig erklæring, mener kommissionen.

 

Desuden får Udenrigsministeriet og PET mildt kritiske bemærkninger i kommissionens beretning. Ministeriet videregav informationer til politiet om kinesernes syn på demonstranter. Men "ingen tog skridt til at præcisere hensigten med videregivelsen". Også PET fodrede politiet med oplysninger om kinesiske bekymringer for demonstrationer. Men efterretningstjenesten undlod at præcisere, at dette ikke betød, at demonstranter ikke måtte være synlige, fremhæves det. Kommissionen bemærker desuden, at tre PET-ansatte "i vidt omfang handlede på egen hånd og uden overordnet ledelse i PET".

 

Vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen holder dog fast i, at han ikke som operativ leder i Københavns Politi knægtede Grundloven under det kinesiske statsbesøg i 2012. "Min klient fastholder, at han ikke har haft intentioner om på egen hånd at tilsidesætte Grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed", siger advokat Anders Németh. (ritzau.dk; politiken.dk)

 

 

16/12 2017

 

Den 27-årige, irakiske skønhedsdronning Sarah Idan er ifølge internationale medier flygtet ud af hjemlandet sammen med sin familie, fordi de er blevet udsat for chikane og dødstrusler. Forfølgelsen kommer i kølvandet på en selfie, som Miss Irak tog i Las Vegas i november under en skønhedskonkurrence. Her poserede hun sammen med Miss Israel, Adar Gandelsman, for at sprede et budskab om fred og kærlighed. Men selfien har haft den stik modsatte effekt i Irak, hvor antisemitisme er udbredt, og modellen beskyldes for at skade palæstinensernes sag i deres kamp for territorier i Israel. Samtidig raser irakerne over, at Sarah Idan har offentliggjort et billede af sig selv i bikini, skriver Telegraph. Hun har indtil videre nægtet at lade sig presse til at fjerne den omdiskuterede selfie fra Instagram.

 

Sarah Idan har forsøgt at argumentere sine kritikere, idet hun forsikrer om, at der intet politisk lå bag selfien med Miss Israel: "Når jeg poster det, betyder det ikke, at jeg accepterer nogen af deres politikker over for den arabiske verden. Jeg undskylder over for alle, som mener, at det skader den palæstinensiske sag, det var ikke formålet med denne post. Det er en opfordring til fred og et håb om en slutning på krisen", sagde hun ifølge Telegraph. 120.000 jøder er blevet fordrevet fra Irak siden Anden Verdenskrigs afslutning. (bt.dk)

 

 

15/12 2017

 

Trump-administrationen forbyder embedsmænd ved USAs øverste offentlige sundhedsmyndighed Center for Disease Control and Prevention at anvende syv bestemte ord eller vendinger i dokumenter angående næste års budget. Det skete ifølge en CDC-embedsmand ved et møde torsdag. De pågældende ord er ”vulnerable”, ”entitlement,” ”diversity,” ”transgender,” ”fetus,” ”evidence-based” og ”science-based.”

 

I nogle tilfælde fik analytikerne angivet alternative vendinger, således skal man i stedet for "science-based” eller “evidence-based” sige “CDC bases its recommendations on science in consideration with community standards and wishes”, siger kilden. I andre tilfælde blev der ikke angivet erstatningsord. Andre CDC-kilder bekræfter eksistensen af en sådan liste, og kilden siger, at det er sandsynligt at andre dele af Health and Human services også fungerer under de samme nye retningslinjer. I CDC har flere grene ansvar for arbejde, der anvender nogle af disse termer, således forebyggelse af HIV blandt transkønnede eller af Zika-virus' påvirkning af fostre.

 

Nyheden om forbuddet har endnu ikke bredt sig til de ansatte forskere ved CDC, der har et budget på 7 milliarder dollars og mere end 12.000 ansatte. (washingtonpost.com)

 

 

13/12 2017

 

En ny rapport fra den internationale Komité for Beskyttelse af Journalister, CPJ, viser, at mindst 262 journalister i dag sidder fængslet, hvilket er flere end nogensinde før. De lande, der har fængslet flest journalister, er Tyrkiet, Kina og Ægypten efterfulgt af Eritrea, Aserbajdsjan og Vietnam. "Lande, som straffer journalister for det, som de publicerer, bryder folkeretten og må stilles til ansvar", siger CPJ's leder, Joel Simon. Han tilføjer, at det internationale samfund har forsømt at lægge pres på de lande, som er de værste til at fængsle journalister, og at det dermed ikke kæmper for en forbedret pressefrihed.

 

CPJ hævder, at præsident Donald Trumps "nationalistiske retorik" og hans bestræbelser på at sætte kritiske medier i bås som "fake news" styrker de lande, som fængsler journalister. Ægypten lå som nummer to på CPJ's liste i 2015 og var også blandt de ti øverste lande på listen i 2014 – det år, hvor præsident Abdel-Fattah al-Sisi blev præsident. Ægypten har siden løbende tilbageholdt, fængslet og retsforfulgt mange journalister. Tyrkiet topper listen med 73 fængslede journalister, mens Kina har 41 og Ægypten 20. 87 procent af de fængslede journalister er politiske journalister, og de sidder næsten alle fængslet i deres hjemland. (ritzau.dk)

 

 

12/12 2017

 

Et åbent brev angriber et nyt politisk initiativ i USA angående net-neutralitet. Det åbne brev er blandt andet underskrevet af Tim Berners-Lee og Vint Cerf, der står bag hhv. opfindelsen af WWW og det tekniske regelsæt TCP/IP, som binder de mange computere sammen, der udgør Internet. Anledningen er, at bestyrelsen i USA's telestyrelse, FCC, skal stemme om, hvorvidt den såkaldte net-neutralitet skal afskaffes. Bundlinjen i det åbne brev er en simpel besked til FCC: "I fatter simpelthen ikke, hvordan internettet fungerer."

 

Stridens æble er lovgivningen om net-neutralitet, der sikrer, at alle har lige mulighed for at købe sig adgang til nettet. Hvis lovgivningen bliver ophævet, kan internetudbydere i USA beslutte sig for ikke at samarbejde med visse net-tjenester og hjemmesider, eller kun give dem langsom adgang til nettet. Selv om der er tale om amerikansk lovgivning, kan det få konsekvenser for også andre landes internet-brugere, der ifølge eksperter kan forvente højere priser på amerikanske tjenester som Netflix og Amazon Video. 

 

Når det gælder mindre, nicheprægede sider eller special-websites for professionelle, der har base i USA, kan adgangen til dem fra andre lande blive langsommere og mindre effektiv. Det kan også blive dyrere at starte en ny tjeneste på nettet, hvilket vil lægge en dæmper på innovation og introduktion af nye tjenester. Formanden for FCC, republikaneren Ajit Pai, udsendte for et par uger siden et forsvar for nye ændringer. Han vil genoprette ”den mangeårige konsensus, som har gavnet forbrugerne i årtier. Med mit forslag vil den føderale regering holde op med at regulere internettet ned i mindste detalje. I stedet vil FCC blot kræve af internet udbydere, at de er gennemskuelige om deres fremgangsmåder, så forbrugerne kan købe den pakke, som er bedst for dem,” udtalte han ifølge nyhedsmediet The Hill.

 

Tim Berners-Lee og Vint Cerf har følgeskab af en lang række andre internet- og tech-personligheder, inklusive medstifteren af Apple, Steve Wozniak, Brewster Kahle, der står bag Internet Archive, og opfinderen af hypertext, som vi alle kender som ’links’, Ted Nelson. I det åbne brev udtaler  disse tech-guruer: "Direktivet, der skal stemmes om, er baseret på en fejlagtig og faktuel forkert opfattelse af internet-teknologi." Afsenderne henviser til en 43 siders lang rapport, som over 200 Internet-pionerer og tech-eksperter indsendte til FCC i juli, men som FCC i deres øjne har ignoreret. "På trods rapportens dokumentation af de mange fejl i direktivet, der nu skal stemmes om, blev fejlene ikke rettet", hedder det i brevet, "og i stedet baserede FCC den seneste version af direktivet på præcis de elementer, der er fyldt med fejl." Brevet hævder ligeledes, at mange af de kommentarer, der støtter direktivet på FCCs hjemmeside, kommer fra automatiserede bots, der udgiver sig for at være både levende og døde amerikanere.

 

Brevets underskrivere påpeger, at hverken en forespørgsel om aktindsigt eller en undersøgelse fra statsadvokaten i New York er blevet imødekommet fra FCCs side. Brevet er stilet til fire magtfulde medlemmer af den amerikanske kongres, der står i spidsen for de udvalg, der har med teknologi- og kommunikationslovgivningen at gøre. Tech-guruerne opfordrer på det kraftigste disse fire politikere om at lægge pres på FCC's formand, Ajit Pai, for at få ham til at udsætte afstemningen, indtil de ovenstående sager kan blive undersøgt yderligere. Afstemningen er foreløbig planlagt til at finde sted torsdag. (politiken.dk)

 

 

6/12 2017

 

Tusindvis af amerikanere klager over et maleri på Metropolitan Museum i New York, som de kræver fjernet. Det er maleriet "Thérése drømmer" fra 1938 af maleren Balthus (Balthasar Klossowski), der viser en ung pige, hvor man kan se hendes trusser. Hun sidder med et drømmende blik med let spredte ben. Metropolitan Museet i New York nægter imidlertid af fjerne billedet. Balthus var en fransk-polsk kunstner, der var kendt for erotiske motiver af ganske unge kvinder, og ifølge netmagasinet Atnetnews viser maleriet Balthus' nabo-datter, Thérése Blanchard, der i 1938 var 12-13 år gammel.

 

På nettet er der samlet underskrifter ind for at få maleriet fjernet og omkring 9.000 har skrevet under i løbet af de fem dage, siden underskriftsindsamlingen blev lagt på nettet 30. november. I erklæringen opfordrer man museet til at overveje fremvisning af maleriet med henvisning til debatten om seksuelle overgreb: "Med tanke på den nuværende situation omkring seksuelle krænkelser og anklager, der fremkommer i offentligheden hver dag, så romantiserer Metropolitan voyeurisme og erotisering af børn."

 

Initiativtageren Mia Merrill foreslår, at Balthus' maleri erstattes af et maleri malet af en kvindelig kunstner. Merrill siger til netmagasinet, at hun var "chokeret" over at se et maleri, hvor den unge pige er skildret på en udfordrende seksuel måde. Museets talsmand Ken Weine udtaler til Guardian, at museets beslutning om ikke at fjerne maleriet giver en mulighed for at reflektere over vor kultur: "Situationer som denne giver en mulighed for samtale og den visuelle kunst er en af de mest afgørende midler, vi har, til at reflektere både over fortiden og nutiden og opmuntre til en fortsat udvikling af den eksisterende kultur gennem en begavet diskussion og respekt for den kreative udtryksform." (b.dk)

 

 

29/11 2017

 

Ifølge en pressemeddelelse fra Facebook er man nu i stand til at stoppe terrorpropaganda på det sociale medie med teknologiske midler. "Brugen af kunstigt intelligente systemer mod terror bærer i stigende grad frugt", siger Facebooks antiterrorchef Brian Fishman og chef for global politik Monika Bickert i udtalelsen.

 

Omfanget af propaganda for terrororganisationer som Al Qaeda og Islamisk Stat er dog uklart, og det sociale medie vil ikke afsløre, hvor meget terrorrelateret propaganda virksomheden finder og fjerner fra platformen. 99 procent af det, der fjernes, bliver til gengæld slettet af Facebooks software, inden det bliver opdaget af brugerne på platformen, i nogle tilfælde sågar inden propagandaen bliver tilgængeligt på platformen, siger Facebook. I pressemeddelelsen fremgår det også, at Facebook fjerner 83% af det indhold, som bliver anmeldt til tjenesten, indenfor en time.

 

Facebook fortæller desuden, at man indtil videre kun bruger teknologien til at finde og fjerne propaganda fra Islamisk Stat og Al Qaeda, fordi de udgør "den største globale trussel i den virkelige verden og online". Og fordi det kræver lang tids arbejde at programmere teknologien til at fange materiale fra bestemte terrororganisationer. Teknologien kan ikke løse problemet alene, erkender virksomheden også, der derfor har ansat 150 terrorspecialister. Dertil kommer 4.500 medarbejdere, som verden over holder øje med og fjerner forskellige former for indhold, som strider mod platformens regler. Virksomheden har desuden slået sig sammen med en række organisationer med speciale i terrorisme, som hjælper virksomheden med at identificere propagandaen. (politiken.dk)

 

29/11 2017

 

Den russiske stat overvejer, hvilke konsekvenser det skal have, at Google vælger at nedprioritere søgeresultater fra statsmedierne RT.com og Sputnik. Efter den kontroversielle udtalelse fra Googles bestyrelsesformand i sidste weekend på scenen ved Halifax International Security Forum, er den russiske regering begyndt at rasle med sablen. Hvis Google vælger at nedprioritere de russiske statsmedier RT.com og Sputnik, kan det få ”alvorlige” konsekvenser, lyder det fra den nationale, russiske mediestyrelse Roskomnadzor. Agenturets chef, Alexander Zharov, siger til nyhedsbureauet Interfax, at han tirsdag sendte et brev til Google for at få en forklaring på udtalelsen fra Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt.

 

"Vi er klar over problemet, og arbejder på at blive bedre til at opfange disse scenarier og lægge den slags søgeresultater længere nede. Det handler primært om RT og Sputnik. Men vi vil ikke fjerne dem helt, sådan arbejder vi ikke", sagde Schmidt bl.a. Til trods for løftet om ikke helt at censurere RT og Sputnik helt væk, falder udtalelsen alligevel Alexander Zharov for brystet: "Når vi får et svar, ved vi, hvad vores næste træk skal være. Vi håber, vores synspunkter vil blive hørt, og at vi ikke behøver gengælde med noget alvorligt", lyder det fra Roskomnadzor-chefen ifølge Reuters. Hvad disse mere alvorlige handlinger kunne indebære, har Zharov ikke specificeret yderligere.

