Tidslinje over presset imod ytringsfriheden 2006-2007

20/1 2006

Den saudiske avis Arab News bringer nyheden om at sms’er og emails har cirkuleret med opfordringer til boykot imod Danmark, indtil landet undskyldte tegningerne.

21/1 2006

Yusuf Al-Qaradawi kalder gennem “Den internationale organisation for muslimske lærde” alle verdens muslimer til boykot af Danmark og Norge.

24/1 2006

Den saudiske regering udsender sin første fordømmelse af tegningerne.

27/1 2006

Saudi-Arabien kræver boykot af danske varer og kalder sin ambassadør hjem.

28/1 2006

Mejeriselskabet Arla annoncerer i mellemøstlige aviser for at køle stemningen ned.

Den danske ambassadør i Saudi-Arabien kritiserer Jyllands-Posten såvel som den danske regerings viden om islam.

OIC udtaler, at den danske regering øjeblikkelig burde have fordømt tegningerne.

Muslim World Leagues generalsekretær Abdullah al-Turki kræver i et brev til FNs generalsekretær Kofi Annan at der iværksættes international lovgivning mod fornærmelse af religioner og at FN i en henvendelse til de danske og norske regeringer kræver de skal forbyde tegningerne og udsende en officiel undskyldning til den muslimske nation. Muslim World League er saudisk baseret og søger at udbrede en wahhabitisk version af islam.

29/1 2006

OIC og den arabiske liga kræver vedtagelse af en  FN-resolution for at beskytte religionen. OICs generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu udtaler: "Konsultationer finder i øjeblikket sted på højeste niveau mellem de arabiske lande og OIC for at anmode FN om at vedtage en forpligtende resolution, der skal fordømme foragt for religiøs tro og som skal anvise sanktioner mod lande eller institutioner, der ikke vil respektere resolutionen”.

http://www.islamonline.net/English/News/2006-01/30/article01.shtml

Samtidig kræver OIC en betingelsesløs undskyldning fra den danske statsminister.

Stabschefen i den arabiske liga Hisham Youssef kræver ændringer af dansk lovgivning for at forhindre gentagelser.

Boykot af danske varer begynder i Qatar.

Direktøren for DI Hans Skov Christensen kræver en forklaring af Jyllands-Posten. Direktører fra Grundfos, Novo Nordisk, B&O og andre følger ham i de næste dage og kritiserer Jyllands-Posten. På den modsatte side kræver Asger Aamund og Peter Mouritzen at regeringen står fast.

30/1 2006

Gruppen Islamisk Jihad giver skandinaver 48 timer til at forlade Gaza.

På EUs udenrigsministermøde i Bruxelles siger Østrigs udenrigsminister Ursula Plassnik, at “ytringer og handlinger, der nedsætter en religion på en fornærmende måde, klart skal fordømmes.”

Jyllands-Postens redaktør udsender en undskyldning på dansk og arabisk for at have krænket islamiske samfunds følelser, men ikke for at have trykt tegningerne. Bevæbnede mænd stormer EUs kontor i Gaza.

Arlas direktør henvender sig til Fogh i et brev og fortæller om milliardtab i de fem gages boykot og “bønfalder” i pressen regeringen om at “indgå i en positiv dialog”.

Den irakiske “Mujahideen Army” varsler terrorangreb mod danske og norske mål.

Ved sidste fremlægning af “Racial and Religious Hatred Act” i Underhuset må regeringens viceindenrigsminister Paul Goggins på forespørgsel præcisere, at når loven vedtages, vil det være forbudt at publicere de danske tegninger i Storbritannien: “Et klart svar er ja – hvis det var intentionen at ophidse til had eller (...) det samme blev opnået ved hensynsløs uagtsomhed.”

Talsmænd for  OIC og den Arabiske Liga udtaler, at de samarbejder på højeste niveau for at kræve vedtagelse af en FN-resolution, der skal forbyde angreb mod religiøs tro. Resolutionen skal være bakket op af mulige sanktioner.

Syrien kræver, at den danske regering straffer de skyldige.

31/1 2006

Ægyptens parlament vedtager på opfordring fra det Muslimske Broderskab at opfordre befolkningen til boykot af Danmark.

Bombetrusler mod Jyllands-Posten  fører til evakuering af bladhusene i Århus og København.

Hamaslederen Asfour kræver, at Danmark straffer avisen og de 12 tegnere.

Bill Clinton udtaler, at han frygter at antisemitisme vil bliver afløst af anti-islamiske fordomme og fordømmer “these totally outrageous cartoons against Islam.”

Al-Jazeera bringer et indslag med den danskboende Muslimske Broderskabs-leder al-Barazi, der med tårer i øjnene beskriver en (ikke-existerende) dansk plan om at afbrænde koranen, hvilket fører til udbredt forfærdelse og optøjer.

Labour taber afstemningen i underhuset om ”Racial and Religious Hatred Bill” med 283 stemmer mod 282, altså med en eneste stemme. (http://www.timesonline.co.uk/article/0,,59-2015834,00.html). Tony Blair er så sikker på et komfortabelt flertal, at han er gået hjem før afstemningen. ”The Whip” – den indpisker, der skal sikre, at de menige partimedlemmer stemmer efter partiets hensigt -  har imidlertid ikke gjort sit arbejde, og en række Labour-medlemmer stemmer imod. Dermed opgives den radikale udformning af loven, ifølge hvilken religiøse krænkelser var strafbare, selv om de ikke var intentionelle, og Overhusets mere forsigtige formulering (se 25. oktober 2005), der kun omfatter intentionelle trusler, vedtages i stedet.

De 21 Labour “backbenchers”, der stemmer imod, er Joe Benton (Bootle), Ronnie Campbell (Blyth Valley), Colin Challen (Morley & Rothwell), Frank Cook (Stockton North), Jeremy Corbyn (Islington North), Bill Etherington (Sunderland North), Mark Fisher (Stoke-on-Trent Central), Paul Flynn (Newport West), Ian Gibson (Norwich North), John Grogan (Selby), Kate Hoey (Vauxhall), Kelvin Hopkins (Luton North), John McDonnell (Hayes & Harlington), Andrew Mackinlay (Thurrock), Robert Marshall-Andrews (Medway), Gordon Prentice (Pendle), Geraldine Smith (Morecambe & Lunesdale), David Taylor (Leicestershire North West), Rudi Vis (Finchley & Golders Green), Robert Wareing (Liverpool West Derby), Tony Wright (Cannock Chase).

1/2 2006

Adskillige kontinentale aviser i Europa genoptrykker tegningerne i solidaritet med Jyllands-Posten, bl.a. France Soir, Die Welt, Berliner Zeitung, De Volkskrant, La Stampa, El Mundo, mfl. Mange andre aviser og blade optrykker tegningerne eller et udvalg af dem i de følgende uger – dog næsten ingen britiske eller amerikanske medier. Redaktøren af France Soir fyres øjeblikkelig af avisens ægyptiske ejer.

Den russisk-ortodokse kirke fordømmer de aviser, der trykker tegningerne.

2/2 2006

Anders Fogh Rasmussen optræder på tv-kanalen al-Arabiya med en beklagende tale, hvor han bl.a. understreger, at han aldrig selv ville tegne sådanne tegninger, men uden at komme med nogen egentlig undskyldning.

Den jordanske avis al-Shihan optrykker tegningerne; redaktøren Jihad Momani stiller spørgsmålet: hvad er den største diffamering af profeten – en lidet flatterende tegning eller at man sprænger uskyldige trafikanter i luften i hans navn? Momani fyres.

De fem nordiske landes romersk-katolske biskopper fordømmer i en fælleserklæring  tegningerne og udtrykker sympati med “vores muslimske brødre og søstre”.

Lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, udtaler, at hvis en muslim havde realiseret Khomeinis fatwa mod Rushdie, ville dette afskum i Danmark, Norge og Frankrig ikke have turdet fornærme profeten.

Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan udtaler sig i anledning af kariakturerne for indskrænkning af ytringsfrihed: “Den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan blev citeret for at sige at karikaturerne – hvor af en af dem forestiller Islams grundlægger med med turban der ligner en bombe – viser at pressefriheden skal have sine begrænsninger (…)”Karikaturerne af profeten Muhammed er et angreb på vore åndelige værdier. Pressefriheden må begrænses””, skriver det anatolske nyhedsbureau idet det citerer Erdogan, som har udtalt sig til den franske udenrigsminister Douste-Blazy under møder i Ankara.

(http://edition.cnn.com/2006/WORLD/europe/02/02/cartoons.wrap/)

3/2 2006

50.000 protesterer i Gaza.

Demonstrationer ved den danske ambassade i London, der opfordrer til exekution af alle, der fornærmer islam – med slogans som  "Slay [også "butcher", "massacre" and "behead"] de, der fornærmer islam", "Til helvede med ytringsfrihed", "Europa er kræften og islam er kuren", "Udryd alle der fornærmer islam”, ”Europa, du får betalt – Din 9/11 er på vej” og ”Vær forberedt på det virkelige holocaust!”

Efter insisteren fra den sydafrikanske islamistgruppe “Jamiat al-Ulama Transvaal” forbyder en hasteindkaldt højesteret i Johannesburg på forhånd landets aviser at trykke tegningerne.

“The International Association of Muslim Scholars” udnævner dagen til en “vredens dag” over hele verden.

El Pais trykker en tegning, der viser profeten opbygget af ord, der siger: “Jeg må ikke tegne Muhammed.”

En talsmand for den amerikanske udenrigsministerium udtaler "Vi anerkender og respekterer fuldt ud pressens frihed og ytringsfriheden, men det må sammenholdes med pressens ansvarlighed. At opfordre til religiøs og etnisk had på denne måde er uacceptabelt”.

Lederen af det Europæaiske Råd for Fatwa og Forskning, den muslimske broder al-Qaradawi, erklærer 3. februar en “international vredesdag” vendt imod de danske tegninger. I sin egen prædiken siger han "Hele nationen skal være vred og rejse sig for at vise sin vrede ... Vrede er nødvendig. Vi er ikke en nation af æsler. Vi er en nation af løver."

4/2 2006

Demonstrationer i Damaskus, angreb og ildspåsættelse på den danske, norske, svenske og franske ambassade.

