31/12 2008
To israelere, der sælger hårplejeprodukter i et odenseansk butikscenter, skydes ned af en dansk-palæstinenser efter de to i nogle dage var blevet chikaneret af 7-9 dansk-arabere med tilråb som “fuck Israel” og “dræb alle jøder”. Gerningsmanden affyrer 10 skud og sårer de to ekspedienter. Ifølge kosmetikudsalgets ejer applauderer palæstinensiske mænd og slørklædte kvinder overfaldet med klapsalver. (JP)
Den kristne australske lobbyist og præst Fred Nile vil forbyde topløs solbadning i New South Wales i Australien, der rummer mange af landets mest populære strande. Flere nøglepolitikere i staten støtter forslaget, fx Paul Gibsin, der hævder, at ferierende familier ikke ønsker at dele strandene med topløse kvinder. (Berlingske)
28/12 2008
Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination indklager ytringer af fire danske politikere til FNs Menneskerettighedsråd. Det drejer sig om DF-medlemmerne Pia Kjærsgaard, Mogens Camre, Søren Krarup og Morten Messerschmidt. Klagens genstand er en række udtalelser fremsat i 2007 i forbindelse med Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid. Camre sagde bl.a. at Abdol-Hamid “trænger til psykiatrisk behandling”; Messerschmidt at “alle muslimske samfund per definition er tabersamfund”; Krarup sammenlignede religiøse hovedtørklæder og nazisymboler og Pia Kjærsgaard støttede sidstnævnte. Klagen indgives til FN, efter at statsadvokaten har afvist at behandle en politianmeldelse for overtrædelse af racismeparagraffen med den begrundelse, at der gælder “en særlig vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender”. Bag klagen står oprindelig en gruppe anført af imamen Abdul Wahid Petersen. (Ritzau)
Borgere i Sarajevo demonstrerer iført nissehuer imod myndighedernes forbud mod julemænd i børnehaver og vuggestuer. De tværreligiøse demonstranter peger på, at “Fader Frost”s gaveuddeling er tilknyttet nytåret og derfor udgør en særlig bosnisk tradition. (Politiken)
Den norske regering lægger op til at udvide forbuddet mod hadefulde ytringer til også at omfatte angreb på religion eller livsstil. "Et strafansvar, som beskytter forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, kan forhindre alvorlige konflikter i samfundet," skriver Justitsministeriet på sin hjemmeside. Samtidig vil centrumvenstre-regeringen afskaffe blasfemiparagraffen, som ikke længere er nødvendig. "Vi får et bedre værn mod stærkt krænkende ytringer, samtidig med vi tager hensyn til ytringsfriheden," hævder justitsminister Knut Storberget. (Information)
27/12 2008
Taleban i nordvest-Pakistan advarer over radioen om, at man vil dræbe skolepiger, hvis ikke de holdes hjemme fra skole. Ligeledes vil man sprænge skolebygninger i luften, hvis kvindelige elever indskrives. En talsmand fra det pakistanske uddannelsesministerium udtaler, at Taleban allerede har ødelagt 252 skoler i området, primært kønsblandede skoler. Regeringen trak sig i maj ud af området og tillod indførelsen af et islamisk retssystem til gengæld for fred med oprørerne. (AFP/Ritzau)
23/12 2008
Dansk Folkeparti hævder, at Københavns biskop Erik Normann Svendsen “fornærmer Kristus”, fordi han lillejuleaften skal besøge en moske og fortælle om julens budskab. (Berlingske)
21/12 2008
Saudi-Arabiens forbud mod biografer udfordres af otte forevisninger af filmen “Menahi”, en komedie om en ung beduin, der kommer til storbyen. Filmen blev med kongehusets velsignelse vist i ti dage i kulturcentre i Jedda og Taif og med adgang for begge køn. Det religiøse politi protesterer imod dette brud på loven. “Vores holdning er klar. Forbyd det. Det skal det, fordi biografer er af det onde og vi har ikke brug for dem. Vi har nok ondskab i forvejen,” siger Ibrahim al-Ghaith, der er chef for det religiøse politi. Kun få medier har skrevet om filmen af frygt for repressalier. (JP)
Heavy-metal-rock har siden 1997 været forbudt som “satanisme” i Ægypten, men nu lempes tilladelsen. Koncerter finder oftest sted på øen Zamalek i Nilen, tæt på Cairos centrum. De fleste bands fra før forbuddet er opløst, men Moanis Saleem, der i 2006 stiftede bandet “Invaders”, erklærer at hans orkester hverken er blasfemisk eller tilbeder satan. (JP)
Razzia mod iransk menneskerettighedsforkæmper. Nobelpristageren Shirin Ebadi, tidligere dommer, og hendes Center til Forsvar for Menneskerettigheder (DHRC) udsættes for ransagning af iransk politi, der lukker centret. Landets øverste juridiske myndighed hævder dette sker fordi centret har været indblandet i “ulovlige aktiviteter” og “optrådt som politisk parti”. (Mehr)’
“Bedstefar Frost”, den bosniske variant af julemanden, forbydes i muslimske skoler i Bosnien. Allerede Alija Izetbegovic hævdede, at figuren var et kommunistisk påfund.
En skolelærer, der hævdes at have fornærmet islam, giver anledning til optøjer i landsbyen Letwaru, Indonesien. 69 bygninger, heraf mange kristne hjem og to kirker, brændes ned. (Compass Direct News)
20/12 2008
Somaliske islamister ødelægger både islamiske og kristne helligsteder. Førstnævnte tilhører traditionsislam som fx sufismen, men hævdes “uislamiske” af wahhabister; sidstnævnte erklæres vantro. (Al-Jazeera)
19/12 2008
Det amerikanske postvæsen indfører regler, der begrænser indholdet af pakker til oversøiske militære postkontorer. De må ikke indeholde alkohol, tobak, obskøne tekster, film, etc. - samt nogen form for religiøst materiale, der er i modstrid med islamisk tro. (US Postal Service)
I en pakistansk kirke uden for Faisalabad findes Bibelen brændt sammen med et trusselsbrev mod de troende om at konvertere til islam, da de ellers vil “brænde i helvedes ild.” (Asia News)
17/12 2008
Den britiske kvinde Dorothy Glenn advares af South Tyneside kommune om at fjerne juledekorationen fra sit hus, da den kunne virke “offensive to the community”. Da hun henviser til, at hun er gode venner med sine bengalske og kinesiske naboer, trækker kommunen advarslen tilbage. (Daily Mail)
Fire internationale ytringsfrihedsexperter kritiserer FNs gentagne udtalelser imod “krænkelse af religion”. Frank La Rue (Guatemala), Miklos Haraszti (Ungarn), Pansy Tlakula (Sydafrika) og Catalina Botero (Organisation of American States) udtaler: "The concept of 'defamation of religions' does not accord with international standards regarding defamation, which refer to the protection of reputation of individuals. Religions, like all beliefs, cannot be said to have a reputation of their own.” Følgelig skal begrænsninger på ytringsfrihed kun tjene det formål at hindre opfordringer til national, racemæssigt eller religiøst had, der ophidser til vold. Lande, der har sådanne begrænsninger for at beskytte religion, siger de, har ofte anvendt dem til "to prevent legitimate criticism of powerful religious leaders and to suppress the views of religious minorities, dissenting believers and non-believers." (jihadwatch)
16/12 2008
Rådet for Islamisk Ideologi i Pakistan – et forfatningsorgan, der rådgiver de lovgivende myndigheder om hvorvidt lovene er i overensstemmelse med islamiske principper, har rådet regeringen til at slette henvisninger til lighed mellem kønnene fra lovgivningen. Dette anses for “uigennemførligt og imod islamiske principper”. (PTL)
15/12 2008
Den islamiske tænketank Scholars at the Centre for Islamic Pluralism (CIP) konkluderer efter en undersøgelse, at der er britiske imamer, der diskriminerer mod kvinder, når de gennemfører sharialovgivning. Det drejer sig om sager om tvangsægteskaber og vold. (BBC)
Det fælles fængelsbederum i Lewes-fængslet i East Sussex, England, forbyder de kristne indsatte at have et krucifix i deres halvdel af rummet. Den muslimske halvdel udstyres med fodbade, så de troende kan vaske fødder før bønnen. (Telegraph)
13/12 2008
Den mexicanske udgave af “Playboy” udsender efter katolske protester en pressemeddelelse, der undskylder bladets seneste forside. Forsiden viser fotomodellen Maria Onori nøgen, men med et hvidt lagen om hoved og overkrop, udstyret med teksten “Vi elsker dig, Maria”. Bladet udkom få dage før “Jomfruen fra Guadelupe”, 12. december, en katolsk helligdag viet Jomfru Maria. Den amerikanske moderorganisation “Playboy” understreger i en udtalelse at den mexicanske udgave udkommer på licens, og at man ikke har godkendt omslaget. (Politiken).
Et større boligkomplex kun for muslimer planlægges i den australske by Riverdale. De lokale muslimers leder Rahim Ghauri siger, at byggeriet skal isolere det muslimske fællesskab fra mainstreamsamfundet og derigennem lære muslimsk ungdom at blive gode australske borgere. Gruppens religiøse rådgiver Abdul Jalil Ahmad udtaler: “I Sydafrika oprettede man helt forskellige samfund på grund af apartheid, og det virkede godt. Det holdt folk adskilt. Vi kan være sammen i kraft af vores bidrag til det bredere samfund.” (The West Australian)
12/12 2008
Dansepigerne i Lahore, Pakistan, strejker i protest mod “talebaniseringen”, der truer med at udrydde den forførende Mujra-dans, der går tilbage til mogulriget. Lahores højesteret forbød i november dansen og forsøger i stedet at opfordre til “familievenlige” danse. (Independent)
10/12 2008
Den amerikanske rapsanger Busta Rhymes undskylder sin hitsingle “Arab Money” over for arabere og muslimer. Den er nu trukket tilbage fra radio og pladebutikker. Videoen til sangen viser Rhymes gamble med Yassir Arafat og stå foran dyre biler i Dubai. Den britiske radiostation Galaxy Radio, der har modtaget klager over at have spillet sangen, undskylder også. (The National)
Formanden for Society of Muslim Lawyers i England Anjem Choudary, opfordrer alle muslimer til at undgå julefejringer, idet det forbydes af Allah. I modsat fald vil de følge “vejen til helvedes ild”. Ifølge ham må ingen muslim deltage i fejringer, der celebrerer den forestilling, at Allah havde afkom. (Telegraph)
9/12 2008
Ord, der henviser til kristendom fjernes fra Oxford University Press’ børneordbog. Det drejer sig om ord som “abbed”, “alter”, “biskop”, “kapel”, “kristne”, “discipel”, “kloster”, “munk”, “salme”, “helgen”, “synd”, “djævel”, “præst”, mfl. Redaktørerne henviser til vigende kirkegang og multikulturalisme. (CNA)
Udstillingen “Det er ikke forbudt å tenke” tages ned på Telemarksbiblioteket i Ulefoss efter få timer. To-tre muslimske kvinder går løs på de tolv grafiske tryk, der blandt andet rummer korancitater som "Straffen for dem der fører krig og prøver at lave optøjer mod Allah og hans profet er at blive dræbt ved hængning eller få hænder og ben amputeret.". Herefter kontakter bibliotekschefen Lillian Nilssen kunstneren, exiliraneren Ahmed Mashhouri, og beder ham fjerne udstillingen. Kunstneren udtaler bagefter: “Målet mitt er ikke å fornærme noen og deres tro. Det er for å få en bedre forståelse af reglene som finnes i Koranen. Disse reglene passer kanskje bedre i en gammel tid, men i dag virker de bare inhumane. Jeg håper at mine arbeider vil være en vekker for mine kjære trosfeller.” (Aftenbladet)
5/12 2008
Kristne på Comorerne ud for Afrikas østkyst forfølges af det islamiske flertal. Især kristne konvertitter fra islam risikerer vold, drab eller dødsdomme. (Compass Direct News)
4/12 2008
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol afviser en klage fra to muslimske piger, der blev bortvist fra deres skole i 1999 for at afvise at tage sløret af i gymnastiktimerne. Domstolens afgørelse siger, at skolen havde gjort sit bedste for at afbalancere forskellige hensyn og at deres bortvisning var resultatet af pigernes overtrædelse af regler, som de var vel informeret om. (Reuters)
49 personer arresteres i det nordlige Iran for at bære “satanisk” tøj. Samtidig lukker politiet fem frisørsaloner og giver advarsler til 20 andre for at “promovere vestlige frisurer”. Aktionen fortsætter en kampagne mod vestlig stil, der har varet siden 2007. (Reuters)
Lars Hedegaards bog Groft Sagt med illustrationer af Kurt Westergaard giver anledning til trusler mod Danmark. En vis Abu Salem skriver på hjemmesiden Hanein Forum Network, der af experter anses for at være talerør for Al-Qaeda: “Lad alle dem, der elsker profeten Muhammed, høre om denne udgivelse, og fortæl religiøse ledere, hvad disse svin forsøger at gøre.” På Jihad-hjemmesider optræder udbrud som “Bin Laden, København. Bin Laden, København”. På al-Hesbah-hjemmesiden siger dæknavnet Saqr al Islam al Maqdasi: “Det bedste forsvar er angreb. Den bedste måde at forsvare profeten Muhammed er ikke at boykotte danske produkter, men at angribe Danmark overalt, så det står klart, at vi er en nation, der ofrer sig selv for islam og dens profet. De kvæg [danskerne] forstår intet andet end raseriets sprog, og vi vil halshugge dem og sætte ild til jorden under deres fødder.” (Kristeligt Dagblad)
Amerikaneren Will Chapman forårsager muslimske protester i England med sine militær-figurer i Lego-stil, der bl.a. omfatter en islamisk terrorist med riffel, granatkaster og et bælte med bomber. Mohammed Shafiq fra Ramadhan Foundation udtaler, figurerne er “absolut kvalmende”. Andre figurer i serien omfatter soldater fra 2. verdenskrig, US marines og en SS-officer. Figurerne sælges af BrickArms, og Lego UK udtaler de ikke kan forbindes til figurerne. (Sky News)
3/12 2008
13 kvæstes, da vrede muslimer angriber en koptisk gudstjeneste i en nedlagt undertøjsfabrik i Ægypten. (AP)
2/12 2008
De katolske bisper i England og Wales kræver, at der indrettes muslimske bederum i alle romersk-katolske skoler – ligesom der skal indrettes særlige toiletfaciliteter med henblik på islamiske renselsesritualer. Bisperne går dermed videre end lovens forskrifter for minoriteters rettigheder. (Daily Mail)
November 2008
De israelske myndigheder forbyder udenlandske journalister adgang til Gaza, hvor Israel kæmper mod Hamas. Forbuddet får en række internationale nyhedsmedier som AP, New York Times, ABC News, BBC News, CNN, Canadian TV network CTV, ZDF, Agence France Presse til at protestere. En talsmand fra det israelske forsvarsministerium Shlomo Dror udtaler, at Israel er utilfreds med den internationale mediedækning af konflikten, som overdriver palæstinensiske ofre og ikke gør det klart, at Israels offensiv er et svar på palæstinensisk vold. Israelske journalister har siden konfliktens start været forbudt adgang til Gaza. (Haaretz)
30/11 2008
Politiet i Dhaka, Bangla Desh, anholder otte medlemmer af en islamistisk gruppe, der har ødelagt en stor udendørs skulptur af en flok hvide storke. Gruppen anser skulpturer for at udgøre en art afgudsdyrkelse og angreb den 12.5 meter høje statue med hamre og skovle, medens 100 sympatisører samlede sig og uddelte flyveblade der kaldte til kamp imod anti-islamiske aktiviteter. I oktober ødelagde en lignende gruppe en statue af den mystiske digter Lalon Shah uden for Dhakas internationale lufthavn. (AP)
29/11 2008
Præsten Jon Knudsen i Løkken Frikirke hævder at nisser repræsenterer djævledyrkelse. Han har derfor krævet af sin datters børnehavepædagoger og sin søns dagplejer, at børnene ikke må udsættes for nisser. “Det respekterer de, og det er jo heller ikke anderledes, end når muslimerne ikke må få svinekød”, siger Jon Knudsen til Nordjyske Stiftstidende. (Ritzau)
28/11 2008
EUs rammeafgørelse 2008/913/RIA forpligter medlemsstaterne til at harmonisere deres racismelovgivning med straframme fra 1 til 3 år for racistiske og fremmedfjendske ytringer og billeder, inklusive holecaustbenægtelse. Det officielle resume for rammeafgørelsen lyder: ”Ifølge denne rammeafgørelse, som ligger i forlængelse af fælles aktion96/443/RIA, skal der ske en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og administrative bestemmelser vedrørende racistiske og fremmedfjendske lovovertrædelser. Racistiske og fremmedfjendske handlinger skal udgøre en overtrædelse i alle medlemsstaterne og skal kunne straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning og med en maksimumsstraf på mindst 1 til 3 års fængsel.
Denne rammeafgørelse finder anvendelse på alle lovovertrædelser, der begås på Den Europæiske Unions (EU) område, herunder også via informationssystemer, af personer, der er statsborgere i en medlemsstat, eller til gavn for en juridisk person med hjemsted i en medlemsstat. I den forbindelse fastlægger rammeafgørelsen kriterier for juridiske personers ansvar. Visse handlinger med racistisk eller fremmedfjendsk sigte vil blive betragtet som strafbare, herunder: offentlig tilskyndelse til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, herkomst, religion eller tro eller national eller etnisk oprindelse; offentlig udbredelse eller distribution af skrifter, billeder eller andet materiale, der indeholder racistiske eller fremmedfjendske tilkendegivelser offentligt forsvar for eller benægtelse eller grov bagatellisering af folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser som defineret i Statutten for Den Internationale Straffedomstol (artikel 6, 7 og 8) samt forbrydelser, der er defineret i artikel 6 i chartret for den internationale militærdomstol, hvis denne adfærd kan opfordre til vold eller had mod en sådan gruppe eller et medlem af en sådan gruppe.
Anstiftelse af samt hjælp eller tilskyndelse til at begå ovennævnte handlinger er også en strafbar handling. For racistiske handlinger nævnt i artikel 1 skal medlemsstaterne fastsætte: sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning frihedsstraffe med et strafmaksimum på mindst et til tre år.
Under alle omstændigheder skal racistiske og fremmedfjendske motiver betragtes som en skærpende omstændighed eller alternativt skal motiver af den art tages i betragtning ved strafudmålingen for en lovovertrædelse.
Juridiske personer straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller administrativt pålagte bøder, og som kan omfatte andre sanktioner som f.eks.: udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed anbringelse under retsligt tilsyn likvidation efter retskendelse."
Iværksættelse af efterforskning og retsforfølgning af racistisk og fremmedfjendsk adfærd må ikke afhænge af en anmeldelse eller anklage fra et offer.
19/11 2008
Højesteret finder varetægtsfængslingen af den ene af de to tunesere mistænkt for drabsplaner mod Kurt Westergaard beføjet. Fængslingen af den anden, der i dag lever på tålt ophold, finder retten derimod ubeføjet. Dennes advokat varsler krav om firdobbelt erstatning for varetægtsfængslingen.
Justitsministeriet ventes snart at fremlægge forslag til oprettelse af en ny særdomstol til lukkede retssager imod terrormistænkte. (DR)
Israel beslutter at boykotte Durban II-konferencen.