 

Ændringerne, som Schmidt hentydede til, har imidlertid været planlagt i flere måneder, forklarer Andrea Faville fra Google til Reuters. Allerede i april offentliggjorde Google et nyt tiltag, hvor søge-algoritmen vil fremme søgeresultater fra kilder med høj troværdighed og nedtone søgeresultater uden. Faville forklarer samtidig, at Google ikke har planer om at dele de nærmere detaljer om algoritmens funktion med verden, men understreger, at Google ikke "ændrer søgealgoritmerne for at lægge specifikke sider længere ned på listen over søgeresultater".

 

Googles rangordning af søgeresultater ligger ikke blot til grund for, hvad brugerne ser efter en søgning på Google. Prioriteringen er også med til at afgøre, hvad brugerne fx ser i Google News eller som trend-emner i smartphone-apps fra Google. (reuters.com; politiken.dk)

 

 

27/11 2017

 

Donald Trump angriber i et tweet CNN International, som præsidenten beskylder for at repræsentere USA dårligt i verden: "Fox News er meget mere vigtig for USA end CNN, men uden for USA er CNN stadig en stor kilde til (falske) nyheder, og de er en dårlig repræsentant for vores nation. Resten af verden får ikke sandheden fra dem" skriver præsidenten. CNN tweeter tilbage, at det ikke er CNN's opgave at repræsentere USA internationalt: "Det er din (opgave). Vores opgave er at rapportere nyhederne."

 

Trumps tweet kommer samme dag, som Ruslands præsident Vladimir Putin underskriver en ny lov, som åbner for at udenlandske medier i Rusland skal registreres som udenlandske agenter. Skridtet er gengældelse for, at USA i forrige uge krævede, at den statskontrollerede russiske tv-station RT (Russia Today) skulle registreres i USA som udenlandsk agent. Men til forskel betyder den russiske lovændring, at alle internationale medier i Rusland risikerer at blive ramt af den nye lov, og en række mediekommentatorer og tidligere højtplacerede kilder i USA's sikkerhedstjenester forstår Trumps tweet som et grønt lys til Putin til at angribe CNN i Rusland. Flere advarer også om, at det vil blive læst af slyngelstater som en accept fra Trump af at chikanere CNN-journalister, der arbejder i verdens brændpunkter.

 

"Dette er ildevarslende ord. I USA er CNN beskyttet af den forfatningssikrede ytringsfrihed og domstolene. Udenfor landet er USA-associerede journalister afhængige af, at USA’s regering beskytter dem. Trumps tweet er et direkte angreb på disse internationale journalisters frihed og også sikkerhed." skriver David Frum, seniorredaktør fra magasinet The Atlantic. Steve Benen, producer for tv-stationen MSNBC, fremhæver at man "under omstændighederne måske ville forvente, at en amerikanske præsident ville reagere ved at udtrykke en ubetinget opbakning til pressefriheden og de forfatningsmæssige principper, der giver journalister ret til at tjene offentlighedens interesser. Men mens de fleste præsidenter ville gøre præcis dette, mente Trump – på samme dag, som Putin angreb internationale medier – at det var bedre at lange ud efter CNN."  

 

Michael Hayden, tidligere direktør for det nationale sikkerhedsagentur, NSA, udtaler til CNN: "Hvis det her er, hvem vi er ved at blive, så har jeg spildt 40 år af mit liv. Indtil nu har det ikke været muligt for mig at forestille mig en amerikansk præsident, der i stand til at komme med så uhyrlige angreb mod sandheden, den frie presse eller den forfatningssikrede ytringsfrihed." Tidligere FBI-chef James Comey, som Trump fyrede, reagerede ved at tweete et citat fra 1786 fra en af USA's grundlæggere, Thomas Jefferson: "Vores frihed afhænger af pressens frihed og kan ikke begrænses uden at gå tabt." (jp.dk)

 

 

23/11 2017

 

Facebook lover at informere brugerne om, hvorvidt de har "liket" eller fulgt et medlem af Ruslands berygtede "troldehær", der beskyldes for at have forsøgt at påvirke valgene i USA og Storbritannien. Facebook vil udvikle et værktøj, der gør brugerne i stand til at se om de har interageret med en Facebookside eller en Instagramkonto skabt af den statsstøttede institution Internet Research Agency (IRA) i Skt. Petersborg, der udfører misinformationsoperationer online.  

 

“It is important that people understand how foreign actors tried to sow division and mistrust using Facebook before and after the 2016 US election,” siger Facebook i en udtalelse. “That’s why as we have discovered information, we have continually come forward to share it publicly and have provided it to congressional investigators. And it’s also why we’re building the tool we are announcing today.”

 

Værktøjet vil imidlertid ikke kunne advare enhver, der har set indhold skabt af IRA. Facebook vurderer at mere end 140 millioner, på både Facebook og Instagram, kan have set en historie eller side, der oprindelig er skabt eller delt af en af de russisk-drevne konti, hvortil kommer 10 millioner, der har set annoncer købt af russiske statssponsorerede aktører – mange af dem har set indholdet via deling med venner eller fremsendt af deres newsfeed eller som resultat af Facebooks algoritmer, og disse fanges ikke af værktøjet. En Facebook-talsmand udtaler:  “In the coming weeks, we will take significant steps to make users aware of this new tool.” Både Facebook og Twitter offentliggør løbende resultaterne af deres undersøgelser af russiske påvirkningsoperationer ift. 2016-valget i USA.

 

Den britiske politiker Damian Collins, formand for parlamentets komite for kultur, digitalitet, medier og sport, byder det nye værktøj velkommen, men kræver mere: “Although the Internet Research Agency is the most prolific Russian-backed disseminator of disinformation that has been discovered so far, I believe that it is just the tip of an iceberg. Facebook need to be developing tools that allow it to uncover fake news and fake accounts across its platform, no matter where they are geographically located.” Britiske politikere hæfter sig især ved, at techfirmaerne endnu ikke har lavet tilsvarende undersøgelser angående russisk påvirkning af Brexit-afstemningen på sociale medier. (theguardian.com)

 

 

21/11 2017

 

Efter en amerikansk senatshøring om Fake News med Google, Facebook og Twitter 1. november bekendtgør Eric Schmidt, direktør for Googles ejere Alphabet, nu at man vil gribe ind overfor russiske nyhedsbureauer som Russia Today og Sputnik, der beskyldes for at sprede propaganda på nettet: “We’re working on detecting this kind of scenario ... and de-ranking those kinds of sites,” udtaler han. “It’s basically RT and Sputnik. We’re well aware and we’re trying to engineer the systems to prevent it.”

 

Schmidt beskriver tech-industriens hidtidige holdning til misinformation som "naiv" og siger: “Ten years ago I thought that everyone would be able to deal with the internet because the internet, as we all knew, was full of falsehoods as well as truths. But faced with the data, from what we’ve seen from Russia in 2016 and with other actors around the world, we have to act.” Schmidt hævder, at den russiske misinformationsstrategi er let at bekæmpe, da den er baseret på “amplification around a message” af information, der er “repetitive, exploitative, false, [or] likely to have been weaponised”: “My own view is that these patterns can be detected, and that they can be taken down or deprioritised.” Men han afviste at gå så vidt som til at udelukke de to nyhedssites: “We don’t want to ban the sites. That’s not how we operate. I am strongly not in favour of censorship. I am very strongly in favour of ranking. It’s what we do. It’s a very legitimate question as to how we rank, A or B, right? And we do the best we can in millions and millions of rankings every day.”

 

Russia Todays chefredaktør Margarita Simonyan siger i en svar-udtalelse, at Googles eget interne system har vist, at nyhedsbureauet ikke har brudt nogen regler: “Mr Schmidt should use Google,” siger hun, “as his colleagues admitted three weeks ago that RT did not violate any rules of their platform.” (motherboard.vice.com; theguardian.com)

 

 

18/11 2017

 

Myndighederne i den tyrkiske hovedstad Ankara nedlægger forbud mod at vise film eller holde debatter og udstillinger, der har at gøre med at være homoseksuel, biseksuel eller transperson (LGBT). Ifølge guvernørens kontor sker det, fordi LGBT-spørgsmål er et følsomt emne i befolkningen. Af hensyn til vort samfunds offentlige følsomhed vil arrangementer som LGBT-film, -teater, -paneler, -interviews og -udstillinger være forbudt indtil videre i vores provins for at sikre fred og sikkerhed, lyder det i en meddelelse fra guvernørkontoret i Ankara. (jp.dk)

 

 

9/11 2017

 

Imam Mohamad Jammal fra Skive idømmes ved retten i Viborg 14 dages betinget fængsel for at forhåne homoseksuelle. Han skal også betale sagens omkostninger. Dommen er strengere end andre domme om at håne grupper efter racismeparagraffen; normalt idømmes der dagbøder. Jammal satte i Skive Folkeblad homoseksualitet lig med dyresex, medens han i Jyllands-Posten sammenlignede homoseksualitet med pædofili. Desuden sagde han, at homoseksualitet ”gav ham kvalme”, og at det svarede til at ”spise sin egen lort”. (skivefolkeblad.dk; ritzau.dk)

 

 

6/11 2017

 

Det franske satireblad Charlie Hebdo i Paris modtager dødstrusler. Bladet blev januar 2015 udsat for et islamistisk terrorangreb med tolv dødsofre. Baggrunden for de aktuelle trusler er en tegning af den schweiziske "euro-muslim" Tariq Ramadan, som i forbindelse med ’me-too’ kampagnerne om seksuelle krænkelser er blevet beskyldt for voldtægt af flere kvinder. På forsiden af bladets seneste nummer lyder overskriften ”Tariq Ramadans forsvar”, hvorunder Ramadan er karikeret med en stor erektion, medens han siger: ”Jeg er islams sjette søjle”. Ramadans demokratiske eller islamistiske sindelag er omstridt i Frankrig.

 

Ledelsen af Charlie Hebdo har anmeldt truslerne, og en kilde i den franske anklagemyndighed bekræfter over for AFP, at sagen bliver efterforsket. Bladets redaktør, Laurent Sourisseau, siger, at redaktionen på satirebladet fortsat har modtaget trusler og hademails siden angrebet i 2015: ”Sommetider modtager vi eksplicitte dødstrusler på de sociale medier. Det er altid vanskeligt at vurdere, hvor seriøse de er. Men i princippet anmelder vi dem altid”. (ritzau; twitter.com/hashtag/charliehebdo)

 

4/11 2017

 

Universitetet i Lund pålægger på sit september møde Erik Ringmar, lektor på statsvidenskab, at inddrage feministen Judith Butler i sin undervisning. Ringmars kursus handler om reaktioner imod moderniteten omkring 1900, med særlig vægt på fascismen. Ringmar skriver efterfølgende på sin blog: ”Ingen kurslitteraturskommitté i världen kan tvinga mig att undervisa på Judith Butler om jag inte vill”. Det har ført til kraftige protester både fra universitetsledelsen og fra studenteraktivister.

 

Ledelsens ageren foregår med basis i den ”jämställdhetsintegrering”, som regeringen har beordret alle Sveriges uddannelsesinstitutioner at gennemføre. Institutionens mål, fastlagt af ledelsen, lyder, at andelen af kvinder aldrig må være mindre end 40% på litteraturlisterne, undtagen hvis der er særlig motivation for det. Ringmars problem er, at der var relativt få kvindelige fascister omkring 1900. Kun ved at medtage kvindelige anarkister kunne Ringmar nå op på 15% kvinder på sin læseliste. Det var ifølge ledelsen ikke nok, og Ringmar blev pålagt at inddrage den nulevende feminist Judith Butler.

I institutionens ledelse sidder Pernilla West fra Feministisk Initiativ som studenterrepræsentant. Sydsvenskan fortæller West, at det var hende, der kritiserede litteraturlisten og fik inddraget Judith Butler (1/11). Personalet på institutionen skoles i korrekt kønsindstilling gennem kurset for ansatte ”Genus och mångfald i undervisningen” som gives af det samfundsvidenskabelige fakultet. Svenska Dagbladet kritiserer universitetet for gennem disse pålæg at lade kønshensyn overtrumfe videnskabelige og andre akademiske værdier. Ledelsen støttes af studenteraktivister, der siger, at det skete – Ringmars litteraturliste, at han afviste at inddrage Butler samt bloggede om sit syn på sagen – skaber en ”otrygg och obehaglig situation” og et ”fientligt klimat på kursens seminarium”. En af de studerende tilføjer: ”Vi trodde ju att vi diskuterade i ett tryggt rum på universitetet”.

 

Ringmar, der selv hævder han tilhører venstrefløjen, siger: ”Man kan säga att det finns två universitet: ett intellektuellt och ett byråkratiskt. Det byråkratiska universitetet sysslar med antagning och betygsättning av studenter, tjänstetillsättningar, fördelning av tjänsterum, ekonomiska resurser, och så vidare. Vad det gäller allt det här så tycker jag det är helt okej om kvoteringar används. Min kritik gäller bara den intellektuella verksamheten som sådan. Intellektuella aktiviteter kan inte utföras under påtryckningar och krav utifrån. Jag har en kurs som handlar om en sak, men då bestäms det av andra att jag helt plötsligt måste prata om något annat. Det är som att säga till en frisör att han inte får använda en viss typ av sax, eller att han endast har tillåtelse att klippa en viss frisyr." Han tilføjer: ”Det finns en massa problem i samhället som universitet kan hjälpa till att analysera. Det bästa och enda sättet att göra detta är att bevara integriteten hos den intellektuella aktiviteten. Jag är ju själv vänster politiskt. Men det har inte med saken att göra. Det viktiga är integriteten i den akademiska processen. Om den förstörs då förstörs själva kärnan hos universitetet”.