Vatikanet udtaler, at ytringsfrihed ikke indebærer retten til at krænke religiøse overbevisninger.

En international tegneseriefestival i Belgien kårer en tegning af en gabende Jesus på korset som vinder.

5/2 2006

Demonstrationer i Beirut, afbrænding af den danske ambassade.

Konferencen af Europæiske Rabbinere udtaler bekymring angående tegningerne, som de sammenligner med antisemitiske karikaturer.

6/2 2006

Protester i Indonesien, Malaysia og Afghanistan

Det walisiske studenterblad Gair Rhydd (“Free Word”), der har trykt en af tegningerne, trækkes tilbage af universitetet, oplaget destrueres, og redaktøren afskediges.

7/2 2006

Demonstrationer i Teheran; den danske ambassade angribes.

Retten i Lyon afviser kravene fra muslimske organisationer, bl.a. Conseil Francais du Culte Musulman, om beslaglæggelse af hele oplaget af den satiriske ugeavis Charlie Hebdo, der optrykker et udvalg af tegningerrne og tilføjet egne yderligere tegninger.

Philadelphia Inquirer  trykker som den eneste større amerikanske avis en af tegningerne – den med bomben i turbanen.  Det journalistiske personale på New York Press forlader arbejdet i protest mod at redaktionen fjerner samme tegning fra avisen før trykstart.

Fælleserklæring af OIC, FN og EU, ved Ekmeleddin Ihsanoglu, Kofi Annan og Javier Solana, angående religionskritik, der måske markerer “Ytringsfrihed ... MEN”-figurens internationale gennembrud:

(http://questionscritiques.free.fr/3eme_guerre_mondiale/declaration_ONU_OCI_UE_070206.htm )

“Vi er meget oprørte over de begivenheder, der er fulgt i kølvandet på offentliggørelsen af kariakturerne af profeten Muhammed i Danmark for nogle måneder siden samt deres gen-offentliggørelse i adskillige andre europæiske aviser, og ligeledes er vi oprørte over de voldelige reaktioner, som dette har medført som reaktion.

Den følelsesmæssige smerte i den muslimske verden i forbindelse med offentliggørelsen af disse krænkende karikaturer deles af alle personer og alle samfund, der anerkender dybt troende menneskers følelser. I alle samfund er det nødvendigt at vise sensibilitet og ansvarlighed når man behandler spørgsmål der angår sager af stor vigtighed for troende der bekender sig til en bestemt religion – selv fra mennesker, som ikke selv deler denne religion, der er på tale.

Vi støtter fuldt og helt ytringsfriheden. Men vi forstår det dybe sår og harmen, som findes i den muslimske verden. Vi mener, at pressens frihed medfører ansvarlighed og god tone, samt at den burde respektere  tro og dogmer hos alle religioner. Men vi mener også at de seneste voldelige reaktioner overskrider grænserne for fredelig protest. Specielt fordømmer vi på det strengeste de beklagelige angreb mod de diplomatiske repræsentationer, som har fundet sted i Damaskus, i Beirut og andetsteds. Angreb mod liv og ejendom kan ikke andet end skade islams fredelige ry. Vi opfordrer alle myndigheder i alle lande til at beskytte de diplomatiske repræsentationer mod angreb af enhver slags.

Disse begivenheder kalder på en fornyet dialog, i alle trossamfund såvel som trossamfund imellem og med myndighederne i alle lande, og dette bør foregå snarest. Vi opfordrer alle til at bevare freden og roen, i en ånd af venskab og gensidig respekt.”

8/2 2006

Det franske satiriske ugeblad Charlie Hebdo udkommer med  tegningerne sammen med et antal nye tegninger, bl.a. en forside med Muhammed der nedtrykt udbryder: “Det er hårdt at blive tilbedt af idioter!”. Bladet må forhøje oplaget fra 160.000 til 400.000. Præsident Chirac fordømmer publikationen som “manifeste provokationer”.

9/2 2006

Sveriges regering ved udenrigsminister Laila Freivalds pålægger en internetudbyder at lukke partiet Sverigesdemokraternes hjemmeside, der indeholder JPs karikaturer. Sveriges udenrigsminister forklarede handlingen således: "Vi kan allerede se reaktioner i bestemte lande, som har reageret overfor Sverigesdemokraterne fordi de har disse karikaturer på deres website, og dette kunne medføre alvorlige konsekvenser for det svenske folk og svenske interesser.” (http://www.nationalreview.com/stuttaford/stuttaford200602140816.asp)

EU-kommissær for retfærdighed, frihed og sikkerhed Franco Frattini fremsætter i et interview med Telegraph forslag om fælles pressekodeks for at undgå krænkelser:

“Og Franco Frattini, den Europæiske unions kommisær for retspleje, frihed og sikkerhed, opfordrer til at man formulerer en kodeks for opførsel i henhold til hvilken pressen skal vise ”forsigtighed” når den skriver om islam og andre religioner. The London Telegraph citerede den tidligere italienske udenrigsminister for at sige, at ved at blive enig om en sådan kodeks ”vil pressen give den muslimske verden dette budskab: vi er klar over konsekvenserne ved at bruge ytringsfriheden, og vi er klar til selv at administrere denne rettighed på passende måde”.

http://www.americanpressinstitute.org/pages/resources/2006/02/drawing_fire_and_blood_free_sp/

10/2 2006

Den tyske forretningsmand Manfred van H. idømmes et års betinget fængsel for at have fremstillet toiletpapir påtrykt sætningen “Koran, den hellige Q’uran” og fremsendt det til moskeer, tv-stationer og aviser.

Omfattende protester i Kuala Lumpur. Malaysias premierminister Badawi lukker på ubestemt tid avisen Sarawak Times for at have genoptrykt tegningerne. Redaktøren anholdes og føres til Ministeriet for Indre Sikkerhed.

Den tyske tegner Klaus Stuttmann publicerer en satirisk tegning i Tagesspiegel, der forestiller det iranske fodboldlandshold som selvmordsbombere. Han modtager dødstrusler.

Den lutheranske verdensorganisation LWF  vender sig imod Jyllands-Postens publikation af tegningerne. Generalsekretær Ishmael Noko udtaler, at tegningerne er “genuinely and deeply offensive to Muslim sentiments and religous values” samt at “Freedom of expression must be exercised responsibly”. (http://lwfjerusalem.org/2006/02/lwf-denounces-publication-of-controversial-cartoons-calls-for-increased-pursuit-of-justice-with-other-faiths/)

12/2 2006

To aviser i Algeriet lukkes og redaktørerne arresteres for at have trykt tegningerne.

Tre aviser i Yemen lukkes og tre journalister anholdes for at have trykt tegningerne.

13/2 2006

Danske Skønlitterære Forfattere rundsender en erklæringstekst til 80 forfattere, hvoraf 22 støtter erklæringen, der i sin fulde ordlyd lyder:

“Uanset politisk ståsted eller holdning til Jyllands-Postens offentliggørelse af de tolv Muhammed-tegninger vil nedenstående forfattere opfordre alle til at bakke op om såvel mediernes som den enkelte borgers demokratiske og grundlovssikrede ret til frit at kunne ytre sig om ethvert tænkeligt emne – politisk som religiøst – under ansvar for loven.” Blandt underskriverne er Peter Rønnow-Jessen, Leif Davidsen, Christian Dorph, Kåre Bluitgen, Vibeke Grønfeldt, Maria Helleberg. Ingen af de 12 bag manifestet om “tonen” fra 17/12 skriver under.

14/2 2006

Den såkaldte Martyrernes Stiftelse, et iransk statsorgan, slår fast, at Rushdie-fatwaen vil gælde for evigt.

Den tidligere VS’er, nu radikal folketingskandidat Jacob Erle, grundlægger foreningen “Danskere mod blasfemi”, der i en politianmeldelse kræver Jyllands-Posten dømt for blasfemi. Sune Skadegård Thorsen, foreningens advokat, udtaler, at “Selv hvis domstolen ikke finder, at tegningerne i sig selv er i strid med loven, bør man efter dansk ret kunne straffe.. Fordi han siger det er hensigten. Det må ses som forsøg”, idet han henviser til Flemming Roses ledsagende tekst om “hån, spot og latterliggørelse”. (Information)

15/2 2006

Den italienske minister for insitutionsreformer Roberto Calderoli afslører på tv-kanalen Rai Uno, at han under skjorten har en t-shirt med tegningen af profeten med bomben i turbanen.  Det udløser protester i Libyen, hvor 10 omkommer og der sættes ild til den italienske ambassade. 18/2 må Calderoli forlade sin post efter politisk pres.

Den muslimske lærde al-Qaradawi fra Det europæiske råd for Fatwa og Forskning kræver at EU kriminaliserer blasfemi mod alle religioner.

16/2 2006

Den kinesiske avis Guang Ming i Malaysia lukkes for at have trykt en af tegningerne. Den genåbner to uger senere.

Human Rights Watch kræver at regeringerne i Jordan, Yemen og Algeriet opgiver kriminelle anklager mod redaktører og journalister, der har optrykt de danske tegninger og kræver samtidig at Yemen, Algeriet og Malaysia ophæver forbuddet mod de aviser, der de seneste dage er blevet lukket af samme grund.

17/2 2006

Den pakistanske imam Maulana Yousef Qureshi udlover 1 million dollars, 1 million rupees plus en ny bil for mord på tegnerne. En måned senere fastslår han, at dusøren også gælder om 50 år. Mange andre  islamiske autoriteter i Pakistan og Indien udlover store pengebeløb eller mængder af guld.

Den canadiske professor med muslimsk baggrund Irshad Manji udtaler til TV2: “Jeg og mange andre muslimer mener, at Danmark har givet både Europa og størstedelen af den muslimske verden en stor gave. I Europa har Danmark nu åbnet op for en debat, der har være tiltrængt meget længe. I november og december var jeg i Vesteuropa for at lave en dokumentarfilm om islam. Jeg lagde mærke til en udpræget tavshed omkring disse emner. Alle dem, jeg interviewede, benægtede at der var nogen form for kløft mellem muslimer og ikke-muslimske kulturer. De kaldte det en fantasi, eller en overdrivelse, eller noget medierne havde fundet på. Jeg var klar over, at man ikke kan forholde sig til et problem, uden først at anerkende dets eksistens. Det har Danmark tvunget det meste af Europa til at gøre. Det synes jeg er en gave.”