18/11 2008
Katolske og konservative politikere i Italien forsøger at forhindre ophængningen af en plakat, de finder blasfemisk. Plakaten er udført af kvindeorganisationen Telefono Donna og viser en nøgen kvinde, der ligger i en stilling, der ligner den korsfæstede Kristus. Plakaten er et led i en kampagne imod vold mod kvinder. Henover kvinden står “Hvem betaler for mandens synder?”, og nedenunder: “Kun 4 procent af voldsramte kvinder melder gerningsmanden til politiet”. Milanos borgmester for byudvikling, Maurizio Cadeo, udtaler: “Jeg afviser fuldstændig indholdet af den plakat, som fornærmer vores kristne tradition. Jeg vil gøre alt, der står i min magt for at stoppe denne plakat.” (Politiken)
De marokkanske myndigheder forbyder den ny udgave af det franske ugemagasin l’Express, fordi forsiden viser to historiske afbildninger af Muhammed og Jesus side om side. Det sker, selvom den marokkanske version af tidsskriftet havde forhåndscensureret tegningen ved at dække Muhammeds ansigt til. Profet-portrættet stammer fra et muslimsk manuskript fra 1500-tallet. Nummerets tema er et møde i Rom i begyndelsen af november mellem kristne og muslimske teologer til fremme af dialogen mellem de to religioner. (JP)
14/11 2008
Imam Abdul Wahid Petersen advarer Danmark imod publikationen af Lars Hedegaards bog Groft sagt med nye tegninger af Kurt Westergaard: "Jeg har set tre af tegningerne, men ikke hele bogen. Men alene det at udgive tegninger, der har potentiale til at nedkalde vrede over Danmark som nation, er tåbeligt. For vreden vil rettes mod Danmark som nation og ikke blot kunstnerne.” (JP)
En præst i Stettin, Polen, opløser en rollespilskreds på et gymnasium med henvisning til, at det må anses for satanisme. Mange skoler har en religiøs “katechet”, der fører tilsyn med at kirkens anbefalinger efterfølges i skolen. (Polityka auf Deutsch)
11/11
Lars Hedegaard fyres som kommentator i Berlingske Tidendes spalte “Groft sagt”. Ifølge Hedegaard skyldes afskedigelsen en afstandtagen fra hans islamkritiske kommentarer; ifølge bladet skyldes det almindelig udskiftning blandt kommentatorerne. (JP)
Den saudiske konge Abdullah kræver religiøs tolerance på et møde i FN. Han fordrer, at islam ikke forbindes med terror og ikke kaldes en “krigsreligion”. Human Rights Watch peger på, at Saudi-Arabien er et af verdens mindst tolerante lande. Landet har et særligt religiøst politi, der slår ned på uislamisk opførsel. (Ritzau)
Den britiske tænketank “Centre for Social Cohesion” opfordrer i en rapport “Victims of Intimidation” europæiske regeringer til at gøre mere mod truslen mod muslimske islamkritikeres sikkerhed og ytringsfrihed. Rapporten undersøger 27 sager med muslimer, forfattere, politikere, aktivister, kunstnere, der er blevet udsat for vold eller intimidering efter at have kritiseret islam eller talt for reformer. Lederen af tænketanken Douglas Murray: “At fritage en trosretning for kritik baner vejen for intimidering og vold.” (BBC)
De dødstruede forfattere Salman Rushdie og Roberto Saviano inviteres til et møde om “Det frie ord og den lovløse vold” i det svenske Akademi 25. november. Akademiets tidligere vægring ved at støtte de to har vakt postyr, både i og udenfor Akademiet.
10/11 2008
Tegneren Kurt Westergaard laver 26 tegninger til bogen Groft sagt med korte tekster af Lars Hedegaard. Blandt tegningerne er karikaturer af mullaher, politikere og diktatorer. (Berlingske)
9/11 2008
Efter pres fra Dansk Folkeparti beslutter regeringen at hastevedtage nye strammere regler for “tålt ophold”. (JP)
8/11 2008
En af de to tunesere, der ifølge PET planlagde at dræbe Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard, har bosat sig i Århus 10 minutters afstand fra tegnerens hjem. Han er udvist fra Danmark, men på “tålt ophold”, fordi udvisningen ikke kan effektueres pga. retstilstandene i Tunesien. (BT)
4/11 2008
Byrådet i Bournemouth forbyder anvendelsen af latinske udtryk i kommunikation til borgere. Kommunen, der ellers har mottoet “Pulchritudo et Salubritas” (Skønhed og Sundhed), har lavet en liste med 19 uønskede termer, omfattende “bona fide” “eg” (“exempli grata”), “prima facie”, “ad libitum”, “etc.”, “i.e.”, “NB”, “per”, “per se”, “pro rata”, “quid pro quo”, “vis-a-vis” (der strengt taget er fransk), “vice versa” samt “via”. Argumentet er, at læsere, der ikke har engelsk som førstesprog ikke vil kunne forstå udtrykkene.
Byrådet i Salisbury har tilsvarende forbudt udtrykkene “QED”(Quod erat demonstrandum), “ad hoc” og “ergo”, ligesom byrådet i Fife har forbudt “ad hoc” og “ex officio”. (Telegraph)
1/11 2008
Byrådet i Oxford forbyder anvendelsen af ordet “christmas” i alle officielle skrivelser, idet anvendelsen af det kristne ord kunne fornærme anderledes troende, dvs. muslimer. I stedet anvendes termen “winter light festival” (vinterlysfest), ligesom den traditionelle tænding af juletræet erstattes af en art lysskulptur, der forestiller solsystemet. (Oxford Mail)
30/10 2008
Aktivister smadrer vinduerne til det britiske kunstgalleri SaLon Gallery i London. Her udstiller den britiske muslimske kunstner Sarah Maple malerier, der viser muslimske kvinder med blottet bryst, med en spædgris i favnen, med en badge med teksten “I love orgasms”, etc. Udstillingen rummer også et fotografisk selvportræt hvor Maple bærer en t-shirt med teksten “I love Jihad”. Galleriet sættes under politibeskyttelse døgnet rundt. (FirstPost)
27/10 2008
Den 13-årige Aisha Ibrahim Duhulow stenes af 50 mænd i Kismayu, Somalia, foran 1000 tilskuere. Hun var blevet voldtaget af tre mænd, og hendes forsøg på at anmelde voldtægten fik lokale islamister til at rejse anklage imod hende for hor. Under henrettelsen blev hun gravet op, men sygeplejersker erklærede hun stadig var i live, hvorefter hun blev gravet ned igen og steningen fortsatte. Tilskuere forsøgte at afbryde afstraffelsen, hvilket førte til at en islamistisk milits åbnede ild imod dem, og en dreng blev dræbt. Flere flygtede efter ceremonien fra byen af frygt for at lide en tilsvarende skæbne som Duhulow. (Amnesty)
Den ægyptiske blogger Reda Abdel-Rahman arresteres i sit hjem og anklages for “foragt for islam”. Han har på nettet fremført sit synspunkt som “Quranist”, at koranen er den eneste kilde til islam, og at sunni, hadith osv. således ingen rolle spiller. (Egyptian Initiative for Personal Rights”
26/10 2008
Aalborg Præstefællesskab klager til Aalborg Zoo angående havens Halloween-arrangement med den erklærede heks Dannie Druehyld. Præsten Vagn Folkmann fra Vor Frelsers Kirke udtaler: “Nogen mener, der findes 3000 hekse. De laver påkaldelser, men behøver ikke gå i sort tøj. De påkalder små åndsmagter, små afguder. Man kalder det energier, men i kristen forstand er det dæmoner, man påkalder sig.” Præsterne advarer folk mod at tage deres børn med til arrangementet. (Nordjyske Stiftstidende).
24/10 2008
Det svenske Akademi beslutter at invitere den dødstruede italienske forfatter Roberto Saviano til at foredrage i Stockholm.
23/10 2008
Sony trækker millioner af ex. af playstation-spillet “LittleBigPlanet” tilbage fra handelen. Sangeren Toumani Diabate fra Mali synger i spillet en sang, der indeholder to koranlinjer. Her hedder det “Enhver sjæl skal smage døden” samt “Alt på jorden skal forgå”. Sony frygter efter henvendelse fra krænkede muslimer, at krænkelsen kunne brede sig og udsender en forebyggende undskyldning. En revideret version af spillet planlægges til julehandlen. (JP)
22/10 2008
I en kronik opfordrer Kerstin Ekman det svenske Akademis sekretær: “Ta ställning, Horace!” – altså til truslerne mod Roberto Saviano. Hun kritiserer Engdahl for at sige nøjagtig som den forrige sekretær Sture Allen i Rushdie-sagen tyve år tidligere – en sag, hvor Allens og Akademiets afvisning af at støtte Rushdie fik Ekman til at forlade Akademiet. (SD)
21/10 2008
Den italienske forfatter Roberto Saviano, hvis bog om den neapolitanske Camorra har skaffet ham dødtrusler på halsen, får ikke støtte fra det Svenske Akademi. Sekretær Horace Engdahl udtaler til Expressen, at sagen for ham at se er en politisag, der ikke drejer sig om ytringsfrihed. I Italien har La Repubblica bragt et forsvar for Savianos ytringsfrihed af seks nobelpristagere, Mikhail Gorbatjov, Desmond Tutu, Orhan Pamuk, Dario Fo, Günter Grass og Rita Montalcini. (Svenska Dagbladet)
14/10 2008
Dramaserien “Apparitions” på BBC kritiseres af Mediawatch og flere katolske biskopper, fordi den har mange makabre scener med religiøst indhold, bl.a. en djævlebesat mand, der får huden flået af i en bøssesauna. En talsmand for Catholic Bishops’ Conference udtaler: “Jeg ønsker ikke selv at se serien, den er usmagelig. Jeg har ikke set den, men folk vil højst sandsynligt blive chokeret. Jeg er nødt til at pointere, at det er fiktion. Den katolske kirke ville aldrig have valgt at skildre djævleuddrivelse på samme måde.” En talsmand for BBC siger, at den katolske kirke har haft alle manuskripterne til gennemlæsning uden at forlange dem skrevet om. (Telegraph/ JP)
12/10 2008
Ti anmelder æresforbrydelser hver måned i Danmark. Det angår især trusler eller vold mod piger i indvandrerfamilier, specielt fra Tyrkiet, Irak og Pakistan. (Politiken)
Mere end 1000 kristne familier flygter fra deres hjem i Mosul, Irak, efter islamister de seneste uger har dræbt 11 kristne. Ifølge den lokale guvernør Duraid Kashmula er forfølgerne Al-Qaeda-grupper. (ritzau/AP)
9/10 2008
Abu Bashar fra imamkomiteen under Muhammedkrisen tilbageviser Ahmad Akkaris anklager om at komiteen udnyttede krisen til at opnå større status. Abu Bashar mener Akkari er i personlig krise og bare gerne vil vende tilbage til forsiderne. I samme åndedrag afslører han, at en “højtstående imam” var imod at man overhovedet reagerede på “avisens provokationer” – det var angivelig Abu Laban. (jp; akhbar.dk).
7/10 2008
Lederen af “Den Internationale klub” i København, Danny Abdalla, stiller krav om erstatning og udlevering af tre rockersupportere efter sammenstødene mellem Hells Angels og indvandrerbander i København. Abdalla, der aktuelt afsoner i Vridsløselille, kræver at tre navngivne medlemmer af Hells Angels' støttegruppe AK81 bliver udleveret til afstraffelse, og at der betales erstatning for drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan, der i august blev dræbt foran et pizzeria i Tingbjerg. “Det, jeg siger nu, er, at vi kan finde en løsning. Det kræver, at Hells Angels afleverer de tre personer, som var med til at begå drabet på Osman. Desuden skal de betale en direkte erstatning på fire millioner kroner til Osmans familie - det er ikke noget stort beløb for en klub som Hells Angels.” I modsat fald truer Abdalla Hells Angels med krig. (BT)
6/10 2008
Den saudiske imam Muhammad al-Habadan, der menes at have stor indflydelse bland religiøse saudiere, udtaler til tv-kanalen al-Majd, at muslimske kvinder bør bære slør, der dækker hele ansigtet bortset fra det ene øje. Hvis begge kvindens øjne kan ses, vil hun ifølge imamen blive opmuntret til at bruge makeup for at virke forførende. (KD)
4/10 2008
Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen udtaler, at Naser Khaders plan om en international forening af islam-kritikere vil fastholde Danmark som terrormål: “Nu ved vi ikke, hvad der kommer ud af initiativet, men det vil betyde, at den eksisterende alvorlige trussel mod Danmark vil være vedvarende, og at Danmark fortsat vil være i terroristernes sigtekorn.” (Ritzau)
3/10 2008
Pakistans præsident Zardari er genstand for en fatwa fra islamiske lærde på grund af hans bemærkninger ved mødet med Sarah Palin, at “Du ser endnu mere fantastisk ud i virkeligheden.” og “Nu ved jeg, hvorfor Amerika er vilde med dig.” En radikal muslimsk bønneleder, Maulana Abdul Ghafar, udtaler, at Zardari bragte skam over Pakistan med sine »uanstændige, beskidte kommentarer og gentagne ros af en ikkemuslimsk kvinde i en kort nederdel«. (Guardian)
Tre mænd fængsles for brandbombeangrebet på den britiske forlægger, der planlægger at udgive Sherry Jones “The Jewel of Medina”.
Ahmad Akkari hævder fra Grønland, at han er flyttet for at komme bort fra “hykleriske islamister, der bruger Muhammed-krisen til at opnå status”.
Storsheiken af Al-Azhar Universitetet i Cairo Sayyed Tantawi er opbragt over en karikatur af ham i avisen Al-Fajr. Bladet bragte en billedmontage af Tantawi i kristent udstyr med kors på brystet. Dr. Mustafa Al-Fiqh, leder af Ægyptens parlaments udenrigsudvalg, udtaler, at billedet ikke udgør en krænkelse. Tantawi svarer Al-Fiqh i et tv-interview: “At de kan klæde mig ud i den kristne religions klæder? Hvis han virkelig har sagt det, tager han fejl, fejl, fejl!” Intervieweren: “Efter Deres mening er det en fornærmelse at klæde Dem ud i kristne klæder?” Tantawi: “Selvfølgelig (...) Hvad Dr. Al-Fiqh siger er ulogisk, ulovligt, og dårlig smag.” Intervieweren: “De repræsenterer tolerancen i islam.” Tantawi: “Tolerancen har sine grænser. Fatter De det? Tolerancen har sine grænser.” Intervieweren: “Så tolerancen har sine grænser, og De kan ikke være tolerant i denne sag?” Tantawi: “Præcis.” (MEMRITV)
1/10 2008
Den danske statsadvokat kræver fængsel i mindst fire år til et forældrepar, som er tiltalt for at have medvirket til, at to døtre blev omskåret i Sudan. Forældreparret blev anholdt i juni i år, sigtet for at begå overgreb mod deres døtre, der i dag er 9 og 11 år. Pigerne har ifølge sigtelsen fået fjernet deres ydre kønsorganer under en rejse til Sudan tilbage i 2003. (Ritzau)
Det afsløres, at Det kgl. Bibliotek censurerede sin hjemmeside under Muhammedkrisen og fra sin hjemmeside fjernede en tegning af Muhammed fra “Den martinske krønike”. Tegningen sættes nu tilbage. (JP)
YouTube spærrer en video af den britiske komiker Pat Condell, der opfordrer til at skrive under på en petition imod indførelsen af Shariahdomstole i Storbritannien. (Europe News)
30/9 2008
Det amerikanske bogforlag Beaufort lukker sit kontor af hensyn til personalets sikkerhed. Forlaget udgiver Sherry Jones’ “The Jewel of Medina”. (Politiken)
Kina forbyder opførelse af vestlig religiøs musik. Opførelser af Händels Messias er aflyst, ligesom Sinfonia Orchestra di Romas planlagte opførelse af Mozarts Requiem for at mindes ofrene for jordskælvet i Sichuan-provinsen er blevet aflyst. Det kinesiske kulturministerium afviser, at der er nedskrevne regler, der forbyder vestlig religiøs musik, men en talsmand siger samtidig: “Et mindre stykke som del af et større program vil måske være i orden, men et stort værk som Mozarts Requiem er helt bestemt ude af billedet.” (KD)
29/9 2008
Den britiske forlægger Martin Rynja går under jorden med politibeskyttelse efter brandattentat for udgivelsesplanerne for “The Jewel of Medina”.
Den danske forlægger Bjarke Larsen overvejer nu at opgive udgivelsen af bogen. (Politiken)
Irans parlament vil indføre dødsstraf for apostasi – frafald. (KD)
Den muslimske arbejder Mohammed Ahmed sagsøger det britiske firma Tesco for at bede ham flytte øl på en gaffeltruck. Hans overordnede nægtede at acceptere hans afvisning af denne opgave med henvisning til, at den krænkede hans tro. (metro.co.uk)
28/9 2008
Den britiske biskop Nazir-Ali spørger om, hvorledes man kan sikre, at parterne i sager for britiske shariah-domstol faktisk frivilligt har valgt denne behandling: “Er kvinder fri, mht. at underkaste sig domstolen såvel som at acceptere dens afgørelse, eller er det muligt der er elementer af tvang?” (Religious Intelligence)
Gilles de Kerchove, EUs antiterror-koordinator siger, at frygten for at stigmatisere muslimske befolkningsgrupper hindrer terrorbekæmpelsen: “Et af problemerne ... er at nogle medlemsstater er extremt tøvende med at være explicitte om forbindelsen med religion. Religionen er blevet kidnappet og forvrænget til politiske formål.” (Guardian)
Mere end 60 piger under 15 er blevet reddet fra tvangsægteskaber i Storbritannien de seneste fire år. Regeringens Forced Marriage Unit modtager fire henvendelser fra piger om måneden; den yngste har været ni år gammel. (Sunday Telegraph)
27/9 2008
Britisk politi anholder tre mænd for et brandbombeattentat mod direktøren for det britiske forlag Gibson Square, der er i færd med at udgive Sherry Jones’ “The Jewel of Medina”. De tre mænd på 22, 30 og 40 år anholdes med henvisning til den britiske terrorlovgivning. Forlagets direktør Martin Rynja har tidligere på måneden forsvaret planerne med at der “i et åbent samfund må være åben adgang til litterære værker uden hensyntagen til frygt.” (Ritzau)
Lokale muslimer i Luton, England, kræver byrådet skal forbyde supermarkedet Tesco i at sælge alkohol, idet de hævder dette er krænkende for deres tro. (Europe News)
26/9 2008
Borgarting Lagmannsrett frifinder magasinet Memo og redaktør Moody for æreskrænkelse ved at have optrykt et billede af demonstranten El Yussef som illustration til en artikel om indvandringsproblemer. Sagen ankes til Høyesterett. (kampanje.com)
25/9 2008
En homoparade i Sarajevo angribes af unge under råb som “Dræb bøsserne” og “Allahu Akbar” (Gud er stor). Otte deltagere i paraden, bl.a. en dansker, kvæstes. Bosniens første homofestival har vakt oprør blandt bosniske muslimer, muslimske medier kører kampagne imod den under ramadanen, det muslimske parti SDA såvel som Sarajevos borgmester har vendt sig imod festivalen og der er fremsat dødstrusler mod arrangørerne. Også serbiske og kroatiske politikere har vendt sig imod de homosexuelle. OSCE har forsøgt at skride ind med henvisning til mindretalsrettigheder, ligesom den bosniske Helsinki-komite har protesteret imod overgrebene. (DR, Politiken, Kristeligt Dagblad)
Iran fordobler de specialstyrker, der slår ned på kvinder, der bryder islamiske påklædningsdirektiver. (Reuters)
Den fængslede iranske ayatollah Kazemeini anmoder i en henvendelse til Paven, Israels øverste rabbiner, lederen af Al-Azhar i Cairo såvel som til det saudiske præsteskab om hjælp. Kazemeini har været fængslet og torteret i Teheran i to år og hævder, at “Politisk islam udsletter Guds og hans profet Muhammeds ord” og beder de religiøse ledere “lade verden høre skriget fra Irans muslimer i den Guds navn som vi alle tilbeder.” (Adnkronos)
24/9 2008
Nemat Savafi dødsdømmes for homosexualitet i Ardebil, Iran. (Adnkronos)
19/9 2008
Romanen The Jewel of Medina planlægges udgivet på dansk på Bjarke Larsens forlag Pressto.(JP)
Politiet i Vollsmose beretter, at op til 90 % af politianmeldelserne bliver trukket tilbage, og afgørelsen på sagerne bliver overladt til imamer. Det medfører, at der er kriminelle, der aldrig får en straf, ligesom der anvendes penge, trusler og vold i den alternative retsudøvelse. (Information)
Biologien Richard Dawkins’ hjemmeside forbydes i Tyrkiet af en domstol i Istanbul efter klager fra kreationisten Adnan Oktar, der hævder at Dawkins’ kritik af ham er krænkende. Oktars pressetalsmand siger: “Vi er ikke imod ytringsfrihed, men man kan ikke fornærme folk. Vi fandt kommentarerne smertelige.” (Telegraph)
18/9 2008
Den første officielle shariah-domstol Muslim Arbitration Tribunal (MAT) i England åbner, under “Alternative Dispute Resolution”-lovgivningen (ADR). Domstolen er lokaliseret på universitetet Hijaz College Islamic University i Nuneaton, Warwickshire, og tager sig af handels-, civil- og ægteskabsretlige tvister. Lederen af Hijaz College Faisal Aqtab Siddiqi siger domstolen vil “berige” det existerende retsvæsen og bekæmpe tvangsægteskaber. Han tilføjer: “Selv Hell’s Angels kunne oprette et ADR-forum, hvor to parter kan søge deres disput løst ifølge Yamaha-manualen.” (Coventry Telegraph)
Domstolen er een ud af fem shariahdomstole i Storbritannien, i London, Birmingham, Bradford, Manchester og Glasgow, der er blevet indført af den britiske justitsminister Jack Straw per dekret og altså uden forudgående parlamentsdebat og lovgivning. Shariahdomstolenes afgørelser vil kunne håndhæves af det almindelige retsvæsen. (Information)
17/9 2008
Den saudiske imam Muhammad al-Munajid nedkalder en fatwa over Mickey Mouse. Ifølge imamen er mus og rotter efter islamisk lov “satans soldater” og bør derfor dræbes: “For børn er de blevet noget stort og elsket. Ligesom denne Mickey Mouse, som bliver anset som en stor figur, selv om han ifølge islamisk lov bør dræbes.” (Europe News, JP)
15/9 2008
Den australske imam Abdul Benbrika og fem følgesvende findes skyldige i at have dannet en terrorcelle med henblik på at dræbe 100.000 tilskuere ved rugby-cup-finalen i 2005. Seks andre af hans tilhængere frifindes. De dømte ventes at få livstidsdomme. (Asia Pacific News)
Den saudiske dommer sheikh al-Fozan varsler dødsdomme over arabiske tv-astrologer. De anses som troldmænd, der har begået apostasi. (Straits Times)
14/9 2008
På internetforummet al-ekhlass diskuterer islamister, hvordan de kan tage livet af flest mulige danskere ved at forgifte vandforsyningen (ifølge terror-overvågningscentret Jamestown Foundation). Brugeren Bagdad al-Khilafa foreslår en række giftstoffer anvendt mod vandforsyning i EU, specielt Danmark og Storbritannien, og således dræbe en stor mængde civile – stoffer som cyan, saltsyre og tallium. Ifølge al-Khilafa skal angrebet besvare Danmarks latterliggørelse af Muhammed samt drab på muslimer i Irak, Afghanistan, Marokko, Somalia, Øst-Turkmenistan og Tjetjenien. (ritzau)
Den øverste og angivelig mest ansete saudiske dommer Sheikh Salih Ibn al-Luhaydan udtaler i et statsligt radioprogram, at det er legalt at dræbe ejerne af satellit-tv-kanaler, der bringer amoralske programmer – fx programmer med letpåklædte kvinder under ramadanen. (BBC News)
Paul McCartney modtager trusler om selvmordsbomber på grund af sin planlagte optræden i Israel. Den militante aktivist Omar Bakri udtaler, at McCartney gør sig til alle muslimers fjende, hvis han deltager i fejringen af den jødiske stats 60 års fødselsdag. (Sunday Mirror)
Mohammed Hegazy flygter med sin kone og spædbarn fra sted til sted i Ægypten efter at en domstol 29/1 afviste hans konvertering til kristendommen. Hans ansigt er blevet kendt via medierne, og han jages både af islamister og af sin egen muslimske familie. (Compass)
13/9 2008
Bloggeren Raja Petra anholdes i Malaysia for angiveligt at have fornærmet islam og profeten på websiten “Malaysia Today”. Premierministeriet udtaler at Petra skal tjene som advarsel til andre bloggere. (Bernama)
12/9 2008
Den offentlige anklager i Rom, Giovanni Ferrara, har bedt justitsminister Angelino Alfano om at kunne rejse sigtelse mod komikeren Sabina Guzzanti. Hun udtalte i juli under en demonstration på Piazza Navona i Rom følgende: “Inden 20 år vil paven være der, hvor han hører hjemme – i Helvede, plaget af homosexuelle djævle. Og det bliver nogle vældigt aktive af slagsen – ikke passive.” Ifølge en lov fra det fascistiske Italien 1929 giver det samme straf at fornærme paven som statsoverhovedet, hvorfor forbrydelsen har en straframme på fem års fængsel. (Politiken).