 

For lederskribenten i Svenska Dagbladet Ivar Arpi er der tale om at kønsvidenskab gøres til en ”overkirke” for al anden aktivitet på universitetet, hvor de ansatte skal skoles i bestemte synspunkter. Kontroversen har bevirket, at studierektor Jakob Gustavsson og Erik Ringmar i samråd har besluttet, at kurset om fascismens fremvækst ikke længere skal udbydes. (svd.se)

 

 

29/10 2017

 

Erdogan-regiment vil retsforfølge intellektuelle, der har skrevet under på en fredsappel. De anklages for “Propaganda for en terrororganisation”. Det omfatter også tyrkere bosat i Tyskland, antagelig omkring 100 personer af de 1128 akademikere, der i januar 2016 underskrev en appel til den tyrkiske stat om at ophøre med ødelæggelser i de kurdiske områder, der blev beskrevet som en “tilintetgørelses- og fordrivelsespolitik”. I anklageskriftet hedder det, at det “såkaldte freds-opråb” har ”karakter af åben propaganda for terrororganisationen PKK”. Hermed har underskriverne fremstillet den tyrkiske stat som en ”illegitim, ødelæggende kraft” og kan straffes med op til syv et halvt års fængsel. Efter kupforsøget i Tyrkiet har mere end 600 højtstående tyrkiske embedsmænd søgt asyl i Tyskland.

 

Juristen Zeynep Kivilcim, der bor i eksil i Berlin, siger: ”I petitionen står der intet, der er lovstridigt.” Hun frygter at blive stillet for retten, hvis hun vender tilbage til Tyrkiet. I de forgangne halvandet år har mange af underskriverne i Tyrkiet allerede mærket følger af deres underskrift; hundreder af dem har mistet deres arbejde. Kivilcim repræsenterer nu den tysk bosatte gruppe af anklagede. For hende står Erdogan, der kort efter petitionen rasede mod underskriverne på TV, bag retsvæsenets aktion. (bild.de)

 

 

22/10 2017

 

Kina planlægger ifølge et policy-dokument fra september oprettelsen af et omfattende socialt pointsystem med henblik på at opbygge en ”oprigtigheds”-kultur i et ”harmonisk socialistisk samfund”, hvor at det ”opretholde tillid er ærefuldt”. Dokumentet bærer titlen ”Opinions concerning Accelerating the Construction of Credit Supervision, Warning and Punishment Mechanisms for Persons Subject to Enforcement for Trust-Breaking” (https://chinacopyrightandmedia.wordpress.com/2016/09/25/opinions-concerning-accelerating-the-construction-of-credit-supervision-warning-and-punishment-mechanisms-for-persons-subject-to-enforcement-for-trust-breaking/)

 

Det overgribende princip angående individers adfærd lyder, ”Hvis tilliden brydes ét sted, bliver der iværksat restriktioner overalt.” Det kræver en omfattende overvågning af alle kineseres adfærd online såvel som i virkeligheden, samkøring af registre og samling af al denne information om firmaer, organisationer og enkeltpersoner i én central server. Hver enkelt aktør eller individ skal så måles på en pointskala, der måler den pågældendes politiske, kommercielle, sociale og legale ”kredit”. God adfærd giver points, dårlig adfærd fratrækker points på den pågældendes pointkonto.

 

Et pilotprojekt i Suining i Jiangsu-provinsen i 2010, gav points for god adfærd op til højst 1000 points. Mindre trafikforseelser kostede 20 points, medens at køre over før rødt, køre spritkørsel eller betale bestikkelse kostede 50 points. At deltage i nogen form for kulthandlinger eller at svigte pasningen af ældre slægtninge kostede også 50 points. At benytte internettet til fejlagtigt at anklage andre kostede 100 points – medens udnævnelse til modelarbejder eller modelborger ville tilføje 100 points. På dette grundlag blev borgerne klassificeret i fire grupper fra A til D. Klasse A gav fx adgang til statsstøtte til at starte en virksomhed, at få forrang i ansøgninger om adgang til parti, job i regering eller hær, eller til at ansøge om forfremmelse. Modsat ville karakteren D udelukke personen fra al offentlig støtte eller ansættelse. Samtidig er det Kinas mål at udvikle et ansigtsgenkendelsesprogram, så hver af de 1.3 milliarder borgere vil kunne identificeres på tre sekunder ved kobling til en central server, så man kan monitorere adfærden i det offentlige rum.

 

Kritikere anklager Kina for at udvikle en ”Big Brother” politistat, hvor kommunistpartiets vurderinger skal styre folks adfærd i detailler – inklusive ytringer. Andre ser mindelser om kulturrevolutionen, hvor Mao udråbte ”fem sorte kategorier” af personer, husejere, rige bønder og højreorienterede etc., der blev udpeget til forfølgelse og genopdragelse. I det aktuelle system angår det snarere adgang til en lang række forskellige goder, såsom adgang til de bedre klasser i transportmidler, adgang til hoteller, tilladelse til udlandsrejse, adgang til de bedste skoler og uddannelser, adgang til bestemte varegrupper.

 

Kritikere peger på, at det centraliserede informationssystem vil være følsomt over for hacking – og på at det vil udgøre en omfattende indskrænkning af ytringsfriheden: hvis man udtrykker kritiske synspunkter, fx på sociale medier, kan det afskære én fra ansættelses-, rejse-, uddannelses- og andre muligheder. (washingtonpost.com)

 

 

16/10 2017

 

Den maltesiske journalist og blogger Daphne Caruana Galizia, der har beskyldt Maltas regering for korruption, dræbes af en kraftig bilbombe. Det bekræfter landets premierminister, Joseph Muscat, på en pressekonference. Den 53-årige Galizia var en af Maltas mest kendte bloggere og undersøgende journalister, og hun har gennem længere tid afsløret sager om formodet korruption, som ofte involverede politikere fra den lille østat i Middelhavet. Hun blev dræbt, da hun kom kørende nær landsbyen Bidnija i det nordlige Malta; tilsyneladende var bomben skjult i bilen. Premierminister Muscat, som Galizia tidligere på året beskyldte for at have handlet i strid med reglerne, fordømmer drabet på hende. Han betegner det som ”et barbarisk angreb på pressefriheden”: ”Jeg vil ikke finde ro, før jeg ser retfærdigheden ske fyldest i denne sag.”

 

Galizias beskyldninger om korruption var årsagen til, at Muscat tidligere på året udskrev valg i utide. Et valg, som resulterede i, at vælgerne gav ham lov til at blive på posten. Ifølge journalisten findes der beviser for, at Muscats kone ejer et selskab i skattely i Panama, og at der er flyttet store summer penge mellem dette selskab og banker i den tidligere sovjetstat Aserbajdsjan. Både Muscat og hans kone benægter anklagerne.

 

Ifølge den maltesiske tv-station TVM er det kun to uger siden, at Galizia henvendte sig til politiet, fordi hun havde modtaget mordtrusler. Den internationale organisation for undersøgende journalister, ICIJ, opfordrer ”de maltesiske myndigheder til at efterforske mordet og stille gerningsmændene ansvarlige.” (reuters/ritzau)

 

 

15/10 2017

 

Tumult bryder ud på Frankfurt Bogmesse – ved højrefløjsforlaget Antaios’ stand, hvor arrangementer afbrydes af ”Antifa” demonstranter med råb og trusler. Aftenen forinden havde aktivister hærget forlagets stand, og nu rettede man sig imod præsentationen af bogen ”Mit Linken leben”, hvor AfD-politikeren Björn Höcke var tilstede. Da de østrigske ”identitære” Martin Sellner og Mario Müller skulle optræde, eskalerede det til vold mellem Antifa’erne og støttedemonstranter for Antaios.

 

Andre steder ved messen var der også optøjer: én sigtes for vold imod en repræsentant for højrefløjstidsskriftet Junge Freiheit. Antaios hævder efterfølgende, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed på messen; stemmer på venstrefløjen kræver højrefløjsforlag helt udelukket fra bogmessen. (welt.de)

 

 

12/10 2017

 

Voldstrusler udvirker, at en akademisk artikel fjernes fra tidsskriftet Third World Quarterly. Det drejer sig om en artikel af Bruce Gilley, associate professor i statskundskab ved Portland State University i Oregon, der publicerede artiklen “The Case For Colonialism”. Her skrev han blandt andet:  “For the last 100 years, Western colonialism has had a bad name. It is high time to question this orthodoxy.” Han fremførte udsagn som: “Anti-colonialism ravaged countries as nationalist elites mobilised illiterate populations with appeals to destroy the market economies, pluralistic and constitutional polities, and rational policy processes of European colonisers. In our ‘age of apology’ for atrocities, one of the many conspicuous silences has been an apology for the many atrocities visited upon Third World peoples by anti-colonial advocates.” og “Third World despots have raised the spectre of recolonisation to discredit democratic oppositions and ruin their economies.”

 

Han konkluderede: “A hundred years of disaster is enough. It is time to make the case for colonialism again". Han foreslog i artiklen “three ways to reclaim colonialism: One is for governments and peoples in developing countries to replicate as far as possible the colonial governance of their pasts – as successful countries like Singapore, Belize and Botswana did. [Or] Western countries should be encouraged to hold power in specific governance areas (public finances, say, or criminal justice) in order to jump-start enduring reforms in weak states. Rather than speak in euphemisms about ‘shared sovereignty’, such actions should be called ‘colonialism’ because it would embrace rather than evade the historical record. Thirdly, in some instances it may be possible to build new Western colonies from scratch.” “Colonialism,” argumenterede han, “Can return only with the consent of the colonised. Yet now that the nationalist generation that forced sudden decolonisation on hapless populations has passed away, the time may be ripe.”

 

Femten medlemmer af Third World Quarterly’s redaktionskomité trak sig efter udgivelsen i protest og afviste chefredaktør Shahid Qadirs påstand om at de havde været konsulteret om artiklen. Den fremkaldte ligeledes en mængde akademisk kritik og en online underskriftindsamling, der krævede undskyldning og tilbagetrækning af artiklen fra Third World Quarterly, samlede 6.936 underskrifter og angreb professor Giley for ”pseudovidenskab” og ”racistiske konklusioner”.

 

I Facebook diskussioner krævede studerende og forskere videre, at Princeton Universitet skulle tilbagekalde professor Gilleys doktorgrad og arbejdede for at arrangere en demonstration uden for hans kontor i Portland. Støtter til professor Gilley hævder, at han har modtaget dødstrusler, og da forlaget Taylor & Francis, udgiver af Third World Quarterly, trak artiklen tilbage “at the request of the academic journal editor, and in agreement with the author”, hævdede man i tilbagetrækningsnotitsen, at det skete på grund af voldstrusler og ikke på grund af nogen fejl i akademiske procedurer. Her lød det: “Whilst the essay had undergone double-blind peer review, the journal editor has subsequently received serious and credible threats of personal violence. As the publisher, we must take this seriously. Taylor & Francis has a strong and supportive duty of care to all our academic editorial teams, and this is why we are withdrawing this essay.”

 

Tilbagetrækningen fremkalder nu i sig selv protester, nu fra akademikere, der ikke nødvendigvis var enige med den oprindelige artikel, men som protesterer mod tilbagetrækningen af den, motiveret i dødstrusler. Jonathan Haidt, professor i etisk ledelse ved New York University’s Stern School of Business, advarer om at den slags pression er voksende: “Retraction is the new rebuttal, and threats of violence against journal editors is the new way to get a retraction.” (independent.co.uk)

 

 

8/10 2017

 

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) var ifølge partifæller i sin gode ret til at dele et billede af, at hun har profeten Muhammed med en bombe i turbanen som baggrundsskærm på sin iPad. Men enigheden ophører på spørgsmålet om, hvorvidt det var klogt af hende at benytte sin ret.

 

Ritzau har udsendt en rundspørge til Venstres 870 by- og regionsrådsmedlemmer samt lokalformænd. 260 har svaret. Dermed er den ikke repræsentativ, men den kan give et fingerpeg om baglandets holdning, og den hælder mod, at Støjbergs træk var uklogt: 129 svarer nej til, hvorvidt det var klogt. 70 svarer ja til at det var klogt, 60 svarer ved ikke. ”Man kan sagtens kæmpe for ytringsfrihed uden at dele muhammedtegninger. Det er et følsomt emne, som man ikke behøver tænde en gnist til igen”, siger byrådsmedlem Malene Barkhus (V) fra Frederiksberg. Støjberg har både provokeret i egne rækker og uden for Venstre, istemmer Bjarne Kongsted (V) fra Holbæk Byråd: ”Jeg går jo heller ikke hen til min nabo og siger, at han er tyk, selv om jeg synes det. Det vil jo nok såre ham. Jeg siger heller ikke til en stor, stærk rocker, at han er en tøsedreng. Det kan have ubehagelige konsekvenser.”

 

Støjbergs billede er blevet omtalt i flere udenlandske medier, og det får Rasmus Brandstrup Larsen (V) fra Holbæk Byråd til at mindes de konsekvenser, Muhammedkrisen havde for dansk eksport for et årti siden: ”Jeg frygter, hvad det kan føre til, for jeg er kyllingeproducent, og jeg fik en begmand, da Mellemøsten lukkede ned for danske kyllinger. Vi er et lille land, så vi er nødt til at være internationale. Der er ikke nogen grund til at lægge sig ud med en stor del af verdenssamfundet.” Støjberg selv er ikke overrasket over, at hun endnu engang har delt vandene i sit eget parti – for som hun formulerer det, så både ”fylder og deler” værdidebatten: ”Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at alle mine partifæller bakker op om ytringsfriheden, og det er det afgørende.” På spørgsmålet om man ikke kan værne om ytringsfriheden uden at publicere muhammedtegninger,svarer hun: ”Jeg mener, at det er på sin plads at forsvare ytringsfriheden – ikke bare tale om at forsvare den, men også vise, at man forsvarer den.” (ritzau.dk)

 

 

8/10 2017

 

Tyrkiske anklagere kræver op til 15 års fængsel i en sag, hvor 11 aktivister fra menneskerettighedsgruppen Amnesty International beskyldes for at støtte terrorgrupper. Blandt de tiltalte er Amnesty Internationals landechef i Tyrkiet, Idil Eser. Desuden omfatter sagen en tysk og en svensk statsborger. De er blevet tiltalt for at ”hjælpe en bevæbnet terrorgruppe”, rapporterer det tyrkiske nyhedsbureau Dogan. Sagen føres under den undtagelsestilstand i Tyrkiet, der har hersket siden et forsøg på et militærkup i juli 2016, en tilstand der giver præsident Erdogan stærkt udvidede magtbeføjelser. Over 50.000 er siden blevet anholdt. Flere end 140.000 er afskediget fra deres job eller suspenderet. Over 160 medier er blevet lukket og 2500 journalister og mediearbejdere er blevet fyret fra deres job. (ritzau.dk)

 

 

2/10 2017

 

Københavns Universitet indgik sidste efterår en aftale med Landbrug & Fødevarers vidensorganisation SEGES om at undersøge vandmiljøkravenes økonomiske konsekvenser for landbruget. Kontrakten bag aftalen får nu hård kritik af eksperter. Morten Rosenmeier, der er professor i ophavsret på Københavns Universitet og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde under Akademikerne, vurderer, at kontrakten mellem KU og SEGES strider imod både universitetsloven og forvaltningsloven. Den tavshedspligt, som forskerne bliver pålagt i kontrakten, er for vidtgående: ”Universitetet er ikke et konsulentfirma, og forskere skal arbejde ud fra god videnskabelig praksis. Hvis forskerne i det her projekt finder ud af noget interessant, de gerne vil forske videre i, så kan de ikke nødvendigvis gøre det med den her kontrakt,” siger Morten Rosenmeier. Professor emeritus i sociologi Heine Andersen, der har beskæftiget sig indgående med forskningsfrihed og netop har udgivet en bog om emnet, ser aftalen som dybt betænkelig: ”Det ligner en kontrakt med et privat konsulentfirma og ikke en offentlig forskningsinstitution.”