18/2 2006

Mindst 15 mennesker mister livet, efter at en demonstration i Nigeria mod de danske Muhammed-tegninger udvikler sig voldeligt, oplyser en polititalsmand.

En dansk religiøs delegation, der er rejst til Ægypten med henblik på forsoning i Muhammed-konflikten, modtages godt i Kairo. Der mødes delegationen med stormuftien Muhammed Sayed Tantawi, der ifølge Steen Skovsgaard, biskop fra Lolland-Falster Sift, er det religiøse overhoved for alle verdens sunnimuslimer.

I den hidtil største demonstration i Storbritannien over Muhammed-tegningerne går ca. 10.000 mennesker fra Trafalgar Square til Hyde Park i London. Demonstrationen var arrangeret af Den Muslimske Aktionskomité (MAC), som repræsenterer 650 moskeer og muslimske samfund i Storbritannien. (DR)

19/2 2006

OIC fremsætter fem krav til FNs generalsekretær Kofi Annan om at forbyde religionskritik

“Kravet er blot et af fem  skridt OIC siger er nødvendige for at afdramatisere krisen, som er foranlediget af offentliggørelsen i europæiske aviser af karikaturerne af Muhammed og for at forhindre gentagelse.

Kontroversen fortsætter med at irritere den islamiske verden, og mere end 35 mennesker er blevet dræbt i uroligheder blandt muslimer, som er krænkede over hvad de anser som blasfemi.

De andre fire skridt der foreslås af OIC er vedtagelse i FNs generalforsamling af en resolution, der forbyder ”defamation af alle profeter og trosretninger”, en vedtagelse af en lov af det europaparlamentet ”imod islamofobi”, vedtagelsen af et etisk kodeks for europæiske medier og indførelsen af en FN medie norm, ”som skal dække definitionen af ytringsfrihed hvad angår religiøse symboler”.

CNS 21.Feb.; http://www.cnsnews.com/ViewForeignBureaus.asp?Page=/ForeignBureaus/archive/200602/FOR20060221b.html

20/2 2006

Den saudiske avis Shams lukkes for som et af de eneste arabiske blade at have trykt karikaturtegningerne.

Den britiske holocaust-benægter David Irving idømmes tre års fængsel i Østrig. Det får mange muslimske til at anklage Vesten for dobbeltmoral angående ytringsfrihed.

21/2 2006

Den russiske avis Gorodskije Vesti  i Volgograd trykker en af Jyllands-Postens tegninger - og lukkes efterfølgende af byens borgmester.

Christopher Hitchens opfordrer i en artikel i Slate Magazine amerikanere til at købe danske varer for at støtte ytringsfriheden.

27/2 2006

Den skotske venstrefløjspolitiker og tidligere Labour-parlamentsmedlem George Galloway udtaler i et interview til den algierske avis El Khabar om de danske tegninger: “Personligt fordømmer jeg disse barbariske og onde handlinger. Målet for de vestlige lande er at kontrollere muslimernes olie ligegyldigt for hvilken pris. Faktisk, så overrasker disse karikaturer, der er offentliggjort i Danmark mig ikke fordi de vestlige lande har lanceret voldelige angreb mod islam i årevis. Disse begyndte med ydmygelser, fornærmelser og besættelse. I dag er de nået til latterligørelse af profeten. Denne hændelse er værre end 11. September angrebene i USA og 7/7 hændelserne i London. Derfor, i dag er det rigtigt af muslimerne at udtrykke deres vrede og forsvare deres ret og tro”.

Efter timelange forhandlinger bliver EU's udenrigsministre enige om en erklæring, hvori de understreger princippet om ytringsfrihed, men samtidig beklager de, hvis de omstridte tegninger har krænket muslimers følelser. Erklæringen fastslår samtidig, at ytringsfriheden skal bruges under ansvar, og så tager de 25 EU-lande kraftigt afstand fra de voldelige reaktioner, der har været i en stribe lande, over tegningerne. (DR)

28/2 2006

Præsidenten for IHEU (Menneskerettighedsorganisationen The International Humanist and Ethical Union, red.) Roy Brown reagerer på udenrigsminister Per Stig Møllers opfordring til “respektfuld dialog” og planer om et møde med “kulturel og religiøs dialog” mellem islamiske lærde og danske eksperter:

“Kære Venner, ”dialog” er en diskussion mellem to parter. Ved at erklære sig enig i dialog ser det ud som om den danske regering har købt ideen om, at der kun er to parter i denne diskussion. Hvem er de? Er det muslimerne og de kristne? Eller er det muslimerne og den danske regering? Måske muslimerne og den øvrige del af det danske samfund? Hvad med de øvrige minoriteter i Danmark? En ”konference” eller en ”diskussion” ville helt sikkert have været bedre. Og det ville have været passende at foreslå, at de ikke-troende også skulle repræsenteres. Problemet med kun at invitere troende er, som I sikkert ved, at kristne og jødiske ledere rundt om i Europa har sluttet sig til islamisternes krav om ”beskyttelse” af religion.

Religion har ingen menneskerettigheder. Det har mennesker. Og en af de vigtigste er retten til at ytre sig frit. Ja, nogen vil måske harmes over min frihed til at tale, og jeg vil harmes over deres, men med mindre ytringsfriheden også omhandler retten til at krænke, så er denne næppe sit navn værd.

Der kan ikke blive tale om nogen ”muslimsk undtagelse”. Islam er blot én religion blandt mange. Dens tilhængere fortjener hverken mere eller mindre end andre troende fra en anden religion – eller mennesker der ikke bekender sig til nogen tro. Men islam selv har ikke mere ret til beskyttelse mod kritk en en hvilken som helst anden menneskelig institution. Når denne religion krænker kvinders rettigheder, eller ikke troendes eller hvilke som helst andres, så skal den kritiseres”.

1/3 2006

12 intellektuelle publicerer manifestet “Sammen mod den nye totalitarisme” i  Charlie Hebdo til støtte for ytringsfriheden. Manifestet hævder, at verden efter fascisme, nazisme og stalinisme står over for en ny totalitær trussel i form af islamismen. Det vender sig mod den kulturrelativisme, der vil afskære muslimske landes borgere fra menneskerettigheder, og det afviser at opgive den kritiske ånd af frygt for islamofobi-anklager. Afslutningsvis hedder det: “Vi forsvarer det universelle i ytringsfriheden overfor misbrug og dogmer, for at den kritiske ånd kan virke overalt, i alle verdensdele.”  (Ayaan Hirsi Ali, Chahla Chafiq, Caroline Fourest, Bernard-Henri Lévy, Irshad Manji, Mehdi Mozaffari, Maryam Namazie, Taslima Nasreen, Salman Rushdie, Antoine Sfeir, Philippe Val, Ibn Warraq).

10/3 2006

Udenrigsministeriets dansk-muslimske møde om “religiøs og kulturel dialog” afholdes – her mødes tre internationale islamiske lærde, Amr Khaled, Tareq al-Suweidan og Habib Aljifri med de danske islamologer Jørgen Bæk Simonsen, Jakob Skovgaard-Pedersen samt biskop Karsten Nissen. Forud for mødet havde al-Qaradawi angrebet de muslimske deltagere for at indvillige i mødet.  De islamiske lærde taler for, at ytringsfrihed ikke må anvendes til at fornærme, men skulle bruges med respekt for religiøse og etniske grupper – og de foreslår en fællesresolution med tre punkter: arabisk-islamiske centre i Danmark, et Dialog-Institut i København samt ændringer i danske skolebøger, så de giver en korrekt fremstilling af profeten og islam. Skovgaard-Petersen og Nissen bifalder dog ikke sidstnævnte. (DIIS; Sappho)

16/3 2006

OIC Exekutivkomitemøde i Jeddah udsender en erklæring, der skarpt anklager EU for ikke at indføre “fælles skridt”, der kan forhindre en gentagelse af de danske tegninger. Erklæringen fremsætter som mål:

“Mødet er blevet enig om at OIC medlemslandene og OIC generalsekretæren vil fortsætte med at tilse og udfolde bestræbelser på alle områder for at opnå at følgende mål bliver indfriet:

(a) Vedtagelsen af en resolution på den 61. Session for FN generalforsamling for at forhindre defamation af religioner og religiøse symboler, bandlysning af blasfemi, tilsværtning af alle profeter, samt at forhindre gentagelse af sådanne nedgørende handlinger i fremtiden.

(b) Vedtagelsen af dokumentet fra Doha, specielt hvad angår udviklingen af en strategi for at forhindre defamation af religioner samt at tage de nødvendig skridt for at det kan lade sig gøre.

(c) En effektiv brug af både EU-OIC samlet forum såvel som Alliancen af Civilisationer for at opfordre til dialog og gensidig forståelse blandt kulturer og civilisationer.

(d) Intensivering af kontakten med det internationale samfund, specielt de europæiske lande, for at hastigt at få dem til at engagere sig i et større samarbejde og for at opmuntre muslimske NGO’er til at igangsætte en konstruktiv dialog, bruge gode kontakter, og følge op på dette emne med deres europæiske modparter for at fremme de sande værdier i islam og understrege det tolerante og humanitære budskab i islam.”

19/3 2006

TV2 viser en dokumentarfilmen Caricatures: les dessous de la colère (“Karikaturer: bag vreden”) af den algiersk-franske instruktør Mohamed Sifaoui, der undercover har optaget samtaler mellem de danske imamer, der var aktive under karikaturkrisen. Her udtaler imam Ahmed Akkari, om Naser Khader, at “Hvis han bliver minister for udlændinge eller integration, skulle man så ikke sende to fyre ud for at sprænge ham og hans ministerium i luften?” Andetsteds i filmen udtaler en ansat på Islamisk Trossamfund i København for skjult kamera, at Trossamfundet er “salafister, Muslimske Brødre”.

Da filmen vises i Frankrig, modtager Sifaoui dødstrusler og må have politibeskyttelse.

20/3 2006

I Springer-bygningen i Berlin anholdes pakistaneren Amer Cheema med en kniv efter han har krævet at se chefredaktøren for Die Welt Roger Köppel. Han hævder at ville dræbe redaktøren på grund af avisens gengivelse af de danske tegninger.