Alaskas 2-3000 muslimer klager over at den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin aldrig har mødtes med dem, indbudt dem til statsceremonier eller højtideligholdt muslimske helligdage. (Newsweek)
10/9 2008
Musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber – hvis rockopera Jesus Christ Superstar i sin tid fremkaldte kristne protester – beklager politisk og religiøs korrekthed i kunst: “Jeg er heldig med altid at have kunnet gøre som jeg vil. Jeg ser tilbage på da jeg var yngre og spørger mig selv om jeg ville have skrevet en opera sammen med Tim Rice? Så mange mennesker er nu besat af ting, der fornærmer folk. I dag siger folk, at du ikke kan gøre det og det, fordi det vil fornærme denne og hin gruppe, og så siger de du ikke kan sige det og det fordi muslimerne vil blive fornærmet, og vi ender med at blive talt fra at gøre det. Talt fra ideer. Da jeg var 20 tænkte jeg ikke på den slags ting – man kunne bare gøre det.” (Telegraph)
9/9 2008
En række nøgenmalerier af kunstneren Hans Christian Poulsen pilles ned i TV2 i Odense efter beslutning af programdirektør Palle Strøm. Seernes redaktør på kanalen, Lars Bennike, havde bedt om at få billederne fjernes, fordi der skulle komme muslimske kvinder på besøg på TV2. Bennike afviste dog senere, at dette var årsagen, ligesom Palle Strøm hævder at denne motivation ikke har spillet nogen rolle for hans beslutning. (Fyens Stiftstidende).
Irans parlament vedtager en lov, der indfører dødsstraf for apostasi (frafald fra islam) og for prostitution og korruption – såvel som for etablering af internetsider, der “fremmer” frafald, prostitution og korruption. (KD)
8/9 2008
En kristen gruppe kræver den amerikanske tv-tegnetfilmserie “South Park” forbudt i Rusland, hvor den vises på kanalen 2x2. Serien gør blandt meget andet grin med religion. En talsmand for anklagemyndigheden, Valentina Titova, siger, at der bliver rejst sag mod tv-stationen, fordi serien bærer “tegn på ekstrem adfærd.” Den protesterende gruppes leder, Konstantin Bendas, udtaler: “South Park er kun en ud af mange tegneserier, som skal forbydes på tv. De fornærmer religiøses følelser og ansporer til religiøst og nationalt had.” (JP)
6/9 2008
Pressetalsmanden for Scottish Islamic Foundation, Humza Yousaf, tager afstand fra ytringsfriheden. Han siger, at foreningen fortsat vil “kræve ytringsfrihed i lande over hele verden”, men advarer imod at “ytringsfriheden kan anvendes af folk uden andet formål end at krænke folks hellige tro”. Foreningen, der udgør den skotske gren af det islamiske broderskab, blev grundlagt i maj med 400.000 pund i støtte fra den skotske regering og bistand fra flere ministre. Yousaf er medlem af det regerende separatistiske Scottish National Party og ansat ved partiets parlamentsgruppe. Dette har fået Frank McAveety fra Scottish Labour til i det skotske parlament at kræve en undersøgelse af beslutningsgrundlaget for denne bevilling. (Herald)
5/9 2008
Den ægyptiske Al-Qaeda-kommandant og Al-Qaedas finansielle overhoved Mustafa Abu al-Yazid fremsætter på internettet nye trusler mod Danmark: “Vi har tidligere advaret - og vi advarer endnu engang - korsfarernationer, som fornærmer, latterliggør og skænder vores profeter og koranen i deres medier og besætter vores lande, stjæler vores skatte og dræber vores brødre, om, at vi vil kræve hævn på et passende tid og sted.” Det var al-Yazid, der tog ansvaret for angrebet på den danske ambassade i Islamabad. Han advarer om, at ambassadeangrebet “kun er begyndelsen. hvis I ikke holder jer fra afvejene og aggressionen”, og slutter: “Mit sidste budskab til tilbedere af korset i Danmark er, at dette er hverken vores første eller sidste hævntogt. Om Allah vil, vil vi udslette jer fra Jordens overflade.” (Politiken).
Den første palæstinensiske tv-soap, Matabb, tages af programmet. Serien er produceret af Fareed Majari for Fatah-kanalen PBC og støttet af Goethe-instituttet og EU. PBC begrunder beslutningen med, at man vil være helt sikre på at serien ikke indeholder “scener, der kan anses for krænkende for en eller anden gruppe.” Iagttagere hævder, at serien anses for at være for liberal og bl.a. viser kvinden Samira, der insisterer på sin kærlighed imod familiens trusler om æresdrab. (IMRA, berlinton.de)
4/9 2008
Saudi-Arabiens stormufti Sheik Abdul-Aziz al Sheik kræver i en fatwa, at afholdelsen af fødselsdage ophører. Ifølge muftien, der er landets øverste religiøse autoritet, er gavegivning og stearinlys på fødselsdage en fremmed, kristen skik, og han opremser en række andre fremmede skikke, der også må ophøre – såsom Mors Dag og Fejringen af Træer (her menes antagelig juleaften). (AP)
Udlandsredaktør Quentin Peel fra Financial Times udtaler på et møde i København, at Danmarks ry ikke er forværret af Muhammedsagen. Ifølge ham viste sagen, “at I er parat til at stå fast på jeres holdninger og på ytringsfriheden.”. Han tilføjer: “Nogle så ilde på jer udefra, men jeg tror ikke, at der har været en fundamental venden sig mod Danmark på grund af den sag. Mange har tværtimod følt sympati på grund af den situation, I er havnet i.” (Politiken)
3/9 2008
Sherry Jones’ The Jewel of Medina vil udkomme på engelsk på et tysk forlag, hævdes det i Leipziger Volkszeitung.
30/8 2008
Den pakistanske parlamentariker Israr Ullah Zehri forsvarer at fem kvinder er blevet begravet levende i Baluchistan, fordi de selv ville bestemme hvem de skulle giftes med. “Der er tale om traditioner, der er hundreder af år gamle. Jeg vil fortsætte med at forsvare dem”, udtalte han, og tilføjede, at traditionen har lagt låg på umoralsk opførsel. Kvinderne blev myrdet for en måned siden efter at have trodset landsbyens ældre og organiseret deres ægteskaber i en verdslig domstol. De blev bortført, tævet og skudt og var stadig i live, da de blev begravet. (Ritzau)
29/8 2008
Velfærdsminister Karen Jespersen og kulturminister Brian Mikkelsen svarer i Politiken på Abdul Wahid Petersens advarsel til Trykkefrihedsselskabet angående evt. udgivelse af The Jewel of Medina. Ministrene hylder “kampen for ytringsfriheden” og opremser Wahid Petersens positive synspunkter på stening og flerkoneri som argument imod at hans position skulle være moderat. (Politiken)
28/8 2008
Paven griber ind i sagen om den korsfæstede frø. I en henvendelse til Sydtyrols ministerpræsident Luis Dumwalder protesterer han mod udstillingen af frøen og siger: “Skulpturen krænker de religiøse følelser hos de mennesker, der ser korset som et symbol på kærligheden til Gud og vore frelse, der fortjener respekt og religiøs hengivelse.” (JP)
27/8 2008
Islamiske grupper protesterer mod titlen Towelhead på Warner Bros. planlagte Alan Bell-film om en arabisk-amerikansk pige efter Alicia Erians roman af samme navn. Erian er selv arabisk-amerikaner. (JP)
Imam Abdul Wahid Petersen advarer i et indlæg i Politiken mod Trykkefrihedsselskabets planer om at udgive en dansk version af Sherry Jones’ The Jewel of Medina. Wahid Petersen gætter her på, at udgivelsesplanens mål er at fortsætte en “hetz mod muslimer og islam”, samtidig med, at han varsler, at “eventuel vrede ikke vil være rettet mod jer som personer, men i lige så høj grad mod vores fædreland”. (Politiken)
24/8 2008
Ifølge præsidenten for dansk PEN-klub Anders Jerichow er der skabt en selvforstærkende forestilling om, at det kan være farligt at beskæftige sig med islam eller muslimer: “Det ulykkelige er, at der er gået en slags selvsving i opfattelsen af, at det er farligt for forfattere at beskæftige sig med islam eller muslimer. Det er sjældent velbegrundet, for det meste er faktisk sagt og skrevet om emnet.” (JP)
23/8 2008
Anholdelsen af tre terrormistænkte i Storbritannien fører britiske antiterror-efterforskere til Danmark. Tre britiske mænd, som er anholdt og mistænkt for brud på terrorlovgivningen, er nu blevet sat i forbindelse med en gruppe, der har fremsat trusler mod Storbritanniens premierminister Gordon Brown og tidligere premierminister Tony Blair. Gruppen, som kom med truslen, kalder sig selv for Al-Qaeda i Storbritannien, og de krævede i januar at landet skal trække sine styrker ud af Irak og Afghanistan samt at muslimske indsatte blev løsladt fra Belmarsh-fængslet i London. I modsat fald ville britiske al-Qaeda martyrer gå efter britiske ambassader og politiske ledere »især Tony Blair og Gordon Brown«. Antiterrorkorpset hos Manchester politi afslører, at de aktuelt har folk i Skandinavien for at undersøge en mistanke om forbindelser imellem danske og britiske terrorister. (Politiken)
22/8 2008
Den yngste af de to tunesere, der er blevet administrativt udvist for planer om at myrde tegneren Kurt Westergaard, er frivilligt rejst ud af landet. Hans advokat Henrik Stagetorn vil dog stadig søge at få sagen behandlet i Højesteret for anden gang. (JP)
Den britiske tv-kanal ITV bortcensurerer en sketch i Katy Brands Big Ass Show. Sketchen “The Iman of Dibley” viser de misforståelser, der opstår når en imam ankommer til en søvnig forstad. Kate Brand, der har en teologisk universitetsexamen fra Oxford, er kendt for en række at sketches om Jesus. “Det er sjovt, at ITV ikke havde noget imod med min sketch om Jesu gravide kæreste, der havde problemer med at komme sammen med Guds søn.” (TimesOnline)
20/8 2008
Trykkefrihedsselskabet tager kontakt til Sherry Jones mhp. en evt. dansk udgave af The Jewel of Medina. (Berlingske)
19/8 2008
Politiet i Yemen har anholdt ni personer, der er konverteret fra islam til kristendommen. Der er dødsstraf for konversion fra islam i Yemen. I tidligere sager har dette presset anholdte konvertitter til at konvertere tilbage til islam. (ritzau)
Flemming Rose får afslag fra flere store amerikanske forlag på at udgive hans bog om Muhammedkrisen. (JP)
18/8 2008
Efter protester fra ungdomsafdelingen af det islamistiske oppositionsparti PAS i Malaysia har kulturministeriet besluttet at forbyde en planlagt koncert med sangerinden Avril Lavigne, som anklages for at være “for sexet”. Koncerten var planlagt til 29. august, to dage før Malaysias uafhængighedsdag, og kulturministeriet hævder den ville stå i modstrid med fejringen af denne højtidsdag. (AP)
Sherry Jones’ roman Medinas juvel er allerede udkommet sidst i juli i Serbien som det første land i verden. Her har protester fra mufti Muamer Zukorlic fået forlaget Beobuk til at trække den tilbage fra boghandlerne, men muftien kræver nu også en offentlig undskyldning fra forlagsdirektør Aleksandar Jasic, der på sin side henviser til, at forlag i både Frankrig, Spanien, Makedonien og Kroatien også har købt rettighederne til bogen. Muftien hævder at udgivelsen krænker muslimer i hele verden, specielt de serbiske muslimer – og kræver også, at samtlige allerede solgte exemplarer indsamles. (Adkronos International) Beograds imam Muhamed Jusufspahic udtaler: “Krænkelsen af religiøse følelser fører til krige i denne region. Hvis vi havde kunnet undgå dem tidligere, ville vi have færre krige.” (Reuters)
Et ægyptisk lovforslag vil forbyde organtransplantation mellem muslimer og koptere (ægyptiske kristne). Lederen af de ægyptiske læger Hamdy el Sayed hævder, at lovens formål er at hindre salg af organer. (Daily News)
Liberale muslimer i Lucknow, Indien gennemfører et bryllup med både kvindelig imam og kvindelige vidner. Gommen var den eneste mandlige deltager. Ceremonien har fremkaldt en “ildstorm af protester” fra konservative gejstlige, der hævder brylluppet ugyldigt efter islamisk lov. (AP)
17/8 2008
Maldivernes nye grundlov, der skal træde i kraft i september, garanterer ikke grundlæggende rettigheder for ikke-muslimer. Ikke-muslimer kan fx ikke få statsborgerskab. (ICFJ)
16/8 2008
Den malaysiske konference “Conversion to islam” om problemer med at konvertere til og fra islam må lukke efter kun en time på grund af invasion af muslimske demonstranter. (Compass Direct News)
Nigerianske muslimer fra den islamistiske gruppe Tibliq dræber tre kristne med macheter som hævn for deres leders, Dr. Ali Olukades død. Dr. Olukade døde i et trafikuheld, men islamisterne hævder, at uheldet skete som resultat af de kristnes bønner. (Compass Direct News)
14/8 2008
Den malaysiske regering forbyder to bøger, der angivelig indeholder fordrejede fakta om islam, der kan undergrave muslimers tro. Den ene er forfattet af Abdul Rahman Mohamed, den anden er Muslim Women and the Challenge of Islamic Extremism af Norani Othman fra foreningen Sisters-In-Islam, der er interviewet i Adskillelsens politik. 15/8 2008
Salman Rushdie kritiserer Random House – hvor hans egne bøger udkommer – for at have brudt kontrakten med Sherry Jones om The Jewel of Medina: ”Jeg er meget skuffet over at høre, at mit forlag, Random House, har trukket en anden forfatters roman tilbage i frygt for repressalier fra islamisk side. Det er censur, som udspringer af frygt, og det danner meget dårlig præcedens.” Forlagets talsmand Carol Schneider svarer: ”Vi respekterer Rushdies mening, men vi står ved den beslutning, som vi efter lange diskussioner og med ærgrelse har været nødsaget til at tage.” (AP)
Det religiøse politi i Saudi-Arabien forbyder salg såvel som luftning af hunde og katte i Riyadh med henvisning til, at mænd bruger dyrene som påskud til at lægge an på kvinder i parker og på stier og derved “ødelægge familier”. (Sydney Morning Herald, Bernama)
13/8 2008
Politiets Efterretningstjeneste fremsætter et sæt retningslinjer, som myndigheder bør rette sig efter, når man taler og skriver om terrorisme. Det hævdes, at det “styrker terroristernes verdenssyn”, når vestlige myndigheder bruger ord som ”krig mod terror”, “korstog”, “jihad”, “jihadist”, “hellig krig”, “fundamentalisme”, “hellige krigere”, “mujahedinere”, “martyrer”, “salafisme” og “wahabisme”. Disse ord frarådes derfor helt. Anbefalede alternativer omfatter “terrorist”, “ekstremist”, “militant” og “voldelig”. Et andet ord, hvis brug bør søges begrænset, er “islamisme” – her anbefales i stedet “militant islamisme”. Chefen for PETs afdeling for sikkerhed Anja Dalgaard-Nielsen udtaler: “Det handler ikke om politisk korrekthed, men om at sikre en sprogbrug, der er så præcis og objektiv som muligt. Terrorister kæmper ikke blot en voldelig kamp, men også en kamp på ord – om et bestemt syn på verden.” (Ritzau)
12/8 2008
BBC opgiver et højt budgetteret dokudrama The London Bombers om 7. juli-bombemændenes baggrund i Leeds-forstaden Beeston, skrevet af en topforfatter. BBC-embedsmænd forklarer, at dokudramaet var islamofobisk og krænkende. (Times)
11/8 2008
CNN beretter i et indslag om den voksende mængde æresdrab og andre æresforbrydelser begået imod kvinder af deres fædre og brødre i Storbritannien uden at nævne ordet “islam” – som om æresdrab er noget, der foregår blandt alle englændere. (NewsBusters)
10/8 2008
3500 kristne demonstrerer i den malaysiske del af Papua New Guinea imod indførelsen af sharia. (Asia News)
Imamer og muslimske lærde kræver indgreb imod den tyrkiske tv-serie Noor, der sendes med stor succes i mange arabiske lande. Den skildrer kærlighedsproblemer i et overklasseægteskab og hævdes at føre til mange skilsmisser, især fordi kvinder dyrker den mandlige hovedperson Muhannad, der er en hensynsfuld og romantisk ægtemand. Den syriske imam Hamdi a-Makhzoumi i Aleppo nedkalder en fatwa over tv-serien efter at have set mange t-shirts med billeder fra serien i sin moske og erklærer, at bønner fremsagt af folk iført denne t-shirt ikke tæller, idet seriens personer er løsagtige og kvinderne har blottet hovede. “Engle vil ikke komme i nærheden af den slags billeder”, erklærer han (Politiken). Saudi-Arabiens stormufti Sheikh Abdul Aziz al-Asheikh erklærer det “syndigt” at se Noor: “Det er ikke tilladt at se eller kigge på disse serier. De indeholder så meget ondt; de ødelægger folks moral og er imod vores værdier”, erklærer muftien. “Enhver tv-station, der sender dem er imod Gud og Hans Budbringer (fred være med ham). Det er umoralens serier. De produceres af folk, der er specialister i forbrydelse og terror, folk, der lokker mænd og kvinder over til djævelen.” Den fremstående saudiske lærde Abdul Mohsen al-Obeikan hævder serien eroderer muslimske værdier og kræver at tv-kanalerne ophører med at vise den. Saudiske myndigheder konfiskerer t-shirts med billeder fra serien og truer tøjbutikker med lukning, hvis de fortsætter med at sælge dem. Tyrkiet forventer en fordobling af saudiske turister som resultat af serien. (Arab News, Millyet)
9/8 2008
Katolikker protesterer mod udstillingen af et kunstværk af den tyske kunstner Martin Kippenberger på museet i Bolzano, Sydtyrol. Værket forestiller en korsfæstet frø med et krus øl i den ene hånd og et æg i den anden. Protesterne er udløst af pavens planlagte sommerferie i området, og efter demonstrationer og underskriftindsamlinger indledte den konservative politiker Franz Pahl en sultestrejke foran museet, men måtte dog give op efter en uge og lade sig indlægge, besvimet af sult. Museet reagerede i første omgang på protesterne ved at pakke frøen ind i avispapir og sidenhen forflytte den til museets tredje sal, hvor den aldrende pave næppe vil indfinde sig. (Information)
Sherry Jones bekræfter Asra Nomanis beretning om Random Houses aflysning af romanen The Jewel of Medina om Muhammeds barnebrud Aisha. Hun tilføjer dog at det var hende selv, der informerede forlaget om diskussionen på Shahed Amanullahs hjemmeside, fordi den forekom harmløs. Hun søger nu ny forlægger til The Jewel of Medina.