 

Professoren hæfter sig blandt andet ved, at KU’s medarbejdere ifølge kontrakten ”skal optræde loyalt og udelukkende varetage SEGES’ interesser i relation til Aftalens omfang og indhold.” ”Det er i modstrid med helt grundlæggende videnskabsetiske principper, at universitetsforskere forpligtiger sig til udelukkende at varetage en ekstern parts interesser,” siger Heine Andersen. Det største juridiskeproblem med aftalen er ifølge Morten Rosenmeier, at instituttet afgiver forskernes ophavsret til SEGES. ”Et privat firma kan ikke have ejendomsret til den forskning, som universitetet laver,” siger han. Den ansvarlige institutleder, Bo Jellesmark Thorsen, mener derimod, at ”universitetet har fuld lovlig ret” til at indgå den type aftale: ”Det her er en købskontrakt. De har købt en reol, vi skal levere en reol.” Han forsvarer sig desuden med, at undersøgelsen for SEGES kuldsejlede. Forskerne arbejdede godt nok videre med de samme spørgsmål, hvilket i maj endte med en forskningsrapport fra KU – i praksis delvist finansieret af SEGES – men selve SEGES-projektet ”ender med ikke at blive brugt til noget”, siger Bo Jellesmark Thorsen.

 

Men det stemmer ikke overens med SEGES’ opfattelse. ”Vi fik svar på det, som stod i projektets opgavebeskrivelse i forskningsrapporten fra KU,” siger landskonsulent Søren Kolind Hvid fra SEGES, der var kontaktperson for samarbejdsprojektet med KU. En e-mailkorrespondance mellem forskerne og SEGES viser også, at SEGES var med til at diskutere, om de selv eller KU skulle udgive forskningsresultaterne. (information.dk)

 

 

29/9 2017

 

Provokunstneren Uwe Max Jensen anholdes foran Skovgaard Museet i Viborg, hvor han iført Muhammed-maske forsøger at komme ind til museets udstilling om blasfemi. Museets beslutning om ikke at vise tegninger af muslimernes profet har mødt kritik fra mange kanter. Både integrationsminister Inger Støjberg (V) og Søren Espersen (DF) har reageret ved på sociale medier at vise Kurt Westergaards berømte muhammedtegning. På Skovgaard Museets udstillingen ses bl.a. en jesusfigur nedsænket i urin. Jensen udtaler: “Jeg gjorde det, fordi museet havde valgt ikke at tage muhammedtegningerne med. Det kunne museet måske have forsvaret, hvis udstillingen kun havde været om kunst, men det er jo mere end det. F.eks. har de billeddokumentation af Islamisk Stats ødelæggelser kunst i Syrien. Det er jo ikke kunst, det er dokumentation. Udover mig var en anden kunstner Kim Stig Andersen også mødt op iført muhammedmaske. Vi gjorde det under parolen ‘det fortrængte vender tilbage i perverteret form’.”

 

Han fortsætter: “Vi havde meldt os til ferniseringen – godt nok under andre navne – og målet var at komme ind på udstilling for dermed sikre, at Muhammed også var repræsenteret. På vej ind på museet stopper en sikkerhedsvagt os. Vi tager vores masker på, mens vagten beder os forlade museet. I frustration lader jeg mine bukser falde ned om anklerne, så jeg står der i bar numse og dolk som man vist kalder det. Politiet kommer ræsende og anholder mig iført maske og nøgen underkrop. Mens jeg stadig har masken på bliver jeg lagt i håndjern og kørt væk i en politibil.” Jensen har for sit optrin har fået en bøde for forstyrrelse af den offentlige orden. (newspeek.info)

 

 

26/9 2017

 

USA’s justitsminister Jeff Sessions varsler, at hans ministerium vil indlede juridiske opgør med en række universiteter for at prioritere politisk korrekthed over ytringsfrihed: ”Fra i dag vil justitsministeriet tage del i dette opgør. Vi vil styrke den føderale lovgivning, forsvare ytringsfriheden og beskytte de studerendes frihed til at sige deres mening, uanset hvilken ende af det politiske spektrum, de befinder sig”, sagde Sessions til studerende på det juridiske fakultet på Georgetowns Universitets forfatningscenter. Motivationen er, at demonstranter på flere universiteter har formået at stoppe talere – primært fra den konservative yderste højrefløj – fra at tale.

 

I weekenden aflyste Berkeley fx en ”Free Speech” uge, hvor præsident Donald Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon skulle have talt, på grund af protester, og i februar blev en planlagt tale af den kontroversielle forfatter Milo Yiannopoulos aflyst på grund af protester. I marts blev en universitetsprofessor såret og indlagt som følge af protester uden for et auditorium, hvor en konservativ, politisk forsker talte. ”Amerikanske universiteter var en gang et midtpunkt for akademisk frihed – et sted med robuste debatter og et forum, hvor ideer konkurrerede med hinanden. Men det er ved at udvikle sig til et ekkokammer for politisk korrekthed, homogen tankegang og et beskyttelsesrum for sårbare egoer”, sagde Sessions. ”Et universitet skal søge efter sandheder; ikke pålægge nogen en sandhed via censur”, fortsatte han og beskyldte universiteterne for at give ballademagere vetoret til at bestemme, hvem der kan tale.

 

Sessions’ udfald kommer netop, som præsident Trump har angrebet flere NFL-spillere, som har lavet knæfald under afspilningen af nationalhymnen før en kamp i protest mod politibrutalitet mod ubevæbnede sorte amerikanere. Nogle ser det som et angreb mod NFL-spillernes ret til at udtrykke deres mening og kalder derfor Sessions’ kritik hyklerisk. Men Sessions forsvarede Trumps angreb på NFL spillere: ”Præsidenten har også ret til at sige sin mening. Han sender soldater ud i kamp hver dag for at forsvare landet under det amerikanske flag – så jeg er enig, at det er en stor fejl at protestere på denne måde”, sagde han med henvisning til NFL spillerne. (jp.dk)

 

 

26/9 2017

 

Internationale medier bringer historien om, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har delt et billede på Facebook, hvor man ser Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, idet tegningen udgør baggrundsskærmen på ministerens iPad. Både nyhedsbureauet Reuters, The New York Times, Russia Today og Daily Mail samt The Independent bringer historien. De fleste af medierne bruger Reuters' version af historien, der bærer overskriften: ”Dansk minister genpublicerer kontroversiel profet-tegning på Facebook”.

 

Det tyske medie Deutsche Welle skriver: ”Den danske minister Støjberg har publiceret en racistisk karikatur online” og fortsætter med at skrive, at der i Danmark er gentagne problemer med islamofobi. Kun Russia Today viderebringer billedet af Kurt Westergaards tegning. Her har artiklen om ministeren fået overskriften: ”Fri tale eller provokation? Dansk minister reposter tegning af profeten Muhammed på Facebook”. (jp.dk)

 

 

22/9 2017

 

Eksperter i meningsmålinger kritiserer en Brookings undersøgelse, der hævder at næsten 20% af amerikanske collegestudenter finder det rimeligt at bruge vold for at bringe krænkende tale til tavshed (se 18/9). Præsentationen af undersøgelsen er “malpractice” og “junk science” og “it should never have appeared in the press”, siger Cliff Zukin, tidligere præsident for American Association of Public Opinion Polling.

 

John Villasenor, elektroingeniør-professor ved UCLA, der er cyber security ekspert, forsvarer sin undersøgelse som en vigtig indsigt i den aktuelle atmosfære på amerikanske universiteter. Men hans undersøgelse blev ikke sendt til en tilfældigt udvalgt stikprøve af collegestuderende over hele landet – men blev til ved frivillig online tilmelding af personer, der identificerede sig som college-studerende. Zukin siger: ”Hvis det ikke er en statistisk stikprøve, er det ikke en stikprøve af nogen som helst, det er bare 1500 collegestuderende, der tilfældigvis svarer.” ”Det er interessante data”, siger Michael Traugott, opinionsekspert ved University of Michigans Center for Political Studies: ”Hvorvidt det repræsenterer en tilsvarende brøkdel af alle college studerende, der mener dette, er ukendt.” Resultaterne er ikke publiceret i en akademisk artikel, men straks uploadet online. (guardian.com)

 

 

21/9 2017

 

En 32-årig kendt salafist, der i Københavns Byret blev dømt for at billige terrorangrebet i København og for racisme på grund af udtalelser om homoseksuelle, blev torsdag i Østre Landsret frifundet for racisme. Men selv om landsretten frifandt ham i den ene af anklagerne, lød straffen på det samme som i byretten. Den 32-årige skal fem måneder i fængsel og er blevet betinget udvist af Danmark.

Den 4. september 2014 blev han interviewet i Radio24Syv. Her sagde han bl.a., ”Så vi mener, at den bedste straf er for en homoseksuel, fordi vi mener, det er en sygdom i sig selv, og en homoseksuel straf vil være i Islamisk Stat – er den højeste bygning, han vil blive væltet ned.” Udtalelsen kostede ham i byretten en dom for overtrædelse af racismeparagraffen, men landsretten valgte altså at frifinde ham.

 

Ifølge hans forsvarer, Bjørn Elmquist, lagde landsretten vægt på, at han var blevet ringet op af radiostationen og bedt om i et forståeligt sprog at fortælle, hvad Islamisk Stat mener om homoseksuelle: ”Det gjorde han så, men han havde ikke forsæt til at gøre udtalelserne til sine egne”, siger Elmquist, der i landsretten læste lignende tekster op fra Det Gamle Testamente. Advokaten kalder frifindelsen ”en lille, men vigtig sejr for muslimers ytringsfrihed i Danmark.”

 

Til gengæld mente landsretten ligesom byretten, at salafisten gik over stregen, da han 16. februar 2015 blev interviewet af den franske tv-kanal Live Leak i kølvandet på angrebene mod Krudttønden og synagogen i København. Her sagde han blandt andet om Omar el-Hussein, som dræbte to personer: ”Den her mand har et hjerte af guld. Vi muslimer tager ikke afstand fra denne mand. (...) Ham derovre, han er ikke terrorist, han er en helt.” Dermed billigede han et terrorangreb, hvilket er en overtrædelse af straffelovens paragraf 136. Den delvise frifindelse fik som nævnt ingen indflydelse på straffen til den 32-årige. Han slipper for at skulle betale sagsomkostningerne, da landsretten nåede til et andet resultat end byretten. (jp.dk)

 

 

18/9 2017

 

En Brookings Institutions undersøgelse viser, at et flertal af amerikanske undergraduate studerende ikke forstår landets free-speech lovgivning. De tror, at det amerikanske ”First Amendment”, der skal sikre ytringsfrihed, også kriminaliserer ”hate speech”. De mener, at hvis en taler siger krænkende ting, så er det OK at forhindre ham i at tale ved råbekor og lignende. Et signifikant mindretal på omkring 20% mener at det er legitimt at begå vold for at hindre en krænkende taler i at tale. Et flertal mener ligeledes, at det er universitetets opgave at sikre et studiemiljø, hvor de studerende er beskyttet imod bestemte synspunkter.

 

Tilsvarende mener de, at hvis der optræder en krænkende taler, så er det universitetets pligt ifølge loven at invitere en taler med det modsatte synspunkt til det samme arrangement. Undersøgelsen opsummerer: ”As the above results make clear, among many current college students there is a significant divergence between the actual and perceived scope of First Amendment freedoms. More specifically, with respect to the questions explored above, many students have an overly narrow view of the extent of freedom of expression. For example, a very significant percentage of students hold the view that hate speech is unprotected. In addition, a surprisingly large fraction of students believe it is acceptable to act – including resorting to violence – to shut down expression they consider offensive. And a majority of students appear to want an environment that shields them from being exposed to views they might find offensive.” Undersøgelsen kan ses på: https://www.brookings.edu/blog/fixgov/2017/09/18/views-among-college-students-regarding-the-first-amendment-results-from-a-new-survey/

30/8 2017

Lederen af anti-monopol programmet Open Market, Barry C. Lynn, presses ud af tænketanken New America, og hans program lukkes. Det sker efter at han har støttet EU-dommen, der giver Google en milliardbøde for at privilegere egne produkter over konkurrenters i netsøgninger. Kritikere hævder, at New America's chef Anne Marie Slaughter, der bl.a. er finansieret af Google, har gennemført beslutningen efter pres fra Google. Lynn omskaber Open Market til en uafhængig non-profit organisation til kritisk undersøgelse af monopoler. Kritikere siger, at Google udnytter sin position til at presse fri forskning, andre påpeger at Google ved at støtte tænketanke og ngo'er har forebygget kritik af sig selv fra sådanne uafhængige kilder. (nytimes.com)

 

 

24/8 2017

 

Den 18. august bekendtgjorde Cambridge University Press at man fjernede 300 artikler fra tidsskriftet China Quarterly fra sin kinesiske hjemmeside, inklusive artikler om kulturrevolutionen og protesterne i 1989 på den Himmelske Freds Plads. Forlaget konsulterede ikke tidsskriftets redaktion, men agerede på krav fra sin lokale distributør i Kina. Redaktøren Tim Pringle udtalte, at artiklerne alligevel var utilgængelige på grund af den kinesiske stats online censur, og at CUP handlede for at beskytte resten af tidsskriftets artikler. En lov vedtaget i februar kræver af udenlandske leverandører af digitale akademiske databaser, at de skal censurere deres indhold i Kina – men CUP var ikke blevet stævnet efter denne lov, og en artikel i Global Times, en nationalistisk avis i Beijing, hævdede at det ikke kun var en juridisk sag: “China is powerful now, and able to protect its interests.”