21/3 2006

Algeriet indfører en lov, der straffer enhver, der forsøger at overtale en muslim til en anden religion, med to til fem års fængsel. Samme straf gælder den, der gemmer eller udbreder publikationer eller audiovisuelle medier der rettes mod at svække tilknytningen til islam.

22/3 2006

Ærkebiskoppen af Wales Barry Morgan fyrer archdeacon Meurig Llwyd Williams som redaktør af kirkebladet Y Llan fordi han har optrykt en af Charlie Hebdos karikaturer af profeten.

31/3 2006

En gruppe unge muslimer med jernstænger presser en parisisk café til at censurere udstillingen “Hverken gud eller gud” med ateistiske tegninger. Cafeejerne trues med at det Muslimske Broderskab vil brænde cafeen ned, hvis ikke de tegninger, der gør grin med islam, fjernes.

3/4 2006

FN danner et nyt Menneskerettighedsråd til afløsning af den tidligere Menneskerettighedskommission. OICs stærke position i sammenhængen videreføres.

11/4 2006

En arbejdsgruppe i EU arbejder på et leksikon over tilladte udtryk ang. terrorisme. “

”’Islamisk terrorisme’ er helt bestemt noget vi ikke vil anvende … vi taler om ’terrorister som misbruger og påberåber sig islam’”, udtaler en embedsmand fra EU til Reuters.

Andre termer overvejes til gennemsyn, så som ’islamist’, ’fundamentalist’ og ’jihad’.

OIC udsender følgende resolution, der følger strategien fra december og udtrykker målet: en international ramme af lovgivning, der vil forbyde religionskritik og som skal gennemføres ved pression på EU, UNESCO og andre internationale organisationer:

“OICs bestræbelser på det internationale plan for at håndtere eftervirkninger af karikaturkrisen og for at imødekomme forventningerne i den muslimske verden fortsætter. Bestræbelserne fra de islamiske landes konferenceorganisation hvad angår håndtering af eftervirkningerne af den nylige karikaturkrise efter publikationerne i de danske aviser af tilsværtende og fornedrende karakaturer af profeten Muhammed (Fred Være Med Ham) fortsættes uden ophør på forskellige niveauer og emnet tages op i dets forskellige aspekter ved kontakter mellem OICs generalsekretariat og repræsentanter for OIC og EU landene såvel som med forskellige internationale og regionale fora og med NGO’er. Indenfor denne ramme følger generalsekretariatet udfaldet af den 174. UNESCO eksekutivkomitémøde, som i øjeblikket afholdes i Paris. Som en af komponenterne i OIC strategien er det, at tage initiativer i forskellige internationale fora for at fortsætte bestræbelserne på at udarbejde en juridisk ramme og forberede en atmosfære med politisk dialog og engagement som kan øve indflydelse for at forhindre gentagelse af lignende kriser i fremtiden. (…) Forberedelsen og indsendelsen af et udkast til en resolution er et andet eksempel på de ihærdige bestræbelser og den solidaritet blandt OIC landene, som er sat i gang for at imødekomme de forventinger, der eksisterer over alt i den muslimske verden.”

(http://www.icyf.com/modules/news/article.php?storyid=63)

13/4 2006

På sit 174. møde i Paris vedtager UNESCO resolution 174 EX/46 med titlen

“Respekt for ytringsfrihed og respekt for hellig tro og hellige værdier og religiøse og kulturelle symboler”.

Der opfordres til ”gensidig respekt for kulturel diversitet, religiøs tro og religiøse symboler. Generalsekretæren pålægges at arbejde på forskellig vis for at virke  for at styrke bestræbelserne, der fremmer dette samt udfærdige en rapport om de internationale instrumenter til rådighed for dette arbejde, til fremlæggelse på det 176. møde.

23/4 2006

I en bekendtgørelse fra Al-Qaeda hedder det angiveligt fra Osama bin Laden, at muslimer opfordres til at dræbe de ansvarlige for tegningerne.

5/5 2006

Amer Cheema, den pakistanske student, der opsøgte Die Welt for at dræbe chefredaktøren, dør i det tyske politis varetægt, angiveligt efter at have hængt sig i sin celle. Dødsfaldet forårsager optøjer i Pakistan.

14/05 2006

Muslimer kræver kristen læge hængt for blasfemi i Pakistan. Dr. Robin Sardar er anklaget for at have forbrudt sig mod Pakistans blasfemilov, straffelovens paragraf 295 stykke B og C i Hafizabad distriktet den 5 maj 2008. Sardar hævdes at have udtalt sig nedladende om profeten Muhammeds skæg og den hellige koran.

En fundamentalistisk pøbel er stimlet sammen foran lægens hus efter at anmeldelsen blev kendt og krævet ham hængt. Med våben, petroleum og kæppe trænger ind i huset og overfalder lægen og hans familie. Imidlertid nåede politiet at gribe ind i sidste øjeblik. Efterfølgende organiserer religiøse fanatikere demonstrationer hver dag i byens gader med krav om at lægen skal hænges offentligt. Det samme krav lyder tillige fra højttalerne på byens moskeer, hvor man også kræver hele lægens familie myrdet.

(www. persecution.org)

12/6 2006

En blasfemisag mod forfatteren Oriana Fallaci begynder ved retten i Bergamo. Hun er indklaget for i bogen “The Strength of Reason” at have karakteriseret islam som en “sø, der aldrig kan blive ren”.

18/6 2006

Professor i nytestamentelige studier Pieter W van der Horst har efter pres fra universitetsledelsen anført af rektor W.H.Gispen måttet stryge passager fra sin afskedsforelæsning ved universitetet i Utrecht. Emnet for forelæsningen var “Myten om jødisk kannibalisme”, og her hed det blandt andet “Islamiseringen af den europæiske antisemitisme er en af de mest forfærdelige udviklinger i de seneste tiår.”

20/6 2006

Wan Ashar Wan Ahmad fra Centre for Syariah, Law and Political Science Institute of Islamic Understanding Malaysia (IKIM) skriver i dagbladet The Star om menneskerettigheder, apostasi og islam. Her hedder det bl.a. følgende:

“Forskere har indrømmet at islam er den mest misforståede religion af alle verdens religioner. Fejllæsninger og fejlopfattelser af den har hurtigt fået folk til uretfærdigt at udvikle en form for islamofobi. Dette syndrom er virkelig en ”frygt for det ukendte”, da disse mennesker ikke virkelig har forstået  hvad islam drejer sig om. Mange accepterer ganske enkelt de mange fejllæsninger, som ustandseligt præsenteres for dem via medierne.

Set ud fra menneskerettighederns synspunkt er apostasi notorisk betragtet som værende i konflikt med dem, og specielt med retten til religionsfrihed. Blandt de spørgsmål, der bliver rejst er: hvis man kommer så let til islam, hvorfor kan man så ikke på samme måde forlade islam? Det er udenfor enhver tvivl at islam i sandhed anerkender menneskerettighederne, lige fra dens begyndelse, langt tid inden disse ideer blev udviklet og formuleret i dokumenter i deres moderne sekulære form i

Vesten i form af FNs deklaration om de universelle menneskerettigheder fra 1948.

Islam forsvarer menneskerettigheder på baggrund af sharia, sådan som den systematisk afspejles i Cairoerklæringen om de universelle islamiske menneskerettigheder. Disse målsætninger omfatter etableringen af retfærdighed, uddannelse til den enkelte og varetagelse af menneskelig omsorg og interesse ved at beskkytte og bevare tankefriheden, gudsdyrkelsen, ret til ejendom samt beskyttelse af livet til gavn for vore efterkommere. Disse rettigheder danner grundlag for de uantastelige ”menneskerettigheders” principper. Hvad mange ikke forstår er, at islam er den eneste religion, som ærer sine troende til det yderste. Islam betragter sine troende, både de der er født ind i islam såvel som folk, der er konverteret til islam, som dens uvurderlige skatte. Så snart de er gået ind i islams fold, er de alle lige. Det er derfor, at de alle står grundlæggende lige hvad angår ansvar, pligter og rettigheder.

Individuelt har de alle ret til at opnå succes i denne verden såvel som ret til at blive frelst og leve i det hinsides sidenhen i overensstemmelse med de regler, som er sat op for dem i Sharia. Muslimer tror fuldt og fast på, at de befinder sig på troens grund, at de vandrer ad den rette sti. De er velsignet med at leve i det klareste lys. For muslimer, er sandheden lyset og falskheden er mørket. Det er derfor der øves en alvorlig uretfærdighed mod dem hvis de afviger fra sandheden. Og desuden, så afspejler den kendsgerning at islam forbyder apostasi sammenhængskraften og troværdigheden i religionen. Hvis islam skulle give tilladelse for muslimer til at skifte som de ville, så ville det betyde at den ikke havde nogen værdighed, intet selvværd. Og folk måtte da tvivle om dens fuldkommenhed, dens sandhed og dens perfektion. Lad sige som Syed Muhammad Naquib al-Attas: ”rettigheder” eller huquq i islam henviser til noget, som er retfærdigt, sandt, rigtigt og sømmeligt. ”Frihed” eller ikhtiyar henviser til at vælge det gode eller det, der er bedre. Så det er hverken ens ret eller frihed at vælge noget ondt, falsk, forkert, urigtigt eller ufuldstændigt. Religiøst set, så har mennesket hverken moralsk eller i henhold til loven nogen ret til at handle forkert. (…)

Muslimer må forstå, at når de én gang er gået ind i islams fold, så er det ikke længere muligt at forlade troen eller vende tilbage til deres tidligere tro, heller ikke selv om grunden til de omvendte sig til islam ikke længere eksisterer. Man kan være en dårlig eller en slet praktiserende muslim, men der er næppe nogen mulighed åben for at forlade denne religion. Man kan ikke argumentere for, at islam ikke anderkender ideen om frihed til gudsdyrkelse. Først og fremmest, den selvsamme doktrin om islam, sådan som den er afspejlet i Koranen, lærer os at der ikke findes nogen tvang i religion. Frihed til gudsdyrkelse må forstås ikke kun i betydningen af at foretage det bedste valg, men også i betydningen af at bekende sig til en bestemt religion. Når man accepterer islam eller beslutter sig for at blive muslim, så må man underkaste sig alle regler som foreskrives i denne religion. Hvis islam forbyder apostasi, så må ikke kun muslimer anerkende det, men også troende indenfor andre religioner, der ikke selv har sådanne regler. De må også respektere og værdsætte forbuddet mod apostasi i islam.