7/8 2008
Den malaysiske vicepremierminister Najib Tun Razak angriber den planlagte afholdelsee af et tværreligiøst møde med titlen “Conversion to islam”, der blandt andet forventes at problematisere, at konvertitter til islam ikke kan konvertere tilbage, og at malaysiske shariadomstole på flere områder kan forkaste de civile domstoles afgørelse. Ifølge Razak skal sådanne sensible emner ikke diskuteres i Malaysia og i det hele taget slet ikke diskuteres offentligt, men kun bag lukkede døre. (Sin Chew Daily)
6/8 2008
Den amerikanske feministiske muslim Asra Nomani afslører en amerikansk Rushdie-sag i Wall Street Journal. Forfatteren Sherry Jones indgik i 2007 kontrakt med forlaget Ballantine, et datterforlag af Random House, om romanen The Jewel of Medina, der handler om kærlighed og sex i profeten Muhammeds harem, med skildringer bl.a. af Muhammeds sexuelle samliv med den 9-årige Aisha. Juli 2008 opsagde Random House kontrakten med Jones efter muslimske dødstrusler. Forlagets vicedirektør Thomas Perry udtalte, at forlaget havde modtaget “advarende råd fra troværdige og uafhængige kilder om at udgivelsen af denne bog ikke bare kunne være krænkende over for visse i det muslimske samfund, men at den også kunne ophidse til voldshandlinger i et lille, radikalt segment.”
Nomanis research hævder, at truslerne opstod efter at en konsulent på bogen, islamhistorikeren Denise Spellberg var blevet forarget over manuskriptet, som hun karakteriserede som softporno, og havde ringet til den muslimske webredaktør Shahed Amanullah og bedt ham advare muslimer imod bogen. Amanullah sendte så en email til en mailliste af mellemøstlige studerende. Herfra spredte mailen sig til blogredaktøren Shahid Pradhan, der publicerede mailen på sin blog under overskriften “En kommende bog med titlen Jewel of Medina er et nyt forsøg på at bagtale islams profet.” To timer senere foreslog en vis Ali Hemani på bloggen en syvpunktsstrategi for at sikre, at “forfatteren trækker sin bog tilbage fra butikkerne og undskylder over for alle muslimer i verden.” Samtidig meldte Denise Spellberg som expert tilbage til forlaget Random House og forklarede ifølge forlagsredaktøren Jane Garrett, at der var en “meget realistisk fare både for forlagets bygning og personale og for udbredt vold.” Garrett siger, at Spellberg beskrev bogen som en krigserklæring og en national sikkerhedsfare, langt mere kontroversiel end De sataniske vers og de danske tegninger. Emailen fra Spellberg spredtes hurtigt i Random House, der samtidig modtog et brev fra Spellbergs advokat, der truede med sagsanlæg, hvis hendes navn nævnes i forbindelse med bogen.
2. maj 2008 meddeler forlaget Sherry Jones’ agent, at man har besluttet at udskyde udgivelsen af bogen. 21. maj meddeler Random House-direktøren Elizabeth McGuire forfatteren, at man har udskudt bogen i en ubestemt fremtid af “frygt for mulige terroristtrusler fra extremistiske muslimer” og af omhu for “Random House-bygningens og de ansattes sikkerhed”. I juli opsiger forlaget kontrakten med Sherry Jones om The Jewel of Medina.
Asra Nomani tilføjer, at begivenhederne bekymrer hende: “Litteraturen bevæger sig fremad, og islam er ingen undtagelse”, idet hun henviser til, at romanen videreudvikler en lang islamisk tradition for historisk fiktion om islams tidlige periode. (Wall Street Journal)
Den statslige Alberta Human Rights Commission dropper anklagen for hate speech mod Ezra Levant for at have trykt Jyllands-Postens tegninger i sit tidsskrift Western Standard. Foreningerne Edmonton Council of Muslim Communities og Supreme Islamic Council havde indklaget Levant for Alberta Human Rights Commission i februar 2006, men Supreme Islamic Council opgav sagen i februar 2008 efter kommissionens afhøring af Levant, der blev kendt på YouTube. Edmonton Council of Muslim Communities opretholdt sagen, der altså nu er opgivet.
Western Standard udkommer ikke mere, og Levant har en advokatgæld på 100.000 dollars.
Republikaneren Sally Kern fra Oklahoma er blevet en helt for den amerikanske højrefløj. Hun erklærer kulturkrig imod den “homosexuelle agenda, der ødelægger denne nation”, at denne fare er større end terrorisme, og hævder, at Gud anbragte hende i Oklahomas lovgivende forsamling for at kæmpe for jødisk-kristne værdier. (rightwingwatch)
31/7 2008
Borgmesteren i den walisiske by Aberystwyth, Sue Jones-Davis, forsøger at få omstyrtet bystyrets forbud mod visning af Monty Pythons Life of Brian, der har været forbudt i næsten 30 år. Borgmesteren havde i sin tid selv en birolle i filmen som Brians veninde. Præsten Canon Stuart Bell kæmper imod ophævelse af forbuddet: “Filmen gør nar af Jesus, og det ønsker vi ikke sker.” (Kristeligt Dagblad)
En britisk undersøgelse viser, at 32 % af muslimske studerende støtter religiøse mord. 40 % ønsker sharia indført i Storbritannien. (Kristeligt Dagblad)
25/7 2008
FNs nimands ekspertkomite for menneskerettigheder udtrykker bekymring over, at “negative offentlige holdninger over for muslimske medlemmer af samfundet” stadig er tilladt i Storbritannien og kræver af den britiske regering, at den “må tage energiske forholdsregler for at eliminere dette fænomen og sikre at de skyldige bag sådanne diskriminerende handlinger på basis af religion bliver stoppet og straffet på passende vis.” (Telegraph)
Texas’ Board of Education har vedtaget afholdelsen af bibelkurser i samtlige statens skoler, på trods af undersøgelser der viser, at sådanne kurser afholdes af lærere uden nogen uddannelse i religionsvidenskab eller teologi, og især uden nogen viden om adskillelsen mellem stat og kirke i forfatningens First Amendment. Kurserne er missionerende og indeholder “creation science”. Det religiøse højre forsvarer kurserne ved at henvise til religionsfriheden garanteret i First Amendment. (rightwingwatch)
24/7 2008
To islamiske kvinder i byen Dearborn, USA, sagsøger McDonalds for 10 millioner dollars efter ikke at have fået job på burgerbaren. Under ansættelsessamtalen blev de bedt om ikke at bære burka på jobbet, hvis de skulle have det. (Detroit News)
19/7 2008
Det russiske mufti-råd protesterer imod, at radikal-islamiske bøger er blevet forbudt under den ny lovgivning “imod extremisme”. Bøgerne opfordrer angivelig muslimer til ikke at adlyde landets love og til at vende sig imod vantro. (AFP)
18/7 2008
Popsangeren Yusuf Islam, tidligere Cat Stevens, modtager ifølge en dom erstatning for artikler, der havde hævdet, at han var sexistisk og bigot og nægtede at tale med ikke-tilslørede kvinder. (AFP)
Den saudisk finansierede “Interfaith”-conference i Madrid slutter med vedtagelsen af “Madrid-erklæringen”. Heri hedder det blandt andet hedder, at idet konferencen respekterer
“... heavenly religions, preserving their high status, condemning any insult to their symbols, and combating the exploitation of religion in the instigation of racial discrimination.”
vil konferencen
“...work on urging governmental and non-governmental organizations to issue a document that stipulates respect for religions and their symbols, the prohibition of their denigration and the repudiation of those who commit such acts.” (Saudi Press Agency)
Yemen planlægger oprettelsen af et “moralsk politi”, der skal udrydde alle former for synd i landet, inklusive kvindelige sangere, kønsblandet dans, natklubber, modeshows, pornografi, kristne kirker, uledsagede kvindelige studerendes udenlandsrejser, kønsblandede uddannelser, satire og krænkelser af koranen, af Muhammed og af islamiske lærde. (Adnkronos International)
17/7 2008
Polio er tilbage i Swat-regionen i Pakistan efter at lokale islamister har drevet vaccinationshold af læger ud med henvisning til at de udgjorde en konspiration med henblik på at gøre muslimer infertile med indsprøjtninger. (AP)
Oppositionslederen i Malaysia, Anwar Ibrahim, anholdes og beskyldes for et upassende sexuelt forhold til en mandlig medarbejder. Anwars oppositionsalliance klarede sig godt ved parlamentsvalget i marts og satte sig på en tredjedel af pladserne. Anwar Ibrahim ser selv den nye homosexanklage som en gentagelse af forløbet fra for 10 år siden, da han fik en fængselsdom for homosex og korruption. I sagen fra 1998 blev Anwar Ibrahim renset af den malaysiske højesteret seks år senere og sat på fri fod, og han genoptog sin politiske karriere. Strafferammen for homosexualitet i Malaysia er 20 års fængsel.
Den franske blogger Fernand Cortes de Conquilla arresteres og får sin computer konfiskeret på grund af sin islamkritiske hjemmeside ”Pilori”. Den angivelige anledning er, at hjemmesiden promoverer ”racehad”. Hjemmesiden samler ukommenterede nyheder fra forskellige medier. (IFPS)
16/7 2008
Det franske ugeblad Charlie Hebdo fyrer deres mangeårige klummist Siné, fordi han i en tekst i bladet har skrevet følgende om præsident Sarkozys søn Jean, der angiveligt er konverteret til jødedommen for at kunne gifte sig med arvingen til en stor jødisk formue i elektronikfirmaet Darty: “Han skal nok komme langt i livet, den lille!”. Charlie Hebdos redaktør Philippe Val ser udsagnet som klassisk antisemitisme – at man kommer langt i livet, hvis man er jøde – og har krævet et dementi fra Siné. Da denne nægtede, fyres han, og anlægger nu sag for uberettiget afskedigelse. Han hævder, at kommentaren ironiserer over Jean Sarkozys opportunisme, og at han ville sige det samme, hvis Sarkozy var konverteret til islam eller katolicismen for at opnå en økonomisk fordel. I den omfattende debat om sagen støtter fx Bernard-Henri Lévy redaktør Val, idet han hævder at sagen er et exempel på venstrefløjens klassiske antisemitisme under dække af kritik af storkapitalen, ligesom SOS Racisme og ligaen imod racisme og antisemitisme LICRA støtter Val. På den anden side siger fx François Reynert fra Nouvel Observateur, at der ikke ligger nogen racistiske stereotyper i Sinés udsagn, men at de lægges ham i munden af kritikerne, ligesom den tunesiskfødte advokat og menneskerettighedsforkæmper Gisèle Halimi støtter Siné og hævder, at der intet juridisk belæg er for anklagerne imod ham. (Politiken)
14/7 2008
BBC tv-serien “Bonekickers”, der viser en fanatisk kristen halshugge en moderat muslim, vækker protester i Storbritannien. Kristne hævder, at en serie, der viste det modsatte, ville være blevet bortcensureret. (IslamOnline)
Den britiske imam Abu Zahra kalder i en prædiken i Regents Park-moskeen demokratiet for “kriminelt” og kalder på indførelse af islamiske straffe i Storbritannien: håndsafhugning for tyveri, dødsstraf, samt pisk for utugt før ægteskabet. (ANI)
13/7 2008
Den hollandske sag imod karikaturtegneren Gregorius Nekschot fører til afsløring af existensen af en hemmelig afdeling af det hollandske statsapparat ved navn “Den Interdepartementale Arbejdsgruppe for Vittighedstegninger”. Gruppen blev nedsat efter den danske Muhammedkrise i 2006, ledes af en senior-embedsmand fra den nationale antiterrorismegruppe og trækker på efterretningsvæsenet, indenrigsministeriet, statsanklageren og forskellige andre regeringsorganer. (Wall Street Journal)
To kristne piger i alderen 10 og 13 år, Anila og Saba Younas, bortføres af muslimer og tvangsomvendes, dvs. voldtages af og giftes med muslimske mænd, i Islamabad, Pakistan. Forældrene har ingen kontakt til deres børn, og bortførerne støttes af det lokale politi. Politiet henviser til, at kristne ifølge pakistansk lov ikke kan have forældremyndighed over muslimer, og eftersom døtrene er konverteret kan forældrene ikke retsligt kræve dem tilbage. (Asia News)
11/7 2008
En burkaklædt indvandrerkvinde i Frankrig får sin ansøgning om fransk statsborgerskab afvist med henvisning til, at hendes radikale version af islam strider med sækulære principper. Ifølge socialvæsenet lever hun i “total underkastelse” under sin mand, og ifølge Statsrådet, der afgør stridigheder mellem enkeltindivider og den offentlige administration, har hun ingen ide om den sækulære stat eller stemmeretten. (Reuters)
Den canadiske menneskerettighedskommission opgiver sagen imod McLean’s Magazine for hate speech, anlagt af Canadian Islamic Congress for magasinets publikation af klummer af Mark Steyn og Barbara Amiel, som organisationen hævdede var udtryk for islamofobi. Steyns klumme fra oktober 2006 hed “The future belongs to islam” og argumenterede for, at islam vil vinde på langt sigt på grund af de islamiske landes højere fødselsrate end Vestens.
The Family Council i Wisconsin kræver, at staten anvender en lov fra 1915 til at straffe homosexuelle par, der tager til Californien for at blive gift. Straframmen er bøde på 10.000 dollars og ni måneders fængsel. (rightwingwatch)
8/7 2008
Småbørn, der siger “Puha” til fremmed, krydret mad, kan være racister og skal korrigeres af pædagoger, fremgår det af bekendtgørelsen “Young Children and Racial Justice” udsendt af National Children’s Bureau i Storbritannien om racisme blandt førskolebørn.. Børn kan "react negatively to a culinary tradition other than their own by saying 'yuk'". I sådanne tilfælde rådgives institutionspersonalet som følger: "No racist incident should be ignored. When there is a clear racist incident, it is necessary to be specific in condemning the action." (Telegraph)
5/7 2008
To skoledrenge i en syvendeklasse i Cheshire, Storbritannien idømmes eftersidning, fordi de nægter at deltage i den muslimske trosbekendelse i en religionstime. Forældrene protesterer. En talsmand for skolen siger, at det at uddanne børn i forskellige religioner er en del af Cheshires “diversity curriculum”. (Telegraph)
Politihunde skal bære støvler, hvis de anvendes til undersøgelser i muslimske hjem, ifølge en ny bekendtgørelse fra Association of Chief Police Officeres (APCO) i Storbritannien. (Sunday Times)
4/7 2008
To mænd, Rachid Mohammed Seghir og Jamal Dahmani, idømmes i Algeriet seks måneders betinget fængsel og hver 1000 Euro i bøde for at have konverteret til kristendommen. De to er tidligere blevet idømt fængselsstraf og bøde. Dette sker med henvisning til en lov af 28. februar 2006 mod illegalt at antage og udøve en ikke-muslimsk trosretning, og som kan give indtil fem års fængsel og op til 10.000 Euro i bøde. Loven er indrettet mod at ”opfordre, presse eller forføre nogen til at frafalde islam og antage en anden religion”. Kristne antages at udgøre 30.000 ud af en befolkning på 35 millioner. Præsidenten for det øverste islamiske råd i Algeriet, sheik Bouamrane, beskriver de kristne evangeliske missionsbevægelser som en form for nykolonialisme. Ministeren for religiøse anliggender, Boualem Glamallah, sammenligner de kristnes missionsvirksomhed med terrorisme. (Le Monde)
3/7 2008
Sangerinden Talatu Mai-Gurmi idømmes to måneders fængsel eller en bøde på 5000 N af en shariadomstol i delstaten Bauchi i Nigeria. Hun har overtrådt sharia ved at synge ved en koncert. (News Agency of Nigeria)
Lord Phillips of Worth Matravers, der som Lord Chief Justice er indehaver af Storbritanniens højeste dommerembede, støtter ærkebiskoppen af Canterburys krav om at britiske muslimer skal have et separat sharia-retssystem for finansielle og ægteskabelige sager. Straffe og sanktioner skal dog fastlægges ved almindelige domstole. (Telegraph)
Den muslimske rådgiver og kandidat for det britisk Labour-parti Hasina Kahn er udsat for en kampagne fra mandlige islamister, fordi hun er kvinde. Hun udsættes for telefontrusler, truende graffiti og verbale overfald og må holde sig væk fra bestemte gader. Hun siger selv: “It is just a few members of the community who think I should be at home with a veil over my face ...” (Times Online)
2/7 2008
Irans parlament behandler et lovforslag, der vil kriminalisere opfordringer til korruption, prostitution og apostasi på internettet. Disse forbrydelser skal straffes med døden. (AFP)
Højesteret afsiger den kendelse, at byrettens og landsrettens prøvelse af frihedsberøvelsen af de to tunesere mistænkt for attentatplaner på Kurt Westergaard ikke har levet op til de krav, der må stilles til den domstolskontrol, der skal foretages. Højesteret har derfor ophævet byrettens og landsrettens kendelser om frihedsberøvelse og hjemvist sagerne til byretten med henblik på, at den fornødne domstolsprøvelse kan ske. Højesterets afgørelser betyder ikke, at de to tunesere løslades.
Om PETs vurdering af, at de varetægtsfængslede i sagen om mordplanerne mod Kurt Westergaard er til fare for statens sikkerhed finder Højesteret, at drab på en person for at have tegnet en af disse tegninger må anses for et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og hindre den offentlige debat. På denne baggrund kan en person, der planlægger et sådant drab, med rette anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 1, og § 45 b, stk. 1. Der kan derfor ikke gives personen B medhold i hans påstand om, at en person, som mistænkes for en sådan handling, ikke kan anses for en fare for statens sikkerhed (Højesteret).
1/7 2008
Muslimske protester vender sig imod et gratispostkort udsendt af politiet i Tayside, Skotland, med henblik på at bekendtgøre politistyrkens nye telefonnummer. Kortet viser telefonnummeret, en gul telefon og en politikasket. På sidstnævnte sidder politihundehvalpen “Rebel”, en sort tysk hyrdehund. Lokale muslimer protesterer over at kortet afbilder et urent dyr, og muslimske butiksejere nægter at have kortet i butikken. En talsmand for politiet i Tayside udtaler: “Vi søgte ikke råd hos korpsets diversitetsrådgiver før vi trykte og uddelte postkortene. Det var en fejl, og vi undskylder for al krænkelse, det har forårsaget.” (Daily Mail)
Den hollandske politiker Geert Wilders planlægger at lave en efterfølger til filmen Fitna.
30/6 2008
Norske diplomater i Indien frygter et angreb på landets ambassade i New Delhi. Ifølge indiske politikilder har ambassaden bedt politiet om at øge sikkerheden, skriver avisen Express India. Truslerne kommer fra yderliggående islamister og har baggrund i Muhammed-tegningerne. (Ritzau)
Den hollandske politiker Geert Wilders slipper for et blive retsforfulgt for at opildne til had mod muslimer. Det konkluderer Amsterdams chefanklger, Leo de Wit, der har set nærmere på Wilders' omstridte film Fitna og på hans kommentarer om islam og muslimer. I forbindelse med offentliggørelsen kaldte Wilders koranen for »fascistisk« og opfordrede til, at ingen muslimer længere skulle have lov at rejse ind i landet.