 

CUP’s beslutning om at adlyde udløste et uvejr af akademiske protester. En online protest lanceret af en amerikansk akademiker på Beijing Universitet samlede hundredvis af underskrifter, og Andrew Nathan, tidligere medlem af tidsskriftets redaktionskomite, rådede tidsskriftet til at finde et andet forlag. Under dette pres ændrer CUP nu holdning og udtaler, at man vil genposte de pågældende artikler og således udfordre de kinesiske myndigheder til evt. at censurere hele tidsskriftets produktion. Kinesiske akademikere klager over, at forholdene er strammet så meget, at risikonervøse bibliotekarer nu ikke vil bestille selv uskyldige akademiske bøger af frygt for at komme i konflikt med toldmyndighederne. I år har kun ét nummer af Economist passeret den kinesiske censur uden indskrænkninger. Det er et åbent spørgsmål, hvorvidt disse stramninger skyldes den kommende partikongres eller om det er et mere generelt signal om at præsident Xi Jinping er i færd med at stramme kursen. (economist.com)

 

 

23/8 2017

 

Den russiske instruktør Kirill Serebrennikov arresteres i Skt. Petersborg, hvor han i ugevis har arbejdet på optagelserne til en ny film. Han sigtes for bedrageri i en kulmination på måneders voksende pres på en af russisk kulturlivs mest fremtrædende skikkelser. I maj ransagede maskerede politifolk hans hjem og det teater, hvor han er kunstnerisk leder. To blev anholdt. Kort efter blev direktøren for teatret, Gogol-Centret, varetægtsfængslet anklaget for svindel med offentlige midler. Onsdag sendte en dommer ham i husarrest med elektronisk fodlænke mistænkt for at stjæle 68 millioner statslige rubler (syv millioner kroner) fra et teaterprojekt. Både retssagen og demonstrationen udenfor blev live-dækket af de russiske medier. I et land, hvor de største teatertalenter hyldes som popstjerner, er den dramatiske anholdelse blevet en af ugens mest omtalte begivenheder. Serebrennikov har vundet talrige priser og stået i spidsen for opsætninger på Bolsjoj Teatret, og i næste måned skulle han have instrueret en opera i Stuttgart samt færdiggjort en længe ventet film om den sovjetiske protestsanger Viktor Tsoj.

 

Størstedelen af kulturlivet et skeptisk overfor bedragerianklagerne. Anholdelsen af den åbenmundede instruktør ligner for dem et vink med en politiknippel om følgerne, hvis man forbryder sig mod magthavernes uskrevne regler kort før et præsidentvalg. Den 48-årige Serebrennikov har længe været under beskydning fra den russisk-ortodokse kirke og fra kommunistiske og nationalkonservative politikere for banebrydende og kontroversielle teaterforestillinger. Hans opsætninger efter forlæg af den tyske dramatiker Heiner Müller og af Lars von Triers Idioterne er blevet angrebet for ”forkvaklet” moral og brug af afklædte skuespillere. En udgave af Nikolaj Gogols Døde Sjæle kom under beskydning for at lade det satiriske mesterværk om korruption handle om vore dages Rusland. Serebrennikov har dog også haft allierede i Kreml. Et af hans skuespil byggede på en roman skrevet af Vladimir Putins daværende chefideolog, Vladislav Surkov. Men de seneste år er andre vinde begyndt at blæse bag de røde Kremlmure. Det blev synligt for enhver i juni, da Serebrennikov længe ventede balletopsætning på Bolsjoj Teatret helt usædvanligt blev afblæst få døgn før premieren. Forestillingen, der handlede om den sovjetiske danser Rudolf Nurejev, indeholdt angiveligt hentydninger til danserens homoseksualitet.

 

Aflysningen blev set som en stor sejr for de ultraortodokse og nationalkonservative grupper, der kræver forbud mod ”krænkende” og ”upatriotisk” kunst. Senest har parlamentsmedlemmer fra Vladimir Putins regerende parti ført kampagne for at forbyde en kommende russisk storfilm om den sidste tsar, fordi filmen antyder, at den senere helgenkårede monark havde en elskerinde, inden han blev gift.

 

Debatten i kølvandet på anholdelsen illustrerer også, hvordan manøvrerummet for de store kulturinstitutioner er blevet indskrænket. Ruslands berømte teatre og museer – fra Bolsjoj i Moskva til Eremitagen i Skt. Petersborg – er afhængige af statslige midler, og de tvinges i stigende grad til at støtte klart op om Kremls politiske linje, siger den russiske kommentator Sergej Parkhomenko: ”Alle, der modtager statsstøtte, er hængt op i kroge. Hvert øjeblik kan nogen trække i disse kroge enten for at udsuge bestikkelse eller for at lave en politisk demonstration.” (b.dk)

 

 

20/8 2017

 

Google opdaterer opgaverne for deres omkring 10.000 ansatte, anonyme kontrollører. I et forsøg på at bekæmpe fake news, misinformation og had, opdaterer Google kvalitetstjekkernes retningslinjer. Nu skal de rydde op i hvad der er sandt eller falsk, had eller modargument, coverup eller konspirationsteori. De skal kategorisere sider, der indeholder misinformation, konspirationsteorier præsenteret som fakta, stødende eller hadefuldt indhold og indhold i strid med for eksempel etableret lægevidenskab, som ”offensive” (krænkende) eller ”low quality”. Googles ingeniører skal så efterfølgende tage stilling til, om vurderingerne kan bruges som eksempler til at fintune algoritmen, så den selv kan genkende tegnene på indhold, der er uønsket og derfor skal gemmes langt nede i søgeresultaterne.

 

Konsekvensen af den tro er tabt neutralitet, og Google, Apple og Facebook er fx aktivt begyndt at fjerne det de betragter som højreekstremistisk indhold fra deres tjenester. Der er kun sparsom forskning i kvalitetstjekkernes vilkår, men tidligere i år stod nogle få anonymt frem hos it-sitet Ars Technica. De fortalte, at de typisk arbejde alene hjemme og har frustrerende kort tid til at løse de forskellige opgaver.

 

Mens det i nogen grad er nemt at vurdere snydesider og absurde fake news historier, så befinder mange af de nye opgaver sig i gråzoner. Google bruger Holocaustbenægtelse som eksempel på en konspirationsteori, der bliver præsenteret som fakta, og derfor skal vurderes som laveste kvalitet og dukke op langt nede i søgeresultaterne. Men andre konspirationsteorier kan være sværere at afvise lige så entydigt. For eksempel viste Edward Snowdens afsløringer, at konspirationsteorien om, at NSA stod bag et globalt overvågningsnetværk faktisk var sand.

 

En konsekvens af faktatjekkernes nye opgave kan være, at søgemaskinens resultater formes efter et bestemt verdensbillede, idet andre synspunkter nedkategoriseres og får mindre synlighed i søgninger. (b.dk; static.googleusercontent.com)

 

 

18/8 2017

 

Anklagemyndigheden rejser tiltale mod den 49-årig imam Mohamad Jammal fra Skive for at overtræde straffelovens racismeparagraf med udtalelser, hvor han sammenligner homoseksualitet med bl.a. pædofili. I flere avisinterviews i sommeren 2016 sammenlignede imamen homoseksualitet med pædofili og sodomi og blev efterfølgende meldt til politiet af organisationen ”anmeldhad.dk.” Han sagde bl.a.: ”Det (homoseksualitet, red.) er unaturligt. Det er ligesom at dyrke sex med dyr. Det er på samme måde unormalt,” lød det fra imamen Mohamad Jammal i Skive Folkeblad. Efter massakren på den homoseksuelle natklub Pulse i Orlando, Florida, uddybede Mohamad Jammal i Jyllands-Posten sin holdning: ”Det er uacceptabelt og lige så unormalt som at spise sin egen lort. Eller spise hunde. For os er det ligesom at være pædofil. Jeg får kvalme, når jeg hører om homoseksualitet.”

 

En talsmand for ”anmeldhad.dk” begrundede politianmeldelsen med, at imamen er en offentlig person og ”holdningsbærer”, og at hans udtalelser er krænkende over for en minoritet. Det mener Statsadvokaten i Viborg og Rigsadvokaten også kan være tilfældet. Derfor har anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi fået grønt lys til at rejse tiltale efter straffeloven: ”Anklagemyndigheden mener, at den pågældende person med sine udtalelser til flere medier – og dermed udbredelse af sine synspunkter til en videre kreds – har overtrådt loven ved at forhåne og nedværdige homoseksuelle”, siger Jan Reckendorff, statsadvokat fra Statsadvokaten i Viborg. ”Disse udtalelser er så grove, at vi nu vil lade domstolene tage stilling til, hvorvidt der med udtalelserne er sket en overtrædelse af dansk lovgivning”, siger han. Imamen har imidlertid efterfølgende over for TV2 trukket udtalelserne tilbage og ikke ønsket at forsvare sit ordvalg. Det vides endnu ikke, hvornår straffesagen mod imamen kommer for retten. (bt.dk)

 

 

7/8 2017

 

Den svensk-tyrkiske forfatter Hamza Yalcin anholdes i paskontrollen i Barcelonas lufthavn på vej til London, som følge af en Interpol arrestordre udstedt af Tyrkiet. Hamza har af en spansk domstol fået at vide, at den tyrkiske stat beskylder ham for at have organiseret terrorhandlinger under hans tid på avisen Odak Dergisi (socialistisk og systemkritisk tyrkisk avis, red.), hvor han arbejdede som chefredaktør i Tyrkiet i 2010. Hamza har også været aktiv i Amnesty og Författarförbundet, en svensk organisation for forfattere og er den anden svenske statsborger som er blevet anholdt på tyrkiske ordrer inden for den seneste måned.

 

Senest var det it-konsulenten Ali Gharavi, som sammen med flere andre menneskerettighedsaktivister blev tilbageholdt under beskyldninger om at hjælpe en terrororganisation. Den svenske stat udmeldte på daværende tidspunkt, at Ali befandt sig i Tyrkiet for at deltage i et seminar mod censur på nettet. Det får nu flere svenske organisationer til at reagere med krav om, at den svenske stat skal melde sig på banen i forhold til at få løsladt de to statsborgere: ”Det er tydeligt at se, at Tyrkiet og præsident Erdogan udviser en komplet mangel på respekt overfor EU-borgerne. Sverige må selvfølgelig gøre alt, som står i dets magt, for at sikre løsladelsen af de to. Det haster. Sverige må reagere og få EU til at gøre det samme”, siger PEN’s svenske forkvinde, Elisabeth Åsbrink til nyhedsbureauet TT. 

 

Anholdelserne sker som følge af det mislykkede militærkup i Tyrkiet sidste år. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har siden kupforsøget i juli gennemført en udrensning i den offentlige sektor, militæret og retsvæsenet i Tyrkiet. Over 50.000 personer er blevet anholdt og afventer rettergang, og 150.000 personer er blevet tvunget til at forlade deres jobs. ”Situationen i Tyrkiet er katastrofal, når det drejer sig om behandling af menneskerettighedsaktivister og folk som vil gøre brug af deres ret til ytringsfrihed”, udtaler Ami Hedenborg, talsperson for Amnesty i Sverige til Svenska Dagbladet. (svd.se, jp.dk)

 

 

6/8 2017

 

Israel planlægger at lukke for tv-kanalen Al-Jazeera i landet. Det skal ske ved at fratage kanalens journalister deres pressekort, lukke kanalens kontor i Jerusalem og fjerne kanalens udsendelser fra lokale udbydere. Lukningen er imidlertid ikke øjeblikkelig, eftersom et retslig godkendelse skal foreligger før det kan ske. Hvis lukningen gennemføres, følger Israel dermed fire arabiske lande anført af Saudi-Arabien, der har lukket for den Qatar-baserede tv-station. (reuters.com)

 

 

1/8 2017

 

Den omdiskuterede ”racismeparagraf” bruges mere end nogensinde før. I 2015 blev 11 personer dømt efter straffelovens paragraf 266 b, hvilket var nogenlunde på niveau med de foregående år. Men i 2016 var tallet steget til 20, og i de første seks måneder af 2017 blev 11 personer dømt. Ifølge Rigsadvokaten findes der ingen anden forklaring på stigningen, end at politiet modtager flere anmeldelser for racisme.

 

I februar 2016 lovede daværende justitsminister Søren Pind (V), at racismeparagraffen skulle kulegraves, hvilket Liberal Alliance, SF, Alternativet, De Konservative og Socialdemokratiet bakkede op om. Det skulle Straffelovrådet gøre, og Søren Pind ville have en vurdering af ”mulighederne for inden for vores internationale forpligtelser at ændre bestemmelsen i paragraf 266 b”, lød det i et folketingssvar. Men Straffelovrådet blev aldrig sat i gang med en sådan kulegravning. Til gengæld lød det for nylig fra den nuværende justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), at paragraffen skal ses på af den forestående straffelovskommission, hvis nedsættelse justitsministeriet arbejder på.