Det er faktisk sådan alle må forstå frihed til gudsdyrkelse”

21/7 2006

De katolske lande i EU truer med veto mod EUs forskningsprogram, hvis ikke stamcelleforskning forbydes i programmet. (Politiken)

31/7 2006

Tysk politi finder bomber, anbragt i to regionaltog på banegården i Köln. Senere anholdes libaneserne Youssef el-Hajdib og Jihad Hamad, der hævder, at bomberne er anbragt som reaktion på de danske tegninger. En af dem blev anholdt på vej mod Danmark med Abu Bashars telefonnummer på sig – en af “De fire” imamer fra karikaturkrisen. Senere efterforskning peger på, at de to har fået opgaven fra Al-Qaeda med henblik på senere at blive indsat i Irak. De to idømmes senere hhv. livstid og 12 års fængsel ved retten i Beirut.

17/8 2006

Lawrence John Saldanha, ærkebispen i Lahore i Pakistan fordømmer mordet på kvinden Hina Saleem som fandt sted i Italien i hendes hjem. Faderen Saleem skar halsen over på hende, mens familien så på fordi hun afslog et arrangeret ægteskab og ville integrere sig i det italienske samfund. Hun arbejdede hun et sted, hvor der blev udskænket alkohol og havde giftet sig borgerligt med en italiensk mand. Ærkebispen siger: ”Det er en uretfærdig feudal praksis i Pakistan, der nægter kvinder retten til at træffe deres egne valg. Og det er pga. af sådan en praksis at der sker æresdrab. Selv om det er sjældent, så sker det endog  blandt kristne.” (Asia News)

22/8 2006

Den berømte indiske, muslimske kunstner M.F. Husain anmeldes til politiet af flere hinduistiske højrefløjsrorganisationer for at krænke ”flertalssamfundet” med sine nøgenbilleder af hinduistiske guder. Den gamle kunstner – født 1915 – har malet disse billeder i mange årtier, men alligevel støtter flere politiske partier nu fængsling af Husain. Han afviser at vende tilbage til Indien fra sit frivillige exil i Dubai.  (Rediff)

6/9 2006

Den tyrkisk-tyske advokat og kvinderådgiver Seyran Ates, der er kendt for at kritisere konservative muslimske foreninger i Tyskland og for sit arbejde for muslimske kvinder, må efter dødstrusler og et voldeligt overfald gå under jorden og opgive sin praksis.

12/9 2006

Pave Benedikt XVI holder en tale på sit gamle universitet i Regensburg med titlen “Tro, Fornuft, Universitet – Erindringer og Refleksioner”. Her citerer han en af de sidste kejsere af Byzans, Manuel II Palæologos, der i en dialog i 1391, et halvt århundrede før Konstantinopels fald, argumenterer imod islam og bl.a. sagde: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt, og du vil kun finde onde og umenneskelige ting, såsom hans ordre til med sværd at sprede den tro, han prædikede.” Pavens hensigt er at henlede opmærksomheden på at medens kristendommen som fremstillet af Manuel hævder, at “ikke at handle fornuftigt er mod Guds natur”, så hævder Islam som fremstillet af Ibn Hazm i det 10. århundrede, at Allah ikke er bundet af noget som helst, heller ikke rationalitet. Pavens emne er tvungen konvertering, hvilket bringer ham ind ideen om på udbredelsen af troen ved sværdet og det argument, at hvis Gud ikke er bundet af nogen rationalitet, er han heller ikke bundet af sine egne ord og kan modsige sig selv, hvilket paven argumenterede imod med  henvisning til det græske begreb logos.

Mange islamiske lande protesterede og krævede paven trak sine ord i sig igen, flere trak ambassadører hjem. OIC kaldte pavens tale en “smædekampagne”, det iranske “Vogternes Råd” hævdede talen var en del af en vestlig konspiration mod islam med henblik på at forbinde islam med vold, og Ahmad Khatami krævede paven skulle falde på knæ for en islamisk lærd og forsøge at forstå islam; det Muslimske Broderskabs talsmand Mohammad Akef hævdede talen truede verdensfreden ved at hælde benzin på bålet og antænde hele den muslimske verdens vrede; den tyrkiske præsident Erdogan krævede en undskyldning fra paven til muslimer og den islamiske verden og at han trak sin “grimme, fejlagtige og ulykkelige udtalelse tilbage”, den malaysiske præsident Badawi mente paven måtte tage ansvaret for de uroligheder, talen udløste; den somaliske leder sheikh Malin krævede paven dræbt ligesom Rushdie.

15/9 2006

Vicelederen af det tyrkiske regeringsparti, Salih Kapusuz, sammenligner paven med Hitler.

17/9 2006

Paven undskylder personligt for at have fornærmet muslimer og hævder, at citatet fra Manuel II ikke udtrykker hans personlige holdning, ligesom hans tekst i det hele taget var ment som en indbydelse til respektfuld dialog.

18/9 2006

En italiensk nonne dræbes i Somalia, angivelig i protest mod paven,  ligesom adskillige irakiske kristne dræbes. Et antal kirker i Libanon, Gaza og andre steder brændes ned

19/9 2006

I en tale til FNs generalforsamling kræver Pakistans præsident Musharraf at “defamation af islam” kriminaliseres.

Grupper på generaldirektoratet for religiøse affærer i Tyrkiet kræver i en petition at paven anholdes under hans planlagte besøg i landet, idet det hævdes, at hans udtalelser fornærmer islam og overtræder tyrkisk lov.

En militant gruppe i Gaza truer med angreb på alle kirker, kristne og vantro i Gaza-området, hvis ikke paven trækker sin udtalelse tilbage.

20/9 2006

Den franske filosofilærer Robert Redeker publicerer kronikken “Hvordan må den frie verden handle overfor de islamistiske trusler?” i Le Figaro, blandt andet som en kommentar til pave-sagen.  Her hedder det blandt andet, at islam er en religion, der

“ hylder vold og had”.  Tunesien og Ægypten forbyder salget af Le Figaro, Redeker modtager dødstrusler mod sig selv, sin kone og børn, og på internettet afsiges “dødsdomme”, der lægger hans foto og adresse frem med opfordring til mord. Han beskyttes nu af livvagter og skifter adresse hveranden dag.

22/9 2006

En af lederne af alliancen af MMA-partiet i Pakistan. Hafiz Ahmed, kræver paven korsfæstet.

23/9 2006

EU-kommissionens leder José Barroso udtaler skuffelse over, at så få europæiske ledere udtrykker støtte til pavens ytringsfrihed.

25/9 2006

En opsætning af Mozarts opera Idomeneo på Deutsche Oper Berlin aflyses, fordi Hans Neuenfels’ iscensættelse bl.a. indeholdt afhuggede hoveder af Jesus, Buddha, Poseidon og Muhammed.

26/9 2006

OIC publicerer første nummer af “OIC Journal” med blandt andet en artikel om “Islamofobi” – hvori terrorhandlinger søges retfærdiggjort ved muslimers frustration, bl.a. som den fremkaldes af europæiske karikaturer.

Den refererer gentagne gange til “dialog” og indeholder også denne passage:

“Offentliggørelsen og dens gentagelse af karakaturerne i de europæiske medier, som udstillede profeten Muhammed blev af muslimer set som en overlagt fornærmende og nedgørende handling. Men for forlæggerne blev det gjort i ytringsfrihedens navn, og dette udstillede en kulturel kløft, som skabte vrede fordi muslimer blev afbildet på en stereotyp måde.

De forfærdelige, kriminelle og uretfærdige terrorhandlinger den 11. September i New York og 7. Juli i London udtrykte voldeligt den frustration, skuffelse og desillusion, der rører sig dybt i muslimers sjæle overfor vestens aggressioner og diskrimination.”

27/9 2006

Kansler Angela Merkel udtaler i forbindelse med Idomeneo-affæren. “Selvcensur hjælper os ikke over for mennesker, der ønsker at udøve vold i islams navn.”

4/10 2006

Looseleaf Law Publication aflyser den planlagte udgivelse af psykoanalytikeren Nancy Kobrins bog The Sheikh’s New Clothes om selvmordsterroristers psykologi. Forlagets vicedirektør Mary Loughrey udtaler, at det sker af sikkerhedsgrunde af hensyn til forlagets ansatte.

5/10 2006

Timothy Garton Ash støtter Ian Burumas karakteristik af Hirsi Ali som “Enlightenment Fundamentalist” og tilføjer, at hendes gode udseende er årsagen til hendes popularitet.

6/10 2006

Whitechapel Art Gallery i London tager et antal billeder af surrealisten Hans Bellmer ned – de erotiske billeder kunne ifølge ledelsen “såre muslimers følelser”.

13/10 2006

Rockgruppen Slayers album Christ Illusion tages ud af markedet i Indien efter protester fra “Catholic Secular Forum”. Da pladen blev lanceret i august, nåede den hurtigt femtepladsen på hitlisten. Men CSF hævder, at albummet er “fornærmende og meget dårlig smag” og peger især på, at numrene “Skeleton Christ” og “Jihad” krænker ikke bare kristne men også muslimer. Albummets cover, der viser Kristus med amputerede lemmer og et manglende øje, siddende i et blodigt hav fyldt med ligdele, kritiseres i særdeleshed. Gruppens amerikanske pladeselskab udsender straks et nyt cover til pladen, medens det indiske EMI afviser at forhandle pladen længere, idet man udtaler: “Vi har mødtes med CSF og undskyldte, idet vi forsikrede, at alle exemplarer af pladen vil blive trukket tilbage. I sidste uge kaldte vi pladerne tilbage og destruerede dem, da vi ikke ønsker nogen gruppe skal lide skade. Vi har ingen planer om at genudsende den på nogen måde.”  (Softpedia)

1/11 2006

Lederen af den tyrkiske regerings organisation for religiøse anliggender, Ali Bardakoglu, udtaler, at kritik af islam alvorligt truer verdensfreden.

