Blasfemi, Charlie Hebdo og ytringsfrihed

"Many of the commentators who have sought to describe their motivations have sought to connect them primarily to the lack of integration, the disenfranchisement of French Muslim youth, or historic colonialism. Whilst some of these may well be enablers for the indoctrination, it (...) is the religio-ideological beliefs that justify, motivate, and oblige this specific type of murder and terrorism. The generic description of “us” and “them” and a general “you” fighting in Iraq and Syria, all point to an ideological mindset as well as the stated motivation of defending the Prophet".

Rashad Ali, ekspert i radikalisering, terrorisme og islamisk teologi, har skrevet en 12-siders artikel om ytringsfrihed og blasfemi efter Charlie Hebdo, udgivet af Institute for Strategic Dialogue. Læs mere her: http://www.strategicdialogue.org/ISDJ3039_freedom_of_expression_02_15_WEB_FINAL_VS2.pdf 

 

Men-menigheden og Voldsmandens Veto

"De røde linjer for Voldsmandens Veto går nu ikke længere ”blot” ved aktivt at fremsætte krænkende ytringer, tegninger m.v.. Blot det at organisere og deltage i en diskussion om islam og ytringsfrihed med deltagelse af en ”krænker” kan være nok. – ”Guilt by Association” er blevet til en potentiel dødsdom."

Således skriver Jacob Mchangama i Berlingske. Læs hele indlægget her: http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2015/02/17/men-menigheden-og-voldsmandens-veto/

 

Tabuet skal banaliseres

"Hvis vi igen og igen republicerer de tegninger, islamistiske voldsmænd i dag finder stødende, bliver de til sidst banale, og ingen vil længere kere sig om dem." Således skriver Fri Debats Jens-Martin Eriksen i Information. Læs mere her: http://www.information.dk/524749 

   

"For mig er terroren ikke længere abstrakt"

niels_ivar.jpg

Tænk at dø for noget så latterligt som en grim og gnidret tegning af en svensk rundkørselshund med skægget profetansigt? Terroren er ikke længere en teoretisk fare i mit liv. Den er blodig virkelighed. Informations journalist Niels Ivar Larsen deltog i debatarrangementet på Østerbro, hvor en attentatmand lørdag dræbte en civil og sårede flere betjente.

Læs mere her: http://www.information.dk/524565

   

Skudattentat på Østerbrø

Skudattentatet på Østerbro i eftermiddags fandt sted ved debatmødet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed" i kulturhuset "Krudttønden", arrangeret af Lars Vilks-Komitéen. I skrivende stund er gerningsmændene på flugt. Én person meldes dræbt og tre såret.

Den svenske kunstner Lars Vilks blev i 2007 berømt for sine tegninger af profeten Muhammed portrætteret som hund. Det medførte had og trusler mod kunstneren, som i dag lever med politibeskyttelse hele døgnet. Fri Debats Jens Martin Eriksen har udtaler følgende:

Det bliver interessant at se, om Lars Vilks komiteen også vil blive  beskyldt for at have påkaldt sig islamisters vrede og sårede følelser, sådan som det skete for Jyllands-Posten i 2005. For det er forsætlige handlinger, som Lars Vilks og komiteen står bag. Den muntre og skarpe konceptualist vil som tressernes  performancekunstnere udfordre og provokere. Men han har desværre ikke  taget sit voldsparate publikum i ed med sin joke. For dem er ingenting  teater, og alt er virkeligt. Her er der ingen symboludvekslinger i sprog og kunst. Her har man ikke politisk modstandere, men derimod  politiske dødsfjender.

Det er det, som man har måtte sande på  Jyllands-Posten efter man har været ene i front i snart ti år, forladt  og forrådt af den resterende dagspresse med forlorne undskyldninger for  sig tavshed og let gennemskuelige løgne om sine påståede hensyn. Det er  tappert at høre ordstyrer Niels Ivar Larsen fra fra mødet, der nu er  under belejring, men sikret af politiet, give udtryk for, at mødet vil  fortsætte uanset hvad! Men ikke desto mindre står det allerede klart, at den position, som Lars Vilks komiteen står for, fri ytringsfrihed og  ret til religionskritik, må overveje andre arbejdsformer. Man kan ikke  fortsætte sit arbejde og sin kritik af militant islamisme og bigot  religion på samme offentlige måde, som hidtil med stor personlig risiko  og voldelig angreb på møder og institutioner.

Det  skærper tillige udfordringen til de anstændige modstandere i dagspressen  om at besinde sig på princippet om politisk solidaritet ved at  republicere det, som andre er forhindret i under trusler om vold. Det var den solidaritet, der manglede da Charlie Hebdo blev angrebet for et  par uger siden, idet bladet alene havde stået side om side med  Jyllands-Posten - resten af dagspressen var tavshed og forløjede  undskyldninger om hensyn til sårede følelser. Charlie Hebdo blev alene  ramt fordi alle andre svigtede denne solidaritet. Nu bliver Lars Vilks  komiteen ramt fordi offentligheden stadigvæk er splittet. Men hvor længe vil man fortsætte med lyve sig bort fra sit ansvar. Hvor mange er der tilbage at lyve for?

   

Maajid Nawaz: Den uformelle blasfemiparagraf lever

nawaz.gif

"Amidst a wave of self-doubt, blasphemy laws, though formally abolished in the UK, are effectively being revived by a cultural climate that purports to be liberal yet upholds illiberalism. Ultimately, restrictions on freedom of speech achieve only one thing – the domination of regressive ideals. Reactionaries are the first to take offence, and the first to demand punitive action against those who they deem offensive. In this way we actively empower illiberal dogma in the name of ‘diversity’, while abandoning vulnerable activists within minorities in the name of ‘respect for difference’."

Således skriver den britiske forfatter og kommentator Maajid Nawaz, tidligere islamist i Hizb ut-Tahrir og nuværende kandidat for de britiske liberaldemokrater. Nawaz har selv oplevet trusler efter at have tweetet billeder fra den satiriske tegneserie Jesus & Mo. Læs hele artiklen på Index on Censorship her: http://www.indexoncensorship.org/2015/01/maajid-nawaz-blasphemy/ 

   

Charlie Hebdo: Free Speech and its Enemies

CH.png

 

Jamie Palmer, Thursday, 5 February 2015

PART ONE: ALL ARE GUILTY

Reflections on the Right to Blaspheme

One of the most pernicious arguments advanced to persuade us that the murdered staff of Charlie Hebdo were unworthy martyrs to free expression - or even deserving of much in the way of sympathy - has been the notion that they were the victimisers of a persecuted minority:

 

But the question needs to be asked: were the cartoonists at Charlie Hebdo really satirists, if by satire is meant the deployment of humour, ridicule, sarcasm and irony in order to achieve moral reform? Well, when the issue came up of the Danish cartoons I observed that the test I apply to something to see whether it truly is satire derives from HL Mencken's definition of good journalism: it should "afflict the comfortable and comfort the afflicted". The trouble with a lot of so-called "satire" directed against religiously-motivated extremists is that it's not clear who it's afflicting, or who it's comforting. 

My objections to this argument, formulated here by the author Will Self in an article for Vice magazine, are great and numerous. For a start, I would have thought it self-evident than anyone who thinks it acceptable to answer cartoons by murdering cartoonists is in pressing need of moral reform, thereby invalidating Self's objection by his own lights.

Se resten af artiklen:

http://jacobinism.blogspot.dk/2015/02/charlie-hebdo-free-press-and-its-enemies.html?utm_source=feedburner&utm_medium=email&utm_campaign=Feed:+Jacobinism+%28Jacobinism%29