Det Nationale Marokkanske Råd vil nu på egen hånd forsøge at rejse en sag om ærekrænkelse ved en hollandsk domstol. Formanden, Mohamed Rabbae, er imod kritik af islam. ”Islam er en væsentlig del af muslimernes identitet. Så hvis man angriber islam, så er det for os det samme, som at man angriber og diskriminerer muslimer.” (Politiken)
25/6 2008
Den danske ambassadør kræves smidt ud af Jordan. Ali al-Dalaeen, formand for kulturudvalget i parlamentets underhus, hævder, at den danske og hollandske ambassadør har kontaktet lokale importører af danske og hollandske varer for at overtale dem til at fortsætte importen ved hjælp af bagvaskelse og løgn og dermed truer Jordan med at løbe tør for mad. Ud over parlamentsarbejdet er al-Dalaeen også medlem af styregruppen i den jordanske boykotkampagne Profeten Forener Os. (Politiken)
24/6 2008
Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) siger i dag i en udtalelse, at Vestre Landsrets frifindelse af Jyllands-Posten for tegningerne af Muhammed kan fremelske had til muslimer og fremme "islamofobi". ”Den danske afgørelse kom som en overraskelse for OIC på et tidspunkt, hvor alle vestlige regeringer, herunder USA, har fremsat kategoriske erklæringer, som afviser enhver forbindelse mellem islam og terrorisme”, hedder det i erklæringen fra OIC (Ritzau).
19/6 2008
Pakistaneren Shafeeq Latif dødsdømmes for blasfemi. En domstol i den østpakistanske by Sialkot har fundet ham skyldig i blasfemi Latif for at have talt nedsættende om profeten Muhammed. I en tidligere sag imod ham blev han idømt livsvarigt fængsel og en bøde på 360.000 kroner for i 2006 at have skændet sider i koranen. Human Rights Watch opfordrer regeringen i Islamabad til at ophæve dødsstraffen. (Ritzau)
Vestre Landsret frikender Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose for med publiceringen af karikaturtegningerne at have begået æreskrænkelse. Det hedder i dommen med særligt henblik på Kurt Westergaards tegning: “Under hensyn til tegningens karakter af satirisk karikatur og i betragtning af, at den hverken henviser til muslimer generelt eller til foreningerne eller deres medlemmer afviser landsretten, at tegningen indeholder strafbare sigtelser eller ringeagtsytringer rettet mod de muslimske foreninger eller deres medlemmer.” De sagsøgende muslimske foreninger, anført af Islamisk Trossamfund, agter nu at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
18/6 2008
Detaljer i PETs indicier mod de to tunesere mistænkt for mordplaner på tegneren Kurt Westergaard afsløres. De to havde overvåget og kortlagt Westergaards hjem, drabet skulle foretages med de bare hænder, sandsynligvis ved kvælning udført af den yngste, kampsportstrænede af de to, og en flugt camoufleret som ferie i Tunesien var planlagt. (Nyhedsavisen)
Psykolog Nicolai Sennels må fratræde sit job ved Københavns Kommune efter på en kommunal konference at have kaldt islam en voldelig religion, da han på en blev bedt om sit bud på, hvordan man forbedrer integrationen. Han får efterfølgende en påtale fra borgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten for sit indlæg, og han vælger nu at fratræde sit job. ”Jeg vil gerne have, at vi har en saglig debat. Den har jeg opfordret til som psykolog, der arbejder med kriminelle indvandrere til daglig. Det er jeg så blevet straffet for,” siger Nicolai Sennels. ”Min væsentligste pointe var, at vi må forstå, hvilke kulturer folk kommer med til vores samfund. Det er tydeligt mht. kriminalitetsstatistikker, religiøs ekstremisme og integrationsproblemer, at det er mennesker, der kommer fra en muslimsk kultur, der har sværest ved at finde en plads i vores samfund.” (DR)
17/6 2008
Norsk Gyldendal erkender, at man har begået en fejl ved i en lærebog at hævde, at Jyllands-Postens tegninger afbildede Muhammed med grisehale.
16/6 2008
Præsidenten for FNs Menneskrettighedsråd Doru Romulus Costea bekendtgør, at kritik af shariah ikke længere vil blive tolereret i rådets debatter, ligesom fatwaer heller ikke må diskuteres i forbindelse med overtrædelse af menneskerettighederne: “Udtalelser må undgå at bedømme eller vurdere religion ... jeg lover, at næste gang en taler bedømmer en religion eller en religiøs lov eller dokument, vil jeg afbryde ham og gå videre til næste taler.” Costeas beslutning sker efter gentagne opfordringer fra Pakistan, Iran og Ægypten, og han argumenterer, at beslutningen skyldes, at “diskussioner om tro er meget komplexe, meget sensitive og meget intense”. Kun religiøse lærde må diskutere religiøse emner, udtaler Costea. Afgående menneskerettighedskommissær Louise Arbour udtrykker bekymring over, at shariah nu bliver “tabu” i FN, idet rådet “blandt andet bør være ytringsfrihedens beskytter.” (IHEU)
14/6 2008
Malaysiske myndigheder arresterer en 80-årig prædikant, der hævder at være en mere end 3000 år gammel budbringer fra himlen, og som i hemmelighed lærer en afvigende version af islam. Mere end hundrede tilhørere pågribes sammen med prædikanten.
12/6 2008
De protesterende hinduer varsler verdensomspændende boykot mod Paramount- og Viacom-produkter med henvisning til filmen The Love Guru.
10/6 2008
Den libyske regering iværksætter fra i dag håndhævelsen af et forbud mod salg af danske varer. Samtidig udelukker regeringen danske firmaer fra at deltage i et stort program for modernisering af infrastrukturen. Det sker som protest mod Muhammedtegningerne.
Malaysias premierminister Badawi kræver britiske muslimers ret til at leve under shariah.
9/6 2008
OICs generalsekretær Ihsanoglu kræver i en udtalelse, at Vesten skrider ind over for ytringer, som islam finder stødende. “Det er ikke nok at fordømme eller distancere sig fra de handlinger, islamofoberne foretager. Det løser ikke problemerne, så længe de frit kan fortsætte deres kampagne og provokere med henvisning til ytringsfriheden”, siger han og kræver, at vestlige medier fuldstændig afviser “fortalerne for had og intolerance”. Ihsanoglu tilføjer følgende trussel: “Det er på høje tid, at der tages konkrete skridt for at dæmme op for råddenskaben, inden det fører til en eskalation af situationen.” (AP)
Den indonesiske regering beordrer landets ahmadiyya-muslimer til at konvertere til ortodoks islam. I modsat fald vil de blive anklaget for “fornærmelse mod islam” og idømt fem års fængsel. (AP)
8/6 2008
Efter af filmselskabet Paramount har afvist at pre-screene filmen “The Love Guru” med henblik på indvendinger fra protesterende hinduer, protesterer en gruppe religiøse ledere fra forskellige religioner i solidaritet, inklusive protestantiske, katolske, buddhistiske, jødiske præster og rabbinere.
4/6 2008
Al-Qaedas leder i Afghanistan Mustafa Abu al-Yazid tager ifølge Reuters ansvaret for bombeattentatet i Islamabad med henvisning til at Danmark “ikke har undskyldt” for publikationen af Muhammed-tegningerne.
Det franske sexsymbol Brigitte Bardot idømmes en bøde for islamkritiske udtalelser. Domstolen i Paris dømmer hende til at betale 15.000 euro for “incitation á la haine envers la communauté musulmane” – ophidselse til had mod det muslimske samfund. Anledningen er et brev, som hun i december 2006 sendte til Nicolas Sarkozy, daværende indenrigsminister, hvor hun bl.a. som dyreaktivist beklagede sig over halalslagtning uden bedøvelse og skrev: “Jeg er træt af at blive trukket rundt ved næsen af denne befolkningsgruppe, som ødelægger både os og vores land ved at påtvinge os deres skikke.” (Altermedia)
3/6 2008
Den pakistanske ambassadør i Danmark, Fauzia Mufti Abbas, hævder, at Jyllands-Posten er ansvarlig for bombeangrebet, fordi avisen står bag Muhammed-tegningerne: »Det er ikke kun det pakistanske folk, som har følt sig forulempet af det, som din avis har påbegyndt. Jeg vil gerne vide, om din avis føler sig tilfreds med, hvad den har gjort, og hvad den har udløst?« udtaler hun henvendt til chefredaktøren.
Det norske dagblad Adresseavisen i Trondhjem offentliggør en karikatur, der viser en turbanklædt selvmordsbomber på hvis t-shirt står “Jeg er Muhammed og ingen tør trykke mig.”
2/6 2008
En selvmordsbombe mod den danske ambassade i Islamabad dræber 8 personer og sårer 30.
Den norsk-pakistanske komiker og satiriker Shabana Rehman chokerer publikum på Litteraturfestivalen i Lillehammer, da hun med en tændt fakkel i den ene hånd og koranen i den anden annoncerer, at hun ønsker flere bogafbrændinger. »Denne bog har mere magt end nogen anden i vor tid. Hvis jeg brænder den, får den måske endnu mere magt. Der burde være flere bogbål i dette land, burde der. Vær ikke bange for, at din bog bliver brændt, vær bange for, at den ikke bliver brændt.« Hun sætter dog ikke ild til bogen, men blæser faklen ud, inden hun forlader scenen, angiveligt til salens store lettelse. Shabana Rehman forklarer efterfølgende i en mail, at hendes pointe er at appellere til forfattere om at "skrive mere engageret litteratur om frihed frem for at give magt til fundamentalister ved at brænde hellige bøger" (Jyllands-Posten).
24/5 2008
Rizwaan Sabir - en 22-årig masterstuderende med speciale i terrorisme ved University of Nottingham - bliver anholdt og frihedsberøvet i 6 dage efter, at University of Nottingham anmelder ham til myndighederne for at downloade en Al-Qaeda træningsmanual fra det amerikanske justitsministeriums hjemmeside. Selvom Sabirs vejledere fastslår, at manualen er studierelevant tilbageholdes Sabir i 6 dage før han løslades uden at blive sigtet. Flere akademikere peger på, at terrorlovgivning lægger pres på den akademiske frihed. Sagen medfører, at Rod Thronton der er lektor ved University of Nottingham beslutter at stoppe undervisningen i terrorisme grundet risikoen for at han og de studerende anklages for at overtræde terrorlovgivning (Guardian)
20/5 2008
En teenager anholdes i London under en protestdemonstration mod Scientology. Han bærer en plakat med teksten “Scientology is not a religion. It is a dangerous cult”. (”Scientology er ikke en religion. Det er en farlig kult”) Politiet konfiskerer plakaten og præsenterer den 15-årige for en sigtelse for at have brugt ordet “kult”, idet en politikvinde læste højt fra “Public Order Act” (der indeholder den “Racial and Religious Hatred Act” fra 2006) for den anklagede. To år forinden blev mere end 20 ansatte i Londons politi afsløret i at modtage større pengebeløb fra Scientology. (Guardian)
19/5 2008
Daniel Lecontes dokumentarfilm C’est dur d’être aimé par des cons (“Det er hårdt at være elsket af idioter”) om sagsanlægget mod Charlie Hebdo for at bringe karikaturer af Muhammed vises i Cannes.
Protester mod The Love Guru tager til med aktiviteter over hele USA i butikker, templer og beboerhuse. Pres lægges på det indiske filminstitut og den indiske ambassade i USA samt filmdistributører, filminstitutter, ministerier, biografejere osv. over hele verden. Kravet er, at Paramount Pictures skal ændre filmen efter hinduistiske retningslinjer. Paramounts vicedirektør Jessica Rovins har lovet at vise filmen for protestlederen Rajan Zed inden den frigives til biografvisning.
Appelsagen mod den dødsdømte afghanske journalist Parwiz Kambakhsh, der blev dømt for blasfemi for at have hentet artikler på nettet om kvinders rolle i islam, indledes.
Den hollandske karikaturtegner med pseudonymet “Gregorius Nekschot” anholdes efter en tre år gammel politianmeldelse fra imamen Abdul Jabber van der Ven. En ransagning af hans hjem dokumenterer ifølge Amsterdams statsanklager Sanne van Meteren flere tegninger, der kan være fornærmende over for muslimer og sorte. Anholdelsen gennemføres med ti betjente, der beslaglægger hans computer, backupdisk, USB-nøgle og mobiltelefon, og politiet truer ham med, hvad der vil ske ham, når de offentliggør hans virkelige identitet. De otte tegninger, der er under anklage, fjernes fra hans hjemmeside, men offentliggøres på andre netsites ( fx http://www.hetvrijevolk.com/?pagina=6139 ). Hans tegninger, der ofte har kritiseret venstrefløjen, islam og kristendommen, har hovedsagelig haft udbredelse via internettet, men han har også tegnet for ugeavisen HP/De Tijd og udgivet flere bøger. Han hævder selv at gøre grin med “alle stærke ideologier”. Justitsminister Hirsch Ballin begrunder anholdelsen af karikaturtegneren med, at Holland har en forpligtelse til at slå til mod diskrinination og hævder, at sagen intet har at gøre med ytringsfrihed. Nekschot løslades to dage senere, men anklagen opretholdes, og han risikerer op til to års fængsel for krænkelse og hate speech. Talsmænd for flere andre partier fra begge sider af det politiske spektrum, D66, Frihedspartiet og Arbejderpartiet, protesterer mod anholdelsen.
16/5 2008
Der indføres taliban-ledet sharia-styre i syv distrikter i Pakistans nordvestlige grænseprovins. Talibanpræster vil lede politi og domstole, og stening og amputation vil blive indført som straffe. (MEMRI)
15/5 2008
Efter regeringens plan om forbud mod religiøse symboler hos danske dommere har udenrigsministeriet udarbejdet en beredskabsplan for danske ambassader i muslimske lande. Klavs Holm fra ministeriets Afdeling for Offentlighedsdiplomati udtaler "Erfaringsmæssigt ved vi, at når det drejer sig om politiske og religiøse symboler, er der en risiko for, at der kan opstå misforståelser." (JP)
13/5 2008
Det britiske filminstitut BFI lover protesterende hinduer, at man ikke vil medvirke til visning af hollywoodfilmen The Love Guru.
12/5 2008
Den kinesiske malaysier Siti Fatimah, der i maj 2006 ansøgte shariahdomstolen i landet om at forlade islam får tilladelse til igen at blive buddhist. Hun havde måttet forlade buddhismen i 1998 for at blive gift med sin muslimske mand, der forlod hende i 2006, og hun blev i august 2007 dømt til muslimsk genopdragelse.
8/5 2008
Kunsthallen Charlottenborg i København aflyser den planlagte opførelse af Lars Vilks’ musical “Dogs” om hans oplevelser under den svenske karikaturkrise.
7/5 2008
Det amerikanske senat fremlægger en “Free Speech Protection Act” udløst af Khalid bin Mahfouz’ britiske retssag mod den amerikanske forfatter Rachel Ehrenfeld. Loven skal beskytte amerikanske skribenter imod injuriedomme i fremmede lande og såkaldt “libel tourism” – injurieturisme, hvor krænkede anlægger sag i lande med for dem fordelagtige injurielovgivninger – idet loven muliggør det for de anklagede at anlægge retssager imod anklagerne og kræve erstatning.
6/5 2008
Vestre Landsret påbegynder den ankesag som Islamisk Trossamfund og seks andre muslismske organisationer har anlagt mod Jyllands-Posten for blasfemi. (JP)
28/4 2008
Staten New York vedtager “Libel Terrorism Protection Act” til beskyttelse af amerikanske skribenter mod injurieanklager i fremmede lande. Loven er motiveret af den saudiske milliardær bin Mahfouz’ britiske sag imod den amerikanske skribent Rachel Ehrenfeld og afviser amerikansk anerkendelse af injuriedomme i fremmede lande, hvis de strider imod en række grundlæggende retsstandarder. (acdemocracy)
24/4 2008
Pakistans førende 35 islamiske lærde skriver en erklæring til OIC, hvor de opfordrer organisationen til økonomisk boykot mod Danmark på grund af genoptrykningen af Muhammed-tegningerne. (MEMRI)
23/4 2008
Den hollandske ambassade i Afghanistan lukkes og personalet evakueres til andre steder i Kabul efter terrortrusler. Ugen før lukkede Holland ambassaden i Pakistan.
Den tyrkiske barber Sabri Bogday dømmes til døden i Jeddah, Saudi-Arabien, for blasfemi efter i 2007 at have forbandet Allah og profeten Muhammed. (Amnesty)
22/4 2008
De danske ambassader i Afghanistan og Algeriet lukker efter terrortrusler. Ambassaderne fortsætter deres arbejde på hemmelige adresser. Også enkelte ansatte må flyttes fra deres privatboliger til andre hemmelige lokaliteter. (Politiken)
Sagen mod tegneren Kurt Westergaard og 10 danske avisredaktører indledes ved retten i Amman, Jordan.
21/4 2008
Al-Qaedas næstkommanderende Al-Zawahiri udtaler ifølger internetsiden IntelCenter: “Jeg opfordrer enhver muslim der kan skade Danmark til at gøre det for at støtte profeten, Guds fred være med ham, i forsvaret for hans ære.”
18/4 2008
En britisk digitalversion af historien om De Tre Små Grise afvises deltagelse i en statslig børnebogspris, den såkaldte BETT Awards. Den interaktive 3D-fortælling lader de tre små grise være cowboy-byggearbejdere – ideen er, at børn kan skabe deres egne fortællinger i dette univers og således lære om bygningsdesign og byggeri. Becta-rådet, der uddeler prisen, begrunder afvisningen med at historien var upassende for børn, idet det henviser til en afgørelse truffet af 70 uafhængige dommere, mest lærere: “Dommerne ville især ikke anbefale dette produkt til det muslimske samfund.” Rådet hævder endvidere, at historien “fremmedgør en del af arbejdsstyrken” og stiller bygningsindustrien i et dårligt lys.” Rådet stiller endvidere spørgsmålet “Er det sandt, at alle bygningsarbejdere er cowboys, at bygningsarbejdere får deres arbejde væltet, og at bygningsarbejdere er som svin?”
Muslimer kritiserer Bectas afgørelse og byder et computerprogram bygget på De Tre Små Grise velkommen i skolerne. Tahir Alam, leder af uddannelsesafdelingen af Muslim Council of Britain, udtaler: “Vi er overhovedet ikke fornærmet over det.” (Telegraph)
15/4 2008
Det pakistanske underhus vedtager en resolution, hvor det hedder “Dette parlament fordømmer kraftigt trykningen og genoptrykningen af de ugudelige og blasfemiske karikaturer af islams Hellige Profet og udgivelsen af en fornærmende og nedværdigende dokumentarfilm kaldet ‘Fitna’”. Resolutionen opfordrede også FN til at sikre religioner mod krænkelse.
11/4 2008
Internationale experter hævder, at genoptrykket af Muhammedtegningerne udsætter Danmark for terrortrusler. Adam Raisman fra internet-overvågningsgruppen SITE Intelligence Group udtaler: »For disse jihadister er der ingen tvivl om, at Danmark må blive et mål for hævnaktioner for fornærmelserne mod profeten Mohammed. De fleste medlemmer i disse jihad-fora diskuterer, hvornår angrebet sker. I deres øjne er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark skal rammes, men kun et spørgsmål om hvornår.” Han hævder, at han tre dage tidligere så en eksplicit trussel mod Danmark i det islamistiske forum »ekhlaas«, der har forbindelse til al-Qaeda. »Et medlem kaldte Danmark for »det lille land«. Han snakkede om hævnen mod Danmark og anførte, at han så frem til at »se det lille land blive strøget fra landkortet«. Han opfordrede også andre til at handle på vegne af profeten og at støtte profeten ved at hævne fornærmelserne,« siger Adam Raisman. »De oprindelige Muhammed-tegninger var et stort emne i jihad-miljøet, men efter et stykke tid var der stilhed om Danmark, eftersom man fokuserede på andre emner. Så kom genoptrykningerne, og debatten om Danmark blussede op igen. Så kom Osama bin Ladens meddelelse i midten af marts, og så blussede det endnu mere op,« siger Raisman med henvisning til den lydoptagelse med al-Qaedas leder, der blev lagt på internettet 19. marts. Bin Ladens trussel mod Europa bliver heftigt debatteret i de lukkede fora, forklarer Adam Raisman. Ifølge Raisman er der i jihad-miljøet på internettet en håndfuld mere eksklusive debatfora med direkte forbindelse til al-Qaeda, hvor der kræves medlemskab og adgangskode for at deltage i diskussionerne, og hvorfra debattråde, meddelelser og opfordringer bliver spredt ud til et stort antal mere tilgængelige internetsider. Evan Kohlmann fra NEFA Foundation Terrorwatch, der ligeledes overvåger det aktuelle trusselsbillede og diskussioner i de islamistiske miljøer på internettet, siger »Der er ingen tvivl om, at debatten om Danmark er øget. Muhammed-tegningerne og genoptrykningerne er ét af de varmeste emner blandt jihad-tilhængerne og jihad-bloggerne og er top-emnet på debatfora på internettet. Det bliver både diskuteret af de folk, som al-Qaeda gerne vil mobilisere i Europa og USA, og af al-Qaedas topledere selv,« siger han og henviser til, at Ayman al-Zawahiri, den næstkommanderende i al-Qaeda, for nylig omtalte tegningerne i en tale. (Berlingske)
10/4 2008
Den iranske organisation “Islam og Kristendom” forbereder dokumentarfilmen “Hinsides Fitna”, der skal fremstille Bibelens voldelige sider ved at vise kristne, der udfører kriminelle handlinger i Bibelens navn. Filmen skal vise de “ordrer”, som kristne over hele verden modtager om at udøve vold, angribe, brænde kvinder og børn og begå folkemord. Bibelen hævdes at være en fordrejet version af en tidligere, mere ægte Bibel, hvorfor jøder og kristne i dag ikke er rettroende. Der fremsættes nu kritik af det iranske filmprojekt. (Fars/ Ritzau)
PETs Center for Terroranalyse udsender forhøjet trusselsvurdering efter genoptrykket af Muhammedtegningerne og henviser især til faren for terroranslag mod trafikknudepunkter. (http://www.pet.dk/upload/vtd_-_version_ukl_10_4_08.pdf) Tidligere PET-chef Bonnichsen skønner at vurderingen afspejler kendskab til en konkret trussel. (JP)
9/4 2008
En radering med titlen “Religion, kød og magt” af den østrigske kunstner Alfred Hrdlicka fjernes fra en udstilling af hans værker i domkirkemuseet i Wien. Fjernelsen er en reaktion på protester fra katolikker i Østrig, Tyskland og USA. Billedet forestiller den sidste nadver som et homoerotisk orgie.