13/11 2006

FN’s “High-level Group” udgiver rapporten “Alliance of Civilizations”. Blandt gruppens medlemmer er en række internationale politikere og religiøse ledere som Desmond Tutu, Irans tidligere præsident Khatami, den amerikanske rabbiner Arthur Schneier, religionshistorikeren Karen Armstrong mfl. Rapportens fokus er især forholdet mellem Vesten og islam, og den afviser utvetydigt “... den vildførte opfattelse at religion er hovedårsagen til konflikter mellem kulturer.” (15). I stedet er det et gennemgående tema, at konflikter skyldes fejlagtige opfattelser, “polariserede holdninger”, “gensidigt negative opfattelser”  af  andre kulturer. Blandt rapportens mange forskellige anbefalinger findes menneskerettigheder, inklusive ytringsfriheden, sideløbende med  passager som :

“Pressefrihed og ansvarlighed: journalistik lider i mange lande under manglende frihed; hvor sådanne friheder findes resulterer markedskræfter og nationalistiske følelser ofte i en uansvarlig omgang med disse friheder. (…)” (31) og ”Medieprofessionelle må udvikle, artikulere og beslutte sig for et frivilligt kodeks for god presseskik. (…) Overholdelse af sådanne standarder er specielt vigtige på områder som religion og politik i krisetider, når der hersker folkelige stemninger og frygt”. (40)

14/11 2006

Den tyrkisk-tyske politiker Ekin Deligoz modtager dødstrusler og må leve under politibeskyttelse efter at have udtalt til andre invandrere: “ I bor her, så tag tørklædet af.”

18/11 2006

Sheikh Rayed Hlayel, en af de danske imamer, der igangsatte karikaturkrisen, bekendtgør, at han forlader Danmark. Han erklærer i sin sidste bøn: “Vi er folk, der elsker døden og vil ofre os ved Allahs fod. Gentag ikke tragedien, for så vil det blive en tragedie for jer og for hele verden.”

20/11 2006

Politiet i Cairo anholder en blogger, der har ytret kritik af regeringen og Al-Azhar.

25/11 2006

En ungdomsbog med et plot om en fiktiv extremistisk mujahedin-gruppe “Army of the Pure” trækkes tilbage af det australske forlag Scholastic Australia efter protester fra boghandlere og bibliotekarer, der nægter at lagerføre bogen.

24/11 2006

Den yemenitiske journalist Kamal al-Aalafi idømmes et års fængsel for at have medvirket til optryk af tegningerne.

4/12  2006

Den yemenitiske journalist Mohammed al-Asaadi beordres fængslet for at have optrykt tegningerne, indtil han betaler en bøde på 500000 rials (2500 dollars).

13/12 2006

Den britiske højesteret House of Lords fastslår, at det var i strid med ytrings- og forsamlingsfriheden da politiet i marts 2003 tilbageholdt to busser med 120 demonstranter på vej til en RAF-base i Gloucestershire, hvor der er planlagt en demonstration mod krigen i Irak. (BBC)

19/12 2006

FNs generalforsamling vedtager efter forslag fra Pakistan en resolution “Kamp mod defamation af religion” efter samme overordnede linjer som Menneskerettighedsrådets resolution fra marts, med stemmerne 111 mod 54. Essensen er et pålæg til medlemslandene om at indføre forbud mod æreskrænkelse af religion.

30/12 2006

Kreationismen får et nyt udtryk. PEER (Public Employees for Environmental Responsibility) hævder, at parkbetjente ved Grand Canyon har fået forbud mod at fortælle gæsterne kløftens reelle geologiske alder for ikke at krænke religiøse fundamentalister, der hævder kløften er skabt af Gud for relativt nylig. Hvis man spørger betjentene, er de instrueret om at svare “No comment.” Kilden til informationen er angiveligt en “whistleblower” blandt parkbetjentene, men den kan ikke uafhængigt bekræftes.

2006

Danmark er faldet til 19. pladsen i Reporters sans Frontières’ “Worldwide Press Freedom Index” for 2006. Årsagen angives som trusler mod journalister, der efter Muhammedtegningerne må arbejde under politibeskyttelse.

21/1 2007

Centralrådet for Ex-Muslimer grundlægges i Tyskland anført af exilliraneren Mina Ahadi og tyrkisk-tyskeren Arzu Toker. Kort efter bekendtgørelsen af rådets stiftelse 28/1 modtager gruppen dødstrusler fra radikale islamister.

7/2 2007

Sagsanlægget fra Moskeen i Paris, UOIF og World Muslim League mod Charlie Hebdo i Paris kommer for retten i Paris

14/3 2007

Dr. Matthias Küntzel skal tale ved Universitetet i Lees om "Hitlers arv: islamisk antisemitisme i Mellemøsten". Muslimske studentergrupper protesterer, og titlen ændres, idet ordene "Hitler" og "islam" ikke længere optræder. Protesterne fortsætter, forelæsningen anklages for at være et "åbent racistisk angreb", og universitetet aflyser forelæsningen af sikkerhedsgrunde. Dr. Küntzel opfatter aflysningen som censur. (Wikipedia)

22/3 2007

Charlie Hebdo frikendes ved retten i Paris.

27/3 2007

Den pakistanske delegerede Bilal Hayee udtaler på vegne af OIC i anledning af FNs menneskerettighedshøjkommissions specialrapportør for udbredelse og beskyttelse af ytringsfrihed Ambeyi Ligabos rapport, at OIC-landene “altid har udtrykt deres urokkelig engagement i menneskerettighernes fremme (…) ” Han tilføjer, at OIC også tilslutter sig specialrapportørens holdning, at ytringsfriheden ikke er absolut men skal bruges med ansvarlighed,og at ”... brugen af streotyper, nedgøring af dybe religiøse følelser ikke bidrager til at skabe et miljø med konstruktiv dialog blandt forskellige grupper og samfund. Polarisering og forvrængede argumenter kan skabe etnisk og religiøst had samt bringe god tone og kulturel balance i et multikulturalistisk samfund i fare”. OIC opfordrer derfor specialrapportøren til at udarbejde ”generelle retningslinjer”, der kan få medierne til at lave en ”kodeks for god opførsel”, så de kan ” ... finde balancen for ytringsfrihed på den rette måde”.

28/3 2007

Færdiggørelse af EU-dokument 5469/3/07 REV 3 EXT 1 fra EUs Strategi til Bekæmpelse af Radikalisering og Rekruttering, angående et “Ikke-følelsesladet lexikon” af begreber, der kan anvendes i beskrivelse af terrorisme. Dokumentet deklassificeres delvis 6/6 2007, men hovedparten af det er endnu ikke deklassificeret. I de deklassificerede dele hedder det bl.a.

“Misforståelser kan opstå hvor bestemte ord vækker forskellige betydninger og begreber blandt forskellige mennesker. En uoverlagt stigmatisering, der er resultatet af en uovervejet brug af ord, kan have alvorlige negative psyko-sociale virkninger og således bidrage til radikaliseringsprocessen. Budskaber fra terrorister som bruger islam som legitimation for deres handlinger skal der ikke rettes opmærksomhed på. Dette handler ikke om tom politisk korrekthed, men om en kløgtig varetagelse af EU's interesser i kampen mod radikalisering.

Den Europæiske Unions strategi for bekæmpelse af radikalisering og rekruttering annoncerer udviklingen af et ”ikke-emotivt leksikon til diskussion af relevante emner for at eleminere forbindelsen mellem islam og terrorisme”.

30/3 2007

FNs Menneskerettighedsråds (UNHRC) fjerde session vedtager på forslag fra OIC resolution L-12, der opfordrer medlemslandene til at vedtage lovgivning vendt mod “defamation af religion”, specielt islam (citat fra HRCs proceedings - http://www.unhchr.ch/huricane/huricane.nsf/view01/4826AF1691C43372C12572AE00583E0B?opendocument):

“Handling i forhold til resolution om bekæmpelse af defamation af religion.

I en resolution (A/HRC/4/L.12) vedrørende bekæmpelse af æreskrænkelse af religioner vedtaget med stemmerne 24 for, 14 imod og 9 som afholdt sig fra at stemme, udtrykker rådet sin dybe bekymring for at islam skal blive identificeret med terrorisme, vold og menneskerettighedskrænkelser. Det noterer med dyb bekymring den intensiverede kampagne for æreskrænkelse af religioner, og den etniske og religiøse stigmatisering af muslimske minoriteter efter de tragiske hændelser den 11. september 2001. Rådet anmoder på det kraftigste stater til at handle beslutsomt og forhindre udbredelse af af racistiske og xenofobiske ideer gennem politiske institutioner og organisationer, såvel som materiale, der retter sig mod enhver religion og dens troende og som opfordrer til racemæssigt og religiøst had og fjendskab og vold. Rådet opfordrer stater til resolut til at yde passende beskyttelse

Mod had, diskrimination, intimidering og tvang som følge af defamering af religioner samt at tage alle til rådig stående muligheder i brug for at fremme tolerance og respekt for alle religioner og deres værdisystemer samt at vedtage love, der gør myndigehederne i stand til intellektuelt at bekæmpe religiøst had og intolerance. Rådet opfordrer stater til resolut at sikre at alle embedsmænd og statsligt ansatte, herunder ansatte i politiet, militæret, i undervisningssektoren, indenfor deres arbejdsområde, respekterer forskellige religioner og trosretninger og ikke diskriminerer imod person pga. deres religion og deres tro, samt at al nødvendig og passende uddannelse og træning er givet til dem for at opfylde denne opgave. Rådet inviterer den specielle rapportør om nutidige former for racisme, racediskrimination, xenofobi og relaterede former for intolerance til regelmæssigt at rapportere om alle demonstrationer af æreskrænkelser af religioner og specielt om de alvorlige former for islamofobi. Rådet anmoder Højkommisæren for menneskerettigheder til at rapportere til menneskerettighedsrådet om den praktiske implementering af denne resolution på det 6. Session.

Resultatet af afstemningen er som følger:

For (24): Algeriet, Azerbadjan, Bahrain, Bangladesh, Cameroon, Kina, Cuba, Djibouti, Gabon, Indonesien, Jordan, Malaysia, Mali, Mauritius, Mexiko, Marokko, Pakistan, Philippinerne, Rusland, Saudi Arabien, Senegal, Sydafrika, Sri Lanka og Tunesien.

Imod (14): Canada, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Tyskland, Guatemala, Japan, Holland, Polen, Sydkorea, Rumænien, Schweiz, Ukraine og Storbritanien.