 

Den juridiske tænketank Justitia udarbejdede i 2015 en opgørelse over racismesager fra 2000 til 2014. Her fremgik det, at muslimer er den gruppe, som oftest rammes af de strafbare udtalelser. Herefter kommer udtalelser om jøder og om sorte. De fleste racismesager afgøres med bødeforlæg bestående af dagbøder på eksempelvis 10 gange 800 kr. eller 5 gange 500 kr. Mange af de strafbare udtalelser falder på sociale medier. Gennemgår man de sager, som er tilgængelige hos Anklagemyndigheden, ses det tydeligt, at mange af de dømte har skrevet kommentarer på Facebook, herunder i grupper som ”Nej til moskéer – oprigtigt”. Rigsadvokaten kan ikke oplyse præcis i hvor mange sager, udtalelserne er fremsat på sociale medier.

 

Direktør i Justitia, Jacob Mchangama, mener, at det kan være ”fint nok”, at straffelovskommissionen ser på paragraffen: ”At bestille en kulegravning hos en kommission minder lidt om, da man sparkede blasfemiparagraffen til hjørne for ikke som politiker at skulle melde klart ud”, siger han. Den såkaldte rammeafgørelse i EU forpligter Danmark til at bekæmpe racisme og fremmedhad. Ifølge Mchangama er der dog, hvis politikerne ønsker det, muligheder for at ændre i ”racismeparagraffen”, så den i mindre grad kriminaliserer hadefulde ytringer: ”Rammeafgørelsen fra EU lægger op til, at man kan knytte hadefulde ytringer op mod forstyrrelse af den offentlige orden. Omvendt er der FN-forpligtelser, der trækker i den anden retning”, siger han. Han mener, at en eventuel ændring af paragraffen er et politisk spørgsmål snarere end noget, som en kommission skal tage stilling til. ”Det er selvfølgelig vigtigt at afklare det juridiske råderum, men ultimativt er det politikere, der skal afgøre, hvad man må sige og ikke må sige. Det er et retspolitisk spørgsmål”, siger Mchangama. (jp.dk)

 

 

27/7 2017

 

Retssagen imod 17 journalister fra Tyrkiets største oppositionsavis, Cumhuriyet, er begyndt. De 17 blev for syv måneder siden anholdt og sigtet for at have støttet terrorisme.Den erfarne og omdiskuterede journalist Ahmet Sik leverer et omfattende principforsvar i sagen. Det indeholder et hårdt, opsigtsvækkende angreb på den tyrkiske regering, der anklages for uretmæssigt at have tilbageholdt ham og flere hundrede andre af landets journalister. International presse bringer en række højdepunkter fra Siks forsvarstale: ”Det kloaksystem, der kaldes regering, hvori to magter samarbejdede for at forandre tyrkisk politik og samfund, eksploderede. De to magtcentre, der byggede den bizarritet, der kaldes ”Det ny Tyrkiet”, og som blev ledet efter et machiavellisk princip, der retfærdiggjorde alle midler for at nå sine mål, gik hver sin vej. Det var tydeligt fra den stank, der kom fra kloakken, at tidspunktet for at bruge dette materiale nærmede sig”. Sik citerer her sin bog ”Vi gik sammen på disse veje” (2014) om det tidligere samarbejde mellem Erdogan regimet og Gülen bevægelsen, og konkluderer: ”Dette handler ikke om demokrati eller et rent samfund, ej heller, som nogle hævder, om fred eller en civil forandring. Det handler alt sammen om at bestemme, hvem der skal besidde statsmagten.”

 

Sik fortsætter: ”Adskillige medieorganisationer, inklusive presse, visuelle og auditive medier er blevet lukket i et land, der efter at have stoppet kuppet hævder at være stolt over at have opnået et storslået demokrati. Bortset fra nogle få medier og journalister, der stadig forsøger at stå imod trusler, undersøgelser, sagsanlæg og anholdelser såvel som økonomisk pres, er der ikke mange tilbage, der forsøger at afdække sandheden”. ”De vil gøre os tavse om deres skyld og sørge for vi ikke fortæller sandheden. De bruger blodet fra de ofre, der blev dræbt af kupmagerne, som en demagogisk del af en billig og ynkelig politisk strategi. For de, der besidder magten, har kun et mål: at fortsætte deres totalitære styre, uanset hvad”.

 

”Denne operation vendt imod os er intet andet end forfølgelse vendt imod tankefrihed, ytringsfrihed og pressefrihed, og medlemmer af retsvæsenet har påtaget sig den opgave at være denne forfølgelses lynchende pøbel”. ”I udviklede demokratier opererer retsvæsenet ifølge internationale retsnormer. Det er en regulerende magt, der er ansvarlig for at etablere retfærdighed; men i Tyrkiet graver medlemmer af retsvæsenet retfærdighedens grav”. ”Når de ankommer til deres eget helvede, ad veje, som de selv har brolagt, vil der ikke være noget tilbage af deres glorværdige arrogance og overvældende nedladenhed”. ”Dette er ikke et udsagn for mit eget forsvar, det ville være en fornærmelse imod journalistikken og imod min professions etiske værdier, for journalistik er ikke nogen forbrydelse. Kriminalisering af journalistiske aktiviteter er et almindeligt træk ved totalitære regimer”.

 

”I dag praktiserer jeg journalistik, der hviler på sandhedens magt, ikke på regeringens magt eller andre magtcentre, sådan som det nu bredt praktiseres i Tyrkiet. Fordi det at praktisere journalistik, der ikke er tæt forbundet med demokrati, og som gradvis bliver mere totalitære, betyder at overskride grænsen. Og journalistik kan ikke praktiseres ved at underkaste sig kravene, og man kan ikke kalde den journalistik hvis den gør det. Hvis man skriver og taler ifølge tilladelse, vil man blive knust under vægten af sine egne fejl. Af denne grund vil jeg sige, at jeg var journalist i går. Jeg er journalist i dag. Og jeg vil fortsætte med at praktisere journalistik i morgen. Det betyder, at den uforenelige modsætning mellem os og dem, der vil kvæle sandheden, aldrig vil slutte. I disse mørke tider er det, vi behøver, ikke yderligere tab af sandhed. Mere end noget andet behøver vi mere sandhed”.

 

Sik er anklaget for at støtte imamen og stifteren af Gülen-bevægelsen, Fethullah Gülen, der ifølge præsident Recep Tayyip Erdogan stod bag et kupforsøg mod landets styre i sommeren 2016 og derfor bliver betragtet som en terrororganisation. Tidligere har Ahmet Sik imidlertid leveret flere afsløringer om Gülen, der indtil for få år siden var allieret med Erdogan. Afsløringerne førte endda til en fængselsdom for Ahmet Sik i 2011, og nu indskrænker Erdogan igen ytringsfriheden for Ahmet Sik og hans kollegaer. Cumhuriyet har blandt andet offentliggjort billeder af tyrkiske styrker, der angiveligt er ved at sende læssevis af våben til syriske rebeller samt flere andre afsløringer om regeringen.

 

Ifølge Reuters er flere end 150 journalister fængslet i Tyrkiet. Erdogan har tidligere afvist, at landet har tilbageholdt journalister på grund af deres artikler: ”Ingen er fængslet på grund af journalistik her, det bliver vi nødt til at anerkende. Oppositionsjournalister skriver mange fornærmende artikler om mig. Selv for nylig under protesten. De fornærmende artikler er stadig derude”. Tyrkiets styre har efter kuppet suspenderet eller fyret mere end 150.000 dommere, lærere, politibetjente og civile samt næsten 50.000 andre, som mistænkes for at have forbindelser til Fethullah Gülens netværk. (washingtonpost.com; muftah.org)

 

 

21/7 2017

 

Et foredrag med biologen og ateisten Richard Dawkins aflyses i Berkeley, Californien, hvor Dawkins skulle tale om sin nye bog Science in the Soul. Arrangørerne af foredraget var den såkaldt progressive radiostation KPFA med slogans som ”Community Powered Radio” og ”Vigilant as Always”, der har sendt siden 1949. I en meddelelse til dem, der havde købt billetter, hedder det: ”We regret to inform you that KPFA has canceled our event with Richard Dawkins. We had booked this event based entirely on his excellent new book on science, when we didn’t know he had offended and hurt – in his tweets and other comments on Islam, so many people. KPFA does not endorse hurtful speech. While KPFA emphatically supports serious free speech, we do not support abusive speech. We apologize for not having had broader knowledge of Dawkins views much earlier. We also apologize to all those inconvenienced by this cancellation. Your ticket purchases will automatically be refunded by Brown Paper Tickets”. Berkeley var i 1960'erne stedet, hvor den såkaldte ”Free Speech Movement” opstod. (patheos.com)

 

 

7/7 2017

 

Den svenske regering ønsker at forbyde søgbare registre og databaser at nævne følsomme personoplysninger såsom etnisk oprindelse, hudfarve, politisk eller religiøs observans samt seksuel orientering. Også eventuelle domme eller sigtelser for kriminalitet skal det kunne forbydes at omtale. Det samme gælder helbredsoplysninger, medlemskab af fagforeninger eller andre oplysninger, som kan identificere en person. Forslaget fremgår af et større medieudspil, som den svenske regering med statsminister Stefan Löfven (S) i spidsen står bag:

 

”Databaser som indsamler og formidler oplysninger om eksempelvis domme for kriminalitet skal kunne forbydes”, skriver regeringen, som selv betegner forslaget som en ”begrænsning af grundlovsbeskyttelsen” – altså af grundlovens beskyttelse af ytringsfrihed. Stramningen skal ramme hjemmesider, hvor personfølsomme oplysninger præsenteres på en sådan måde, at de er søgbare og udgør en ”særlig risiko” for krænkelse af privatlivets fred. I dag er sådanne hjemmesider beskyttet af Sveriges love om ytrings- og pressefrihed og har dermed videre rammer, end persondataloven ellers sætter.

 

Regeringsudspillet bygger på anbefalinger fra den såkaldte Mediegrundlagskomité, som præsenterede sin rapport i september sidste år. Forbuddet mod de nævnte personfølsomme oplysninger skal skrives ind Sveriges trykkefrihedsgrundlov – som også omfatter trykte medier – og i ytringsfrihedsgrundloven, som omfatter blandt andet TV, radio, websteder og databaser.

 

Journalister og traditionelle medier skal dog ikke være omfattet af de nye begrænsninger, understreger den svenske regering. Alligevel frygter det svenske journalistforbund, at forslaget vil indskrænke traditionelle mediers ytrings- og pressefrihed, fordi det kan være uklart, hvad der udgør et ”traditionelt” medie, skriver journalistforbundet i et høringssvar. ”Journalistforbundet ser en risiko for, at forslagene vil være problematiske at gennemføre, når det skal afgøres, om en oplysningssamling er inden for rammen af en traditionel medievirksomhed. I dag findes for eksempel medier, som i høj gad bruger digitale værktøjer i sin rapportering, og det er ikke sikkert, at de udgør en traditionel medievirksomhed”, skriver forbundet. Samtidig kritiseres grundlovsændringerne for at udgøre en ”stor begrænsning af trykke- og ytringsfriheden”, og journalistforbundet afviser derfor at støtte forslaget. Landsretten i Skåne og Blekinge går endnu længere og kalder forslaget for censur. Omvendt har Rigsdagens Ombudsmand ingen indvendinger. Ifølge Dagens Nyheter er en af de hjemmesider, som ikke længere skal have samme grundlovssikrede beskyttelse som aviser og andre nyhedsmedier, den kontroversielle hjemmeside Lexbase, der er en database, hvor brugerne kan søge på privatpersoner eller virksomheder for at se om de er dømt for lovovertrædelser eller har været involveret i en retssag i deres fortid. Oplysningerne indsamles systematisk fra domstole og andre retslige myndigheder og kan blandt andet søges frem på et kort med adresser. Den rød-grønne svenske regering begrunder grundlovsændringerne med den teknologiske udvikling og internettets søgemuligheder, hvor man med simple værktøjer kan finde oplysninger om næsten alle borgere. I første omgang har justitsminister Morgan Johansson sendt forslagene videre til det svenske lovråd, som nu skal undersøge om grundlovsændringerne rent faktisk er lovlige. Først derefter – og efter eventuelle ændringer – fremsætter regeringen de endelige lovforslag for Rigsdagen. Regeringen lægger dog allerede nu op til, at ændringerne skal træde i kraft 1. januar 2019. (jp.dk)

 

 

23/6 2017

 

Tyskland er tæt på at vedtage ”Gesetzes zur Verbesserung der Rechtsdurchsetzung in sozialen Netzwerken”, der først blev fremlagt i marts af justitsminister Heiko Maas. Formålet er at holde firmaer bag sociale netværk ansvarlige for hvilket indhold, der lægges frem på deres sites og sikre at de overholder tysk lovgivning om hate speech og injurier. Lovforslaget har fremkaldt hård kritik fra menneskerettighedsgrupper, advokater og politikere fra begge fløje, der fremhæver, at lovforslagets straframme med meget høje bøder kan udgøre et incitament for firmaerne til at censurere net-indhold langt ud over hvad der reelt er ulovligt, bare for at være på den sikre side. Samtidig udgør lovforslaget en privatisering af rets udøvelsen uden appelmulighed for dem, der får fjernet deres net-indhold, således at det reelt bliver sociale medier, der kommer til at bestemme, hvad der kan siges online, snarere end at det bliver argumenterede afgørelser i retssystemet. (theverge.com)

 

 

18/6 2017

 

RUC åbner ”Center for offentlige og privatansattes ytringsfrihed” under ledelse af sociologen Rasmus Willig. (politiken.dk)

 

 

12/6 2017

 

Den 30 år gamle Taimoor Raza dødsdømmes i Pakistan for at have lagt blasfemisk indhold op på Facebook. Han havde udtalt sig om profeten Muhammed samt dennes koner og ledsagere. Den offentlige anklager udtaler, at det er første gang dødsstraf tages i anvendelse i en sag relateret til sociale medier. Facebook har endnu ikke kommenteret sagen. Firmaet udtalte i marts, at det var i færd med at udsende en delegation til Pakistan for at drøfte regeringens bekymring for blasfemisk indhold på tjenesten, men tilføjede dengang, at man stadig ønskede at beskytte brugernes privatliv og rettigheder.