7/4 2008
En hollandsk domstol frikender Geert Wilders, som muslimske organisationer havde anklaget for at have opfordret til vold, idet han sammenlignede islam med fascisme og kaldte Muhammed en barbar. (JP)
Generalsekretær for det norske presseforbund Per Edgar Kokkvold lever under politibeskyttelse efter dødstrusler. På grund af fysisk lighed med tegneren Kurt Westergaard – og fordi han som repræsentant for presseforbundet har forsvaret pressens ytringsfrihed – har muslimske demonstranter i muslimske lande ofte ødelagt billeder af ham i den tro de forestillede Westergaard.
6/4 2008
Singapore International Film Festival bortcensurerer fire film: to fordi de angiveligt laver positive portrætter af arabisk og kurdisk terrorisme, en den viser japansk bondage og SM-ritualer, og en, der interviewer homosexuelle i muslimske lande. (http://www.screendaily.com/ScreenDailyArticle.aspx?intStoryID=38118&strSearch=singapore&strCallingPage=ScreenDailySearchSite.aspx)
30/3 2008
Den tyske bundesligaklub Eintracht Frankfurt opgiver en klubdragt, hvor en hvid trøje har et sort kors på forsiden. Klubtalsmanden Michael Feick udtaler, at muslimer kunne føle sig trådt over tæerne af trøjen. I en rundspørge foretrækker 80 % af klubbens fans den kasserede trøje. (hr-online)
29/3 2008
Liveleak.com fjerner “Fitna” fra sin hjemmeside "efter alvorlige trusler mod vores medarbejdere” som det hedder på hjemmesiden.
Al-Qaeda-talsmanden Qari Mohammed Yusuf truer Danmark, og demonstranter i Peshawar kræver “død over den danske regering”. (AP)
FNs generalsekretær Ban Ki-moon kræver forbud mod “Fitna”: “Jeg fordømmer på det stærkeste udsendelsen af Geert Wilders aggressive anti-islamiske film. Der er ingen retfærdiggørelse for hate speech og opfordring til vold. Ytringsfriheden er ikke i fare her. Jeg anerkender bestræbelser hos den hollandske regering for at standse udsendelsen af denne film og appeller til fred hos de der forståeligt nok vil blive krænket af den.” (www.un.org.)
Lederen af den hollandske arbejdsgiverforening VNPNCW, Bernard Wientjes, udtaler, at man i tilfælde af en islamisk boykot af hollandske varer vil anlægge sag mod Geert Wilders for skadeerstatning. Malaysias tidligere premierminister Muhammad bin Mahathir har foreslået en sådan verdensomspændende islamisk boykot af Holland. (AFP)
Trailere for Hollywoodfilmen The Love Guru får hinduistiske organisationer til at protestere. Her spiller Mike Myers Indiens næststørste guru. Rajan Sed, leder af Universal Society of Hinduism i Nevada mener hinduistiske begreber bruges på frivol vis i filmen, og organisationen Shri Ramayan Pracharini Sabha har protesteret over portrætteringen af hinduistiske figurer i filmen som klovne. De religiøse ledere hævder filmen kan få publikum til at tro at alle hinduer er sådan. (http://www.keralanext.com/news/?id=1203415)
28/3 2008
“Tre af FN specielle rapportører udsendte i dag en fælles erklæring som kritiserer provokationen i en film, der udstiller et ekstremt forvrænget billede af muslimer, og opfordrer til et roligt og tilbageholdende svar ved dens premiere.
Den specielle rapportør om nutidige former for racisme, rasediskrimination, xenofobi og relateret intolerance, Doudou Diène; den specielle rapportør om religionsfrihed og trosfrihed, Asma Jahangir; den specielle rapportør for fremme og beskyttelse af frihed til meninger og udtryk, Ambeyi Ligabo, udsendte den følgende udtalelse: ”Vi fordømmer tonen og indholdet i filmen, som igår er lagt på internettet af det hollandske medlem af parlamentet, Hr. Geert Wilders. Filmen ”Fitna” illustrerer et voksende mønster, hvor muslimer udelukkende associeres med vold og terrorisme. Det er afgørende, at regeringer standser dette mønster og tager hurtige skridt for at forhindre racemæssigt og religiøst had, der er hovedkilde til truslen mod fred og samfundsmæssig sammenhængskraft. (…)” ” (http://www2.ohchr.org/english/press/newsFrameset-2.htm)
27/3 2008
Ex-muslimen Ehsan Jani fra det hollandske Arbejderparti bekendtgør planen om endnu en islamskritisk film med titlen “Muhammeds liv”, der bl.a. skulle vise Muhammeds sexuelle interesse for sin niårige kone Aisha. Filmen er en tegnefilm og er planlagt til offentliggørelse 20. april på Hitlers fødselsdag, angiveligt for at vise, at hans ideer lever videre i islam. Kontaktorganisationen CMO mellem muslimer og Hollands regering har set udtog fra filmen og kræver et forbud mod den ved domstolene. (Ritzau; Die Welt)
Geert Wilders’ film “Fitna” offentliggøres på netsitet liveleak.com, efter hans egen hjemmeside er blevet lukket.
Den hollandske regering tager afstand fra filmen, som den hævder alene har det mål at krænke: “Filmen sidestiller islam med vold. Vi afviser den fortolkning. Vi mener, at den ikke har noget andet formål end at krænke. Men at føle sig krænket må aldrig tjene som en undskyldning for aggression og trusler.”
Det slovenske EU-formandskab tager også afstand fra filmen: “Vi mener, at handlinger som denne film ikke tjener andet formål end at opflamme til had.” “Ytringsfrihed hører til vores værdier og traditioner. Men den skal udøves i en ånd af respekt over for religionen og andre overbevisninger.”
Europarådets generalsekrætær Terry Davis udtaler »Det er smagløs manipulation, som udnytter uvidenhed, fordomme og frygt. Det er simpelthen politisk propaganda, og det kan bruges af de ekstremister, som har fået en så fremtrædende rolle i hans film. Filmen vil fornærme den store majoritet af mennesker med en islamisk tro i Europa, som tager afstand fra vold og accepterer vores fælles værdier«.
Regeringerne i Pakistan og Indonesien fordømmer i skarpe vendinger filmen (Reuters), og den iranske regering kræver af den engelske og hollandske regering, at de skrider ind og forbyder visning af den. (AP) I Jordan hævdes Wilders at være dansk, og der opfordres til forbrugerboykot mod Danmark.
FNs Menneskerettighedsråd vedtager efter forslag fra OIC-landene på vegne af Pakistan resolution 7/19 angående kampen mod krænkelse af religioner. Her hedder det:
”7/19. Kampen mod krænkelse af religion
Menneskerettighedsrådet
Idet vi erindrer os udfaldet på 2005 verdens topmødet tiltrådt af generalforsamlingen i dets resolution 60/1 af 24. oktober 2005, hvor forsamlingen understregede ansvarligheden hos staterne, i overensstemmelse med FNs charter for at respektere menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle, uanset race, farve, køn, sprog og religion, politisk opfattelse, national og social oprindelse, ejendomsforhold, fødsel eller anden status, og i erkendelse af betydningen af respekt og forståelse for religiøs og kulturel diversitet overalt i verden,
Idet vi erindrer os tillige Durban deklarationen for handling, tiltrådt af verdenskonferencen imod racisme, racediskrimination, xenofobi og anden relateret intolerance i september 2001,
Idet vi desuden erindrer os deklarationen for udryddelse af alle former for intolerance og diskrimination baseret på religion og tro, proklameret af generalforsamlingen i dets resolution 36/55 af 25. november 1981,
Idet vi anerkender de værdifulde bidrag fra alle religioner til den moderne civilisation og det bidrag som dialog blandt civilisationer kan skabe for at højne bevidstheden om forståelse om fælles værdier, der deles af hele menneskeheden,
Noterer vi os at deklarationen tiltrådt af udenrigsministrene fra OIC på dets 34. Session i Islamabad, i maj 2007, som fordømmer den voksende tendens til islamofobi og systematisk diskrimination imod tilhængere af islam og understreger behovet for at tage effektive skridt til at kæmpe mod krænkelse af religion,
Vi noterer ligeledes det endelige communiqué tiltrådt af OIC på dets 11. Topmøde i Dakar, i marts 2008, hvor organisationen udtrykte bekymring overfor den systematiske negative stereotypisering af muslimer og islam og andre gudelige religioner, og tog afstand fra den omfattende vækst i intolerance og diskrimination imod muslimske minoriteter, der er en forsmædelse imod den menneskelig værdighed og går imod menneskerettighederne,
Idet vi erindrer os den fælles udtalelse fra OIC, den Europæiske Union og generalsekretæren den 7. februar 2006, hvor de anerkendte behovet i alle samfund for at vise sensibilitet og ansvarlighed når det kommer til at behandle emner af speciel betydning for troende fra enhver religion, selv fra de der ikke selv tilhører denne tro, som det måtte dreje sig om.
Idet vi igen bekræfter opfordringen fra præsidenten for generalforsamlingen i hans udtalelse af 15. marts 2006, hvor der siges, i kølvandet på den eksisterende mistillid og spænding, at der er et behov for dialog og forståelse mellem civilisationer, kulturer og religioner og for at forpligte sig til at arbejde sammen for at forhindre provokative og fortrydelige hændelser og for at udvikle bedre måder for at befordre tolerance, respekt for og frihed til religion og tro,
Idet vi byder velkommen til alle internationale og regionale initiativer, som inkluderer Alliancen mellem civilisationer og Den internationale Dialog og Samarbejde mellem Trosretninger for at befordre harmoni mellem kulturer og mellem trosretninger og for at yde deres værdifulde bestræbelser for at befordre en kultur af fred og dialog på alle niveauer,
Idet vi byder velkommen også til rapporten fra den specielle rapportør om nutidige former for racisme, racediskrimination, xenofobi og relaterede intolerancer om situationen for muslimer og arabere i forskellige dele af verden,
Idet vi byder velkommen til rapporterne fra den specielle rapportørs som er indgivet til rådet på dets 4. Og 6. sessioner, hvor han anmoder medlemslandene om at bemærke det alvorlige ved defamation af alle og opfordrer til at styrkelse af kampen mod disse fænomener ved at forstærke interreligiøs og interkulturel dialog og ved at befordre gensidig forståelse og fælles handling for at møde disse udfordringer, der består i at beskytte og fremme menneskerettigheder, såvel som at udvikle komplementære juridiske strategier,
Idet vi gentager opfordringen fra den specielle rapportør angående nutidige former for racisme, racediskrimination, xenofobi og relateret intolerance til medlemslandene og til at føre en systematisk kampagne imod opfordring til racemæssig og religiøst had med at opretholde en omhyggelige balance mellem forsvaret for sækularisme og respekt for religionsfriheden ved at anerkende og respektere det komplimentære ved alle former for frihed som de er formuleret i den internationale pagt for civile og politiske rettigheder,
Idet vi understreger at staterne, NGO’er, religiøse organisationer og medierne har en vigtig rolle at spille i at fremme tolerance og religionsfrihed og trosfrihed gennem uddannelse,
Idet vi noterer med bekymring, at defamation af religion er blandt årsagerne til social uro og ustabilitet på national såvel som på international niveau, og leder til brud på menneskerettighederne,
Idet vi noterer med dyb bekymring den voksende tendens i de seneste år til udtalelser, der angriber religioner, herunder islam og muslimer i menneskerettighedsfora,
1. Udtrykker vi dyb bekymring for den negative stereotypering af alle religioner og manifestationer af intolerance og diskrimination på områder som religion og tro;
2. Udtrykker vi også dyb bekymring hvad angår forsøgene på at identificere islam med terrorisme, vold og brud på menneskerettighederne og understreger det at ligestille enhver religion med terrorisme burde afslås og bekæmpes på alle niveauer;
3. Udtrykker vi videre dyb bekymring over den intensiverede kampagne for defamation af religioner i forhold til den etniske profilering af muslimske minoriteter efter de tragiske begivenheder den 11. september 2001;
4. Udtrykker vi den alvorlige bekymring i forhold til de seneste alvorlige stereotyperinger af religioner og deres tilhængere og hellige skikkelser i medier og gennem politiske partier og grupper i nogle samfund, og den forbundne provokation og politiske udnyttelse af dette;
5. Anerkender vi at i sammenhæng med kampen mod terrorisme, bliver defamation af religioner en forværrende faktor der bidrager til benægtelsen af grundlæggende rettigheder og friheder, der rammer grupper og bidrager til deres økonomiske og sociale udelukkelse;
6. Udtrykker vi bekymring over love og administrative tiltag der vedtages og sættes i kraft for specifikt at kontrollere og overvåge muslimske mindretal, herunder at stigmatisere dem og legitimere den diskrimination som de er underkastet;
7. Beklager vi stærkt fysiske angreb og overfald på forretninger, kulturelle centre og steder for gudstilbedelse for alle religioner og handlinger rettet mod religiøse symboler;
8. Opfordrer vi staterne til at handle for at forhindre udbredelsen af racistiske og xenofobiske ideer og materiale rettet mod enhver religion og dens troende, herunder gennem politiske institutioner og organisationer, ideer som danner grundlag for ophidselse til racemæssig og religiøst had, fjendskab og vold;
9. Vi opfordrer stærkt staterne til at sørge for, indenfor deres juridiske og grundlovsmæssige rammer, at yde en passende beskyttelse imod handlinger der udtrykker had, diskrimination, intimidering og tvang som stammer fra defamation af enhver religion, samt at tage alle mulige midler i brug for at fremme tolerance og respekt for alle religioner og deres værdisystemer og at komplimentere deres juridiske systemer med intellektuelle og moralske strategier for at bekæmpe religiøs had og intolerance;
10. Understreger vi at respekt for religioner og deres beskyttelse imod foragt er et grundlæggende element der bidrager til udøvelsen af alle rettigheder til tankefrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed;
11. Opfordrer vi alle stater til at sikre at offentligt ansatte, herunder medlemmer af politiet, militæret, embedsmænd og ansatte i uddannelsessektoren, i løbet af deres arbejde, vil respektere alle religioner og trosretninger og ikke diskriminere imod en person pga. religion eller tro, og at alle nødvendige og passede former for uddannelse og træning tilbydes for at opfylde dette mål;
12. Understreger vi, som stipuleret i international menneskerettighedslov, at alle har retten til ytringsfrihed, og at udøvelsen af denne ret medfører specielle pligter og ansvar, som dermed kan underkastes bestemte restriktioner, men kun dem som loven foreskriver og som er nødvendige for at at sikre andres respekt og omdømme, samt for at beskytte den nationale sikkerhed og offentlige orden og offentlige sundhed og moral;
13. Bekræfter vi igen at den generelle kommentar nr. 15. Fra komiteen til udryddelse af racediskrimination, hvori komiteen stipulerer at forbuddet mod udbredelse af alle ideer baseret på raceoverlegenhed og had er kompatibelt med princippet om ytringsfrihed ligeledes er anvendeligt hvad angår i spørgsmålet om opfordring til religiøst had;
14. Beklager vi brugen af trykte, audio-visuelle og elektroniske medier, herunder internettet og andre midler til at ophidse til voldshandlinger, xenofobi og relateret intolerance og diskrimination imod islam og enhver anden religion;
15. Inviterer vi den specielle rapportør om nutidige former for racisme, racediskrimination, xenofobi og relaterede former for intolerance til at fortsætte med at rapportere om alle manifestationer af defamation af religion, og herunder specielt om alvorlige virkninger af islamofobi, til rådet på dets 9. Session;
16 Anmoder vi Højkommisæren for menneskerettigheder til at rapportere om implementeringen af denne resolution og overgive en samling omfattende relevant eksisterende juridisk materiale og jurisprudens angående defamation af og foragt for religioner til rådet på dets 9. Session.
40. Møde, den 27. marts 2008
[ Tiltrådt med stemmerne 21 mod 10, 14 undlod at stemme hverken for eller imod. Se kap. LX.] ”
(http://ap.ohchr.org/documents/E/HRC/resolutions/A_HRC_7_L_15.pdf)
For resolutionen stemte (21) Azerbaijan, Bangladesh, Cameroun, Kina, Cuba, Djibouti, Ægypten, Indonesien, Jordan, Malaysia, Mali, Nicaragua, Nigeria, Pakistan, Philippinerne, Qatar, Rusland, Saudi Arabien, Senegal, Sydafrika og Sri Lanka.
Imod stemte Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Rumænien, Slovenien, Schweiz, Ukraine og Storbritannien.
Lande, der ikke stemte (14): Bolivia, Brasilien, Gabon, Ghana, Guatemala, Indien, Japan, Madagascar, Mauritius, Mexico, Peru, Sydkorea, Uruguay og Zambia.
Teksten bygger på resolutionen af 31/3 2007, men er adskillige steder strammet, fx. ved tilføjelsen af punkterne 10 og 16, der hhv. hævder, at beskyttelsen af religion mod krænkelse er essentiel for ytringsfriheden, og ikke bare kræver, at Højkommissæren for Menneskerettigheder skal rapportere om resolutionens implementering men også iværksætte en undersøgelse af existerende lovgivninger angående foragt for religioner til Rådets 9. møde. De enkelte medlemsstaters lovgivninger skal altså nu gennemgås med henblik på at lægge pres på dem for indførelse af love til hindring af krænkelse af religioner. Man bør også bemærke det sidste punkt i indledningen, inden punkterne, hvor kritikken af islamlegitimerede overgreb mod menneskerettigheder i de selvsamme lande, der stemmer for resolutionen søges delegitimeret som had.
24/3 2008
En underafdeling af Muslim World League, der kalder sig ”Det Globale Program til at gøre Barmhjertighedens Profet kendt” indrykker en annonce i flere store danske dagblade. Det hedder her: ”Vi vil her understrege, at Islam fordømmer enhver handling, der svækker samfundets sikkerhed, i særdeleshed drab og ildspåsættelse. Faktisk savner muslimer stadig en formel afstandstagen over for genoptryk af de forhånende tegninger fra relevante myndigheder. Vi er overbeviste om, at en afstandstagen vil kunne medvirke til yderligere gentagelse af sådanne ulykkelige tiltag.”
Den konservative politiker Henriette Kjær udtaler, at hun opfatter dette som en trussel og kalder det “mafialignende tilstande”. (JP)
To hollandske muslimer fra en gruppe med forbindelse til Theo van Goghs morder idømmes 3 års fængsel for sammen med gruppen at planlægge attentater mod hollandske politikere og den hollandske efterretningstjeneste. Parret slap billigt fordi de vidnede mod andre gruppemedlemmer. (Ritzau)
23/3 2008
Det tjekkiske højrefløjsparti Nationalpartiet såvel som den statsstøttede muslimske hollandske TV-station NMO har tilbudt at vise Wilders’ koranfilm, de førstnævnte på deres hjemmeside, de sidstnævnte på tv, men dog kun efter en kontrol af filmen for forfatningsstridighed, hvilket Wilders afviser.
22/3 2008
Den amerikanske netudbyder Network Solutions lukker den hjemmeside, hvor Geert Wilders har til hensigt at lægge sin islamkritiske film “Fitna”. Firmaet undersøger angiveligt hvorvidt en offentliggørelse af filmen vil strider mod firmaets regler for acceptabelt netindhold. (APN)
Protestdemonstrationer i Karachi kræver afbrydelse af diplomatiske forbindelser med Danmark samt iværksættelse af en økonomisk boykot mod Danmark. Jordanske parlamentarikere arbejder for afbrydelse af forbindelser med Danmark.