Lande, der afholdt sig fra at stemme (9): Argentina, Brasilien, Ecuador, Ghana, Indien, Nigeria, Peru, Uruguay og Zambia.

Resolutionsteksten henviser direkte til OICs møde i december 2005 omhandlende de danske tegninger, idet den i en opremsning af resolutionens forudsætninger blandt andet anfører: “Idet vi også ihukommer det endelige communique fra den 3. Ekstraordinære session for det islamiske topmødes konference, afholdt i Makkah, Saudi Arabien, den 7. og 8. december 2005, som udtrykte dyb bekymring om den voksende diskrimination mod muslimer.”

Videre vedtager HRC uden afstemning resolution L-13 “Udryddelse af alle former for intolerance og for diskrimination baseret på religion og tro”

31/3 2007

Billedhuggeren Cosimo Cavallaros “My Sweet Lord”, en gengivelse af Jesus i naturlig størrelse i chokolade, må fjernes fra galleriet “The Lab” på Manhattan efter protester organiseret af organisationen “Catholic League”.

2/4 2007

Historical Association i Storbritannien hævder i en rapport, at der er skoler, der undgår krænkende emner i historieundervisningen. Det drejer sig fx om Holocaust, som lærerne i et beskrevet tilfælde frygtede kunne fremkalde antisemitiske reaktioner blandt muslimske elever; i et andet tilfælde om korstogene, fordi en afbalanceret fremstilling stred imod hvad lokale moskeer prædikede. Problemets omfang blev efterfølgende genstand for debat.

18/4 2007

De to kristne konvertitter fra islam Necati Aydin og Ugur Yüksel myrdes i Malatya, Tyrkiet, efter flere timers tortur.

6/5 2007

Den indiske maler M.F.Husains ejendomme i Mumbai overtages af politiet efter krav fra domstolen i Haridwar. Husain er anklaget for sine afbildninger af nøgne hinduistiske guder og må leve i exil i Dubai og London efter dødstrusler og mangfoldige sagsanlæg. (DNA)

16/5 2007

Den tysk-jødiske forfatter Ralph Giordano blander sig i debatten om opførelsen af en stormoske i Köln, som han vender sig mod. Ugen efter modtager Giordano dødstrusler.

30/5 2007

Den kristne konvertit Lina Joy taber sin sag ved Malaysias føderale ret.

juni 2007

Royal Court Theatre i London planlægger en opsætning af Aristofanes’ Lysistrate, der udspiller sig i det muslimske paradis, skrevet under pseudonym. Efter først at have ændret forestillingen fra offentlig til privat opgives opsætningen helt. (New Culture Forum)

4/6 2007

Regeringsautoriteter ødelægger en kirkebygning i Ulu Kelantan, Malaysia, trods tidligere regeringsgodkendelse af projektet. Kirken var opført for donationer efter hele landsbyen var konverteret til kristendommen få måneder før.

15/6 2007

Rushdie slås til ridder i Storbritannien. Protester bryder de følgende dage ud i Storbritannien såvel som en række muslimske lande..

18/6 2007

Den pakistanske minister for religiøse affærer, Mohammed ul-Haq, truer med selvmordsbombninger, hvis ikke Storbritannien trækker Rushdies adling tilbage.

20/6 2007

Efter Hamas’ magtovertagelse i Gaza føres der kampagne imod kristne arabere.

“Jeg forventer vore kristne naboer vil forstå, at det nye Hamas styre vil betyde virkelige ændringer. De må være klar til islamisk styre hvis de ønsker at leve i fred i Gaza”, sagde sheik Abu Saqer, lederen af Jihadia Salafiya, en islamisk bebvægelse fornylig i forbindelse med oprettelsen af sin militære gren for at styrke muslimsk lov i Gaza. (…) ”Jihadia Salafiya og andre islamiske bevægelser vil sikre at kristne skoler og institutioner offentligt giver til kende hvad de underviser i for at forsikre at de ikke udfører missionsarbejde. Ikke mere alkohol til salg offentligt. Alle kvinder, også ikke muslimer, må forstå at de skal være tildækkede når de viser sig offentligt”, fortalte Abu Asqer WND.

En kampagne med mord på og fordrivelser af kristne, afbrænding af kirker, rammer ud over Gaza, Irak, Ægypten, Saudi-Arabien, Pakistan, Bangladesh, Malaysia, Indonesien, Tyrkiet, Libanon, Algeriet, Marokko, Nigeria, Eritrea.

Juni 2007

Det pakistanske Ulema-råd udnævner som gengæld for Rushdies adling Osama Bin Laden til ærestitlen “Saifullah” (Islams Sværd).

21/6 2007

Det muslimske parti PAS organiserer gentagne protestdemonstrationer mod Rushdies adling i Kuala Lumpur.

22/6 2007

Ayatollah Khatami understreger i Teheran Rushdie-fatwaens fortsatte gyldighed.

10/7 2007

Al-Qaedas næstkommanderende Al-Zawahiri udsender trusler om en hævnaktion mod Storbritannien i anledning af Rushdies adling.

13/7 2007

Den tysk-tyrkiske forfatter Nazmi Kavasoglu modtager dødstrusler motiveret i, at han hævder at de tyrkisk-muslimske foreninger i Tyskland ikke er repræsentative for tyrkere i Tyskland og således uegnet som denne  gruppes talsmand i tysk politik.

Juli 2007

Den svenske kunstner Lars Vilks skal deltage i en udstilling i den lille by Tällerud med nogle tegninger af en “rundkørselshund” udstyret med profeten Muhammeds hoved. Tegningerne bliver bortcensureret fra udstillingen efter klager inden åbningen.

28/7 2007

Den 23-årige Stanislav Shmulevich fra Brooklyn anholdes, anklaget for to paragraffer angående “hate crimes”, nemlig “criminal mischief” (kriminel skadevoldelse”)  og “aggravated harassment” (”grov chikane”). Årsagen er, at der ved to lejligheder efteråret 2006 er blevet fundet en koran i et toilet på Pace University, og Shmulevich mistænkes for at stå bag. Første gang karakteriserede universitetet det som “vandalisme”, men efter omfattende kritik fra muslimske aktivister har universitetet overgivet sagen som “hate crime” til NYPD, der nu er skredet til anholdelse.

august 2007

BBC-serien  Casualties skrives om, så et angreb fra muslimske extremister ændres til et angreb fra dyreaktivister.  (New Culture Forum)

9/8 2007

Bruxelles’ borgmester Freddy Thieleman forbyder en annonceret demonstration mod “islamiseringen af Europa”.

11/8 2007

Britiske myndigheder annoncerer, at de vil bruge anti-terror lovgivning mod klimademonstranter ved Heathrow lufthavn. Lovgivningen giver myndighederne ret til at stoppe og undersøge folk og køretøjer uden grund, tilbageholde folk i op til en måned uden tiltale. Ifølge the Guardian har politiet allerede i mindst to tilfælde anvendt lovgivningen mod klimademonstranter, herunder Christina Fraser, en studerende der blev tilbageholdt i 30 timer og sigtet for overtrædelse af terrorlovgivning. (Guardian)

15/8 2007

Den katolske biskop af Breda, Holland, Tiny Muskens, foreslår at alle trosretninger skal omtale Gud som “Allah” for at mindske religiøse spændinger. (AP)

16/8 2007

Avisen Nerikes Allehanda trykker en af Lars Vilks “rundkørselshunde” som illustration til en leder om selvcensur. Der indløber i ugerne efter protester fra adskillige lande, inklusive Ægypten, Iran, Pakistan, Afghanistan, Jordan.

30/8 2007

OIC fordømmer Lars Vilks’ tegninger. Generalsekretær Ihsanoglu kræver øjeblikkelige straffe til både Vilks og avisen Nerikes Allehanda og en uforbeholden undskyldning fra den svenske regering.

3/9 2007

Magasin-forlaget i Norge samt tidligere redaktør af bladet Memo, Kristine Moody, dømmes til at betale 100.000 nkr. i æresoprejsning til norsk-libaneseren Ahmad Youssef El Youssef samt sagsomkostninger på 150.000. Bladet havde i nr. 1/2006 illustreret en reportage om indvandringsproblemer og frygten for islam med et fotografi af en rasende El Youssef med løftet, knyttet næve under en demonstration imod Muhammed-tegningerne. Moody forsvarede sig: “Bildet er brukt som illustrasjon og at når en person deltar i et demonstrasjonstog plasserer han seg frivillig i nyhetsbildet”. (VG)

7/9 2007

Den radikale pakistanske “Deobandi”-islam, som Taliban er en afart af, kontrollerer ifølge en rapport (Times) 600 af Storbritanniens 1350 moskeer. Den pakistanske deobandi-leder Muhammad Usmani, der har siddet 20 år i Pakistans højesteret, skriver i sin bog “Islam and Modernism”, at de britiske muslimer må leve fredeligt, indtil de har fået styrke nok til at udkæmpe aggressiv jihad med henblik på territorial expansion.

10/9 2007

Den italienske EU-kommissær Franco Frattini planlægger censur af internettet: "Jeg har i sinde at gøre et forsøg sammen med et privat firma … om hvorvidt det teknologisk vil kunne lade sig gøre at forhindre folk i at søge på farlige ord som bombe, drab, folkemord eller terrorisme, udtaler Fattini til Reuters.

(http://www.reuters.com/article/internetNews/idUSL1055133420070910)

14/9 2007

Doudou Diene, United Nations Special Rapporteur angående  "Contemporary Forms of Racism, Racial Discrimination, Xenophobia, and Related Intolerance." udsender en rapport, der bl.a. siger, at artiklerne 18, 19 og 29 i Den internationale pagt for civile og politiske rettigheder skal omfortolkes ved "at vedtage komplimentære standarder om forbindelserne mellem ytringsfrihed, religionsfrihed og ikke-diskrimination." Ved offentliggørelsen kritiserede den pakistanske diplomat Marghoob Saleem Butt på vegne af OIC "hæmningsløs og respektløs brug af ytringsfriheden”.

15/9 2007

I anledning af Lars Vilks’ Muhammed-tegninger udsender den irakiske Al-Qaeda-leder Abu Omar al-Baghdadi en trussel mod svenske virksomheder som Ericsson, Scania, Volvo, IKEA og Electrolux, medmindre ”korsfarernationen Sverige undskylder”,  ligesom han udlover "en belønning i denne gavmilde ramadan-måned på 100.000 dollar (537.000 kroner) til den, som dræber denne forbryder".