 

Pakistans premierminister Nawaz Sharif har beskrevet blasfemi som en “utilgivelig krænkelse”. Razas sag kom for retten ved en anti-terror domstol i Bahawalpur. Hans forsvarer sagde, at Raza var blevet involveret i et skænderi på Facebook med en person, der senere viste sig at være en anti-terror embedsmand. Anklageren fremførte, at den anklagede var blevet arresteret efter at have lagt ”hate speech” og blasfemisk materiale op fra sin telefon ved et busstoppested, hvorefter hans telefon var blevet konfiskeret og analyseret. Raza kan appellere straffen ved retten i Lahore og eventuelt ved Pakistans højesteret.

 

Den lokale avis The Express Tribune skriver, at dommen falder nogle dage efter en college-professor fik afvist kaution i en anden sag om blasfemi på sociale medier i Pakistan. Amnesty International har for nylig publiceret en kritisk rapport om Pakistans blasfemilove:

 

"[They] enable abuse and violate the country's international legal obligations to respect and protect a range of human rights, including freedom of religion or belief and of opinion and expression," hed det. “Once someone is charged, they can be denied bail and face lengthy and unfair trials.” I Pakistan har der været adskillige sager, hvor såkaldte ”vigilanter” tager sagen i egen hånd og overfalder eller endda dræber blasfemi-anklagede personer. Menneskeretsaktivister anklager nu regeringen for at forsøge at presse en ny, kontroversiel cyberkriminalitets lovgivning igennem uden at tage hensyn til menneskerettigheder. (bbc.com)

 

 

2/6 2017

 

Blasfemiparagraffen §140 afskaffes i Danmark med stemmer fra alle Folketingets partier med undtagelse af Socialdemokratiet. Efter et beslutningsforslag fremsat af Enhedslisten skiftede først Alternativet synspunkt efter en intern partidebat informeret af indlæg pro et contra af hhv. Jacob Mchangama og Erik Bjerager – derefter skiftede også Venstre synspunkt på sagen. (dr.dk)

 

 

18/5 2017

 

Den svenske kunstner Makode Linde anmeldes for ”hets mot folkgrupp” for sin udstilling ”Galerie Neger” på Malmøgalleriet Leger. Udover udstillingens navn angår anmeldelsen, at den indeholder såkaldte "blackface" gengivelser. Claus Leger, som driver galleriet med sin bror, stiller sig uforstående og finder anklagen absurd, for så vidt som kunstneren selv er sort – hetzer Linde i så fald imod sig selv? Leger har fået besøg i galleriet af Momodou Jallow som er byrådsmedlem for Vänsterpartiet i Malmø og ordførende i "Afrosvenskarnas forum för rättvisa". Med sig havde han to unge kvinder, som ifølge Leger var højlydte: "De krävde att jag skulle plocka ner utställningen. De sa att den är rasistisk och att de kände sig kränkta av den." Galerie Leger er kommet kritikerne imøde og har fjernet N'et i "Galerie Neger", så der nu igen står ”Galerie Leger" på vinduet. Men kan et byrådsmedlem øve direkte pression mod en gallerist – hvad med armslængdeprincippet, spørger kunstkritiker Conny Malmqvist i Expressen: der kræves kundskab i kunsthistorie, kunstteori og viden om kunstnerens værk for at afgøre, om der er tale om ”hets”.

 

Lindes værk er karakteriseret ved at appropriere billeder og symboler og lade dem med nye betydninger, ofte ironisk og med satirisk humor. Man kan tilføje, at det er usædvanligt, at politikere går uden om domstolene i et pres på enkelte udstillere. Linde er tidligere blevet angrebet for sin kunst, således for en udstilling på Kulturhuset i Stockholm, der ikke kunne få lov at hedde "Negerkungens återkomst”. (expressen.se)

 

 

6/5 2017

 

Ifølge Irish Independents webavis, independent.ie, har landets politi for nylig indledt en efterforskning af, om to år gamle udtalelser af Stephen Fry er kriminel blasfemi – og om den statslige irske tv-kanal RTE er medskyldig ved at have udsendt programmet.

 

Fry blev spurgt om, hvad han ville sige til Gud, hvis han kom til himlens port: ”Jeg ville sige: Knoglekræft hos børn? Hvad handler det om? Hvad bilder du dig ind? Hvor vover du at lave en verden, hvor der er så meget ulykke, som ikke er vores skyld? Det er ikke rimeligt. Det er fuldstændig, fuldstændig ondt. Hvorfor skulle jeg respektere en lunefuld, ondskabsfuld, tåbelig gud, der skaber en verden, der er så fyldt med uretfærdighed og smerte?” Fry anerkendte, at Gud næppe ville lukke ham ind oven på den salve. Men i virkeligheden ville han også langt hellere stå over for de græske guder som Hades, som i det mindste ikke lod som om, at de var flinke og kærlige: ”Den Gud, der skabte dette univers – hvis det altså blev skabt af en gud – er tydeligvis en galning, en fuldstændig galning, totalt egoistisk ... og så skal vi tilbringe vores liv på knæene for at takke ham? Hvilken gud ville opføre sig sådan?”

 

Nu er interviewet blevet til en prøvesag for den blasfemilov, Irland vedtog i 2009, og som forbyder ”særdeles grove eller fornærmende ytringer i relation til sager, der er hellige i en vilkårlig religion”. Overtrædelser straffes med bøder på op til 25.000 euro (185.000 kroner). Klagen kom fra en tv-seer, der hævder, at han ikke personligt blev fornærmet, da han så det. ”Jeg mente helt enkelt, at Frys udtalelser på RTE var kriminel blasfemi, og at jeg gjorde min borgerpligt ved at anmelde en forbrydelse.” (politiken.dk)

 

 

30/4 2017

 

Den tyrkiske regering afskediger yderligere 4000 embedsmænd for deres politiske synspunkter, spærrer adgangen til Wikipedia og forbyder tv-programmer, hvor folk søger ægtefæller. Ligeledes forbydes 45 foreninger i civilsamfundet. Efter kupforsøget sommeren 2016 er nu i alt 140.000 statsansatte afskediget og 1500 foreninger lukket. Lukningen af Wikipedia foregår med henvisning til, at net-encyklopædien har nægtet at fjerne indhold efter krav fra den tyrkiske stat. (nytimes.com)

 

 

18/4 2017

 

Den muslimske indonesiske tegneserietegner Ardian Syaf afskediges af Marvel Comics for at indsætte skjulte politiske og religiøse budskaber i sine tegninger. En af hans tegninger havde tallet 212 i baggrunden – en reference til en stor protest 2. december 2016 imod Djakartas første kristne guvernør Basuki ”Ahok” Tjahaja Purnama, som blev anklaget for blasfemi imod islam. I en anden tegning af en superhelt placerede Syaf tallet 5:51, der er en reference til et koranvers, der af mange fortolkes som dikterende, at muslimer kun må udpege andre muslimer til politiske ledere. Koranverset er blevet brugt af islamister og politiske modstandere til at diskreditere ”Ahok”, der aktuelt er på valg. Disse tegninger fik Marvel Comics til at afskedige freelance-tegneren. Syaf udtaler til al-Jazeera: ”For us Muslims, it is not a hate message. It's a rule from Allah. Allah, through this verse, says Muslim cannot choose a non-Muslim leader. That's not hatred.” Syaf modtager også kritik fra lokale tegnere for at være uprofessionel – idet hans tegninger ødelægger andre muslimske tegneres rygte.

 

”He knew the personalities of the comic figures he was drawing,” udtaler Aji Praseyto, forfatter og tegner: ”If those characters fight for equal rights and respect differences in beliefs, why put symbols that are opposed to these values?” Syaf siger, at han ikke fortryder sine handlinger, selv om de har bragt hans karriere i fare. (al-jazeera.com)

 

 

13/4 2017

 

Den journaliststuderende Mashal Khan dræbes af en pøbel af medstuderende på campus i Mardan, Pakistan, med henvisning til, at han var anklaget for blasfemi. Adskillige studerende anholdes for at havde deltaget i angrebet, og Abdul Wali Khan universitetets campus har måttet lukkes. To unge mænd blev angrebet for at lægge blasfemisk indhold op på Facebook – den anden overlever i kvæstet tilstand. Dødsårsagen er ikke klar, nogen siger Khan døde af skudsår, andre, at han blev tæsket ihjel med planker. Seniorpolititalsmand Niaz Saeed siger til AFP:

 

“He was badly tortured after being shot at a close range... He was beaten with sticks, bricks and hands.” Der deltog hundredvis i lynchningen, siger Saaed. Videooptagelser af begivenheden er blevet postet online. Politiet afviser at have udforsket de to mænd, endsige rejst anklage imod dem – pøblen synes at have ageret på basis af rygter, hedder det i avisen Dawn. Begivenheden følger efter, at premierminister Nawaz Sharif sidste måned fremførte sin støtte til et omfattende indgreb mod blasfemisk indhold på sociale medier. En talsmand ved Abdul Wali Khan University udtaler anonymt, at Khan var ilde lidt blandt sine medstuderende på grund af sine liberale og sekulære synspunkter. Mindst 65 personer er blevet myrdet i Pakistan som følge af blasfemianklager siden 1990. (bbc.com)

 

 

27/3 2017

 

Copenhagen Jazz Festival modtager kritik, efter at den israelske musiker Alon Farber lørdag lagde et mailsvar fra festivalens leder ud på Facebook, hvor der stod, at Copenhagen Jazz Festival ikke bruger kunstnere fra Israel. Svaret til Farber lød således: ”Af politiske grunde præsenterer vi ikke kunstnere fra Israel i disse år desværre.” Men der er tale om en misforståelse, siger festivalens leder Kenneth Hansen. Det handler om et sikkerhedsspørgsmål – ikke at festivalen boykotter israelske musikere: ”Det har ikke så meget at gøre med selve bandet. Det har mere at gøre med, hvordan man skal håndtere de israelske VIP's, der kunne finde på at dukke op til en sådan koncert.” Festivallederen kan godt forstå, at nogle har reageret voldsomt på svaret: ”Det var et uklart svar. Der er ikke så meget at sige til, at han kunne få den opfattelse.” (jp.dk)

 

 

27/2 2017

 

Sagen mod provokunstneren Uwe Max Jensen, der er sagsøgt af Muhammedtegneren Kurt Westergaard og freelancefotografen Michael Drost-Hansen, er udskudt. Sagen skulle have været behandlet af Retten i Aalborg mandag, men kort før retsmødet gik i gang, modtog retten en sygemelding fra Uwe Max Jensen. Westergaard og Drost-Hansen har stævnet Uwe Max Jensen for krænkelse af deres ophavsret i maleriet "Gemmeleg", der tager udgangspunkt i Drost-Hansens pressefoto fra september 2015 af en politibetjent med hænderne for øjnene, der leger gemmeleg med en flygtningepige på motorvejen. På Max Jensens maleri er det i stedet Muhammed med bombe i turbanen – Westergaards tegning fra 2005 – som politibetjenten lukker øjnene for. Begge sagsøgere hævder, at Max Jensens maleri krænker deres ophavsret til hhv. pressefotoet og tegningen.

 

Dansk Journalistforbund fører sagen på vegne af de to krænkede kunstnere og kræver en erstatning af Uwe Max Jensen på i alt 133.000 kroner. Uwe Max Jensen afviser kravet og henviser til, at han som kunstner har ret til at lade sig inspirere af andre værker og lave en fri bearbejdning af disse.

 

Retten i Aalborg var mandag morgen præget af et stort sikkerhedsopbud, hvor adskillige betjente iført skudsikre vestre bevogtede indgangen til retten. Det skyldes, at Kurt Westergaard siden udgivelsen af Muhammedtegningen har været anset som et potentielt angrebsmål. Inden han blev ledsaget ud af retsbygningen af livvagter og politi, sagde Kurt Westergaard til Ritzau, at han ærgrer sig over sagen.

 

"Det er nødvendigt at statuere et eksempel engang imellem", siger tegneren, der forklarer, at han bad Dansk Journalistforbund gå ind i sagen. Uwe Max Jensen har tidligere været repræsenteret af advokat Rasmus Paludan. Men Paludan oplyser telefonisk til Ritzau, at han ikke længere repræsenterer Uwe Max Jensen i sagen, da han mener, at dommeren er inhabil. ”Jeg synes, at Uwe Max Jensen har en god sag, men jeg mener, at dommeren inhabil, fordi han på et telefonmøde har afvist, at vi kan føre de vidner, vi har bedt om”, siger Rasmus Paludan. Dommeren indledte dog mandagens retsmøde med at afsige en kendelse om, at han ikke er inhabil i sagen. (ritzau)

 

 

24/2 2017

 

Det Hvide Hus holder et pressemøde, hvor medierne New York Times, BuzzFeed News, CNN, The Los Angeles Times og Politico er udelukket fra adgang. Udelukkelsen følger kort efter, at præsident Trump fremførte endnu et angreb på medierne i en tale ved Conservative Political Action Conference. Her kaldte præsidenten visse medier for ”uærlige” frembringere af ”fake news” og gjorde nar af journalister, der henviser til ytringsfriheden: “They always bring up the First Amendment,” sagde Trump til efterfølgende bifald. (nytimes.com)

 

 

22/2 2017

 

I Københavns Byret idømmes 31-årige Adnan Advic fem måneders fængsel samt betinget udvisning af landet for racisme og for at billige terror. Den 4. september 2014 blev Advic interviewet i Radio24Syv. Her sagde han blandt andet: ”Så vi mener, at den bedste straf er for en homoseksuel, fordi vi mener, det er en sygdom i sig selv (...) er den højeste bygning, han vil blive væltet ned.” Knap et halvt år senere blev han 16. februar 2015 interviewet af den franske tv-kanal Live Leak i kølvandet på angrebene mod Krudttønden og synagogen i København. Her sagde han blandt andet om Omar El-Hussein, som dræbte to personer og sårede flere politifolk, før han selv blev skudt og dræbt af politiet: ”Den her mand har et hjerte af guld. Vi muslimer tager ikke afstand fra denne mand. (...) Ham derovre, han er ikke terrorist, han er en helt.”