20/3 2008
En hollandsk domstol meddeler, at den vil undersøge en klage over Geert Wilders’ film “Fitna” fra en række muslimske grupper, der ønsker nedlagt forbud mod filmen.
19/3 2008
Taslima Nasreen, der siden november har boet i Delhi under skarp bevogtning, uden fri bevægelighed, med besøgsforbud og uden adgang til lægehjælp, forlader Indien. Hun planlægger at bosætte sig i Frankrig eller Tyskland. (Reuters).
En gruppe, der kalder sig “Venner af ytringsfrihed” hænger snesevis af plakater med Kurt Westergaards Muhammed-tegning op i den tjekkiske by Brno. Udenrigsminister Karel Schwarzenberg kalder plakaterne “forhånende” og siger “De er et tegn på intolerance og aggressivitet hos dem, der udtænkte dem.”
Osama bin Laden truer i en lydoptagelse, der er lagt ud på internettet, EU med “en alvorlig straf” for Muhammedtegningerne. Meddelelesen har titlen “Reaktionen vil være, hvad I ser, ikke hvad I hører”, og den hævder tegningerne er en del af et korstog, hvori også paven er involveret. (Reuters)
18/3 2008
Ægyptens præsident Mubarak udtaler i en tale på det ægyptiske stats-tv: "I forbindelse med profetens fødselsdag, er forfalskningerne og fornærmelserne igen dukket op til overfladen mens de gemmer sig bag ytringsfriheden.” ”Vi siger til dem at det er slut nu med at snakke om dialog mellem kulturer, civilisationer og religioner og gøre sig klart, at vi følger en sti, der vil lede dem og os ned i en farlig afgrund.” (AP)
Den kinesiske kristne Liu Huiwen, der blev dømt til 18 måneders fængsel for at uddele en evangelisk pjece til mulismer i Gansu-provinsen, rapporteres nu at blive mishandlet i fængslet af det muslimske flertal. (Compass Direct Press)
17/3 2008
De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminister Anwar Mohammad Gargash udtaler på et møde med den danske ambsassadør, at Emiraterne "fordømmer den danske regerings ukloge holdning ved ikke at forhindre genoptrykningen af tegningerne, der krænker islam og profeten Muhammed i den danske presse." (gulfnews)
Supermarkedskæder i Emiraterne og Oman beslutter at fjerne danske varer fra hylderne.
14/3 2008
Ved en høring i FNs menneskerettighedsråd forsøger IHEUs (International Humanist and Ethical Union) repræsentant ved FN Roy Brown at fremføre en planlagt tale, der skal kaste lys over, hvordan islamiske lande siden 1999 har fået vedtaget en række resolutioner ”Bekæmpelse af defamation af Religion”, der retter sig imod FNs menneskerettighedscharter og specielt imod ytringsfriheden. Brown får dog ikke holdt sin tale, idet repræsentanterne for Pakistan og Ægypten gentagne gange afbryder ham med procedure-protester, hvor den pakistanske delegerede fx. hævder, at omtale af shariah ”er krænkende overfor vores tro”. Mødelederen imødekommer indvendingerne, og Brown får besked på at udelade omtale af shariah fra talen. Brown må derfor opgive sit indlæg og bortcensureres effektivt fra rådets møde.
13/3 2008
Ægyptiske medier ”citerer” stort opsat Villy Søvndal for at sige, at ”muslimer kan gå ad helevede til”. (JP) Jordanske parlamentarikere kræver, at landet afbryder diplomatiske forbindelser med Danmark. Organisationen ”Profeten forener os” trykker en halv million plakater.
12/3 2008
Demonstrationer med slogans som ”Død over Danmark!” i Teheran samt flere steder i Pakistan.
Philippe Val, redaktør af Charlie Hebdo, frikendes i en appelsag for at have krænket franske muslimer ved at have trykt de danske tegninger og andre karikaturer af Muhammed i 2006.
Engelsk tv-reklame for hårmidlet Ghd med mottoet ”Ghd. A new religion for hair” og kvinder med religiøse attituder forbydes af det britiske reklamenævn Advertising Standards Authority efter klager fra kristne.
11/3 2008
EU's formand, den slovenske udenrigsminister Dimitrij Rupel, stillede sig i dag på forhånd kritisk over for den kontroversielle film om islam, som den hollandske politiker Geert Wilders ventes at offentliggøre 28. marts: “Konfrontationer bør undgås. Jeg forstår ikke, hvorfor man vil score politiske points med sådanne provokationer, der påvirker mange mennesker, måske millioner af mennesker. Så lad os være meget forsigtige.”
Grundfosdirektør Niels Due Jensen angriber i en artikel i Børsen den konservative Henriette Kjær og andre danske politikere for at være ”hysteriske” og sætte ytringsfrihed over erhvervsinteresser: ”Derfor, Henriette Kjær, er vi i erhvervslivet, specielt i eksporterhvervene, nødt til at omgås ytringsfrihed med respekt for andre mennesker og også praktisere en vis selvcensur for ikke unødigt at såre og forhåne.”
9/3 2008
Demonstrationer i Jalalabad under sloganet ”Død over Danmark!”, ”Død over Holland” (AP).
8/3 2008
Demonstrationer mod Danmark og Holland i den afghanske by Herat. (AP)
7/3 2008
Den tværarabiske forbrugerorganisation Consumer Protection Society opfordrer til boykot af danske varer i arabiske lande. Handelskammeret i Lahore, Pakistan, kræver total boykot af danske varer. I modsætning til de statsorganiserede boykotter i 2006 menes den igangværende boykot at have dybere tag i forbrugerne. “Vi vil ikke finde os i mere. Religion er hellig”, siger forbrugerorganisationens formand Mohammed Obeidat. (http://politiken.dk/erhverv/article480886.ece)
6/3 2008
USAs tidligere udenrigsminister Madeleine Albright udtaler i DR2s ”Deadline”: "Jeg tror selvfølgelig på ytringsfriheden, men jeg mener også, at frihed kommer med ansvar. Det er svært for mig at forstå, hvad tegnerne fik ud af at gøre det." "Men jeg tror på pressefrihed. Og jeg mener, at det er vigtigt for folk at bruge deres frihed på en ansvarlig måde uden nødvendigvis at fornærme andre," "Man skal også opdrage folk med en idé om, hvad det er at være en god borger (...) I USA siger man: Du har ret til at ytre dig, men ikke til at råbe 'brand!' i en fyldt teatersal."
5/3 2008
Zakaria al-Sheikh, talsmand for over 30 jordanske aviser, websites og radiostationer, erklærer at han på deres vegne vil sagsøge de danske aviser, der har trykt tegningerne. Han har til dette formål allieret sig med 35 advokater. Iflg. artikel 5, paragraf 4 i den jordanske retsplejelov af 2006 kan en forbrydelse begået uden for landets grænser straffes i Jordan, hvis den ”helt eller delvis påvirker jordanske statsborgere, herunder ad elektronisk vej.” Sheikh ser derfor mulighed for at dømme de danske tegnere og aviser for blasfemi, der ifølge straffeloven straffes i fængsel mellem et og tre år. Sheikh står i spidsen for bevægelsen ”Guds budbringer forener os”, der har kampagneret for udvisning af den danske ambassadør i Jordan samt for boykot af danske varer. (APF/ Politiken)
Hollands Industri- og Arbejdsgiverforening taler for at skride ind over for Geert Wilders’ film. Hollands anti-terror-politi har bedt om at se filmen før offentliggørelse; Wilders frygter det er med henblik på et statsligt forbud.
4/3 2008
Et par hundrede af det afghanske parlaments medlemmer i Kabul deltager i en demonstration vendt mod Danmark og Holland. Demonstrationen råbte ”Død over islams fjender!” og krævede indgreb mod de to lande fra FN og verdenssamfundet. (AP)
Den muslimske kvinde Kamariah Ali, der har forladt islam for at slutte sig til trosretningen Sky Kingdom, der bl.a. tilbeder en kæmpetepotte, modtager en dom på to års fængsel for apostasi.
3/3 2008
Afghanistans udenrigsminister Rangin Spanta rettede under sit besøg i Danmark ved et møde med Per Stig Møller en skarp kritik mod genoptrykket af tegningerne.
Berlins Kulturforvaltning beslutter, at kunstnergruppen Surrends udstilling skal genåbnes under politibeskyttelse.
Den hollandske regering undersøger iflg. De Telegraaf, hvordan visning af Geert Wilders’ koranfilm kan hindres. De kristelige demokrater taler for et decideret forbud, medens koalitionspartneren Arbejderpartiet taler for at opfordre de muslimske lande til at hindre voldelige udfald mod Holland. (http://jp.dk/kultur/film/article1285800.ece)
Gruppen af OIC-ambassadører ved FN opfordrer til FNs generalsekretær om at gribe ind imod de danske tegninger. Det hedder i deres erklæring: ”Den voksende negative politiske og mediemæssige diskurs i den vestlige verden som er rettet mod muslimer og islam er et emne der der til stor bekymring for den islamiske ummah. I årevis er voksende intolerance og diskrimination mod muslimer og fornærmelser mod islam blevet omsiggribende og ofte tolereret i bestemte vestlige lande og samfund.
Blandt islamofobiske initiativer skal nævnes publikationerne af de blasfemiske karikaturer af profeten Muhamed (Fred Være Med Ham) i aviser i Europa, adskillelige kampagner for anti-islamiske lovgivninger i europæiske lande, diverse kampagner for forhindring af bygning af moskeer samt den forestående visning af en film af den hollandske politiker, som fornærmer den hellige koran. Disse initiativer skaber negative følelser og had mod muslimer. Apati og handlingslammelse fra regeringers side overfor at forhindre disse diskriminationer mod muslimer og islam kan ikke retfærdiggøres med henvisning til ytringsfrihed. Uheldigvis bliver sådanne fornærmelser og forhånelser mod islam forsynet med intellektuel retfærdiggørelse af vestlige intellektuelle og politiske lobbier som forsvarer anti-islamiske handlingsplaner, og som støtter vold mod muslimer. Slogans som ”islamo-fascisme”, ”islamisk terrorisme” og ”radikal islam” er demonstrationer af og retfærdiggørelser for provokationer og systematiske fornærmelser overfor islam. Dette fænomen afspejler islamofobien i de vestlige samfund.
OIC gruppen tror at retten til ytringsfrihed følges af pligten til ansvar, og den giver ikke nogen licens til at fornærme eller såre følelser hos troende og andre. Det er alle staters pligt overfor den internationale pagt for civile og politiske rettigheder, i overensstemmelse med artikel 20, at vedtage de nødvendige love for at forbyde forsvaret af nationalt, racemæssigt og religiøst begrundet had som kan ophidse til diskrimination, fjendskab og vold. OIC bemærker at den Europæiske domstol for menneskerettigheder tidligere har bekendtgjort domme til fordel for staters indblanding for at forhindre mediers formidling af materiale hvor det drejede sig om at beskytte andre religioner, og forventer at den samme behandling skal blive islam og muslimer til del.
OIC beklager stærkt alle handlinger af ideologisk og fysisk karakter samt overfald og opfordringer til dette, imod personer på grundlag af deres religion eller tro, og ligeledes handlinger rettet mod religiøse symboler, steder eller monumenter for alle religioner. OIC er specielt alarmeret over intensiveringen af kampagnen for æreskrænkelse af profeten da det svækker muslimers glæde og retten til at tro, til fri tankefrihed og religion, og det hindrer deres mulighed for at se, praktisere og manifestere deres religion frit og uden frygt for tvang, vold og repressalier.
Sådanne handlinger mod muslimer og islam er uforenelige med ånden i FNs charter, der søger at befordre fredelig sameksistens mellem nationer. De er brud på adskillige FN resolutioner, bl.a. generalforsamlingens resolution 62/154 om at bekæmpe defamation af religion, generalforsamlingens resolution 55/23 om dialog mellem civilisationer og også sikkerhedsrådets resolution 1624 (2005) som opfordrer medlemslandene, inter alia, til at fortsætte de internationale bestræbelser for at forstærke dialogen og udbrede forståelsen mellem civilisationer i bestræbelsen på at forhindre vilkårlig stigmatisering af forskellige religioner og kulturer. Sådanne handlinger undergraver også den positive bevægelse der er sat i værk ved lanceringen af Alliancen af Civilisationers og generalforsamlingens dialog om samarbejde for fred mellem trosretninger, der bl.a. har som mål at overvinde misforståelser mellem islam og vesten.
I denne ovenfor nævnte sammenhæng ønsker OIC at minde om den fælles udtalelse fra generalsekretæren for FN og generalsekretæren for OIC og repræsentanten for udenrigs- og sikkerhedspolitik for den europæiske union i Doha den 7. februar 2006 som anerkender at ”i alle samfund er der et behov for at vise sensibilitet og ansvarlighed når man behandler emner af speciel betydning for troende af en hvilken som helst religion, selv fra de der ikke selv tilhører denne tro.”
Specielt OIC er af den opfattelse at mangel på handling for at forhindre genoptryk af de blasfemiske karikaturer samt ligegyldighed overfor visningen af den
Provokerende dokumentar imod den hellige koran vil blive opfattet som manifestationer af uoprigtighed overfor principperne og målene for adskillige bestræbelser indenfor FN systemet for at befordre forståelse og respekt for og blandt kulturer og civilisationer.
OIC opfordrer generalsekretæren til at mane staters regeringer der tolererer disse blasfemiske tegninger, formidling af materiale i medier såvel som kampagner for anti-islamiske reguleringer til at tage alle lovlige initiativer og administrative skridt for at forhindre en gentagelse eller fortsættelse af disse forsætlige handlinger, der groft støder tankefriheden, samvittighed og religion hos mennesker, der bekender sig til islam. OIC anmoder generalsekretæren til offentligt at udtrykke hans umisforståelige modstand mod alle handlinger som udtrykker islamofobi, og at erklære at ingen regeringer bør være medskyldige i at underminere de fortsatte bestræbelser for at befordre harmoni og fredelige relationer mellem forskellige kulturer, religioner og civilisationer.” (http://www.oic-oci.org/oicnew/topic_detail.asp?t_id=871)
2/3 2008
Demonstrationer i Afghanistan kræver danske og hollandske dele af NATO-styrken udvist af landet.
NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer udtrykker bekymring for om Geert Wilders’ planlagte Koran-film kan skabe problemer for NATO-styrkerne i Afghanistan.
1/3 2008
SFs formand Villy Søvndal fortryder, at han i februar 2006 kritiserede tegningerne efter tidligere at have forsvaret dem. Uffe Ellemann-Jensen hævder samtidig, at genoptrykningen af tegningerne er skadelig for ytringsfriheden i Mellemøsten og kalder efterfølgende Søvndal ”populist”.
29/2 2008
Flere af tegneren Kurt Westergaards 81 navnebrødre og deres børn har modtaget dødstrusler og er under PETs beskyttelse.
EUs justitskommissær Franco Frattini tilbyder Hirsi Ali politibeskyttelse i samtlige EU-lande.
Ægypten erklærer boykot mod dansk og hollandsk deltagelse ved filmfestivalen i Cairo 6. marts.
Protestdemonstrationer mod tegningerne i de pakistanske byer Karachi, Quetta, Multan, Hyderabad, Rawalpindi samt Islamabad. Tumulter ved demonstrationer mod tegningerne i Mauretanien. Også store demonstrationer i Yemen, der officielt erklærer handelsboykot mod Danmark og truer med afskæring af diplomatiske forbindelser, hvis ikke den danske regering skrider ind over for tegningerne.
Efter trusler begrundet i Geert Wilders’ Koran-film aflyser den hollandske udviklingsminister Bert Koenders et besøg i Somalia.
28/2 2008
Efter pres fra forældre fyres tegneren Kurt Westergaards kone Gitte Westergaard fra sit arbejde i en kommunal børnehave af børnehaveleder Jette Nørrevang. Afskedigelsen forventes gennemført i stilhed, men efter presseomtale omgør rådmand i Århus Louise Gade beslutningen.
Norsk og svensk politik anholder i alt seks personer med somalisk baggrund i Oslo og Stockholm, mistænkt for terror-planlægning og -støtte. En af de anholdte fik under en ransagning i november konfiskeret et kort over tegneren Lars Vilks’ hjem.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs opgiver den planlagte eftergivelse af Sudans gæld på 2 milliarder kr. til Danmark.
Direktøren for al-Aqsa TV-kanalen Hazam Shaarawy beklager indslaget med den lyserøde kanin og hævder, at programmet kom ud af kontrol.
Den socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid el-Mousti skriver i et åbent brev til danske muslimer: »Jeg beder dig sende en sms eller en mail til din familie, din venner og medierne i dit oprindelsesland, om at de ikke skal lytte til ekstremister og andre ballademagere, der vil boykotte vores varer eller brænde vores flag.«
Protesterende muslimer får lukket en udstilling i Berlin af den danske kunstnerduo Surrend (Jan Egesborg og Pia Bertelsen) ved at true galleriets personale. Udstillingen tematiserede forskellige aspekter af antijødiske konspirationsteorier og indeholdt bl.a. plakater med Ka’abaen betitlet ”Dummer Stein” og med en kalotbærende jøde betitlet ”Dummer Hut”.
27/2 2008
Den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble opfordrer i Die Zeit europæiske aviser til at optrykke de danske tegninger for at vise den muslimske verden, at Europa står sammen imod trusler og vold. Hans udtalelse dementeres af Indenrigsministeriet.
Sudans præsident Omar al-Bashir udtaler ved en massedemonstration i Khartoum: "Vi opfordrer alle muslimer i hele verden til at boykotte danske varer, virksomheder, institutioner, organisationer og personligheder." al-Bashir svor, at "ikke en eneste dansk fod fra nu af får lov til at besudle Sudan". Demonstranterne opfordrede Osama bin Laden til at slå til mod København. Det står ikke klart, om Sudan dermed vil afvise planlagt dansk bistand på i alt 500 mio. kr. frem til udgangen af 2009.
Sheik Abdel Fattah Alaam, der er formand for det islamiske universitet i Cairo Al-Ahzars Dialogkomité og kardinal Jean-Louis Tauran, som er formand for det Pavelige Råd for Interreligiøs Dialog, afslutter et to dage langt møde i Kairo om dialog mellem de religioner, der kun tror på en gud. I en fælles erklæring "fordømmer de kraftigt genoptrykningen af de fornærmende karikaturer og det voksende antal angreb mod islam og dets profet". De hævder samtidig, at "ytringsfriheden ikke bør bruges som påskud for af fornærme religioner, overbevisninger, religiøse symboler eller noget, der betragtes som helligt".
Den store hollandske bank Fortis ophører med at uddele sparegrisen “Knorbert” til børn efter en internetkampagne, der henviser til, at svinet ifølge islam er et urent dyr. En talsmand fra banken udtalte i første omgang til hollandske medier, at »Knorbert ikke lever op til de krav, som det multikulturelle samfund pålægger os«. Ifølge bankens talsmand har der været en stribe reaktioner mod grisen som bankens maskot. Derfor leder banken nu efter en anden gave, der kan være »sjov for børn uanset deres tro og overbevisning,« som talsmanden udtrykker det i den hollandske avis De Telegraaf. Indtil en ny maskot er fundet, udleverer banken i stedet et børneleksikon. Efterfølgende har Fortis forsøgt at nedtone sagen og afvist, at banken lader sig påvirke af islam.»Den korrekte historie er noget mere afbalanceret. Knorbert-produktet har simpelt hen nået slutningen på sin livscyklus,« siger bankens talsmand Marianne Honkoop.
Den hollandske politiker fra Frihedspartiet Geert Wilders indkaldes til samtale med justitsministeren og udenrigsministeren, der advarer ham imod at vise sin islamkritiske Koran-film. Regeringen advarer ham om, at det kan få dybt alvorlige konsekvenser både for ham selv og for Holland. Wilders udtaler om udenrigsministeren: “Maxime Verhagen kan rende og hoppe.”
26/2 2008
Det pakistanske overhus vedtager enstemmigt en resolution vendt mod de danske tegninger og Geert Wilders’ endnu ufærdige Muhammed-film. »Det hele synes at være en del af en kampagne, der har til formål at tilsmudse islam, krænke den islamiske rollemodel og såre muslimers følelser verden over«, hedder det i resolutionen. »Disse oprørende angreb kan også være led i en plan, der skal provokere nogle personer til at reagere voldeligt.”
Den danske udenrigsminister Per Stig Møller siger, at Sudans handelsboykot vil vanskeliggøre landets ønske om at indtræde i verdenshandelsorganisationen WTO.