27/9 2007

Den tyske forfatter Günter Wallraff modtager dødstrusler og udråbes af Islam News Center til “islams fjende nummer 1”, fordi han har udtalt, at muslimerne i Köln kunne vise deres demokratiske sindelag ved at invitere ham til at læse op af Rushdies The Satanic Verses i Kölns moské.

2/10 2007

OICs udenrigsministermøde udtaler i et communique bl.a. følgende om menneskerettigheder, hvor der konkluderes ang. den koordinerede lobbyisme i FNs menneskerettighedsråd,

“124. Mødet understreger behovet for i FNs regi, ligeledes i menneskerettighedesrådet, at udvikle en juridisk bindende international aftale for at befordre respekt for alle religioner og kulturelle værdiger og forhindre intolerance, diskrimination og opfordring til had mod enhver gruppe eller troende af enhver religion.

125. Mødet udtrykker sin værdsættelse og fulde tilfredshed med de rosværdige kolllektive bestræbelser som OIC gruppen i Genève udfører for at koordinere OICs positioner med FNs menneskerettighedsråd; (…)

126. Mødet udtrykker sin værdsættelse for den aktive deltagelse fra  Algeriet, Azerbadjan, Bangladesh, Cameroon, Djibouti, Ægypten, Gabon, Indonesien, Jordan, Malaysia, Mali, Marokko, Pakistan, Quatar, Saudi Arabien, Senegal og Tunesien i beslutningprocessen og i institutionsarbejdet i FNs menneskerettighedsråd såvel som i de værdifulde bestræbelser fra OIC gruppen i Genève på at finde enighed med rådet hvad angår emner af fælles interesse for medlemslandene i OIC. ”

2/10 2007

En buddhastatue med en banan og to æg placeret som kønsorganer, af skulptøren Colin Self, vækker protester i Norwich. Efter ordre fra politiet må galleriejeren vende statuen væk fra vinduet.

En af de anklagede i den såkaldte Vollsmose-sag hævder i retten, at Jyllands-Postens redaktør Flemming Rose var mål for en terrorbombning, som gruppen planlagde.

Tøger Seidenfaden udtaler på et møde i anledning af Lars Vilks-sagen, at ytringsfriheden er så elementær en norm, at den knap nok er et møde værd.

4/10 2007

Den iranske udenrigsminister Manouchehr Mottaki udtaler ved OICs udenrigsministerkonference i New York: ”Vi er af den opfattelse at juridisk bindene resolutioner er nødvendige for at fremme respekt for alle religioner og kulturelle værdier og for at forhindre intolerance, diskrimination og opfordring til had mod troende samt at dette arbejde skal udvikles af FN og at OIC ikke skal spare nogen kræfter for at virkeliggøre det”.

november-december 2007

Efter de danske og britiske troppers afrejse fra Basra myrdes 40-50 kvinder for ikke at gå med tørklæde eller for at bruge vestlig påklædning og makeup.

12/11 2007

Lederen af Muslim Council of Britain, Muhammad Abdul Bari, udtaler at Storbritannien på grund af antiterrorlovgivningen nærmer sig Nazityskland, samt at man ikke bør identificere terrorister som muslimer: “Terrorister er terrorister, vi bør ikke sige ’muslimske terrorister’.”  Endelig hævdede han om Salman Rushdie, at "Han forårsagede en masse uro og uenighed med sin bog. Den skulle have været makuleret.”

22/11 2007

Taslima Nasreen må forlade Calcutta efter omfattende demonstrationer, vejspærringer og afbrændinger, der udløser indsættelse af hæren.

30/11 2007

Taslima Nasreen må under trusler fjerne tre sider fra romanen Dwikhondito og fremsætte en undskyldning efter at være blevet jaget fra by til by af indiske muslimer siden september.

6/12 2007

Den britiske muslim Samina Malik idømmes ni måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste for at besidde trykt materiale, der kunne anvendes af en terrorist – heriblandt hendes egne digte, der bl.a. hylder Osama bin Laden og profeterer “Kafirs your time will come soon, and no one will save you from your doom” (Kafir er den muslimske betegnelse for “vantro”). (spiked)

7/12 2007

OIC kræver, at FNs menneskrettighedsråds årsrapport skal  udtrykke forfærdelse over den voksende negative beskrivelse af religion i medierne; forbinde ytringsfrihed og religionsfrihed; afvise forbindelsen mellem religion og terrorisme; beskytte religioner mod diffamering, angreb eller foragt.

8-9/12 2007

OICs generalsekretær Ihsanoglu udtaler på  den internationale konference om islamofobi i Istanbul:

“Fortalerne for islamofobi har fået endnu en tilfredsstillelse med spørgsmålet om ytringsfrihed. Selv om alle er enige om, at al frihed altid er forbundet med ansvar, som respekt for menneskerettigheder og at undgå enhver form for opmuntring til had og æreskrænkelse af religion, så se vi kredse i Vesten der ignorerer denne grundlæggende universelle moralske værdi. Der er en tendens her til at anskue denne moralske værdi ganske snævert og lokalt, således at den kommer i modsætning til en universel fortolkning.

For eksempel er det klart ifølge menneskerettighederne og specielt den internationale pagt for civile og politiske rettigheder, at disse forbyder enhver opfordring til religiøs had. Artikel 20 i pagten stipulerer at ”Ethvert forsvar for national, racemæssig eller religiøst had der opfordrer til diskrimination, fjendskab eller vold skal forbydes ved lov.” Til trods for denne klare tekst, så har justitsministeren i Danmark ikke ment, at den gælder for de infame danske karikaturer, som har resulteret i masser af døde. Der er ikke taget noget skridt mod de der har publiceret disse karikaturer

Denne sag er betegnende for de problemer vi møder i forhold til nogle vestlige kredse. Det gør os så meget desto mere bekymrede i forhold til risikoen for at tegne strereotyper af religioner og tro, og manglen på forståelse for værdier og praksis der holdes kært af troende, som ikke tilhører ens egen religion.

I dette kritiske øjeblik vil jeg tillade mig at rejse dette problematiske emne hvad angår moral og etisk ansvarlighed i fungerende demokratier. Jeg vil henvise til de blasfemiske karikaturer som et eksempel. Myndighederne hævder at de ikke kan blande sig i mediernes arbejde som er beskyttet af princippet om ytringsfrihed. De argumenter også med at de er valgt af folk og at de derfor kun er ansvarlige overfor dem og ingen andre. I vil stærkt tage afstand fra denne holdning udfra et overordnet syn som bygger på etik og moralsk korrekthed.

Friholder ansvaret fra myndighedernes side overfor deres vælgere dem for ethvert ansvar overfor andre, den islamiske verden fx?

Er dette moralsk og etisk korrekt?

Hvis man er i overensstemmelse med sin lokale lov, og på denne måde handler politisk korrekt, giver dette så tilladelse til at man kan se bort fra et hvilket som helst andet ansvar overfor resten af verden?

Vi må besvare disse afgørende spørgsmål. Når vi er på vagt og vil beskytte universelle værdier, så skal disse værdier accepteres og respekteres af alle, og de skal ikke krænkes af nogen snæversynede og lokale overvejelser.

Ærede delegater,

Siden spørgsmålet om karakaturerne er brudt ud, har en byge af opfordringer til dialog føget henover den internationale scene. Nogle institutioner i nogen lande, hvor blasfemiske handlinger har fundet sted, har opfordret til dialog mellem den islamiske verden og vesten. Vi byder disse opfordringer velkommen af hele vores hjerte og deler det samme ønske. Men dog, så vil vi gerne have lov til at standse op og stille et legitimt spørgsmål om det endelige mål med en sådan dialog og dens nytte. Hvis disse opfordringer til dialog sigter mod at korrigere fortidige fejl eller mangler, så må dialogen i et sådan tilfælde følge en bestemt vej. Disse lande skulle tage initiativ til en foreløbig intern eller hjemlig dialog blandt de forskellige grupper i deres egne samfund og finde ud af hvor de står. Problemet ligger indenfor dette specifikke lands grænser og ikke hos den undertrykte part. Ingen muslim er nogen sinde blevet anklaget for at have dæmoniseret eller for at have smædet noget kristent helligt symbol eller nationalt symbol. Det er det modsatte, der har fundet sted.

Disse lande er forpligtet til at uddanne deres befolkninger i værdier om tolerance og mangfoldighed så vel som i den sande lære om islam. De skulle også forholdes at fundamentale provokationer og smædelig foragt ikke er de civiliserede måder hvorpå man indleder en debat, og at der ikke findes nogen begrundelse for disse urimelige indbildninger.

13/12 2007

Efter den italienske fodboldklubs sejr på 3-0 over tyrkiske Fenerbahce i Champions League i september indgiver den tyrkiske advokat Baris Kaska nu en officiel klager over den italienske spilledragt (hvid dragt med rødt kors). Han kræver, at Inters sejr annuleres på grund af denne “racistiske” handling. Klagen får ikke medhold, men Inter opgiver fremover anvendelsen af dragten. (mediawatch)

21/12 2007

Appelretten i New York afviser Rachen Ehrenfeldts anmodning om at kræve den britiske injuriedom mod hendes bog Funding Evil ugyldig i USA, med henvisning til at den saudiske milliardær bin Mahfouz, der anlagde sag imod hende for injurier, ikke falder under rettens jurisdiktion. (campus-watch)

24/12 2007

FNs generalforsamling vedtager med 108 stemmer mod 51 en resolution fremsat af Pakistan på vegne af OIC. Heri hedder det, at forsamlingen

“udtrykker sin dybe bekymring for at islam ofte og helt forkert er associeret med menneskerettighedskrænkelser og terrorisme;”

ligesom den

“opfordrer stater til resolut handling for at forbyde distribution af racistiske og xenofobiske ideer og materiale som re rettet mod nogen religion og dens troende og som opfordrer til diskrimination, fjendtlighed og vold;

[forsamlingen] opfordrer også staterne til at sikre at der i deres love er passende beskyttelse mod hadefulde handlinger, diskrimination, intimidering og tvang der stammer fra diffamering af religioner…”