 

Selv om anklager Jesper Holm havde krævet en dom på seks måneders fængsel, er han godt tilfreds med dommen, som følger normal retspraksis. Han havde også krævet Adnan Advic udvist af landet, men her ville retten kun gå med til en betinget udvisning. Det vil sige, at han kan blive i landet, med mindre han igen bliver dømt for noget lignende. ”Jeg vidste godt at det var op ad bakke at kræve ubetinget udvisning. Han har boet i Danmark i 23 år og har både kone og børn her”, siger Jesper Holm. Adnan Advic, der under sagen har nægtet sig skyldig, valgte at tænke over, om han vil anke dommen til landsretten. (ritzau.dk)

 

 

22/2 2017

 

En 42-årig mand anklages for blasfemi. Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi rejser tiltale mod manden, som i december 2015 offentliggjorde en video på Facebook, hvor han afbrænder Koranen. Det oplyser statsadvokat Jan Reckendorff fra Statsadvokaten i Viborg i en pressemeddelelse. Statsadvokaten har tiltrådt Nordjyllands Politis indstilling om at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 140 om blasfemi: ”Det er anklagemyndighedens opfattelse, at omstændighederne i forbindelse med afbrænding af hellige bøger som Bibelen og Koranen indebærer, at det i visse tilfælde kan være en overtrædelse af blasfemiparagraffen.”

 

Ifølge tiltalen afbrændte den 42-årige en udgave af Koranen i sin baghave. Han filmede optrinet og lagde 27. december 2015 en video af afbrændingen på Facebook. Videoen blev lagt ud på den offentlige gruppe: ”Ja til frihed – nej til Islam”, og ifølge tiltalen skrev han følgende tekst til videoen: ”Tænk på jeres nabo, det stinker, når den brænder”. Reckendorff siger i pressemeddelelsen: ”Det er vores opfattelse, at omstændighederne i denne sag indebærer, at der bør rejses tiltale, sådan at domstolene nu får lejlighed til at tage stilling til sagen.” Statsadvokaten har forelagt sagen for Rigsadvokaten, som har tiltrådt beslutningen om at rejse tiltale. Blasfemiparagraffen har en strafferamme på op til fire måneders fængsel. Men hvis den 42-årige findes skyldig, kræver anklagemyndigheden ham idømt en bøde. Det er første gang siden 1971, at der rejses tiltale efter blasfemiparagraffen, men anklagemyndigheden har flere gange afvist at rejse tiltale i sager. Det skete blandt andet i 2006, da man ikke fandt grundlag for at rejse tiltale i forbindelse med Muhammed-tegningerne. (ritzau.dk)

 

 

19/2 2017

 

Den amerikanske senator John McCain advarer om, at undertrykkelse af en fri presse er det første, som diktatorer foretager sig. Udtalelsen kommer efter præsident Donalds Trumps seneste udfald mod pressen. McCain, som er republikaner fra Arizona, er en fremtrædende kritiker af Trump. Han kritiserer præsidenten for udtalelser om, at ”medierne er en fjende af den amerikanske befolkning”. ”Den internationale orden, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig, var til dels baseret på den frie presse”, siger McCain i et interview med den amerikanske tv-station NBC. ”Jeg hader pressen. Især hader jeg dig”, siger McCain til intervieweren Chuck Todd på en international sikkerhedskonference i München. Men han tilføjer hurtigt:

 

”Men det er en kendsgerning, at vi har brug for Jer. Vi har brug for en fri presse, Det er nødvendigt. Det har vital betydning”, siger McCain. ”Hvis man vil bevare demokratiet, og det siger jeg i fuldt alvor, så er man nødt til at have en fri presse og tit også en presse, som er fjendtlig eller stærkt kritisk indstillet”, siger han. McCain siger videre, at ”uden dette, så frygter jeg, at vi med tiden vil miste meget af vores individuelle frihed”. ”Det er sådan diktatorer begynder”, siger han: ”De begynder med at undertrykke pressen. Det er med andre ord en konsolidering af deres magt. Når man ser tilbage gennem historien, er det første, som diktatorer foretager sig, at lukke pressen. Jeg siger ikke, at præsident Trump forsøger at være en diktator, Jeg siger blot, at vi er nødt til at lære af historien.” (ritzau.dk)

 

 

10/2 2017

 

En domstol i Hamburg forbyder dele af et smædedigt, som den tv-satiriker Jan Böhmermann har skrevet om Tyrkiets præsident Erdogan. I digtet hedder det, at Erdogan deltager i dyresex og børneporno.

 

Det er den tyrkiske præsident, som har ønsket, at de tyske domstole skulle bremse den tyske komiker. Afgørelsen er kun en delvis sejr for Erdogan, for afgørelsen er endnu ikke retsgyldig.

Böhmermann læste op af sit digt i sit tv-program "Neo Magazin Royale" i marts 2016. Det udløste et trusler fra den tyrkiske præsident om, at det ville få konsekvenser for forholdet mellem Tyrkiet og Tyskland.

 

Böhmermann har mulighed for at appellere afgørelsen. Både anklageren og forsvareren har bebudet, at de ville anke afgørelsen, hvis den gik dem imod. Det er anden gang, at domstolen i Hamburg afgør, at Böhmermann ikke må læse dele af sit smædedigt op. Næste gang skal sagen føres ved en højere domstol. (ritzau.dk)

 

 

3/2 2017

 

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har stævnet mediehuset JP/Politikens Hus, efter at Politiken i oktober sidste år trodsede et fogedforbud og bragte den omstridte bog Syv år for PET – Jakob Scharfs tid som særtillæg. Det skriver Politiken.dk efter at have modtaget stævningen fra Kammeradvokaten. Her kræver PET, at mediehuset idømmes en bøde på 15 millioner kroner, og at Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen fængsles i fire måneder.

 

Torsdag i denne uge fik JP/Politikens Hus grønt lys til at føre sagen om forbuddet helt til Højesteret. Det oprindelige fogedforbud var blevet nedlagt af en dommer ved Københavns Byret en nat i oktober, og siden har Østre Landsret i en kendelse blåstemplet beslutningen.

 

Sagen ved Højesteret handler om, hvorvidt det var korrekt at rette forbuddet mod hele JP/Politikens Hus i stedet for koncernens forskellige medier såsom Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten. PET oplyser i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at tjenesten mener, at mediehuset JP/Politikens Hus kan straffes for at have trodset fogedforbuddet uanset om Højesteret senere måtte nå frem til, at fogedforbuddet var adresseret forkert.

 

Til politiken.dk siger Christian Jensen, at PET's krav er ”helt forventlige”. Han har igennem hele forløbet argumenteret for, at det var et principielt indgreb i pressefriheden, at efterretningstjenesten kunne få nedlagt et fogedforbud mod at offentliggøre en bog, som tjenesten på daværende tidspunkt endnu ikke havde læst. Han fremhæver desuden det synspunkt, at fogedforbuddet aldrig blev adresseret til ham ellers hans avis: ”Der er aldrig blevet forkyndt et forbud mod mig eller Politiken,” siger han til politiken.dk. PETs fogedforbud var oprindelige rettet mod forlaget People’s Press og forfatteren Morten Skjoldager, men da medier som Ekstra Bladet og Radio24syv offentliggjorde dele af bogens indhold, fik PET midt om natten lørdag den 8. oktober nedlagt et nyt fogedforbud i byretten – denne gang mod Radio 24syv, hele JP/Politikens Hus samt en lang række boghandlere, der allerede havde modtaget bogen forud for udgivelsesdatoen. Om søndagen samme weekend udkom Politiken med hele bogen som særtillæg. (jp.dk)

 

 

4/2 2017

 

Politiet i Århus informerer ikke længere om indbrud. En borger undrede sig over indbrud, der ikke omtaltes i lokalpressen og bragte sagen op i Aarhus Stiftstidende. Forklaringen fra pressekoordinator Marianne Morgen, Østjyllands Politi, lyder: ”Ledelsen har truffet den beslutning, at der ikke længere generelt oplyses om indbrud på døgnrapporten. Det er besluttet, fordi politiet ikke mener, at den slags informationer er tryghedsskabende for borgerne. Kun i de tilfælde, hvor der er oplysninger i sagen, som politiet vil kunne bruge i efterforskningen, eller som er til gavn for borgerne, så fortæller vi om indbrud. Sådan har det været det seneste års tid, siger hun.” (stiften.dk)

 

 

2/2 2017

 

En planlagt tale af den kontroversielle Breitbart-redaktør Milo Yiannopoulos på University of California, Berkeley, fører til voldelige protester, som det lykkes at få arrangementet aflyst. Universitetet udtaler at der var ildspåsættelser og tungt fyrværkeri blev kastet mod politiet: ”The violence was instigated by a group of about 150 masked agitators who came onto campus and interrupted an otherwise non-violent protest,” udtaler UC Berkeley, der siger, at begivenheden blev aflyst ”amid violence, destruction of property and out of concern for public safety,” og vurderede at 1500 personer havde samlet sig udenfor arrangementet.

 

Yiannopoulos’ kritikere siger, at han har fremsætter fornærmende kommentarer angående race og religion. Det er anden gang i år et møde med Yiannopoulos må aflyses efter protester – første gang var på UC Davis 14. januar. Organisatoren af Berkeley-protesterne Ronald Cruz sagde tidligere til NBC, at der ville blive holdt demonstrationer for at modgå, hvad han kaldte hadefuld retorik: ”He's a neo-fascist who has notoriously fostered a lynch mob mentality in his audiences.” Mødearrangørerne, Berkeley College Republicans, sagde før mødet, at de ser Yiannopoulos som en ” ... who stands up for those who are too afraid or intimidated to speak out on campus, and he voraciously defends speech from all sides of the political spectrum.”

 

Universitet havde med hensyn til ytringsfrihed afvist forudgående krav om at aflyse mødet og beklager nu mødets aflysning: ”We regret that the threats and unlawful actions of a few have interfered with the exercise of First Amendment rights on a campus that is proud of its history and legacy as home of the Free Speech Movement.” (nbcbayarea.com)

 

 

27/1 2017

 

Retten i Glostrup idømmer en 67-årig folkepensionist dagbøder på i alt 5000 kroner for at skrive nedværdigende og forhånende om muslimer generelt i en lukket gruppe på Facebook. Hun blev dømt efter racismeparagraffen for flere opslag og kommentarer fordelt på fire dage fra oktober 2014 til juni 2015. Her ytrede hun, at den muslimske verden er indavlet, at muslimske lande er ”taberlande”, og at muslimer er analfabeter og sinker, som bør udryddes.

 

Hun erkendte, at det var hende, der stod bag kommentarerne. Men hun nægtede, at hun ville udbrede sine hadske budskaber om muslimer til et større antal personer. Hun havde skrevet i en lukket Facebook-gruppe, som hun selv havde oprettet, forklarede hun. Herefter havde nogen delt opslagene uden for den lukkede gruppe. Tidligere har der været over 6000 medlemmer i gruppen, men i dag er der nogle få hundreder. ”Jeg lavede gruppen, så os ligesindede kunne få vores frustrationer ud. Det var så rart at være sammen med ligesindede, sådan var det normalt ikke ude i samfundet”, sagde hun i retten.

 

Ifølge racismeparagraffen kan man straffes, hvis man ”med forsæt til udbredelse i en videre kreds” udtaler sig truende, forhånende eller nedværdigende om en gruppe på grund af for eksempel hudfarve eller tro.

 

I retten forklarede kvinden, hvorfor hun havde skrevet, at burkaer og tørklæder er afskyelige ”muhamedaner-sygdomme”: ”Jeg synes ikke, at det hører til i den frie, vestlige verden. Det er ikke noget, vi står for. Jeg er en gammel hippietøs. Vi kæmpede for frihed sidst i tresserne. Det her er kvindeundertrykkende”, forklarede kvinden, der bad om to uger til at tænke over, om hun vil anke dommen.

(ritzau.dk)

 

 

25/1 2017

 

Østre Landsret frifinder 66-årige Ole Flemming Nielsen for brud på racismeparagraffen, straffelovens paragraf 266b.I et indlæg i en debattråd på Facebook skrev Ole Flemming Nielsen i november 2013: ”… ideologien islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som nazismen. Den massive indvandring af islamister her til Danmark er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.”

Senere samme aften skrev han i den samme debat dette udsagn, som landsretten ikke har taget stilling til, fordi det ikke var en del af anklageskriftet: ”Islam vil netop misbruge demokratiet til at afskaffe demokratiet.”

 

Denne passus, som ikke var en del af anklageskriftet, blev inddraget af byretten for at nå frem til, at pensionisten havde fremført generaliserende forhånende påstande. Pensionisten blev i februar i byretten i Helsingør idømt fire dagbøder á 400 kr. for et udsagn i en debat på Facebook, men det var forkert, fastslår landsretten.

Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia, siger, at landsrettens dom er vigtig, men også snæver: ”Det er en snæver frifindelse. Landsretten siger, at ideologier ikke er beskyttede mod forhånelse og nedværdigelse. Men dommen siger ikke klart, at man gerne må sammenligne en religion som sådan med en totalitær ideologi som nazismen. Dels ser retten af processuelle grunde bort fra en generel bemærkning om islam. Og hvis han nu ikke havde skrevet ’ideologien islam,’ men bare havde skrevet, at islam kan sammenlignes med nazisme, så er spørgsmålet, om han stadig ville blive frifundet,” siger Mchangama, der peger på, at dommen derfor ikke klart tager stilling til, i hvilken grad racismeparagraffen har bevæget sig ind på blasfemiparagraffens område. (jp.dk)

 

 

15/1 2017

 

Det tyrkiske uddannelsesministerium planlægger at fjerne Darwin fra biologi-pensummet i skolerne. Samtidig foreslås det at neddrosle undervisningen i det moderne sekulære Tyrkiets grundlægger Kemal Atatürk. (gatestone.eu)