I en Hamas-kontrolleret palæstinensisk TV-kanal udsendes en børneudsendelse med en lyserød kanin ved navn Assud, der opfordrer til boykot mod Danmark. Her udspiller der sig en dialog om de danske tegninger og tegneren Kurt Westergaard. Børneværten Sara siger sidst i udsendelsen: »De tror, at de kan krænke profeten, men jeg siger til dem, I aner ikke, hvad der venter jer. 'Morgendagens pionerer's soldater vil genoprejse Muhammeds ære med alt, hvad de ejer, selv med deres blod. De vil ikke lade dem gøre det igen (genoptrykke Muhammed-tegningerne red).« siger børneværten Sara. Hvis de gør det igen, så slår vi dem ihjel, ikke?«, siger den lyserøde kanin, Assud. »Om Allah vil«, svarer Sara. »Jeg vil bide dem! Og æde dem!«, siger kaninen glad. Til sidst i udsendelsen spørger Sara pigen, Tasnim, der har ringet ind til udsendelsen, hvad hun vil sige til den danske tegner Kurt Westergaard, mens et fotografi af en BT-forside med Kurt Westergaard toner frem på skærmen. »Han er kriminel«, indskyder den lyserøde kanin.
»Jeg siger til ham og til dem alle, at ligegyldigt hvor meget, de forsøger at gemme ham, så vil det lykkes os at nå frem til ham og myrde ham«, svarer Tasnim. »Jeg anråber jorden om at sluge ham, så han kan være en advarsel til andre som ham«, svarer den unge vært Sara. (Politiken 28/2)
25/2 2008
Demonstrationer med brændende flag foran den danske ambassade i Jordan kræver ambassadøren fyret.
Patientforeningens hjemmeside hackes flere gange fra Riyadh i Saudi-Arabien og der lægges en protest mod Muhammedtegningerne og et brændende dannebrog ind på siden.
Sudan indfører officiel boykot af danske varer.
24/2 2008
Pakistan forbyder YouTube på grund af blasfemi, bl.a. nævnes de danske Muhammed-tegninger. Antidanske demonstrationer i byen Quetta.
23/2 2008
Sudans præsident Omar al-Bashri opfordrer til boykot af danske produkter og beordrer alle danske organisationer udvist af landet – blandt andet omfattende nødhjælpsorganisationer i Darfur.
Islamexperten Jørgen Bæk Simonsen støtter ærkebiskop Williams’ krav om indførelse af sharia.
22/2 2008
Demonstrationer mod Danmark i Irak, Sudan, Pakistan og Gaza. Lederen af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning al-Qaradawi opfordrer på Al-Jazeera til boykot af danske varer. Adskillige saudiske og andre imamer følger ham.
Aleksandr Sdvisjkov, der blev idømt tre års arbejdslejr for at have trykt Jyllands-Postens tegninger, løslades efter tre måneder, efter Hvideruslands højesteret har nedsat dommen.
21/2 2008
Det norske “Human Rights Service” får Westergaards Muhammedtegning fjernet fra sin hjemmeside af deres it-udbyder-selskab Imbera.
Teologiprofessor Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet kræver lovgivning mod forhånelse af religioner og kræver samtidig Jyllands-Posten dømt for publikationen af tegningerne.
I Cairo vedtages der i den Arabiske Liga på initiativ af den ægyptiske informationsminister Anas al-Fiqi et regelsæt ifølge hvilket tv-stationer i de arabiske lande kan fratages deres sendetilladelse, hvis de fornærmer politiske eller religiøse personer samt arabiske værdier. Al-Jazeera protesterer.
20/2 2008
Demonstrationer ved den danske ambassade i Djakarta. Yemens indenrigsminister forudser omfattende forbrugerboykot mod Danmark.
FNs generalsekretær Ban Ki-moon udtaler i anledning af de danske tegninger, at ytringsfrihed bør bruges med omhu: - ”Generalsekretæren føler stærkt, at ytringsfrihed bør udøves med ansvar og på en måde, der respekterer alle religiøse trosformer”, siger hans talskvinde, Marie Okabe.
19/2 2008
Golfstaternes samarbejdsråd kræver retsforfølgelse af de danske tegnere og henviser til at de skader “dialogen”.
Ægypten og Pakistan protesterer hver for sig officielt over for Danmark over genoptrykket af tegningerne.
18/2 2008
Jordans parlament fordømmer genoptrykningen af tegningerne.
Abu Abir, talsmand for De Folkelige Modstandskomisteer (PRC) i Gaza udtaler “Spræng de danske ambassader i luften og dræb ambassadørerne”. I forbindelse med talen afbrænder medlemmer af PRC danske flag. Abir opfordrer samtidig islamister til at "opspore dem, der trykte karikaturtegninger, dem, der tegnede dem, og dem, der offentliggjorde dem, og slagt dem omgående".
17/2 2008
World Muslim League protesterer imod genoptrykningen af tegningerne. På trods af 180000 protester afviser Wikipedia at fjerne illustrationer af Muhammed fra deres internetsider.
Syed Sohawardy, grundlæggeren af Islamic Supreme Council of Canada, opgiver sin retssag mod Ezra Levant for at have trykt de danske tegninger i Western Standard i 2006 - Han beklager i den anledning, at Levant havde forsøgt "... at portrættere mig som en had-ophidser, en antisemit, en wahabi ekstremist som ønsker at se Canada styret under sharia banneret. Intet kunne være fjernere fra sandheden.” Kritikere påpeger, at Sohawardy i en klumme 17/1 2004 skrev: "Sharia kan ikke tilpasses til specifikke lande. Disse universelle, gudelige love er for alle folk og alle lande til alle tider.” Han fortsatte: ”Jeg er en af stifterne af the Islamic Institute of Civil Justice. Opgaven for instituttet er at løse konflikter indenfor den eksisterende canadiske lov ved at bruge principper om konfliktløsning fra islamisk lov, fra sharia.”
Formanden for Sammenslutningen af Arabiske Forbrugere Mohammed Obeidat udtaler i Jordans hovedstad Amman: »Boykotten af danske produkter er blevet en pligt, der skal efterleves af alle forbrugere i arabiske og islamiske lande i lyset af danske avisers manglende respekt for muslimernes følelser under påskud af friheden til at tænke og ytre sig.«
Muhammedtegneren Kurt Westergaard bliver smidt ud af det “safehouse”, PET har placeret ham i – Hotel Radisson SAS i Århus. Hotelledelsen tør ikke længere have ham boende. Ingen andre hoteller tilbyder sig.
16/2 2008
Det danske folketings udenrigspolitiske nævn aflyser sin rejse til Iran.
Den iranske justitsminister Gholamhossein Elham kræver i et brev til den hollandske justitsminister Ernst Hirsch Ballin, at den hollandske regering forhindrer visning af Geert Wilders’ planlagte 15-minutters film Fitna om Koranen.. Han krævede et forbud mod denne “provokerende og sataniske handling på basis af den europæiske menneskerettighedskonvention” og hævdede samtidig “Vi må ikke tillade ytringsfriheden ... at blive brugt som dække for angreb på de sensibiliteter og ophøjede moralske og religiøse værdier, der respekteres af hele menneskeheden”.
15/2 2008
Det iranske parlament kræver som betingelse for at gennemføre et planlagt besøg fra det danske folketings Udenrigspolitiske Nævn, at de danske politikere tager afstand fra Muhammed-tegningerne. Dukker, der forestiller Anders Fogh Rasmussen afbrændes i Karachi.
Hizb-ut-Tahrir samler mere end 1000 til protestmarch i København, her deltager bl.a. lederen af Islamisk Trossamfund Kassem Ahmad og adskillige andre imamer og ledende skikkelser i danske muslimske organisationer. En af Hizb-ut-Tahrirs talere, Khalid Amin, sagde bl.a.: »Endnu engang har utallige danske medier valgt at udvise deres had over for vores profet. Endnu engang forventes det af os, at vi ydmygt og stiltiende skal acceptere hån og latterliggørelse af vores elskede og beærede profet Muhammed. Hvor vover de at træde på vores værdier? Hvor vover de at fremstille vores beærede sendebud som terrorist, når Vesten selv kun har bidraget til drab og elendighed rundt omkring i verden? Hvor vover de at udfordre over en milliard muslimer verden over? Tror de, at vi vil glemme? Tror de, at vi har glemt? Vi har ikke glemt, og vil aldrig glemme. Regeringen bør vide, at den intet har set i forhold til muslimernes potentiale. Og hvis reaktionerne sidste gang var ved at give dem nervesammenbrud, så skal de bare afvente, at muslimerne genopretter Khilafah og forener hele den islamiske verden under sit banner. Vesten bør vide, at muslimerne er ved at fravriste deres politiske vilje fra dem og den dag, kære muslimer, vil der bliver gjort regnskab for alt det, vi ikke har glemt.«
Bevæbnede brandstiftere nedbrænder i protest YMCAs bibliotek i Gaza.
OICs generalsekretær Ihsanoglu fremsætter følgende udtalelse: ”Generalsekretæren for OIC Professor Ekmeleddin Ihsanoglu udtrykker sin sorg over de fornærmende karikaturer af profeten Muhamed (Fred Være Med Ham) er blevet genoptrykt i danske aviser.
Han sagde at han ønskede de danske medier ville have valgt et andet emne som en test for at sikre ytringsfrihed i stedet for at støtte denne ekstreme handling det er at ophidse til had på den mest uheldige og følelseskolde måde. Han sagde at det mest beklagelige og uforståelige var at de danske medier genoptrykte de tolv karikaturer var at de var klar over at handlingen ville såre ikke bare de danske muslimer men også de 1.3 milliard muslimer over hele verden, som faktisk ikke havde noget at gøre med den danske kriminalsag, hvor der kun er 3 personer involveret.
Generalsekretæren forsikrede at der ikke ville blive tøvet fra OICs side, når disse tre personers skyld vil være fastslået fra de danske myndigheders side, i at fordømme deres syndige og beklagelige handling med at planlægge mordet på en af karikaturtegnerne på den stærkest tænkelige måde.
Han fastslog at når disse personer hverken repræsenterer de danske muslimer og ejheller den muslimske verden, så er det uheldigt at uansvarlige og forkastelige handlinger fra få personers side skal kunne bruges i et moderne europæisk land til at fornærme andres tro og hellige åndelige værdier og symboler.
Han fandt det også uacceptabelt at islam som en religion og muslimer i det hele taget blev repræsenteret som fjende af ytringsfrihed i denne kampagne, som bliver ført i de danske medier. Han gentog endnu en gang at muslimer ikke har noget problem med ytringsfrihed som en grundlæggende menneskerettighed, men at de blot forventede en minimalt niveau af respekt og ansvarlighed når denne rettighed udøves.
Efter at have fremsat disse udtalelser fordømte generalsekretæren for OIC i imisforståelige vendinger dødstrusler og opfordringerne til vold samt voldelige demonstrationer som er foranlediget af bestemte personer og opfordrede danske muslimer og muslimske indvandrerer i Danmark til at give deres mening til kende på en fredelig og demokratisk måde i deres værtsland.
Generalsekretæren sagde at det var en kilde til bekymring og sorg at dette emne igen blev bragt frem af de danske medier på en uansvarlig og ufølsom måde på et tidspunkt hvor det internationale samfund ved forskellige initiativer og i diverse internationale fora, bl.a. FN, prøvede på at samles om værdier og gensidig respekt, tolerance og fredelig samarbejde mellem repræsentanter fra forskellige kulturer og religioner for at hele sårene fra de foregående uheldige begivenheder.
Han tilføjede desuden at den muslimske verden ventede på en umisforståelig udtalelse fra de danske myndigheder, hvor man ville tage moralsk ansvar og beskytte
Landets borger imod intolerance og opfordring til had i henhold til ”Den internationale pagt for civile og politiske rettigheder” fra 1996 som forbyder enhver form for opfordring til religiøs had i henhold til dens artikel 20, stykke 2, der siger ”… enhver støtte til national, racemæssig og religiøs had, der opfordrer til diskrimination, fjendtlighed og vold skal forbydes ved lov”.
Generalsekretæren konkluderer at genoptrykningen af disse karikaturer og gerningsmændenes argumenter for at gøre det direkte er et forsvar for had som er rettet imod de muslimske borgere i Danmark såvel som mod alle muslimer.”
14/2 2008
Omfattende uroligheder med bl.a. afbrænding af biler i København, Århus og flere andre byer. Flere hævder urolighederne er forbundet med tegningerne og anholdelsen af de to tunesere.
Iran protesterer officielt over genoptrykket af tegningerne over for den danske ambassadør. Iran lukker fem regimekritiske hjemmesider.
Den saudisk-amerikanske hjemmeside Inshallahshaheed bringer en meddelelse, hvor det hedder:
"Vort budskab til karikaturtegnerne er: I fjolser synes at have glemt Theo van Goghs endeligt og glemmer at tage i betragtning, at selv mange danske borgere, der er muslimer, ikke vil tolerere dette, fordi de kender historien om Ka'b bin Al-Ashraf, og hvad Profeten Muhammed gjorde mod ham, og de ved, at deres religion tillader dette".
Afbrændinger af dannebrog ved demonstrationer i Karachi. Den pakistanske regering fremsætter en kraftig protest og kræver at EU indfører regler, der hindrer blasfemi. Demonstration ved den danske ambassade i Teheran. Kuwaitiske parlamentarikere opfordrer til total boykot af Danmark.
13/2 2008
Planerne om mord på Kurt Westergaard blev udklækket på et fitnesscenter i Århus, hvor tegneren træner flere gange ugentlig. Her skulle de mænd, der mistænkes for planerne, have mødt ham og fået ideen. (Aarhus Stiftstidende)
Ekstra Bladet undskylder en række påstande i artikler, som bladet i efteråret 2006 bragte om den islandske bank Kaupthing Bank. Undskyldningerne følger et forlig efter Kaupthing Bank sagsøgte bladet i London for injurier mod banken og dens direktør Sigurdur Einarsson. Ifølge forliget skal bladet betale bankens sagsomkostninger såvel som et substantielt erstatningsbeløb. I undskyldningen accepterer bladet at banken hele tiden har handlet ordentligt og i overensstemmelse med loven. (Kaupthing News)13/2 2008
Mange danske aviser, herunder de tre store danske morgenaviser genoptrykker tegningen af profeten med bombe i turbanen. Dagbladet Politiken beskriver for første gang i en leder sagen som relateret til ytringsfrihed. Den indonesiske religiøse leder Syaiful Bahri Anshori kræver Muhammed-tegnerne fængslet og varsler uroligheder.
12/2 2008
Dansk politi anholder tre mænd i Århus for at planlægge mordet på tegneren Kurt Westergaard, der lavede den mest berømte af de 12 tegninger fra september 2005 – profeten med en bombe i turbanen. De anholdte er en dansker med marokkansk baggrund samt to tunesere. De sidstnævnte forsøges udvist med henvisning til statens sikkerhed.
Den franske præsident Nicholas Sarkozy foreslår oprettelsen af en EU-fond, der vil kunne betale for truede EU-borgeres sikkerhed – fx. Hirsi Ali, der overvejer fransk statsborgerskab.
10/2 2008
Vicerektor for Al-Azhar Universitetet i Cairo Sheikh Abdel Fattah Allam bakker op om ærkebispen af Canterburys ide om indførelse af Shariah i Storbritannien: "Kommentarerne fra Rowan Williams, ærkebispen af Canterbury, er et skridt i den rigtige retning og vil have en positiv indvirkning på den fredelige sameksistes mellem forskellige trosretninger”, sagde han og tilføjede, ”folk må respektere tro og følelser hos andre”.
Den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan hævder i en tale i Köln, at assimilation er forbrydelse mod menneskeheden.
8/2 2008
Den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams, advokerer for indførsel af dele af shariah i Storbritannien. Det sker i en tale for Royal Courts of Justice i London, hvor han argumenterer for “plural jurisdiction” (”flere retssystemer”) og finder, at muslimer skal kunne vælge hvorvidt sager skal afgøres i sekulære eller shariah-domstole. Det vil ifølge bispen udgøre en “constructive accomodation” (”konstruktiv tilpasning”). Bispen mener dog “ekstreme straffe” og kvindediskrimination bør undgås. Den britiske regering og endog Muslim Council of Britain vender sig mod bispens ideer.
4/2 2008
90.000 muslimer har skrevet under på en protest mod internetleksikonnet Wikipedia, der under opslaget “Muhammad” viser flere afbildninger af Muhammed fra 12-1500-tallet. Wikipedia har lukket opslaget for redaktion efter gentagne sletninger og omskrivninger af artiklen.
En malaysisk kvinde får 23 bibler konfiskeret i den malaysiske told ved indrejse fra Filippinerne. (AP)
31/1 2008
Iran forbyder det kvindepolitiske tidsskrift Zanans (“Kvinder”) for at “undergrave offentlighedens til ordensmagten”. Konservative islamiske i landet har længe bekæmpet tidsskriftets feminisme.
Det afghanske overhus støtter dødsdommen over den 23-årige journalist Perwiz Kambakhsh for blasfemi. Kambakhsh downloadede og distribuerede en artikel, der kritisk diskuterer visse Koranvers om kvinder.
Ægypteren Muhammed Hegazy, der er konverteret fra islam til kristendommen, får ved retten i Cairo afslag på konverteringen med henvisning til paragraf 2 i Ægyptens forfatning, ifølge hvilke shariah står over loven. Dommer Muhammad Husseini siger: “Han kan tro i hjertet hvad han vil, men på papiret kan han ikke konvertere.” Dommerens argument lyder, at eftersom islam er den mest fuldendte religion, kan man ikke vende tilbage til mindre fuldendte trosformer. Dødstrusler har tvunget Hegazy og hans kone, der også er konvertit, til at leve under jorden efter sagen blev kendt i august.
29/1 2008
Den anglikanske kirkes overhovede, ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams kræver i sin James Callaghan Memorial Lecture indskrænkning af ytringsfriheden. Han hævder, at “tankeløse og grusomme” udtalelser skal være strafbare, fordi man derved vil bidrage til “ at stigmatisere og straffe yderligtgående opførsel”. Dertil er den existerende blasfemilovgivning “uanvendelig”, hævder bispen.
28/1 2008
Bogmessen i Cairo bortcensurerer et antal titler, som beslaglægges i lufthavnen. Fire titler af Milan Kundera, heriblandt Tilværelsens ulidelige lethed og Om latter og glemsel bortcensureres, ligesom den marokkanske forfatter Mohamed Choukris For Bread Alone, romanforfatteren Ibrahim Badis Love in Saudi Arabia, den libanesiske forfatter Hanan al-Sheikhs Women of Sand and Myrrh, den ateistiske libaneser Elias Khourys As if She Were Sleeping. Ifølge forlagene giver de ægyptiske myndigheder ingen forklaring, men et gæt er, at de angivne værker indeholder beskrivelser af sex.
21/1 2008
Lederen af det udenrigspolitiske nævn i det iranske parlament Alaeddin Boroujerd truer Holland med omfattende protester og afbrydelse af diplomatiske forbindelser, hvis ikke den hollandske regering stopper Geert Wilders’ annoncerede 10-minutters film med kritik af Koranen: “I Iran er det at fornærme islam et meget sensitivt emne og hvis filmen bliver vist, så vil det mobilisere en bølge af folkeligt had, der vil rette sig mod enhver regering der fornærmer islam.” (http://www.religionnewsblog.com/20404/islamic-extremism-36)
18/1 2008
Redaktøren Alexander Sdvizhkov, redaktør af det hviderussiske oppositionsblad Zgoda idømmes tre års arbejdslejr for at have trykt Jyllands-Postens tegninger. Bladet har været lukket siden marts 2006.
17/1 2008
Den britiske indenrigsminister Jacqui Smith varsler en ny ordbog for udtryk, der bør undgås, og som den britiske regering ikke vil benytte sig af. “Krig mod terror” er for længst uønsket, og nu nævnes “islamisk ekstremisme” også som et udtryk, der bør undgås. I stedet vil regeringen tale om “anti-islamisk aktivitet”, idet terror som sådan anses for at være imod islams principper.
6/1 2008
Den hollandsk-iranske kunstner Sooreh Hera går under jorden med politibeskyttelse efter at være blevet truet med henrettelse. Hendes fotos af iranske exilbøsser med Muhammed-masker - som protest mod behandlingen af homosexuelle i Iran – er blevet fjernet fra en planlagt udstilling på Haag bys museum af museumsdirektøren efter trusler. Hera flytter så hele sin del af udstillingen til museet i Gouda, hvis direktør modtager dødstrusler.
Den pakistansk-engelske biskop af Rochester Michael Nazir-Ali udtaler, at multikulturalismen skaber lukkede områder, hvor radikale islamister holder ikke-muslimer ude, og han sammenligner disse islamister med den yderste højrefløj.
3/1 2008
Bevæbnede mænd fra Pakistans Muslimske Liga (PML-Q) overfalder to døtre af Asma Jahangir, der er leder af Pakistans menneskerettighedskommission såvel som særlig rapportør ang. religionsfrihed for FNs menneskerettigheds-højkommission (OHCHR, forskellig fra det nye menneskerettighedsråd). Tilkaldt politi tager overfaldsmændenes parti.
http://www.fidh.org/spip.php?article5057